Torsdag aften, d. 16. juni 1887.
Det er den herligste sommeraften. En sidste, tøvende glans af sol. Og alting er så stille. Blå blå himmel udenfor mit vindue. Uendelig himmel. Og så det nyudsprungne grønne, som ikke berøres af et eneste vindpust. Og jeg, aldeles alene i mit kære lille forfatterhjem. Ikke et menneske indenfor hørevidde. Jeg, alene med mine bøger og mit kære gamle ur. Kan De tænke Dem, at jeg nyder denne ro? Jeg, som de sidste uger i Paris levede i et virvar af brogede indtryk og nye mennesker. Ja, jeg nyder det, thi jeg er fri nu. Der findes intet, som binder mig her. Intet. Derfor trives jeg. Men som jeg sludrer! Det var jo ikke det, jeg skulle sige. Tak for Deres lille brev-lap, som jeg fik i dag. Hver gang jeg ser et livstegn fra Dem, så undres jeg over, at De ikke har glemt mig. Og så bliver De ond over, at jeg er så fordringsløs, så skælder De så afskyeligt på mig, som kun De kan, og så hænger jeg med hovedet og bliver så hjertens ulykkelig, trods min rene samvittighed.
Kære Doktor
Hvis jeg kunne gøre min brev-tone så blød, som mit sind er bøjeligt, så ville jeg hviske i Deres øre med en lille halvkvalt latter; onde Doktor, De har været uretfærdigt ond mod mig. Og hvis De havde siddet overfor mig, der på den anden side af skrivebordet, mens alt er så stille og himlen bliver tiltagende blegblåt, så ville jeg tvinge Dem til at indrømme den uret De har øvet mod mig. Men nu sidder De ikke her, men derimod 5 timers vej herfra, og ikke alene, og så kan jeg ikke overbevise Dem, om hvor uret De har haft, og så fortsætter De med at plage mig med små krympede brevlapper eller endnu mere skrumpen stilhed. Da jeg fik det brev, De skrev fra Warszawa, kendte jeg ikke Deres adresse. Den havde De i Deres harme anset unødvendig at underrette mig om. Men jeg svarede på lykke og fromme, og også på Warszawa. Måske får De brevet på et tidspunkt.
Hvordan kunne De misforstå mig sådan? De, som burde kende mig nu. Lægge en anklage i mine ord, som overhovedet ikke var der. Jeg lavede sjov med, at vi kvinder forguder Dem, og at det morer Dem. Men herregud, kan man ikke lave sjov, selvom man forstår? Og så slog jeg over i pjank og talte om, at mit liv er så fremmed fra Deres. Kan De gøre for det? De roste Dem af at kunne “drille mig”, og da jeg betalte tilbage, så blev De for alvor ond, og daskede til mig. Fy, Doktor! Det sved. De slog for hårdt. Jeg er jo bare et lille pindsvin, trods alle pigge er jeg blødagtig og from. De ved det nok. Ydmyg. Det er så morsomt at få lov at være det af fri vilje, trække sine pigge til sig og ikke tænke på selvforsvar. Hvordan kunne De tro, skulle jeg være misundelig mod Dem? Aldrig. Jeg ønsker Dem hele verden for Deres fødder, og øger med fornøjelse samlingen, så længe De ønsker mig der.
Kan De få nogen anden mening ud af mit brev, så skal jeg betale retsomkostningerne. Og tro nu ikke, at jeg altid sidder og skriver så højtideligt, som om jeg var Pythia og min skrivestol en trefod. Pindsvinet har en ubændig trang til at lave sjov, være glad, drille, og De kan være så god, når De ønsker det, så virkelig rar. Bliv nu ikke ond, over at jeg tør udtrykke mig med så lidt ærefrygt. Jeg kan ikke skrive gammelt og forstandigt i aften. Det burde jeg kunne. Thi det fortvivlende magert kun at have pen og blæk, når sådan en aftenstund føler sig oplagt og snaksalig, som jeg gør, måske en gang hvert halve år, hvis der er nogen at tale med.
Træk en streg over al stivhed og misforståelse. Kære, lad os være mennesker, som papegøjen siger i Andersens eventyr. Har Deres rejse ikke opfrisket Dem? Jeg er blevet prægtigt oprusket af min. Jeg kan godt lide Paris. Jeg kan godt lide store byer. Jeg holder af liv og mennesker. Jeg vil ud igen, hvor og hvornår det ved jeg ikke, men jeg føler, at jeg er en nomade, og der er vist noget i det franske temperament, som jeg slægter på. Jo! Jeg ville gerne til Italien, ikke for at buldre rundt i byen som turist, men for at leve der en tid, mærke sol og varme. Jeg er tosset efter sol. Jeg fryser altid her. Her er så koldt, og det er så, så gennem-borgerligt over det hele. Jeg må ud igen.
Vær nu sød, rigtigt sød, og fortæl mig noget om Dem selv. Agter De at blive i København hele sommeren? Hvornår agter de at forelæse igen? Og Edith og Astrid, hvordan går det med dem? Et stort håndslag for det, at De tænkte på min “at dø”. De er sød, at ordne sagerne for den upraktiske Ernst Ahlgren. Tak!
Endnu har jeg ikke kastet mig ud i noget arbejde. Jeg hviler ud og gør lange spadsereture i selskab med “fars hund”. Freden synes at være sluttet for alvor, og jeg siger igen “far” og er igen venlig, ligesom for flere år siden, inden jeg fik for sig, at han kunne tvinge mig til at blive hans hustru igen. Nej. Nu er det tid til at gå til køjs. Jeg gør det med et ønske om, at en vis herre, kunne lade være med at være ond overfor en vis dame, som virkelig ikke er sådan, som han af og til påstår. Godnat, kære, strenge, onde herre. E.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar