I modsætning til Assistenskirkegård, Holmens og Garnisons Kirkegårdene på Østerbro står den uhyggelige Vestre Kirkegård, hvor alle linjebegravelser skal foregå. Det er jo en bekendt sag, at den nærmest er en kirkegård for fattige. Man skal vanskeligt træffe et mere øde sted, en mere ensom, sørgelig plet end denne kirkegård. Ingen egentlig indkørsel, intet velgørende hvilepunkt for øjet, ingen træer og knapt nok lidt buskads. Derimod bestandig blæst, der farer over de snorlige linjebegravelser, grav ved grav, et lille simpelt trækors og rent undtagelsesvis en gravsten, der højner sig op over den almindelige, kedelige fladhed. Det er fattigdom efter døden som før den.
Et endnu sørgeligere og uhyggeligere syn frembyder den, når man kommer derud i regn og efter flere dages fugtigt vejr. Vandet står i huller og på veje, en slet planering og en dårlig vedligeholdelse skal ikke bidrage til at dække dens mange betydelige mangler og fejl. Det er også en bekendt sag, at den er overmåde fugtig i bunden, og man har jo så ofte set, at ligene bogstavelig er blevet druknede og ikke jordede. En trøstelig tanke for de efterlevende, som efterhånden skal hjælpe til at "fylde op".
Når man har set og læst om den pietet for de døde, som man lægger for dagen fx i England ved at indhegne hyggelige, venlige pladser til kirkegårdsbrug, så må man rigtignok tro at de danske, specielt de københavnske, begravelsesautoriteter er rene vandaler, for tilstanden på Vestre Kirkegård er ikke langt fra vandalisme, og dog har forholdene været endnu værre. Men langsomhed er jo et hovedtræk i vor høje Magistrats administration, og desuden er det jo kun fattige og ubemidlede folk, som lægges til hvile på denne øde og tomme dødens valplads.
(Social-Demokraten 10. marts 1883 (uddrag).)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar