Uddrag af brev fra Ullerup 16. februar 1864.
- - Indbyggerne i dette område er danske og kun få kan tysk, men de er også meget rolige og tålmodige og gør, hvad de kan.
- - Die Einwohner in hiesiger Gegend sind Dänisch und können nur Wenige deutsch, aber sie sind auch ganz ruhig und geduldig, und thun, was sie können.
(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).
”Kære hr. pastor og kære moder! Vi ankom til byen Slesvig den 12. februar og fik af lazaretdirektøren overgivet det store luftige Gottorp Slot. Her løb alle forvirret rundt mellem hinanden. De høje sale gemte hen imod fem hundrede sårede og syge, østrigere, danske og nogle prøjsere. De fleste lå på jorden i deres blodige klæder på stråsække, kun tildækket med deres frakker, helt uden den tilbørlige pleje, et syn, der skar i hjertet, men på få dage var alt bragt i orden. Hver soldat har nu, hvad han behøver. Vi har af stabslægen fået at vide om vores arbejde, at vi skal lede sygevogterne og holde øje med deres arbejde og selv deltage i sygeplejen hos de mest syge og hårdest sårede, og vi skal naturligvis bistå ved lægernes operationer. Selv om de sårede for størstedelen er østrigere, så tager de dog uden undtagelse gerne mod et trøstende Guds ord fra os, de evangeliske diakonisser. Fuld af fred ligger ven og fjende ved siden af hinanden. Endog hjælper fire fangne danske soldater os gerne, alle muntre og flinke drenge.”
(Brev fra diakonnisen Emilie Heuser, lazarettet på Gottorp Slot i Slesvig, til forstanderparret i Kaiserswerth)
Oversættelse af tysk notits, se original herunder:
Oversættelse af tysk notits, se original herunder:
Flensborg, 15. februar. De danske embedsmænds uforskammethed går vidt! I Husum udnævnte den preussiske civilkommissær et par sådanne personer som regeringskommissærer, der havde vidst at indynde sig og indsmugle sig med samme. Danskerne var lige blevet bortvist fra et andet sted på vestkysten. En borgerdeputation fra Husum er her og klager over det. (I Husum var de lige sluppet af med alle danskere og var ikke så lidt overraskede over at sige, at det var gået fra slemt til værre.)
Flensburg, 15. Febr. Die Frechheit der dänischen Beamten geht weit! In Husum sind durch den preussischen Zivilkommissär ein Paar, solcher Menschen als Regierungskommissäre eingesetzt worden, die sich hier bei demselben einzuschmeicheln und einzusmuggeln gewusst hatten. Es waren eben aus einem andern Orte an der Westküste vertriebene Dänen gewesen. Eine Bürgerdeputation von Husum ist hier und führt darüber Beschwerde. (In Husum hatte man sich eben kurz vorder, aller Dänen glücklich entledigt und war nun nucht wenig überrascht, aus dem Regen in die Traufe kommen zu zollen.)
(Würzburger Journal 18. februar 1864)
Ribe, d. 18. Febr.
Oprørspartiet i de slesvigske Byer lader sig ikke nøje med at udjage de loyale Embedsmand, ogsaa dansksindede Borgere blive undsagte og tvungne til at flygte, uden at kunne finde nogensomhelst Beskyttelse hos de "Forbundnes" Militærautoriteter. En næringsdrivende Borger, som i Torsdags (d. 11.) efter forgjæves Modstand er bleven tvungen til at forlade Frederiksstad, hvor han i 19 Aar har været bosiddende, har meddelt os følgende Skildring af Tilstanden der, efterat det danske Militær havde forladt Byen: "Fredag den 5. om Aftenen Kl. 7½ forlod det danske Militær Byen. Natten gik nogenlunde roligt hen, da man frygtede for, at Militæret skulde vende tilbage; men Lørdag Morgen forkyndte en Skare Gadedrenge og Pøbel med en Oprørsfane i Spidsen og syngende "Meerumschlungen", at nu var Frederiksstad frelst fra "de Danskes Aag". Henimod Middag kom omtr. 200 Personer fra Dithmarsken og forenede sig med Pøbelen; de røvede og plyndrede paa Fæstningsværkerne og i Krudtmagasinerne; Dithmarskerne vilde absolut have Kanonerne førte over Ejderen, hvilket dog ikke blev udført, da Isen ikke var stærk nok til at bære. Præsten fra St. Annen var Dithmarskernes Anfører. Kanonerne bleve igjen kjørte op paa Voldene, og nu begyndte man at skyde Skud paa Skud for at forkynde "Friheden". Denne Fornøjelse blev imidlertid henimod Aften afbrudt, da man hørte Raabet: "Preusserne komme!" Kl. 5 rykkede 25 Mand preussisk Kavalleri ind. En uendelig Jubel hørtes. Borgerne trakterede Preusserne paa Gjæstgivergaardene med saamegen Champagne og Rhinskvin, som de vilde drikke, hvorpaa Borgerne og deres Døtre gik Arm i Arm med Preusserne og Dithmarskerne igjennem Gaderne, skraalende Oprørssangen og slaaende de dansksindede Beboeres Vinduesruder ud. Om Søndagen blev Augustenborgeren proklameret paa Raadhuset, og om Mandagen gik en Deputation, bestaaende af en Rektor Hartz, Grosserer Stuhr og en Hr. Voss til Kiel for at overbringe Hyldingen. (Grosserer Stuhr, som handler med Salt og Edike, har hidtil næsten udelukkende gjort Forretninger med handlende i Danmark; forhaabentlig vil dette ikke mere blive Tilfældet; Hertugen bør skaffe ham andre Kunder)."
(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1864).
Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:
Midt i denne vaklen mellem omstændighederne, denne usikkerhed om stormagternes politik, denne mangel på planlægning i den administration de indretter, er det af største betydning, at befolkningen i Slesvig-Holsten gennem fastheden i deres holdning, og gennem fastsættelse af deres indgriben hvor end der er mulighed for råderum, at skabe færdige betingelser, som ikke efterfølgende kan nægtes anerkendelse. Mindst af alt vil de blive afskrækket af forbuddet mod "politiske demonstrationer" for at udråbe hertug Frederik i enhver by og landsby og kræve hans indsættelse uophørligt og i de mest højtidelige former. Det bliver ikke anderledes, som før, og også i fremtiden, med forsvaret af de danske embedsmænd og i særdeleshed de "sorte gendarmer". Hvor folket har frie hænder, vil de vide at slippe af med det af egen magt, og hvor den østrigsk-preussiske styrke forhindrer direkte selvhjælp, vil målet nås ad de omveje, der er nødvendige. Trods alle de ugunstige forhold er det i stort og småt sådan i hertugdømmerne, at befolkningen i Slesvig-Holsten er aktive i dette og på mange andre vigtige punkter i statsanliggenderne. Med udholdenhed og dristighed kan og vil nå målet med egen styrke.
Inmitten dieses Schwankens der Verhältnisse, dieser Unsicherheit der Politik der Grossmächte, dieser Planlosigheit der von ihnen eingesetzten Verwaltung ist es von der grössten Wichtigkeir, das die Schleswig-Holsteiner dirch die Festigkeit ihrer Haltung und durch die Entschlossenheit ihres Eingreifens, wo immer sich ein Spielraum dazu bietet, fertige Zustände schaffen, denen sich die Anerkennung hinterdrein nicht verweigern lässt. Am wenigsten werden sie sich durch das Verbot "polititischer Demonstrationen" abhalten lassen, den Herzog Friedrich in jeder Stadt und in jedem Dorfe auszurufen und dessen Einsetzung ohne Unterlass und in den feierlichsten Formen, welche sich darbieten, zu verlangen. Nicht anders wird es, wie bisher, so auch ferner, mit der Vertreidung der dänischen Beamten und insbesondere der "schwarzen Gensdarmen" zu halten sein. Wo das Volk freie Hand hat, wird es sich derselben aus eigner Machtvollkommenheit zu entledigen wissen, und wo die österreichisch-preussische Gewalt die unmittelbare Selbsthülfe verhindert, da wird man eben auf den durch die Noth begotenen Umwegen das Ziel erreichen. Trotz aller Ungunst der Nebenumstände sind die Dinge in den Herzogthümern im Ganzen und Grossen so angethan, das die Schleswig-Holsteiner in diesem wie in manchem, andern wichtigen Punkte der Landessache durch Thätigkeit. Ausdauer und Kühnheit mit eignen Kräften zum Zwecke gelangen können und werden.
(Wochenschrift des Nationalvereins 18. februar 1864.
Avisen var stærkt kritisk over for Østrig og Preussens indgriben i konflikten. Avisen plæderede i stedet for at Slesvig-Holsten selv fik lov til at ytre sig - uden dog at angive hvem eller hvad der skulle gøre det. Da den ikke bragte særlig mange beretninger fra hertugdømmerne, er den ikke repræsenteret i denne serie)
Søndagen den 7de ankom til Frederiksstadt flere hundrede Dithmarsker Bønder, som med deres Vogne havde passeret Eideren - et Beviis for, at Eideren under nuv. Omstændigheder ikke kunde have støttet vor Forsvarslinie. Nu begyndte Excesserne. De dansksindede Embedsmand bleve bortjagne, og ibl. A. skal Bromester Bærentsen være bleven mishandlet af Pøbelen. Prætendenten blev proclameret. Byens Forstanderskab holdt sig dog tilbage fra det hele Uvæsen. Om Eftermiddagen bemægtigede Bønderne sig nogle af de tilstedeværende Kanoner og en betydelig Deel Ammunition, og nu begyndte en Skydning "for Morskabs Skyld", som varede hele Natten. Desuden foretoge Bønderne, hvoraf de fleste vare stærkt berusede, mangfoldige Excesser. Tilsidst droge de bort, medtagende Kanonerne, thi, sagde de, dem vilde de selv erobre, for at de ikke skulde falde i "de fordømte Preusseres Hænder"; meget hellere vilde de overlevere dem til Sachserne. I Husum installerede en saakaldet "Velfærds-committee", bestaaende af de værste Wühlere, men især af Prætendentens Emissairer, sig paa Raadhuset. Lærer Magnussen og Pastor Hasselriis maatte forlade deres Familier og efterlade disse blottede for alle Subsistensmidler. Den svensk-norske Viceconsul Raadmand Hansen, der søgte at modsatte sig de scandaleuse Optøier, led personlig Overlast. Consulatskildtet og det af ham heisede svenske Flag blev insulteret og nedrevet af Pøbelen. Befolkningen i Husum Amt deeltog ikke i de i Kjøbstaden Husum stedfundne Optøier. Derimod var Eiderstedt Landbefolkning i fuldt Oprør. - I Byen Slesvig maatte Branddir. Mathiesen forlade Kone og Børn, begive sig bort i Mulm og Mørke og søge tilfods at naae Rendsborg. Det fortjener at anføres, at han undervejs traf en Bonde fra Egnen, som udtalte sin store Harme over, hvad der var skeet, og sagde, at Bønderne aldrig vilde taale, at man jog deres Embedsmand bort, som de vare tilfredse med. Han tog Mathiesen hjem til sin Gaard, gav ham Spise og Drikke og befordrede ham senere til Rendsborg uden at ville modtage en eneste Skilling af ham i Betaling. - I Tønder prædikede Provst Hjort endnu om Søndagen, vel ikke for Mange, men dog i Ro. Derpaa ledsagede han sin Familie til en Præstegaard et Par Miil derfra, da Politiemesteren ikke længer kunde indestaae for noget, og agtede om Aftenen at vende tilbage til Tønder for at see Tilstanden. Indsenderen af dette Udtog af et Brev formener, at Wrangels Proclamation maaskee kan bringe nogen Orden tilbage, saa at Amtmanden, Grev Schack,
- - -
I Brev fra Haderslev endnu i Onsdags til Dagbl. hedder det om Stemningen i Nordslesvig, at "meest overvejende er dog, navnlig hos Bondestanden, Frygten for "Kjøbenhavnerne". Man har altid været ængstlig for dette underlige, for de Fleste halvt fremmede og uklare (?) Begreb, som man her kalder "Kjøbenhavnerne"; man ængstedes for det i Martsdagene 1848, ligesaa den 16-17de November 1863 og navnlig nu. Optøjerne der føier man til den øvrige Situation i følg. Raisonnement: "Herregud, nu have vi jo tre Regjeringer: Holstenerne Prætendenten, vi Kongen og Kjøbenhavnerne en ny Konge!" Thi at der er Revolution i Kjøbenhavn, troe Mange i deres Mistænksomhed fuldt og fast. Jeg anfører dette for at pointere, hvad man i Kongeriget og navnlig i Kjøbenhavn aldrig ret har villet lægge sig paa Hjerte: at da Alt til Syvende og Sidst jo dog dreier sig om Slesvig, saa bør dette ved selv den ubetydeligste Foranstaltning aldrig lades ud af Betragtning. Fra 1848 indtil Dato har der fra dansk Side ikke været noget andet Standpunct berettiget end "det slesvigske". Og skulle vi nogenlunde kunne vente bedre Tider, saa maa dette ganske anderledes og med langt større Resignation fastholdes fra Kongerigets Side, end skeet er i 1848-64."
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. februar 1864.)
Oversættelse af tyske artikel, original under oversættelsen:
I den 7. d. M. Ved det afholdte borgermøde valgtes en deputation bestående af byens mest ansete Borgere, som dagen efter gik til den preussiske civilkommissær friherre v. Zedlitz-Neukirch, fortsatte med at meddele ham sine klager over de danske embedsmænds adfærd. På foranledning af civilkommissæren blev disse klager og anmodninger om at gøre en ende på ondskaberne opfordret til at blive afgivet, og uddragene lyder som følger:
I 14 år har hertugdømmet Slesvig og især vores by været under det hårdeste pres, en hån mod al guddommelig og menneskelig orden. Vores nationalitet blev trampet på, kirke og skole blev ødelagt, landet reduceret til et forhold ikke ulig koloniernes til moderlandet, bortset fra at udøvelsen af den vold, som den danske regering antog, skete med en hårdhed og hensynsløshed som f.eks. kan kun findes i erobrede provinser under indflydelse af blindt nationalt had. - Gud har brudt det bånd, der bandt Slesvig-Holsten til Danmark i 400 år, de høje monarker i Preussen og Østrig tog den ædle beslutning at sætte en stopper for det. Allerede nu har de danske tropper givet plads til de højallieredes modige hære. Vi tog imod dem med taknemmelighed som vores befriere, fordi vi stoler på tysk hjælp. Men befrielsen er endnu ikke fuldendt, så længe vores tidligere undertrykkeres organer, fjendens embedsmænd, stadig beholder deres stillinger. De mænd, der skånselsløst har hengivet sig til at være den nationaldemokratiske regerings redskaber i København, vil fremover rette hele deres indflydelse, åbent eller hemmeligt, til samme formål; de vil fortsat være landets fjender, de vil være fjender af den preussiske og østrigske regering og betragte besættelsestropperne som fjendtlige og handle derefter. Disse embedsmænd er nødvendigvis de bitre fjender af ethvert tysk styre, og hensynet til sikkerheden for besættelsestropperne gør deres fjernelse uundgåelig.
For vort lokale styres vedkommende har ingen af magistratens medlemmer indbyggernes tillid og respekt, af den simple grund, at de aldrig har arbejdet til gavn og gavn for byen, men udelukkende i hensynet til ejderdansk regeringspolitik. Ved kommunaldeputeretvalgene har de altid øvet al deres indflydelse i dansk ånd og har besat alle de lavere poster udelukkende med indfødte danskere eller med sådanne, som det danske sindelag kunne købes ved den givne fordel. Med denne retning, der udelukkende sigtede på gennemførelsen af foranstaltninger til beskyttelse af byen, kunne byens økonomiske administration kun vies underordnet pleje. På grund af en administration, der er lige så meningsløs som den er vilkårlig, er gælden steget enormt siden krigen og bysamfundssystemet kræver akut og frem for alt afskedigelse af alle magistratsmedlemmer og besættelse af de ledige stillinger med dygtige og tysksindede mænd.
Tilsvarende onder kan findes i det herværende skolesystem. Siden krigen er vore skoler kun blevet betragtet og behandlet som institutioner til udbredelse af den danske ånd. Den herværende real og lærde skole har nu over 20 lærere, hvoraf kun tre er i stand til at undervise på tysk; I betragtning af denne institutions rent politiske tendenser er det forståeligt, at børnene bliver forsømt religiøst og moralsk. Ikke desto mindre er de fleste borgere tvunget til at sende deres børn dertil, fordi der ikke er undervisningsfrihed, og flere ansøgninger til det slesvigske ministerium om oprettelse af en privatskole ledet af dygtige lærere har været uden succes. Afskaffelsen af dansklærerne er påkrævet såvel af hensyn til alle love hensigtsmæssigheder. Generelt er undervisningen så ringe, at børnene i konfirmationsalderen i almindelighed hverken behersker tysk eller dansk, de underste borgerskoler hvor undervisningssproget er tysk, er for det meste besat med uduelige lærere, eller i det mindste med utilstrækkelige kræfter, fordi der ved danske skoler, som var blevet opført i alle byens hjørner siden krigen, er ansat så mange dygtige danskere som muligt; Også her er en gennemgribende reform og ændring af lærerstaben nødvendig.
In der am 7. d. Mts. abgehaltenen Bürgerversammlung wurde eine aus den augesehensten Bürgern der Stadt bestehede Deputation erwählt, welche sich am folgenden Tage zu dem Preussischen Civlkommissar, Frhrn. v. Zedlitz-Neukirch, begab, un demselben ihre Beschwerden über das seitherige Verhalten der Dänischen Beamten mitzutheilen. Auf Veranlassung des Civilcommissars wurden diese Beschwerden und Bitten um Abstellung der Uebelstände in schriftlicher Form wiederholt und lauten im Auszuge folgendermassen:
Seit 14. Jahren hat das Herzogthum Schleswig und namentlich auch unsre Stadt unter dem härtesten, aller göttlichen und menschlichen Ordnung Hohn sprechenden Drücke gestanden. Unsre Nationalität wurde mit Fussen getreten, Kirche und Schule wurden verwüstet, das Land in ein Verhältniss herabgedrückt, dem der Colonien zum Mutterlande nicht unähnlich, nur dass die Ausübung der von der Dänischen Regierung angemassten Gewalt mit einer Härte und Rücksichtlosigkeit geschah, wie sie nur in eroberten Provinzen unter dem Einflusse eines blinden Nationalhasses gefunden wird. - Gott hat das Band gelöst, welches Schleswig-Holstein 400 Jahre lang an Dänemark knüpfte, die hohen Monarchen von Preussen und Oesterreich haben den Hochherzigen Entschluss ein Ende zu machen. Schon sind die Dänischen Truppen vor den tapfern Armeen der hohen Verbündeten zurückgewichen. Wir haben sie dankerfüllt als unsre Befreier begrüsst, denn wir vertrauen der Deutschen Hülfe. Aber die Befreiung ist noch keine vollständige, so lange die Organe unsret bisherigen Bedrücker, so die die feindlichen Beamten noch ihre Stellung beibehalten. Die Männer, die sich rücksichlos zu Werkzeugen der national-demokratischen Regierung in Kopenhagen hergegeben haben, werden ihren ganzen Einfluss auch fortan offen oder im Geheimen auf dieselben Zwecke richten, sie werden fortfahren die Feinde des Landes zu sein, sie werden die von der Preussischen und Oesterreichischen Regierung eingesetzte Civilverwaltung und die Occupationstruppen als feindliche betrachten und danach handeln. Diese Beamten sind nothwendig die erbittertsten Feinde jedes Deutschen Regiments, und schon die Rücksicht auf die Sicherheit der Occupationstruppen macht die Entfernung derselben unvermeidlich.
Was nun zunächst unsre Communalverwaltung betrifft, so besitzt keines der Mitglieder des Magistrats das Vertrauen und die Achtung der Einwihner, aus dem einfachen Grunde, weil sie stets nicht für den Nutzen und Vortheil der Stadt, sondern ausschliesslich im Interesse der Eiderdänischen Regierungspolitik gewirkt haben. Bei den Wahlen städtischer Deputirten haben sie ihren ganzen Einfluss stets im Dänischen Sinne geltend gemacht, und haben alle niedern Posten ausschliesslich mit geborenen Dänen oder solchen besetzt, bei denen die Dänische Gesinnung durch den gewährten Vortheil erkauft werden konnte. Bei dieser ausschliesslich auf die Durchführung von Danisirungsmassregeln abzweckenden Richtung konnte freilich der städtischen Finansverwaltung nur eine untergeordnete Sorgfalt gewidmet werden. Durch eine eben so sinnlose als willkürliche Administration ist die Schuldenlost seit dem Kriege ungeheuer vergrössert und sind die städtlischen Gemeindewesens erfordert dringend und vor allem die Entlassung sämmtlicher Magistratsmitglieder und die besetzung der eledigten Stellen durch fähige und Deutsch gesinnt Männer.
Entsprechende Uebelstände finden sich im diesigen Schulwesen vor. Seit der KRige sind unsre Schulen nur als Anstalten für die Verbreitung Dänischer Gesinnung betrachtet und behandelt worden. So zählt die diesige Real- und Gelehrtenschule jetzt über 20 Lehrer, von denen nur drei im Stande sind, den Unterricht Deutsch zu ertheilen; bei der rein polititsichen Tendenz dieser Anstalt ist es erkllich, dass die Kinder religiös und sittlich durchaus vernachlässigt werden. Dennoch sind die meisten Bürger gezqungen ihre Kinder dorthin zu schicken, weil eine Lehrfreiheit nicht vorhanden ist und mehrfache Ansuchen, welche auf Gründung einer Privatschule unter Leitung tüchtiger Lehrer gerichtet waren, bei dem Schleswigschen ministeirum erfolglos blieben. Die Beseitigung der Dänischen Lehrer ist durch alle Rücksichten des Rechts und der Zweckmässigkeit geboten. Allgemein ist der Unterricht so mangelhaft, dass die Kinder im Confirmationsalter der Regel nach weder des Deutschen noch des Dänischen mächtig sind, die niedern Bürgerschulen, an denen die Unterrichtssprache Deutch ist, sind meistens mit unbrauchbaren Lehrer besetzt oder wenigstens mit unzureichenden Kräften versehen, da an den neuen Dänischen Schulen, welche man seit dem Kriege an alle Ecken der Stadt errichtete, möglichst tüchtige Dänen angestellt; auch hier stellt sich eine gründliche Reform und Aenderung des Lehrerpersonals als nothwendig dar.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 18. februar 1864).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar