En Deputation fra Øen Sild har været hos Civilcommissairerne i Flensborg og overrakt dem en Adresse, hvis Slutning lyder Saaledes: "Vi bede den høie Civiløvrighed for Hertugdømmet Slesvig om, saasnart det er muligt, at bevirke, at Øen Sild ikke blot i commerciel, men ogsaa i statsretlig og administrativ Henseende atter bliver fuldstændig forenet med Hertugdømmet Slesvig; endvidere, at den aldrig vil taale at den definitive Opgjørelse mellem de allierede tydske Magter og Danmark eller ved den eventuelle Deling af Slesvig i en tydsk og en dansk Halvdeel, vor kjære Fødeø Sild aldeles bliver skilt fra det dyrebare Fædreland Slesvig-Holsteen og incorporeret i Danmark."
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 4. juni 1864).
Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Christiansfeld, 30. maj. En alvorlig handling fandt i dag sted i det nærliggende Kolding. Foran den østrigske hovedvagt på den åbne markedsplads blev dommen meddelt to danske spioner med alle de formaliteter, som de østrigske reglementer foreskriver derfor. Vagten havde selv grebet til våben til dette formål, og efter at trommeslaget var gået forud, blev dommen af auditøren meddelt de to forbrydere, som stod midt imellem fire soldater, og med fri adgang for beboere og garnison. Den danske pensionerede sergent Mats Johnsen og daglejer Paul Fleistrup havde allerede i nogen tid blandet sig blandt de allierede tropper for at spionere, og især sergenten var en dygtig spejder, der havde forsøgt alle midler for at skjule den soldaterkarakter, han var præget af gennem lang tjeneste. Deres handlinger og deres person undslap ikke længe de årvågne østrigske militærmyndigheder, og da der efter en regelmæssig undersøgelse med lovligt etablerede fakta og lovligt frembragte beviser, efter en revision af sagsakterne af den øverste militærdomstol, blev de arresteret "for forbrydelser mod statens (Østrig) militærmagt idømt ti års tungt fængsel i "tunge jern" for spionage og ført til Østrig. Den korte, yderst alvorlige handling gjorde et dybt indtryk på byens beboere, der stod rundt og så på fra vinduerne, som med et eftertænksomt udtryk ved det gentagne trommeslag gik væk, hviskende til hinanden i grupper.
Christiansfeld, 30 Mai. Heute fand ein ernster Act in dem nahen Kolding statt. Vor der dortigen österreichischen Hauptwache nämlich, auf offenem Marktplatz, wurde zwei dänischen Spionen das Urtheil verkündet, und zwar mit allen Förmlichkeiten die das österreichische Reglement dieserhalb verschreibt. Die Wache selbst war zu diesem Sweck ins Gewehr getreten, und nachdem Trommelschlag vorausgegangen, wurde den beiden Verbrechern, die inmitten von vier Soldaten standen, under dem ungehinderten Zutritt der Bewohner und der Garnison, vom Auditor des Urtheil mitgetheilt. Der dänische Oberwachtmeister in Pension Mats Johnsen und Taglöhner Paul Fleistrup hatten sich bereits einige Zeit der Spionage halber unter den alliirten Truppen herumgetrieben, und war insbesondere der Oberwachtmeister ein gewandter Kundschafter, der alle Mittel versucht hatte um den durch lange Dienstzeit äusserlich hervorgetretenden Soldatencharakter zu verbergen. Ihr Treiben und ihre Person entgieng den wachsamen österreichischen Militärbehörden nicht lange, und so wurden sie nach gepflogener Untersuchung bei gesetzlich erhobenem Thatbestand und rechtlich herfestelltem Beweise, nach vorgenommener Revision der Acten von Seiten des obersten Militärgerichtshofs, "wegen des Verbrechens wider die Kriegsmacht des Staats (Oesterreich) durch Ausspähung" zu zehn Jahren schwerem Kerker in "schwereren Eisen" verurtheilt und nach Oesterreich abgeführt. Der kurze überaus ernste Act hinterliess einen tiefen Eindruck auf die ringsum stehenden und aus den Fenstern zugesehenden Bewohner der Stadt, die mit nachdenklicher Miene bei dem wiederholten Trommelschlag sich, gruppenweise mit einander flüsternd, entfernten.
(Allgemeine Zeitung 4. juni 1864)
Ifølge danske aviser var det en forhenværende vagtmester ved 3. dragonregiment, Mads Johnsen fra Houer ved Vejle og daglejer Paul Fleistrup eller Fløistrup. Efter fredsafslutningen blev de den 3. august 1864 løsladt efter at have siddet i den østrigske fæstning Theresiestad. De vendte tilbage sammen med krigsfangerne. Det samme skete med de spioner som danskerne havde taget.
Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Berlin 1. juni. Med hensyn til grænsespørgsmålet i Slesvig er jeg i stand til at give Dem meget interessante enkeltheder, hvoraf det fremgår, at hele Slesvig egentlig med få undtagelser har ret til at tilslutte sig den tyske union. Indtil år 1848 havde hele det blandede distrikt kun 25.000 sjæle virkelig fælles skole- og kirkesprog. Hvor lidt det danske element dog har fået fast fodfæste selv nord for Flensborg, kan ses af at i hele Tønder-kredsen ved den helt frie og upåvirkede afstemning arrangeret af civilkommissærerne stemte 1190 husfædre for det rent tyske kirkesprog, 172 for blandet og kun 11 erklærede sig for det danske sprog, at for det tyske skolesprog 1354 og kun en udtalte sig for dansk og 100 for blandet undervisning. I selve Tønder stemte 508 for tyskundervisningen og kun et familieoverhoved for danskundervisningen, og det i en bydel, hvor danske prædikanter og skolelærere i de sidste 12 år systematisk har fremmet dansk nationalitet. Hvad angår distrikterne på vestkysten og de vestlige øer, er disse af frisisk nationalitet og slet ikke danske. Befolkningen der taler frisisk eller plattysk.
Berlin 1. Juni. Zur Grenzfrage in Schleswig bin ich im Stande, Ihnen recht interessant Einzelheiten mitzutheileen, aus welchen hervorgeht, dass eigentlich ganz Schleswig mit spärlichen Ausnahmen Anspruch hat, sich dem deutschen Verbande anzuschliessen. In dem ganzen gemischten Districte haben bis zum jahre 1848 nur 25,000 Seelen wirklich gemeinschaftliche Schul- u. Kirchensprache gehabt. Wie wenig aber das dänische Element selbst nördlich von Flensburg festen Fuss gefasst hat, ergibt sich daraus, dass im ganzen Kreise Tondern bei der durch die Civilcommissarien veranstalteten, vollkommen freien und unbeeinflussten Abstimmung sich 1190 Hausväter für die reindeutsche Kircheensprache, 172 für abwechselnde und nur 11 für die dänische Sprache erklärt haben, dass ferner sich für die deutsche Schulsprache 1354 u. nur 13 für dänischen und 100 für gemischten unterricht ausgesprochen haben. In Tondern selbst stimmten 508 für deutschen und nur ein Familienhaupt für dänischen Unterricht, und das gerade in einem District, wo in den letzten zwölf Jahren für die dänische Nationalität durch dänsche Predigeer und Schullehrer systematisch Propaganda gemacht worden ist. Was die Distrikte der Westküste und westlichen Inseln anlangt, so sind diese friesischer Nationalität und durchaus nicht dänisch. Die Bevölkerung spricht dort frisisch oder plattdeutsch.
(Bamberger Zeitung 4. juni 1864)
"Das Urtheil Salomonis" (Salomons dom), "in neuer, den Verhältnissen angepasster Auflage, in welcher schliesslich das Kind doch getheilt wird." (i ny, efter omstændigheder tilpasset udgave, som i sidste ende slutter med at barnet alligevel bliver delt). Moder Danmark og Moder Tyskland ser til mens sværdet Konference er klart. Tegning fra Kladderadatsch 5. juni 1864. Dette skulle dog først blive til virkelighed i 1920.
Den 4. juni var planen med hvor de allierede skulle være følgende:
3. korps besatte Randers, Hobro og Viborg. Reservebrigaden Kamiensky lå mellem Århus og Horsens. De skulle endvidere overvåge Limfjorden, og østkysten til Assens.
2. korps samlede sig om Kolding med mulighed for at rykke mod Vejle. Observerede østkysten fra Assens til Wilstrup.
1. korps samlede sig om Gråsten med opsyn af Als og Wilstrup.
5. division besatte Slesvig (by) og Eckernförde med to kompagnier.
Forlagsbureauet, København (1854-1893). En fjendtlig Ægtvogn i begyndelsen af fægtningen den 22. februar i Sundeved. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
På grundlovsdag 5. juni 1864 i Dyrehaven fremkom prof. Martin Hammerich med nogle udtalelser om Sverige. Hertil kommenterede en svensk avis:
Det war prof. M. Hammerich, som bland annat yttrade sig sålunda: "Då det gällde, att Norden skulle stå emot det öfwermaktigaTyskland, och forswara sine gränser, så war det icke Norden, det war blott Danmark, som stod wid Nordens gräns. We wantade wåra Swenske och Norske bröder, och we hade anledning, we hade rätt till att wänta dem, men de kommo icke. Till de gamla förut i wår ttid förswunna minnena och Stockholms blodbad, och Brunkeberg och Swartå och alle de flag, der bröder stode emot hwarandra som fiender, dertill må Norden nu lägga dette årets minnen från Dannevirke och Dybböl, der Danskarna fingo stå, og fingo wika allena."
Bittrare uttryck kunde aldrig fällas, och man må beklage det intryck de redan gjort i Swerige och komma än mer att göra, i mån som de hinna att blifwa mera widsträckt kända. I ögonblick, då passionerna äro i swallning böra de ord som då fällas helst bedömas met faktmod och icke upptagas til granskning. Det finnes dock i de anförda orden ett uttryck, mot hvilket en reservation bör inläggas och det är, då talaren säger: "wi hade rätt" til att wänta dem. Någon rätt finnes icke at beropa, hwarkan juridisk eller moralisk. En juridisk rätt skulle stödja sig på en bestämd allianstraktat, men en sådan har icke funnits till; en moralisk rätt kunde egt rum, om Sverige stått i sådane förbindelser till Danmark, att pligten bjudit oss att återgälda gamla tjenster, men sådant förhållande finnes ickee heller. Medgfwas måste att löften blifwit gifna, beklagligen till wår skam, i alltför rikt öfwerflöd, men hvem har gifwit dessa löften? Jo, de hafwa gifwits af dem, som icke kunnat tala å nationens wägnar, som endast kunna yttra sig hwar för sin egen person, men som ej haft rättighet att uppträda å Svenska rigets wägnar. Det är den beklagliga "Champagne-politiken" - man har gifwit dessa privata åtgöranden detta namn - som åstadkommit så mycket ondt och som wäckt förhoppningar, hwlka aldrig bort warit wäckta, och som då de swikits, werkar owilja och bitterhet. De som haft rätt att tala och besluta å de förrenade rikenas wägnar, å ena siden regeringen och å andra ständerna och Storthinget, hafwa ansett sig icke böra tillstyrka eller besluta ett aftivt uppträdande. Det har icke warit brist på deltagende, icke brist på god wilja, utan dessa statsmakter hafwa warit ledda af det stora answar som hwila på dem, af de pligter som de, utan hänseende tiill sine sympathier, måste aikttage och de hafwa kommit till den öfwertygelse, som också delas af det öfwerwägande flertalet inom nationen, att det skulle kunne kostat de förenade rikenes wälfärd, om wi ensamme och utan allierade tagit del i kriget. Det är en känd sak att Ryssland uppträdt ganska hotande, att denna makt ingårr en allians med de Tyska stormakterna, och förbundit sig att operera mot Swerige i samme ögonblick som wi skickade hjelptrupper öfwer Sundete. Om det hade kommit derhän och den Ryska Östersjöflottan lupit ut, så wåra kuster, till hwilkas förswar wi icke ega n¨got skydd, warit utsatta för anfall och plundring, och kärnan af wår armée hade warit borta, då wi som bäst behöft den till wårt eget rikes förswar. Det behöfwes endast den minsta del af sinne för rätt och billighet för att inse att Sverige och Norrige under sådane förhållanden icke kunnat, utan att störta sig i en gifwen undergång, handla på annat sätt än som skett och jeg wet, att det gifwes mången rätt tänkande man i Danmark, som inser detta förhållande och bedömer saken som den bör bedömas.
(Snällposten)
(Upsala, Tidning för politik och ekonomi, 17. juni 1864).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar