Naar Du sammenstuver de fattige, naar Du stænger dem hen i en Krog, uden at de faar stillet den mest bydende Trang, kan Du da undre Dig over, at legemlig og aandelig Spedalskhed indtræder, ligesom nogle paa et Loft forglemte Æbler efterhaanden mugner og henraadner.
Emile Zola.
IPaa Kristianshavn.
Det er vistnok en rimelig og beskeden Fordring, at Arbejderen maa have et Hjem, som er nogenlunde hyggeligt og venligt, som ikke med sine mange Ulemper ligefrem forbitrer eller slaver ham i den Tid, da han skal have Hvilen efter Arbejdet, saa han skyer det hver Time, han ikke strængt taget er nødt til at tilbringe deri. Men sæt en Mand eller en Kvinde ind i en Lejlighed, hvor Lyset er Halvmørke midt paa Dagen, hvor Luften er Stank, hvor Kakkelovnen giver Røg i Stedet for Varme, hvor Loftet og Væggene kappes i Forrevenhed og Smuds, hvor Gulvet har store Huller, medens det vrimler med Utøj ud af alle Sprækker, hvor lang Tid mon der saa behøves for at glemme Renligheden og Ordenen? Er det under saadanne Omstændigheder forunderligt, om Manden hellere søger Værtshuset end Hjemmet, om Hustruen bliver uordenlig og ligegyldig, Børnene usunde, skurvede og elendige? Man indvende ikke, at denne Skildring er for mørk, og at saadanne Lejligheder ikke findes; efter en omhyggelig Undersøgelse vide vi det bedre, der er Tusinder af Mennesker ude paa Kristianshavn, som leve hver Dag netop under saadanne Omgivelser.
Naar vi nu føre denne Sag paa Tale, da er det os imidlertid i allerhøjeste Grad af Vigtighed ikke at blive misforstaaet, hvad vi er os bevidste meget let kunde ske. Vor Klage udgaar ikke fra en overspændt og umoden Forestilling om, hvad der med Rette kan kræves. Vi bygge ingen Luftkasteller om sirlige Smaahuse, omgivne af skyggefulde Haver og indeholdende smaa Dukkeværelser med bonede Gulve, forgyldte Lister og hvide Gardiner, vi har set altfor meget af den nøgne, haarde Virkelighed til at være udsatte for den Fare at forfalde til utopiske Drømmerier. Men vi forlanger af Staten, der kalder sig human, og af Statskirken, der giver sig ud for at repræsentere Kristendommen, at de varetage, at Menneskene, det vil sige alle Mennesker og ikke blot de Rige, have menneskelige Boliger? Denne Fordring sker dog langtfra Fyldest, og for at vise hvor langt vi er herfra, agte vi at skildre Arbejderkasernerne som de virkelig ere.
Tager man et Kort over København for sig, vil det ved første Øjekast synes, at de 20-25,000 Mennesker paa Kristianshavn forholdsvis har god Plads, men i Virkeligheden forholder det sig desværre ganske anderledes. Ikke alene optages en meget betydelig Del Grund af Kanaler og Vandbassiner, der benyttes i Skibsfartens Tjeneste, men tilmed er henimod Halvdelen af det Areal, der bliver tilbage, store Handelspladser, Kirkegaarde eller ubebygget Terræn. Selve Befolkningen er sammentrængt paa en Strækning, hvis største Længde, en lige Linje fra Knippelsbro til Amagerport, udgør omtrent 850 Alen, hvis Bredde snart næppe er 200 Alen, snart nærmer sig til at være lig den største Længde. Et forholdsvis usædvanlig stort Antal af de Bygninger, der staar paa det snævre Rum, benyttes ikke som Boliger for Mennesker, men er Pakhuse, Fabriker, Værksteder eller Skure af forskellig Slags. Befolkningens Tæthed er imidlertid kendelig forskellig i de to omtrent lige store Halvdele, hvori Kristianshavn deles ved Kanalen. Den Del, der ligger København nærmest, indeslutter en Mængde vel holdte Ejendomme, dog finder man ogsaa her ved en dybere Efterforskning, at megen Usselhed og Fattigdom ligger gemt i Krogene, og Forholdet mellem de beboede Huses Antal og Befolkningens Størrelse bliver derfor heller ikke saa gunstigt, som man skulde vente. Men det er ulige værre i Kristianshavns anden Halvdel, den, som ligger imellem Kanalen og Volden. Et Par enkelte Kendsgerninger vil bedre end mange Ord gøre det forstaaeligt. Der findes nemlig i det Hele henved en Snes private Ejendomme, som hver har en Befolkning af 100 Mennesker og derover; af disse ligge kun et Par i Halvdelen nærmest ved Knippelsbro, de øvrige imellem Kanalen og Volden. Disse Proletarkaserner ville vi se lidt nøjere paa, thi her er Forholdene saaledes, at det rent ud vilde være skammeligt at tie stille. Og vi frygter ikke den Strid, som muligvis kunde rejse sig deraf mellem os og adskillige Ejendomsbesiddere. Hvem der vil forsage at udrette noget alvorligt for den arbejdende Klasse, maa være belavet paa en Kamp mod Egennytten og Ubarmhjærtigheden hos adskillige iblandt dem, der leve af eller endog berige sig ved Arbejderne, og lige saa lidt sky denne Kamp, som Kampen med Sløvheden og med Smudset.
Vi beder altsaa Læseren om i Tankerne at følge os til et Par Steder, hvor en sørgelig Mængde Fattigdom ligger ophobet. Lad os begynde med den af de paagældende Ejendomme, som er den "bedste". Det er i Strandgade Nr. 5; Stedet har en meget betydelig Facade til Gaden og ret rummelig Gaardsplads. I gamle Dage var det nok indrettet til Fabrik, og Lokalerne i Kælder, Stue og 1ste Sal er derfor nogenlunde store. Men allerede Stedets Ydre varsler daarligt. Skorstenene se skrøbelige ud. Bindingsværksgavlen ligesaa. Malning og Afpudsning udvendig synes Stedet ikke at kende synderligt til, og det danner derfor en højst afstikkende Modsætning til de solide herskabelige Ejendomme paa den anden Side af Gaden. Den Forsømmelighed fra Ejerens Side, som saaledes straks slaar Beskueren, medens han endnu staar udenfor, træder endnu stærkere frem i Husets Indre. Lad os gaa op ad Trappen, der er halvt mørk, og Trinene i den ynkeligste Forfatning. Paa første Sal er to Lejligheder, hver med et Værelse og fælles Køkken. Alting sønderrevet og forfaldent. Paa Kvisten tre Lejligheder med fælles Køkken, nej ikke Køkken, men et usselt Ildsted nogle faa Alens Afstand fra Taget, som mangler enhver Art af indvendig Beklædning. Vinduerne have den Egenskab, at de hverken kunne rigtig lukkes eller rigtig staa aabne, Døren har store Sprækker, tilklinede med Avispapir, Væggene i samme Tilstand og Kakkelovnen saa ussel og uhensigtsmæssig, at det er skændigt; Gulvet har store Huller, og Panelet er saa forfaldent, at en Kat, for ikke at tale om Rotter, kan gaa igennem flere Steder. I Lejlighederne over Gaarden ser det endnu værre ud; naar det regner, løber Vandet gennem Lofter og Gulve ned i Stueetagen. En af "Lejlighederne", det vil sige et enkelt Værelse, bebos af en Haandværkersvend med Kone og seks Børn, altsaa otte Personer i et Værelse, og det lod til, at Familien meget snart vilde blive yderligere forøget. Denne Lejlighed kostede for en halv Snes Aar siden 16 Mark (5 Kr. 33 Øre) om Maaneden; siden den Gang er der bleven lagt paa fra Tid til anden, og nu er Lejen 8 Kr. for dette elendige Hul i denne elendige Rønne. Kort for Handelskrisen 1857 blev der budt en Sum af nogle og tredivetusinde Kroner for Stedet. men Ejeren, Hr. Perlstein, Læderstræde 5, ville hverken sælge det den Gang eller nu; den aarlige Leje udgør snarere over end under 6000 Kroner! Dog, denne Ejendom er et Vederkvægelsessted i Sammenligning med del andet Sted, vi skulle besøge. Det er de saakaldte "Jødens Buler"; de ejes nemlig at det fornævnte Individ, Hr. Perlstein, og er beliggende i Lille Søndervoldstræde. Forhuset bestaar at Kælder, lidt lavere end Gaden, Stue og Kvistetage, hvortil nogle Steder kommer endnu en Kvistetage oppe under Hanebjælkerne, der stærkt minder ont Venedigs berygtede Blykamre, hvor man stivner om Vinteren og smelter om Sommeren , men som dog stadig beboes af Familjer. Lejlighedernes Antal i samme Forhus er: I Kælderen 11, i Stuen 18 og paa øverste og nederste Kvist omtrent 30. I Gaarden ligge adskilte eller rettere forbundne ved en Række Retirader et Baghus med 6 Lejligheder og en Art Bygning eller Skur med 4 Bagstuer Efter denne Beskrivelse kan det ikke forundre Nogen, at "Bulen" rummer flere hundrede Beboere, men maaske det dog vil overraske, at en ikke ringe Del af disse var - Logerende hos de forskellige Lejere. Et af de Principer, som Hr. Perlstein følger, er nemlig dette, at hans Lejere til Gengæld for den i Forhold til Lejligheden opskruede Leje, som de betale, skulde have den allermest ubundne Fribed i Lejlighedernes Benyttelse og Anvendelse. Betales blot Lejen, saa tillades Alt, og navnlig da Fremleje. For nogle Aar tilbage boede der i en af Kælderne, hvor der næsten ikke var Spor af Gulv tilbage, den saakaldte "glade Mand", som for en billig Penge gav Husly om Natten. Der gaar det Sagn i Huset, at Sengene bestode af Høvlspaaner, hvorover der var bredt et ubestemmeligt Stof, kaldet "Svinelæder"; det galdt at rive saa mange Høvlspaaner til sig som mulig, og herved opstod da selvfølgelig mange Batailler. Hvorledes der ser ud i de forskellige Lejligheder, ville vi helst lade være at beskrive. Der er ikke en eneste Lejlighed som er boldt blot tilnærmelsesvis vedlige; i det Par Værelser, vi traf paa, som saa bedre ud end de andre, havde Beboerne selv bekostet den nødtørftigste Reparation. Regnen gaar stundom gennem Taget, Kvisten, Stueetagen og ned i Kælderen, Trappetrinenes afslidte Fjæle er bedækkede med tykke Kager af Snavs, Rækværk og Bagklædning mangle paa Trapperne til Kvisterne, man træffer Gulve i Værelserne, hvor der er ligesaa mange Huller som jævne Flader, og hvor ethvert Forsøg paa at skure vilde være en Latterlighed; man finder Ildsteder, fælles for flere Familjer, der er i den Grad nedfaldende, at der knapt er Plads til en Gryde, og det er stadig faaledes, at naar Beboerne ovenpaa træde haardt til, da regner det underneden med Støv og Snavs og Dyr. Vi have ingen Lyst til at fonsætte Beskrivelsen, man bliver saa underlig led ved al fordybe sig i Alt dette; hvem der ønsker at kende Lejlighedernes Beflastenhed nærmere, anbefale vi selv at gaa derud og se med egne Øine; men en historisk Oplysning om Ejendommen bør vi dog endnu tilføje. Stedet blev i sin Tid købt for mellem 7 og 8000 Rigsdaler, da en Køber meldte sig i Tredserne forlangtes der 40,000 Rdl., og nu holder Ejeren det i en Salgspris af 120,000 Kroner.
Det er baade for trættende og for sørgeligt at skildre flere af de kristianshavnske Proletarkaserner, og vi indskrænke os derfor til kun at nævne nogle af de mest berygtede. Vi beder Enhver, der antager, at de to allerede omtalte Steder ere enestaaende, om at gaa ind i Amagergade Nr. 27-29 ("Loppekroen") eller i samme Gade Nr. 5, 7 og 9 ("Kræmmerhuset") eller i Dronningensgade Nr. 59 eller - ja, vi kunne blive ved længe endnu, men det maa være tilstrækkelig med det allerede sagte. Det ligger nu nær at spørge, om de fattige Mennesker, der bebo saadanne Ejendomme, som de beskrevne, roligt finde sig i den Behandling, som vederfares dem. Man skulde jo vente, at de, som daglig lide under den, vilde være meget højrøstede i deres Klager og forbitrede, men det mærker man lidet til, naar man taler med dem. Enkelte ere endog komne saa vidt i den torfærdelige Sløvhed, som Fattigdommen kun altfor ofte fremkalder, at de synes Alt er, som det skal være, ganske som nogle af de stavnsbundne Bønder i gamle Dage helst vilde beholde Hoveriet. De Fleste klage naturligvis, men der er sædvanlig langt mere given efter end Forbitrelse i deres Klager; "det kan nu engang ikke blive anderledes", er Omkvædet, og "man gør bedst i at slaa det ud af Ho'det". Det bliver da os, der maa tage Klagen op og føre den frem for Offenligheden. Vi paastaar, støttende os til vore Undersøgelser, at de her nævnte Ejendomme ere sundhevsnedbrydende og brandfarlige i højeste Grad, og fordrer af Avtoriteterne, at de benytter deres Myndighed over for de betræffende Husejere, til snarest mulig at besejre slige Elendighedens Huler. Dette burde være sket for lang, lang Tid siden, Øvrighederne kan ikke have været uvidende om disse Forhold, men det er jo kun Fattige, det gaar ud over, medens Samfundsstøtter a la Perlstein holde Pengeposen. I Stedet for at tænke paa, at skaffe Arbejderen med hans Hustru og Børn forsvarlige Boliger, ser vi just i disse Tage, at Magistraten og Borgerrepræsentationen i skøn Forening giver Præstekonventets Andragende om flere nye Kirker deres Tilslutning, ja, man bliver end ikke staaende ved to, men vil have fem Kirker. Til Opførelse af disse Bygninger med Tilbehør af Præsteboliger osv. vil Udgiften efter det foreløbige Overslag (som nok overskrides) blive ca. en halv Million Kroner for hver Kirke eller halvtredje Million Kroner for de 5. Det er, hvad man med Rette kan kalde en vanvittig Bortødslen af Penge, og for blot at nævne ét Eksempel paa, hvilken Gavn de 2½ Mill. Kr. kunne udrette, naar de fik en fornuftig Anvendelse, skal vi blot anføre, at der kan bygges 312 Arberjderboliger eller 6 fuldstændige Gader, i Lighed med dem som Arbejdernes Byggeforening lader opføre, for den samme Sum, som der forlanges til Kirkerne, og disse Arbejderboliger kunde skænkes Ubemidlede aldeles gratis, uden at Københavns Kommune vilde blive en Øre fattigere, end om den byggede Kirker for Pengene. Indrettede man da disse Boliger med Lejligheder til 3 Familjer i hver, og regnes en Families Personantal gennemsnitlig til fem Personer, naar vi følgende Resultat: 939 Familjer eller 4680 Personer kunde skaffes nye og gode Boliger for et Beløb nøjagtig tilsvarende det, der agtes anvend til - fem Kirker !
I Fald de kristianshavnske Arbejderkaserner ikke i en meget nær Fremtid viger Pladsen for sunde og billige Boliger, bør Arbejderne vide, at de har Intet, aldeles Intet at vente af de Myndigheder, der nu er de herskende. Der maa nye Mænd og et andet økonomisk System, et socialdemokratisk System, til at skaffe Arbejderne et hyggeligt Hjem; thi naar det Beløb, som man vil bortkaste til Kirker, hvortil der slet ikke er Trang, kan skaffe 4680 Personer sunde Boliger, saa kan man slutte sig til, hvor meget Godt, der kunde udrettes, naar de umaadelige Summer, som ødsles bort til Krigsvæsen. Appanager, o. s. v., anvendtes paa en anden og bedre Maade.
(Social-Demokraten 7. februar 1883).
Arbejderkasernerne i København.
De forskelligt Maader paa hvilke ugunstige Beboelsesforhold kunne give sig Udtryk, optræde ikke hver for sig, men de sammenhobes saaledes, at det bliver den samme Befolkning, der kommer til at lide under disse Forhold i alle de forskellige skikkelser, i hvilke de optræde.
(Tabelværk til Kbhvns Statistik Nr. 6. pag. XXV.)
lI.
Den, der ikke selv tilhører de fattige Lag af Befolkningen eller ved sin Livsgerning kommer i Berøring med disse, erhverver sig vanskelig noget Begreb om hvorledes det Inderste af den indre By, nemlig Baghusene, ser ud. De ligger jo ogsaa bagved Husene, godt skjulte for det overfladiske Blik, der ikke forarges over de Ting, som befinder sig udenfor dets Synsvidde. Men hos os, der nylig er vendt tilbage fra en Vandring gennem de københavnske Baghuse, er alle andre Tanker og Følelser trængt tilbage af et Ønske, et eneste brændende Ønske om at det maatte staa i vor Magt blot en enkelt Dag at lade Bag- og Forhuse skifte Plads, saa at hine elendige Arbejdets Lazarether kom til at staa frem i Gadelængde, skarpt belyst af det klare Dagskær, og vi tvivler ikke om, at mange Bedrestillede, der nu med Sindsro passerer Gaderne i den indre Byes Fattigkvarterer, vilde blegne af Forfærdelse og stum Rædsel.
Vi maa resignere; vort Ønske er af den Art, som kun Eventyrdigterne evner at opfylde, thi i det virkelige Liv er Tingene desværre som oftest saa grundmurede, at man ikke kan rokke dem ud af Pletten, og just derfor vedbliver de mere end halvraadne Baghuse at leve et Liv-i-Død til ubodelig Skade for Samfundet. Men noget formaar vi dog at gøre, om end vor Pens Kraft ringe i Forhold til Opgaven, der stilles den; vi vil forsøge paa Papiret at fremmane for Læserens Fantasi et svagt Billede af det vi har set.
Hvilken Gade og hvilket Hus skal vi vælge til en Begyndelse? Efter at vi har undersøgt over et hundrede forskellige Steder, staar vi omtrent raadvild med Hensyn til Valget; thi de ligner hverandre saa forfærdelig i Forfaldenhed. Der er Aabenraa; Adelgade; Borgergade; Brøndstræde, store og lille; Gl. Mønt; Helsingørsgade; Klerkegade; Kristenbernikowstræde; Lille Kongensgade; Lavendelstræde; Mikkelbryggersgade; Regnegade, store og lille; Rigensgade; Springgade; Smedensgang; Vognmagergade o. s. v. Nu, da vi har nævnt Listen, er det ligegyldigt hvilken vi tager som Type: de er Alle uværdige til at tjene som Boliger for Mennesker, og vi bryder os ikke om at lede Opmærksomheden hen paa nogle enkelte Ejendomme med Fare for derigennem at svække den fremkaldte Bevidsthed om Baghusondets store Udstrækning. Men vi ser allerede Skeptikerens spottende Smil, vi hører Publikum raabe paa konkrete Kendsgerninger. Meget godt; de ere til Tjeneste. Her er en lille Buket:
Aabenraa Nr. 18
Adelgade 37. (hvide Svane) og 80.
Borgergade Nr. 92.
Lavendelstræde Nr. 15.
Vognmagergade Nr. 3 og Nr. 27.
Vi gentager, at ovenstaaende Arbejderkaserner kun er nævnte eksempelvis, og at de har mangfoldige Sidestykker. Lad os saa gaa op i en af dem ude i Adelgade. Stedet ser jo fra Gaden slet ikke saa galt ud, det er sandt nok gammelt, men alene et Øjekast til første Sals Vinduer giver os en Følelse af, at der indenfor i de gamle Stuer hersker en jævn Hygge; man fristes til at tvivle om Muligheden af, at dette næsten respektable Hus skulde dække for et Pjaltenborg, og dog forholder det sig saa. Vi er kommen til at hade disse Forhuse, der er Skærmbrædt for Elendigheden, og som bidrage til at holde Illusionen oppe om, at vore Beboelsesforhold er passable. Nuvel, vi trænger gennem Forhuset, det skuffer os ikke længer, og bagved finder vi et forfaldent Bindingværks Skrumpel, hvis Døre er skæve og utætte. Vinduerne overklistrede med Papir, ituslagne Ruder stoppede med Klude. Der er to lave og snævre Indgange, Trappen ligger et Stykke inde i Gangen, som gennemskæres af en anden, stinkende Rendesten, der er næsten bælgmørkt, skønt det er midt paa Dagen, og vi stanser lidt for at Øjet kan blive fortrolig med Mørket. Det er ingen Trappegang, vi har foran os, men en stejl Stige; Husets fattige Beboere kalder den maaske for en Trappe, men det er et afgjort Misbrug af Sproget. Stigen fortsætter sig opad og dens Konstruktion bliver bestandig simplere, tilsidst staar vi oppe paa Loftet; de nøgne Tagsten værner kun daarlig mod den indtrængende Knibe, men heroppe boer vel heller Ingen? Jo, der lyder Stemmer indenfor nogle Brædder, som vi først antog for Loftsrum, og vi overbeviser os snart om, at der bor en Arbejderfamilie inde i et Aflukke, som en Rigmand knapt vilde finde godt nok til at stable sit Brænde i. Det er dog muligt, at de andre Lejligheder er bedre, og vi gaar derfor rundt i Huset fra Stue til Kvist. Men, disse Et-Værelses Lejligheder er alle ens; men hvorledes skal vi male deres Usselhed med Ord? Vi maa bede Læseren tage Indbildningskraften til Hjælp: Stil op fire Vægge, hvis Nøgenhed er kold og skiden, læg dernæst et snavset Gulv af raadne Brædder. Fyld dette Rum, hvis Loft er revnet, med "Fattiglugtens" ildesmagende Luft, møbler det med et haltende Bohave, som en Marskandiser vil betænke sig paa at stikke fem Kroner i, og man har et maadeligt Begreb om, hvorledes et Fattigmandshjem ser ud. I dette Værelse laa om Natten 9 Mennesker. Der stod i en Krog en skrøbelig dobbelt Seng, manglende hvad man ordenligvis forstaar ved Sengklæder; i den laa Manden og Konen, ved Fødderne af dem en tiaars Datter og et lille Barn. Paa noget Halm i et Hjørne saa vi to pjaltede Tæpper, der var Leje for fire. Til den niende var der en Slags Vugge. Saaledes fandt disse Mennesker Plads; hvorledes de fik Luft, det ved vi ikke. -
Hvor mange bo paa lignende Vis her i København? Det af Magistraten udgivne Statistiske Tabelværk Nr. 6 indeholder Svaret; efter dette fandtes der i Aaret 1880 ikke mindre end 6355 Husstande med Et-Værelses Lejligheder (deri ikke indbefattet Husstande med 1 Person). I Adelgade alene er der 427 Familjer, som hver maatte nøjes med I Værelse, og selv dette deltes med Logerende bos 7 Familier.
*
"Den samme Befolkning kommer til at lide under alle de forskellige Maader, hvor paa ugunstige Beboelsesforhoid kunne give sig Udtryk", siges der i vort Motto, og det agter vi nu ved Statistikens Hjælp at devise Rigtigheden af. Det gøres ogsaa høflig nødvendigt; thi vi høre kun alt for ofte, naar Talen er om usle Beboelsesforhold, at ikke blot den Rige, men selv den Fattige siger: "Ja, det er ganske vist nogle stemme Huller, disse Baghus Lejligheder, men man kan dog ikke forlange meget for en halv Snes Kroner pr. Maaned, og vi maa finde os i at bo, hvor der er billigt." Det er imidlertid en grundfalsk Anskuelse, Arbejderen har, i naar han tror, at han bor "billigt"; thi selv om man ikke tænker dybt nok til at se, at det skimlede Baghus stjæler den Kapital, der ligger gemt i Mennestet s moralske og fysiske Kræfter, saa maa enhver Arbejder, der blot vil skænke nedenstaaende Talstørrelser en Smule Opmærksomhed, deraf let kunne indse, at han bor forholdsvis dyrere end nogen anden Samfundsklasse. Ved at udmaale den Flade *), som Forhusets første Sals Etage udgør i hver Ejendom en hel Gade igennem, og dernæst opføre den aarlige Leje, der betales af samtlige Forhuses første Sals Etager, har man set sig i Stand til at fastsætte med stor Nøjagtighed, hvormeget der i Gennemsnit betales for hver Kvadrat-Alen Huslejlighed om Aaret. En lignende Beregning har man dernæst anvendt overfor Kvisterne i Baghusene, og vi skal her anføre de Resultater, hvortil man er kommen, indskrænkende os til de mest karakteristiske af Hensyn til Pladsen.
Den aarlige Leje for hver Kv.-Alen udgør :
Disse Tal levere et uimodsigeligt Bevis for, at det er dyrest at bo paa Kvisten og i Baghuset! Beregner vi Forholdet gennemsnitsvis for de ni oven nævnte Gader, bliver Resultatet, at den mere velstaaende Lejer i Forhuset betaler 1 Kr. 94 Øre pr. Kvadrat Alen af en 1ste Sals Lejlighed, medens den fattige Arbejder oppe paa Kvisten i Baghuset giver 2 Kr. 77 Øre aarlig for hver Kvadrat-Alen af sit raadne Gulv. Og det er selvfølgelig ikke blot Kvisten i Baghuset, som Husejeren tjener forholdsvis mere paa end Forhusets Lejligheder. Vi kunne have ført Sammenligningen videre og godtgjort, at hver Fodsbred i Baghuset lige fra Kælder til Kvist betales dyrere end i Forhuset. Gaaden finder sin naturlige Løsning i det Faktum, at Lejlighederne i Baghusene ere meget mindre end i Forhuset; naar der f. Eks. bor to Familjer paa 1ste Sal til Gaden, finder man sandsynlig 4 a 6 Familjer paa 1ste Sal i den samme Ejendoms Baghus. I Fald man paa Grundlag af det ovenfor sagte vilde sige, at den Fattige betalte forholdsvis en Tredjedel mere for Husleje end den Bemidlede, kom maa det virkelige Forhold langt fra nær. Man maa nemlig erindre, at samtidig med at Lejen pr Kvadratalen fordyres, saa bliver Lejlighedens Kvalitet tillige ringere Det er aldeles ikke overdrevent, naar vi siger, at Kvistlejligheden i Baghuset, set fra et hvilket som helst Synspunkt, har en fire Gange ringere Værd end 1ste Sals-Etagen i Forhuset; Forskellen vilde da kun udjævnes ved, at Kvistarealet kostede fire Gange mindre end Arealet i Forhuset. Hvad denne Forskel vil betyde i pekuniær Henseende er let at se: En Kvadratalen i Forhuset koster gennemsnitlig 1 Kr. 94 Øre og Kvadratalen i den fire Gange ringere Baghuskvist vilde da staa i 48½ Øre, men Værten faar omtrent den seksdobbelte Betaling: 2 Kr 77 Øre! Forholdet viser sig i en endnu grellere Form, naar vi beregner den Difference, der fremkommer i Huslejen for en Familje, der bebor et enkelt Værelse, hvis Størrelse udgør ca. 32 Kvadrat-Alen, ti den Sum. der da erlægges i Overbetaling, beløber sig til 73 Kr. aarlig.
Man misforstaa os ikke! Vi ønsker mindst af Alle, at Lejen for Baghuslejligheder maatte blive nedsat med et Beløb, som det her antydede, og Sagen dermed stillet i Bero; ti disse Baghuse staar for os som en mægtig Hindring for Proletariatets Forædling; derfor hader vi dem af vor fulde Sjæl, og ønsker oprigtig deres snarlige Forsvinden.
Men vi har fremført de ovenstaaende Tal for at vise Arbejderen, der bor i den indre Bys skjulte Arbejderkaserner, i Baghusene, at han under de nuværende Forhold betaler seks Gange for meget for en elendig. Luft og Lys manglende Bolig, og at han, da hans Penge vel mindst er lige saa gode som de Riges, og i ethvert Fald mere surt for tjente, har Ret til at fordre af Samfundet, at det giver ham en Bolig, hvis Værd staar i et bedre og retfærdigere Forhold til den Husleje, der kræves, end som Tilfældet er i Dag.
*) Herved forstaas hele Grundfladen i Etagen, indbefattet Gange, Trapperum, Murtykkelser o. Lign., der selvfølgelig kan være af forskellig Udstrækning i de forskellige Ejendomme, men dette er lidet betydende her med Hensyn til Materialets Benyttelse som Helhed.
(Social-Demokraten 11. februar 1883).
Arbejderkasernerne i København
IIIPaa Øster-, Vester- og Nørrebro.
I Aarene fra 1860-80 har København, som bekendt, udvidet sig meget stærkt; Folkemængden er steget med 80,000 Individer, og selvfølgelig maatte der bygges for at skaffe alle disse Tusinder Tag over Hovedet. Fem mægtige Kvarterer har rejst sig i denne Periode. Gammelholm og tildels Nørrevoldkvarteret er Bourgeoisiets Terræn; der finder man Gade paa blade, bestaaende af lutter herskabelige Pragtbygninger; i hver Etage bor som oftest kun en Familje. Syv a ni Værelser er det mindste, Herskabet kan hjælpe sig med, og saa klager Fruen endda jævnlig over den horribel indskrænkede Plads. Lejlighederne ere, som det hedder i "Berlingske Tidende"s Avertissementer, forsynede med alle Nutidens Bekvemmeligheder, saasom Bade-, Pige- og Pulterkamre, Strygestue, Vaske- og Viktualiekældere, Korridorer etc. men hvorfor beskrive dette Blads Læsere, hvorledes de Stores Boliger er indrettede, da det netop er Arbejderne, som har opført de stolte, fornemme Huse! Javel, Haandværkere af mange forskellige Fag har arbejdet flittigt og udholdende paa at skaffe Byen ny og elegante Bygningskomplekser, men Meningen var ikke, at de samme, som havde bygget, skulde bo der; vilde Arbejdet Sønner have Boliger, gjorde de bedst i at se sig om efter Noget ude i Forstæderne. Og saa var det at Murere, Tømrere, Snedkere, Smede og Malere drog til Nørre, til Vester, og omsider til Øster for atter at udfolde en travl Virksomhed. Derude gik det meget, meget raskere med at smække Husene op end i de fine Kvarterer, nar tog det ikke lang Tid med Pudsearbejdet ; thi Alt blev lavet saa saare simpelt og ligefremt. København fik sit Rabarberkvarter, men dette var blot Begyndelsen. Imellem Vesterbrogade og den gamle Jernbanevold gik det ogsaa rask med Opførelsen af Arbejderkaserner af samme Kaliber som Rabarberlandets, dog, det forslog altsammen ikke til vor Bys stadig voksende Proletariat. Grundene til Højre for Nørrebrogade paa Strækningen fra Assistens Kirkegaard til Utterslev toges i Brug, og dernæst mellem Øster- og Nørrebro med Ryesgade som Pulsaare. Saa vidt er man kommen indtil Dato; der hersker foreløbig ingen Vaaningsnød (i officiel Forstand); men set fra et humant Standpunkt kan det vistnok være mere end tvivlsomt, om det sidste Decenniums Byggeforetagender har været eller korrektere vil blive til Velsignelse for Arbejderne.
* * *
I to foregaaende Artikler har vi stillet de Arbejderkaserner til Skue, hvis Opførelse skriver sig fra en ældre Tid, og paavist, at de ere elendige, uskikkede til Bolig for Mennesker og at Lejen, Beboerne maa erlægge, staar i omvendt Forhold til Lejlighedernes Værd, saaledes at der for det usleste Værelse i Baghusets Kvist betales en betydelig højere Pris pr. Kvadratalen end for første Sals-Etagen i Forhuset. Her begrænser vi os til de moderne Arbejderkaserner, den kapitalistiske Produktions legitime Børn, og man vil ud af de Kendsgerninger, vi i det Følgende skulle anføre, kunne drage en Lære af overordenlig stor Betydning. Men lad os for vi gaa videre betragte en af Proletariatets ny Vaaninger. Det er et kolossalt Stykke Murværk, dette Hus. Indvendig er det ligesom en Kaserne. Forhuset har fem Etager, Sidebygningen seks. De ligne en Blok af raa sammenrørt Kalk, der er raadnet og smuldret ved Regnens Indflydelse; Sidemurenes smudsige Farve og sørgelige Nøgenhed minder om Fængselsmure, et gulladent Lag af Skimmel har lagt sig derpaa; ved Regnens Dryppen fra Taget er der langs nedad Murene fremstaaet lange Striber, der gaar helt ned til Stenbroen; kun Afløbsrenderne, der ved hver Etage danner Knæ, afbryder Murens ensartede Farve ved de Pletter, som det rustne Metal afsætter. Vinduerne viser nogle nøgne, blaagrønne Ruder, hist og her ituslagne. Fra øverst til nederst ser man kun smaa fattige Boliger, og gennem alle Aabninger kigger Elendigheden ud. For neden er der fire snævre Indgange, fire Huller i den nøgne Mur numererede A., B., C. og D. Vi gaar ind i Opgang D., Trappetrin og Rækværk er begroet med fedtet Snavs, Trappemuren ser ud som den havde været Genstand for et Bombardement; men det kommer af, at Kalken sidder saa løs. Der gaar lange Gange fra hver Afsats, og idet man passerer Dørene, kan man ikke undgaa at høre Stumper af de private Samtaler indenfor; saaledes gentager den samme Ensformighed sig for hver Etage; den eneste Afveksling er Numrene paa Dørene: 1, 2, 3 osv. ellers er Alt saa sørgelig ensartet som i et Fængsel eller Kloster. Kære Læser! Du bor maaske selv i en saadan Kaserne, og Vanen har gjort Dig fortrolig med den, saa at dens Uhyggelighed, dens hæslige Fysiognomi ikke piner Dig, men betragt denne Kæmpemurbrok en Dag, naar Vejret er smukt, og Du har været ude i den ri Natur, og der modtaget friske Skønhedsindtryk. Du vil da rigtig fatte, hvor vederstyggelig den Kule over Jorden er, som Du i Fællesskab med mere end et halvt Hundrede andre Familjer bebor.
* * *
At disse Kaserner er grimme, og at den store Sammenhobning af Arbejderhusholdninger er et betydeligt Onde, derom kan da vel Alle let blive enige; men indvender man saa, at de er bedre end de gamle, faldefærdige Rønner paa Kristianshavn og i den indre By, maa vi protestere imod, at der tillægges dette Argument for stor en Værd. For det Første er Materialet, hvoraf de moderne Proletarkaserner opføres, saa usselt, at de forfalder meget hurtigere end de gamle Bindingsværksbygninger, og endvidere er Et-Værelses Lejlighederne ved disse bleven indført eller overført til Nu- og Fremtiden som et naturligt Beboelsessystem for Arbejderstanden. Støttende os til Resultaterne af Folketællingen af 1880 vil vi føre Bevis for, at Beboelsesforholdene har forværret sig Tiaaret 1870-80. Det første Kendetegn er Beboelsestætheden:
Af samtlige 5078 beboede Eiendomme *) Aaret 1880 havde:
2860 Ejend. mindre end 2 Individer pr. 100 Kvadrat Al,
1726 Ejend. havde 2-4 Individer pr. 100 Kvadrat Al.
497 Ejend, havde 4 Jndiv. og derover pr, 100 Kvadrat AI,
Antallet af Ejendomme, i hvilke der boede fra 4 Individer og derover, udgjorde saaledes en Tiendedel af samtlige Ejendomme. Men Tabelværket til Københavns Statistik kalder allerede den Art af Ejendomme, som har fra 2-4 Individer paa hver 100 Kvadrat-Alen Etageareal, for "tæt beboede", medens de, der har 4 Indv. og der over pr. 100 Kvadrat Alen, omtales som Ejendomme, hvor der kun er levnet den nødvendigste Plads til hvert Individs Behov" (pg. XXVI), hvilket i Virkeligheden betyder Sammenstuvning. Men i det Tilfælde, at vore Beboelsesforhold havde udviklet sig henimod det bedre, er det klart, at denne Fremgang for det første vilde give sig Udtryk i en Aftagen af Antallet paa de tæt beboede Ejendomme; det modsatte er imidlertid sket.
Der har faktisk funden en Forøgelse Sted af Ejendomme med 4 Indv. og derover pr. 100 Kvadrat Alen, som langt overskrider det Normale. Vi nævnede ovenfor, at 10 pCt af samtlige Ejendomme i København kaldtes overbeboede i det statistiske Tabelværk, men lad os nu tage nogle nye Gader og se hvor stor en Procent af Ejendommene, der er overbeboede, d. v. s. med 4 Indv. og der over for 100 Alen Etageareal.
Allersgade .... 63 Procent.
Brohusgade .... 33 -
Knudsgade .... 66 -
Nordvestvej .... 33 -
Skyttegade .... 66 -
Thyrasgade . ... 50 -
Tjørnegade .... 33 -
Todesgade .... 23 -
Det andet Kendetegn er: Tallet af beboede Et -Værelses Lejligheder. Det ligger jo i Sagens Natur, at et enkelt Værelse kun afgiver en yderst tarvelig Beboelse for en hel Familje, da det baade i sanitær og sædelig Henseende er betænkeligt, at Personer af forskellig Alder og Køn spiser, drikker, arbejder og sover; alt i samme snævre Rum. I 1880 fandtes af Husstande beboede enkelte Værelser 8323, men Forøgelsen af Et Værelses Lejligheder fra 1870-80 andrager 2245. Heraf fremgaar altsaa, at de beboede Et-Værelses Lejligheder er stegen med noget over en Tredjedel (37 pCt.), medens Folkemængden i samme Tidsrum kun har forøget sig lidt mere end en Fjerdedel (26 pCt.); denne Kendsgerning viser saaledes, at der har fundet en Overgang fra To Værelses til Et-Værelses Lejligheder Sted.
Det tredje Kendetegn er: Husstandenes Størrelse (Personantallet) i Et-Værelses Lejlighederne. Antallet af Husstande paa 1 Person (ikke Logerende) med et Værelse hver var 1968, hvorimod der fandtes 6355 Husstande paa flere Personer (Familjer) boende i Et -Værelses Lejigheder. Forholdet bliver da, at en Fjerdedel af Værelserne beboedes af enkelte Personer, og de tre Fjerdedele af Familjer; men for at komme til Kundskab om, hvorvidt de i Tiden fra 1870-80 ny tilkommende Et-Værelses Lejligheder har tjent et større Antal Personer til Beboelse end det Gennemsnitlige, maa vi dele Værelserne i to Grupper, eftersom Husstanden bestod af en enkelt Person eller af Familjer. En Sammentælling paa Basis Heraf giver følgende Resultat.
Enkelte Værelser med 1 Person 310
Do, do med Familjer 1935
Tilsammen 2245.
Det vil med andre Ord sige, at der af hvert Hundrede nye Værelser fandtes 80 med Familjer og 14 med enlige Personer, medens Forholdet stillede sig som 75 til 25 for samtlige 8323 Værelsers Vedkommende. Set fra dette Synspunkt har Forholdet atter her forværret sig i Perioden 1870-80; ligesom Et-Værelses Lejlighederne er tiltagne med en Tiendedel ud over Proportionen til Folkemængden, saaledes bebos disse nye Værelser ogsaa af lidt over en Tiendedel (11 pCt.) flere Mennesker.
Det fjerde Kendetegn er Antallet af store og samtidig tæt beboede Ejendomme. Spørgsmaalet bliver, om denne Art af Ejendomme er tiltagen ud over det Normale; hvis dette er sket, saa har vi sikkert Ret til ogsaa paa dette Punkt at hævde vor Paastand om, at Arbejdernes Boliger forværres.
Det samlede Antal af Ejendomme med 100 Individer og derover i hver, samt med over 4 Indv. pr. 100 Kvadrat Alen Etageareal udgjorde et Hundrede; af disse Hundrede Steder vare 40 opførte for Aaret 1860, medens de øvrige 00 Ejendomme alle ere byggede i Tidsrummet fra 1860-80. Der er altsaa i Løbet af tyve Aar kommen halvanden Gang saa mange, store, tætbefolkede Kaserner, som der forhen fandtes; men Folkemængden er kun vokset med lidt over en halv Gang (1800: 155,000 Indv. og i 1880: 234,000 Indv.). Udregner man det Procentvis, erholder man en Befolkningstilvækst af 50 Procent, men en Tilvækst af tætbeboede Arbejderkaserner paa 150 Procent! Det er et Onde af den farligste Art. Og nu det harmeligste: Disse Hundehuller i Forstædernes Arbejderkaserner koster næsten den samme aarlige Leje pr. Kvadratalen, som de eleganteste og sundeste Lejligheder i Byens fineste Kvarterer. Paa Gammelholm beløber den aarlige Leje pr. Kvadratalen Lejlighed sig til ca. 217 Øre, og gaar vi ud i Forstæderne stiller Forholdet sig som følger:
Fra hvad Side vi end betragter Sagen bliver altsaa Resultatet det samme. De senere Aars Byggevirksomhed har været en Pengespekulation uden Stænk af Humanitets følelse **), de besiddelsesløse Arbejdere har maattet slide som Redskaber for Bygherrer, Værter og Prokuratorer, og nu har de den tvivlsomme Fornøjelse, at se deres Husholdninger raadne op i Fællesskab efter en større Maalestok end nogensinde tidligere.
*) Offenlige Stiftelser, Militærkaserner o. lign. ikke indbefattet.
**) De forskellige af private Selskaber opførte "Arbejderboliger" danner en Undtagelse, som vi i næste Artikel skal omtale.
(Social-Demokraten 16. februar 1883).
Arbejderkaserner i København.
IV.
(Slutningsbetragtninger. )
De Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde.
Matth. Evang. Kap. 9. p. 12.
I de tre foregaaende Artikler har vi behandlet de københavnske Proletarkaserner gruppevis; vor Vandring er nu til Ende, og det vil da have sin Interesse at opgøre Regnskabet under Et. Desto større Ondet er, desto mere energisk maa Hjælpen være, og Beboelsesondet, d. v. s. de slette, usunde, overfyldte og svinske Kaserner, som Flertallet af Arbejderbefolkningen boer i, er netop et af de største Onder; thi det anretter utrættelig og uafbrudt saa megen Ulykke og Skade under mangfoldige forskellige Former, at man egentlig først ved dettes Ondes Ophævelse kan bedømme, hvor dybt dets Gift er trængt ind i vore livsforhold.
lad os da se, hvorledes samtlige Husstande her i Byen fordeler sig med Hensyn til Beboelsen.
Antallet af Familjer med Tyende udgjorde i Alt 9411, og da dette Tal falder fuldstændig sammen med det Antal af Familjer, der beboede 5 Værelser og derover: 9456, tør det siges at være et Udtryk for del Antal af Husstande, der hører til den vel situerede Del af Befolkningen. Antallet af Familjer, der havde logerende uden Tyende, var 5024. Af disse 5024 Husstande faldt den større Halvdel med 2822 paa Husstande paa 3-4 Værelser, dernæst kommer Husstandene paa 2 Værelser, hvoraf 1362 havde Logerende, og endelig Husstandene i l Værelse, af hvilke 162 (!) ligeledes var med logerende. Det sidste Tal er vel ringe i Forhold til samtlige Et-Værelses Husstande, men lejligheden er jo paa den anden Side indskrænket til el saadant Minimum af Plads, at selv disse 162 Husstande betegne den højeste Grad af Overbefolkning, idet det eneste . Værelse, Lejligheden indeholder, maa rumme ikke blot en Familje, men endogsaa fremmede Elementer udenfor denne!
Vi ser altsaa heraf, at Husstandene i 1 og 2 Værelses Lejlighederne indbefatte Halvdelen af samtlige Husstande, og dette peger hen paa en dyb Kløft i Samfundet, en Kløft, der vokser i Dybde, naar vi undersøger, hvor stor en Andel de spæde Børn henholdsvis udgør i de to Grupper af Husstande. Thi er det ikke saa, at Børnene i den spæde Alder mere end os Andre, som livet har hærdet, trænger til frisk Luft og Sollys, til et virkeligt sundt Opholdssted i det første Leveaar? Jo, det ved Enhver, men vor Beboelsesstatistik godtgør, at netop de Familjer, der har det største Antal af smaa Børn, bo under de mest indskrænkede Forhold og i de elendigste Boliger. Efter Folketællingen af 1880 fandtes der forholdsvis dobbelt saa mange Børn under 1 Aar i de Gader, der fortrinsvis eller udelukkende beboedes af Arbejderfamilier, som i de Gader, hvor 1 og 2 Værelses lejlighederne var i afgjort Mindretal, og det statistiske Tabelværk knytter følgende Bemærkning til dette Faktum: "Det fremgaar heraf, at den Andel Befolkningen under 1 Aar (de spæde Børn) udgør af den hele Befolkning, tiltager, jo tættere Befolkningen bor, jo mindre Plads den har, jo slettere Forhold den altsaa lever under. Antallet af Børn under 1 Aar udgør endvidere en større Andel os den hele Befolkning i Side- og Mellem husene end i Forhusene, og atter en større Andel af den hele Befolkning i Baghusene (!) end i Side og Mellemhusene, det vil sige, at jo mindre lys og Luft, der er i Befolkningens Boliger, des flere Børn sætter den i Verden." Uden her at ville indlade os paa nærmere at belyse den citerede Sætning, skal vi blot minde om det ene Faktum, at paa Grundlag af Dødelighedsberegningerne for København i Ti aaret 1870-80 viste det sig, at Dødeligheden for Befolkningen under 1 Aar var omtrent 9 Gange større end som Dødeligheden for Befolkingen som Helhed! Havde der nu tillige været ført en Statistik over Forældrenes Livsstiling og Beboelsesomstændigheder, tror vi, at der med Lethed kunde være leveret et Bevis for, at ligesom Fødselsprocenten er 1 Gang større i 1 og 2 Værelsers Lejlighederne end i 3-7 Værelses Lejlighederne, saaledes er ogsaa Dødelighedsprocenten for de spæde Børns Vedkommende i den første Art af lejligheder dobbelt saa stor som i den sidste. Men da Fattiges Børn nu en Gang er fødte, kan vi ikke andet end beklage den store Dødelighed hos dem, dels fordi livet kun har været en smertelig Kval for disse stakkels Væsner, dels fordi slige unyttige Fødsler undergraver Mødrenes Sundhed, virker nedtrykkende paa deres Sind, og endelig fordi saadanne Fødsler medfører et direkte for en Arbejderfamilje ikke ringe pekuniært Tab; thi de Penge og den Tid, der er anvendt paa Opfostringen af et menneskeligt Væsen, som dør inden det er i Stand til selv at erhverve sig Underholdet, maa fra et social-økonomisk Standpunkt betragtes som fuldstændig tabt. Af det her anførte antager vi, alder er givet Arbejderstanden endnu en vægtig Grund til at fordre bedre Beboelsessorhold end de, som Proletarkasernerne byder; thi disse sidste viser sig jo at være Barnemordere en gros. Men nu de ældre Børn og de Voksne! Hvor megen Sygdom og Elendighed fremkaldes ikke hos dem paa Grund af den forpestede Luft og Urenlighed, der udvikler sig og saa at sige groer fast i de Fattiges Huse, som fra Kælder til Kvist har lutter fattige Beboere? Nuvel, alene de sanitære Hensyn burde være tilstrækkelige til at fælde en Fordømmelsesdom over hele det System, hvorefter de rabarberlandske Arbejderkaserner opføres, og det er næppe for højt anslaaet, naar vi regner, at de tre Fjerdedele af Københavns Arbejderbefolkning bor i dyre og usunde i Stedet for i sunde og billige Boliger. At Husværterne skulde tage Initiativet til en Reform af Beboelsesforholdene tør man imidlertid ikke vente, de ærede Medlemmer af Grundejerforeningen er en egoistisk Race, og deres Hovedinteresse er at holde Huslejepriserne i Vejret. Er der da saa megen Fællesfølelse, saa megen Humanitet i det moderne Samfund, at vi kan vente en Forbedring tilvejebragt fra anden Side? Det vilde være ubilligt at nægte, at der er gjort noget for at skaffe Arbejderne bedre Beboelseskaar, og vi skal straks vise, hvad der er udrettet i denne Retning, men man vil tillige deraf se, at der i Forhold til Trangen kun er løst et lille, vistnok det mindste Stykke af Opgaven.
Af Arbejderboliger i København er opførte:
A. De ældste Arbejderboliger paa Kristianshavn.
B. Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled.
C. De Classenske Boliger.
D. Boligerne ved Tagens Vej.
E. Boligerne i Nyboder.
F. De nyere Arbejderboliger paa Kristianshavn.
G. Byggeforeningens Boliger.
H. Alderdoms-Friboligerne.
I disse Boliger findes der tilsammen 1600 Familjer, der bebo 1 og 2 Værelses Lejligheder, men eftersom der i Følge Folketællingen er 24.000 1 og 2 Værelsers Husstande her i Staden, vil man se, at der ved de ovenfor nævnte Byggeforetagender indtil Dato kun er skaffet bedre Boliger for syv Procent af de smaa Husstande. Forud sætter vi dernæst, at denne Art Boliger vi forøges efter samme Maalestok som hidtil, kommer vi til et Resultat, der maaske kunne havc glædet Methusalem, men næppe vor Tids Arbejdere, hvis gennemsnitlige Livsvarighed yderligere forringes ved en sundhedsnedbrydende og opslidende Beskæftigelse. Der er nemlig henrunden 33 Aar siden de første Arbejderboliger opførtes her hjemme, og naar man i dette Tidsrum har skaffet syv Procent af den trængende Befolkning gode Boliger, maa der altsaa hengaa fjorten Gange saa lang en Tid, inden samtlige Familjer af den ubemidlede Klasse faar Andel i dette Gode. Men 14 Gange 33 Aar er lig med 462 Aar, og vi har paa denne Maade Udsigt til at Beboelsesreformen vil naa at blive helt gennemført i det Herrens Aar 2345! Dog, dette er selvfølgelig kun et Tankeeksperiment uden reel Betydning, thi "Arbejderboligerne" vil i Virkeligheden a ldrig komme hele den arbejdende Stand til Gode. Og vi skal forklare hvorfor
(Sluttes)
*) Husstande l Militærkaserner, Stiftelser etc., ikke indbefattet.
(Social-Demokraten 21. februar 1883).
Arbejderkaserner i København.
V.( Sluttet.)
Vi nævnede i den foregaaende Artikel, at "Arbejderboligerne", der nu bygges, ikke vil komme hele den arbejdende Stand til Gode, og Grunden dertil er, at man kun vælger dem til lejere, hvis Erhverv garanterer en vis Stabilitet og Prompthed, medens de daarligst stillede Arbejdere intet Haab har om at komme i Betragtning. Naar det gælder om Arbejderboligerne i Almindelighed, saa finder det især Anvendelse paa de bedste Boliger, nemlig Byggeforeningens, der saa godt som slet ikke bebos af Arbejderfamiljer i egenlig Forstand. Adskillige Tegn tyde endog meget stærkt hen paa, at Middelstanden vil blive den Samfundsklasse, der efterhaanden tager de saakaldte Arbejderboliger i Besiddelse; et eneste Blik i Københavns Vejviser maa overtyde Enhver om vort Udsagns vigtighed. De andre Arbejderboliger lejes som sagt ud til Familjer, hvis Indtægtskilde man paa Forhaand har erkyndiget sig om, saa at der ikke løbes nogen Risiko. Det er disse faa Procent af Arbejderklassen, der er skaffet bedre Boliger, og efterhaanden som Befolkningen tiltager, og med den Proletariatet, vil det efter al Sandsynlighed ligesom hidtil kun blive nogle af "de bedre stillede Arbejdere", som opnaar at komme i Betragtning.
Det er de forholdsvis Karske, man hjælper, medens Samfundet glemmer, at de, der lide ilde, mest har Læge behov! Vel er det sandt, at det kan have sine store Vanskeligheder at give Arbejderboligerne en saadan Almindelighed, at de kommer til at omfatte hele Proletariatet, og ad privat Vej er det vel næsten uudførligt, men er da Anliggendet ikke af en for Almenvellet saa stor Betydning, at Stat og Kommune burde føle sig forpligtet til at træde aktivt til? Vi tror det, og Erfaringen taler derfor. En af vore Videnskabsmænd, Dr. E. Hornemann, udtaler i en Afhandling om "Danske Arbejderboliger", at det har en overordenlig heldig Indflydelse paa Arbejderne, at de bo i smaa, fritliggende og vel vedligeholdte Boliger, i Modsætning til de snavsede Proletarkaserner i Forstadskvartererne og i den indre Bys Baghuse, men iøvrigt ligger det jo i Sagens Natur, at Orden føder Orden, medens Snavset avler nye Uhumskheder. Naar da det Offenlige vilde tage Opførelsen af Arbejderboliger i sin Haand, og leje dem ud til virkelige Arbejderfamiljer paa billige Vilkaar, hvilket særdeles godt lod sig gøre uden Pengetab, vilde det tillige have den store Nytte, at Værterne i de ældre, usunde og slette lejehuse, trykkede af Konkurrencen, bleve nødsagede til at foretage Forbedringer ved deres slette Lejligheder eller ogsaa helt nedrive dem, og i Stedet opføre gode Boliger paa lignende Vis som Lægeforeningen har ladet gøre med et Par af denne Forening i Balsamgade (Nr. 3 og 5) opkøbte Arbejderkaserner af den værste Art.
Som Supplement til de Tabeller over Lejepriserne i Arbejderkvartererne, som vi i de foregaaende Artikler har fremsat, vil det være gavnligt at se, hvorledes Priserne stiller sig for de forskellige "Arbejderboliger"s Vedkommende, saameget mere som de alle har kunnet forrente sig. Nedenstaaende Tabel, der omfatter de før nævnte otte Grupper (A-H), gør det anskueligt.
Af denne Tabel vil det ses, at Lejeprisen varierer (efter Størrelse og Beliggenhed) for de mindre Lejligheder imellem 56 Kr. og 132 Kr. om Aaret - og Middelprisen er 92½ Kr. aarlig; for de større Lejligheder: mellem 80 Kr. og 240 Kr. om Aaret - Middelpris: 143 3/4 Kr. aarlig. Denne Pris maa i Forhold til, hvad der ellers i Hovedstaden betales for en Lejlighed af samme Størrelse, nemlig fra en Tredjedel mere indtil del Dobbelte, kaldes meget billig; og selv om der i Byen eller i Forstæderne sindes enkelte Lejligheder af samme Størrelse og til samme Pris maa de dog anses for dyrere, da de mangle den Luft, det Lys, den Renlighed, Ro og Orden, som "Arbejderboligerne" forskaffe Lejeren. Men for ret at vise den enorme Forskel Lejepriserne, der maaske ikke falder saa stærkt Øjnene ved ovenstaaende Tabel, da der af den kun fremgaar, hvor meget den højeste og den mindste aarlige Leje beløber sig til, uden at man deraf er i Stand til at se, hvor stor en Lejlighed, der bydes Lejeren, skal vi anføre et Eksempel, der gør Bedømmelsen lettere. Naar vi nemlig angiver den gennemsnitlige aarlige Leje af hver Kvadratalen Etageareal f. Eks. for Baghuskvisterne i Borgergade og første Salslejlighederne i Hallingsgade (Byggeforeningens Boliger) bliver Differencen mere absolut. Forholdet er følgende:
Borgergade, Kvist i Baghuset .. . 242 Øre pr. Kvadrat Al.
Hallingsgade, 1. Sal i Forhuset 119 - pr. - ***)
Det er altsaa betydelig over den dobbelte Pris, 125 pCt. mere for hver Kvadratalen af et usundt, forfaldent Kvistkammer i Byens tættest beboede Del, end i de nye smukke Boliger ved Sortedamssøen, og denne Mislighed lider ikke En, men Tusinder af Arbejdere under. Paa Basis af disse Kendsgerninger gentager vi da vor Fordring: at den Ubemidlede beskyttes mod den Spekulation, som virkelige og uvirkelige Kapitalister driver med Arbejderstandens Beboelser, og hvorved Arbejderen tvinges til at bo i svinske, Luft og Lys manglende Kaserner, betalende en forholdsvis ublu Leje. Og naar man dernæst spørger om, hvorledes denne Beskyttelse skulde udøves, henviser vi til Staten og Kommunen, som de Myndigheder i hvis Magt det ligger at opfylde vor Fordring, som set fra et finansielt Standpunkt ikke er noget uoverkommeligt Foretagende. Det fremgaar jo nemlig af den anførte Tabel, at i de med G betegnede Byggeforeningens Boliger (indrettet til to Familjer hver) har Omkostningerne ved Opførelsen pr. Familielejlighed andraget ca. 2560 Kroner, der vil saaledes for en Sum af 2 Milloner Kroner kunne bygges lignende Lejligheder til et Antal af 1200 Familjer. Grunden til, at vi netop vælger en Sum af 3 Millioner Kr., er fordi vi tænker paa, hvad der kunde udrettes med et saadant Beløb paa dette Omraade, i Fald man nedsatte den danske Stats Udgifter til Krigsvæsnet, der aarlig udgør ca. 18 Millioner, med en Sjettedel. Der er vel ringe Udsigt til at sligt skulde ske, men Regnestykket er ligefuldt interessant. Ved at indføre en Besparelse af en Sjettedel (3 Mill. Kr.) i Krigsministeriets Budget, kunde man i Løbet af tyve Aar skaffe Boliger af samme Rang som Byggeforeningens til 34,000 Arbejderfamilier, d. v. s. til samtlige 1 og 2Værelses Husstande i København. Og hvad der endvidere ikke bør overses, er dette: hvert Øre, som anvendtes i det her nævnte Øjemed, kunde forrente sig om saa skulde være, medens Krigsvæsnet er uproduktivt!
* * *
Vi har peget paa Ondet, vi har gjort Rede for dets Udstrækning, og vist, at naar blot de Magthavende havde Viljen, en udpræget altruistisk Følelse, da kunde vor Hovedstad befries for sine Elendighedens Arnesteder, Proletarkasernerne, uden særdeles store Pengeofre, og det bliver nu Arbejdernes Opgave at hæve deres Stemmer, saa at de, der lide haardest under Beboelsesondet, for Fremtiden maa være de Første til at nyde Bistand.
*) Heri indbefattet Afbetaling paa Huset.
**) Mindre Bygninger til to Familjer.
***) Heri indbefattet Afdrag paa Huset.
(Social-Demokraten 23. februar 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar