Vestre Kirkegårds ældste, stadig eksisterende grav?
Den ældste stadig eksisterende grav jeg har kunnet finde, er nedenstående fra 1883 ved landskabsmaleren Hans Fischers gravsted, nemlig af to af dennes børn der døde i 1883.
Indtil 1880 var Vestre Kirkegård fortrinsvis forbeholdt frijordsbegravelser - massegrave af hvilke der absolut intet kan ses i dag. Fra 1880 afgjorde Magistraten pga pladsmangel på samtlige andre københavnske kirkegårde at alle linjebegravelser skulle foregå på Vestre Kirkegård. Det betød en markant stigning i antallet af begravelser som ikke var fattigbegravelser, og dermed også et pres på myndighederne for at skaffe ordnede forhold: Bedre adgangsforhold, tilladelse til andet end trækors med blikskilte, beplantning, nyt kapel osv.
Landskabsmaler Hans Fischer er, som kortelig meddelt i et telegram, lørdag morgen afgået ved døden i København i en alder af kun 36 år.
Hans Fischer, der var søn af fabrikant Fischer i Vestbork her ved Horsens og var gift med en datter af den nylig afdøde provst Fabricius, havde under sit ophold sidste Sommer i Italien været meget farlig syg, men følte sig efter sin hjemkomst fuldstændig rask, indtil han for ca. fjorten dage siden blev angrebet af mavebetændelse, der efterhånden antog en så akut karakter, at den i lørdags gjorde ende på hans liv.
Hans og Emma Fischers gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Som kunstner indtog Hans Fischer en fremragende plads på landskabsmaleriets område. Kun 15 år gammel kom Fischer i 1865 ind på Kunstakademiet, hvis klasser han gennemgik indtil 1871, og allerede i 1868 begyndte han at udstille sine arbejder på forårsudstillingerne i København, hvor hans kunst efterhånden havde samlet sig en talrig kreds af venner, fordi den var i besiddelse af egenskaber, som måtte gøre den populær i dette ords bedste forstand. Ung, livsglad og blød, som kunstneren var, behandlede han fortrinsvis foråret, sommermorgenen eller sommeraftenen, kort sagt det idylliske, følelsesfulde, blide og milde. Fischer havde overhovedet mere blik for det afdæmpede stemningsfulde end for det stærke og larmende, for det lyse og klare end for det sørgmodige og alvorlige, Hans sind påvirkedes stærkt af sådanne naturstemninger, hvorfor der ikke sjældent kom noget umiddelbart betagende ind i hans billeder, som vel undertiden kunne nærme sig sentimentalitet, men i reglen lagde sig for dagen i en egen feststemning, der strålede fra lærredet. I forbindelse hermed står åbenbart den kendsgerning, at hans varme og kraftige Kolorit undertiden kunne blive for broget.
I efteråret 1884 afrejste han med hustru og børn til Italien på Akademiets store rejsestipendium, men i Neapel ramtes han af en hård sygdom, der truede hans liv og utvivlsomt hindrede han i at drage den nytte af opholdet udenfor hjemmet, som ellers ville have været tilfældet. Ved sin elskværdige personlighed, sit trofaste, varme hjerte, sit åbne, ærlige sind og sin for al smålig misundelse frie karakter havde han vundet mange venner, som med oprigtig sorg ville erfare efterretningen om hans død. Han var netop kommen såvidt, at hans arbejde lå for ham rigt på forjættelser; hans syntes netop nu at skulle tage fat for alvor og følte sig selv mere kraftig og moden end før. På den nuværende forårsudstilling er han repræsenteret med et større billede fra golfen ved Neapel og med en pastel "Skumring ved Haderslev".
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 5. april 1886).
Hans Christian Fischer, 1868. Foto. Friedrich Wilhelm Schmidt (1829-1903). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Landskabsmaler Hans Fischer er i dag blevet begravet på Vestre Kirkegård, efter at den kirkelige sørgehøjtid havde fundet sted i Trinitatis Kirke, hvor mange venner, kammerater og andre bekendte havde samlet sig om den elskværdige kunstners båre. På kisten lå bl. a. en smuk krans med bånd og udskrift fra Kunstforeningen af 18de November, samt en krans fra arbejderne ved faderens fabrik i Jylland. Pastor G. Schepelern holdt talen. (Nat.-Td.)
(Aarhuus Stifts-Tidende, 10. april 1886.)
Landskabsmaler Hans Christian Fischer (1849-1886), far til arkitekt Egil Fischer. Fischer besøgte Kunstakademiets skoler i årene 1865-71 og udstillede første gang 1869. Motiverne til disse arbejder var hentede fra hans fødeegn, og et af dem, Indkjørsel til en jysk Bondegaard, købtes af Kunstforeningen. På de følgende udstillinger var han stedse repræsenteret, og i disse arbejder, af hvilke I Løvspringstiden (1878) blev belønnet med Den Sødringske Opmuntringspræmie, røbedes en dygtig, fremadskridende virksomhed. Blandt motiverne kunne særlig fremhæves Efteraarsmorgen fra Møen, Sommerspirfaldet set fra Sandpynten (1882) og Strandparti ved Vejle Fjord (1884).
Sommerspiret på Møn (sort-hvid-udgave). Adolph Kittendorff (Dansk, 1820 - 1902) efter forlæg af Hans Fischer (Dansk, 1849 - 1886 ), maleri udstillet på Charlottenborg 1882.
Hans Christian og præstedatteren Emma Elise Kirstine Fabricius (1851-1929) blev gift 1874 i Magleby på Lolland hvor faderen var præst (siden 1869). Hun var kunstvæverske og regnes for grundlæggeren af dansk Hjemmevævning i nyere Tid. Hun restaurerede de gamle gobeliner i audienssalen på Amalienborg. Hendes værker blev udstillet på Kunstmuseet i København, Museet i Stuttgart, ved det russiske hof - og i Chile. Efter Hans Christians død i 1886 flyttede Emma en del rundt: Ifølge folketællingen 1890 boede hun som enke i Kunstnerhjemmet, Gothersgade 143 hvor hun bl.a. forestod et "Institut for Kunstvæveri". I 1901 var hun kunstvæverske og bosat Gothersgade 103 sammen med datteren Marie Julie der flyttede før år 1900. I 1911 var hun stadig kunstvæverske og bosat Ny Østergade 10. I 1916 og 1925 bosat Herluf Trolles Gade 12.
De fik 6 børn: Lægen Christian Arnold Peter Fischer (1875-1923), Jensine Marie Julie Fischer (f. 1876), arkitekten og maleren Egil Fischer (1878-1963), Emma Ragnhild Fischer (1880-1883), Ida Fischer (1883), Otto Fabricius Fischer (f. 1884), som blev ingeniør i Stockholm.
Efter at have opnået Akademiets stipendium rejste familien i efteråret 1884 på en udenlandsrejse til Schweiz og Italien. Hans Christian malede fx Neapels Golf med Vesuv og omliggende Byer, set fra Kysten mellem Castellamare og Sorrent. På udstillingen 1886 behængt med flor, da han døde kort før.
Gravstenen for de to børn som døde ganske unge: Ida Fischer 21/1 1883 - 4/3 1883 og Emma Ragnhild Fischer 21/4 1880 - 15/3 1883 står ved siden af forældrenes gravsten. Dødsårsagen har det ikke været mulig at finde. De er de ældste gravsten som jeg har kunnet finde på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar