Den kgl. Commissarius i Jylland, Cfrd. Bræstrup, var fra igaar indtil videre taget Ophold i Colding.
General Falkenstein afrejste i Torsdags Formiddags fra Horsens sydpaa.
Endelig, efter omtrent 7 lange Maaneder, kunne vi igjen aande frit - hedder det i "Randers Avis" igaar" - : Terrainet er atter vort, vi ere atter Herrer i vore egne Huse, Preusserne ere borte. Fra Randers til Skagen er der ingen Preusser mere, med Undtagelse maaskee af et Par syge Stakler, som muligt ville lægge deres Been heroppe. Det er os, som om vi vare vaagnede af en hæslig Drøm; Ingen, som ikke har prøvet det, kan tilfulde gjøre sig et Begreb om hvad det vil sige, i en længere Tid stadigt at være belagt med en forholdsmæssig stor Styrke fjendtligt Militair. Den Ufrihedstilstand har noget usigelig: Forknyttende i Længden, noget Sløvende og langsomt dræbende; det var ikke Krig, del veed man hvad er, del var et tvungent Samliv imellem Parter, som aldrig i Livet kunne blive Venner, en uendelig Vaabenstilstand imellem de preussiske Sejrherrer og dem, som de betragtede som deres ærbødige Tjenere. Vi skulle iøvrigt ikke benytte den første givne Lejlighed til at falde over vore Fjender, nu de ere borte; men et ganske kort Skudsmaal skylde vi dem. De ere, troe vi, naar de faae Lov til at være sig selv (vi tænke her nærmest paa den sidste Falkensteinske Pression, da det efter mangesidig Forsikkring paalagdes Mandskaberne at være saa ubehagelige i Qvartererne som muligt), som andre Folk, hverken stort værre eller stort bedre. De ere nok en god Deel fordringsfuldere og spanskere i deres Maade al være paa, end f. Ex. vore Jenser, idetmindste som disse vare for Krigen. Men saa have de igjen andre Egenskaber, der forsone noget med dem. De ere driftige, ordentlige, pyntelige med deres Kram, en naturlig Følge af del strænge Opsyn. Den var iøvrigt, vil man have bemærket, stor Forskjel paa Mandskabet af de forskjellige Vaabenarter. Infanteriet i det Hele, ikke blot Garderegimenterne, var det maneerligste. Artilleriet og Cavalleriel talte i det Hele raaere og mindre ordentlige Karle, som af og til kunne være vanskelige nok at holde i tilbørlig Afstand. Hos Alle, Menige som Officerer, var den Overbeviisning gjennemgaaende, al de ere Verdens første Militair, en Tro, der slet ikke er saa ilde, naar det gaaer imod en Fjende, og som deres fortræffelige Vaaben og Udstyrelse i det Hele ikke lidet bidrog til at nære. Preusserne kom som Fjender og forlode os ikke som Venner. Den eneste Følelse, hvormed vi saae dem drage bort, var en ubeskrivelig velbehagelig Fornemmelse af Lettelse og det oprigtige Ønske: Gud lade os aldrig see dem mere!
Ved Preussernes Afmarsch fra Viborg i Torsdags havde 18de Regiments Musikcorps Ordre til, ifald Telegrammet om Ratificationernes Udvexling ikke indløb inden Afmarschen, at bruge 8 Vogne af den derværende Park, men, ifald det indløb forinden, kun 6. Som bekjendt, skulle de Allierede nemlig selv betale deres Forplejning og Befordring efter Ratificationernes Udvexling.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1864).
Andreas Fritz (1828-1906): Officerer ved Garde Artilleriet i Aarhus. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret
Vor Trængselstid.
Preusserne have forladt os; det lange, tunge, Tryk, der som en knugende, uhyggelig Drøm har hvilet over os, er efter 9 lange Maaneders i Trængsel endelig fordi. Det er ligesom vi vaagnede af en Dødssøvn og med et dybt Aandedrag søge at komme til vor fulde Bevidsthed
og see os omkring. Lad os da samle vore Tanker og see, hvorledes vi have havt det, og hvorledes vi have det.
I fulde 7 Maaneder *) have de fjendtlige Tropper havt Byen inde. I al den Tid har næppe noget Huus været fritaget for Indqvartering, næppe nogen Familie været fri for at Yde Bidrag til Forplejning af dem, der som Sejrherrer traadte vor Ret under Fødder og aabent vedkjendte sig blandt Formaalene for Besættelsen, at de ved Tryk og Udsugelser vilde fremtvinge Freden **). I al den Tid have Byen og Amtet maattet skaffe Alt tilveie, hvad den commanderende General, enten af virkelig Fornødenhed eller efter sit haarde Sind og onde Lune, til Vederqvægelse og Forlystelse, fandt for godt at foreskrive: Portioner og Rationer, Beklædningsgienstande, Lazareth- og Bureau Reqvisiter (indtil den yderligste Smaalighed), Qvarterer og Extraqvarterer (for Officierer, som andetstedsfra samledes til Fester, Væddeløb og desl.), Magasiner, Lazarether og Contoirleiligheder, og endelig en af de allertungeste af alle Præstationer: en umaadelig Mængde Vognbefordringer. Ved Siden deraf røvedes Heste og fordredes under Trusel og Tvang Pengecontributioner. Og om end under den første Vaabenhvile en Betaling skulde erlægges, saa blev dette deels ingenlunde fuldt opfyldt, deels kun efter aldeles utilstrækkelige Taxter, og endelig bleve Paalægene senere, under den egentlige "Pressionsperiode", saameget større. I al den Tid have Beboerne af de bedre Leiligheder i Byen maattet overlade deres bedste Værelser til Officierernes (paa flere Steder ogsaa til Menige, til Værksteder etc.), for selv at nøies med smaae Rum, ofte kun i Sidebygninger og med Indgang for selve Familien igjennem Kjøkken eller ad Bagtrappe, og dog maattet udvide Huusholdningsvirksomheden til ogsaa at omfatte de ubudne Gjæster, medens Smaafolk som oftest have maattet dele selve Opholdssted med dem. Til samme Tid har for mere end ni Tiendedele af Beboerne deres Erhverv været enten fuldstændig standset (saasom navnlig alle Grene af Bygningshaandværk) eller dog saa betydelig indskrænket (de fleste andre Haandværk, de Handlende og Arbejdsklassen), at der ikke har kunnet være Tale om at fortjene det Fornødne til eget Underhold, endsige del Tillæg, som Alle maatte yde til de Fjendtliges Forplejning.
Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for, at naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragte en usikker Fred tilveie, skulde skaffe os hindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regjeringen, og der turde tillægges een saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Jyderne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den ved lige. ***) Selv Als's Fald nedslog næppe i den Grad Modet eller bragte saa stærke Centralstrømninger tilveie som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det freidige Sind. Det var derfor ikke sieldent at høre - og høres endnu - , at den Holdningsløsshed, som Kiøbenhavn har viist, ved fra overmodig kjæphøiethed at slaae om i den diametrale Modsætning, har aabnet Jydernes Øine for det Tomme cg Uberettigede i de store Ord og stærke Fordringer paa dristig Handling, som have lydt over til os, og har vakt nogen Utilbøielighed til at følge videre med, ved Siden af nogen Fortrydelighed over at være gaaet med saa ofte og saa længe. - Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe med med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag, og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisnning om, at der fra Regeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lovlige Tanke, om ikke nogle Millioner vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og deriblandt navnlig vor By), paa hvem Pressionen umiddelbart og personligt hvilede, og til hvem det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget bleve afviste.)
Til at føre os saa vel som muligt igjennem denne Trængselstid bidrog i en overordentlig Grad den virkelig beundringsværdige Utrættelighed og Selvopofrelse, hvormed saamange agtede Medborgere virkede i de forskjellige Comiteer, der vare nedsatte for at danne Mellemled imellem Befolkningen og de Fjendtlige, og ved en nogenlunde Fordeling af Byrderne, samt Underhandlinger om disses Formindskelse, søgte at gjøre Tilstanden saa taalelig som muligt. Vi kunne mulig senere finde Anledning til at forsøge en Characteristik - og Critik - af den her udfoldede Virksomhed; nu ville vi kun anerkjende, at ligesaa vist som Byens sædvanlige Autoriteter vilde have været aldeles ude af Stand til at opfylde de under saadanne Forhold opstaaende Fordringer i administrativ Henseende, saavist have ogsaa de forskjellige Comiteer virket til sandt Gavn og med stor Dygtighed og Held. Og naar hensees til de piinlige og vanskelige Hverv, som vare dem overdragne, hvor personlige Trusler, Brud paa Aftaler og vilkaarlig Indgriben fra Fjendens Side hørte til Dagens Orden, saa føle vi god Anledning til derfor al udtale vore Paaskjønnelse.
*) Den 13. Marts havde vi et kort Besøg af Østerrigerne Derefter var Byen ubesat i omtrent 1½ Maaned, i hvilken en occupation stadig svævede truende over os. indtil Byen endelig den 28de April blev varig besat af Preusserne.
**) I en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralcomiteen i Anledning at den udskrevne Penge-Contribution (for Aarhuus Vedkommende 200.000 Rbdr.), heed det, at man vilde os "mürde machen".
***) Vi kunne her ikke tilbageholde et Exempel. Fra de tre jydske Byer Aarhuus, Randers og Viborg underskreves i Slutningen af Mai en talrig tiltraadt Adresse, hvori udtaltes, at Regeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen. Denne Adresse tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om, at bringe den til HS. Maj. Kongens Kundskab; men ikke alene modtog man aldrig noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, - end ikke nogen Anerkjendelse af Modtagelsen fra Conseilspræsidentens Side kom, saavidt bekjendt, nogensinde til Underskriverne.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. november 1864).
Artiklen fortsætter i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende den 24. november 1864 med en karakteristik af Falkenstein. Avisen bragte fra 26. november 1864 forskellige beretninger fra preussernes overgreb mod befolkningen under overskriften: "Fra Occupationen".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar