Hans Fischer.
Da Hans Fischer i Sommeren 1884 rejste ud med Akademiets store Stipendium, var han en lykkelig Mand. Let og forholdsvis hurtig var han naat frem ad den for mange andre saa trange Kunstnerbane, Publikum syntes om hans Billeder og kjøbte dem, hans Kammerater anerkjendte en vis bred, praktisk Dygtighed i hans Kunst og fandt altid noget at rose i hans Arbejder, og nu kom hertil hertil det officielle Vidnesbyrd om, at han var en flink og fremadstræbende Kunstner, der fortjente den offentlige Understøttelse, som kun bliver de bedste ti! Del. Lykkelig gift, omgivet af Hustru og Børn, fri for økonomiske Bekymringer, stod han ved et af sine Længslers Maal, det at skulle rejse rejse ud - til Syden, til Italien, det forjættede Land, hvor Kunstens Dyrkere i Følge den romantiske Opfattelse efter at have gjort Novice-Tjeneste i Templets Forgaard hjemme først faa den rette Indvielse i selve det allerhelligste. Thi han var Romantiker, det store, bløde, naive Menneske med Tro paa "Idealerne" og Evne til at begejstres for dem. Og med Forudnydelsens nervøse Rastløshed beredte han sig til den aarelange Rejse, læste Italiensk, lagde Rejseplaner, spurgte til Raads og tog mod Raad, ordnede sine Sager, pakkede sine Kufferterog fløj ud.
Rejsen bragte ham kun ringe Udbytte, hvad hans Kunst betræffer, og den skaffede ham den Sygdom paa Halsen, for hvilken han efter mange og lange Lidelser - et stærkt Legemes seje Kamp med Døden - endelig maatte bukke under. Han var ikke den første og bliver heller næppe den sidste af vore Kunstnere, der falder som Offer for de romantiske Længsler efter Italien. Det er jo en Tradition, hvormed man endnu ikke har brudt, at Rejsen paa det store Akademi-Stipendium skal gaa did. Men hvor faa er ikke de Malere, der har haft noget virkelig kunstnerisk Udbytte af deres Ophold i Italien. De komme derned til en fremmed Natur med andet Lys og andre Farver, end hvad de er vante til her hjemme, og det koster dem i Almindelighed et stort - ofte spildt Arbejde - at blive fortrolige med alt det ny, de træffe paa. Og naar det saa nogenlunde er lykkedes dem, er Stipendiet opbrugt, og de maa atter hjem. Det væsentligste, de da og de maR bringe med sig tilbage, er lyse Minder om et rigt og interessant Liv i et dejligt Land, hvis Sol og Skjønhed de kan lærges efter, men i hvilket de kun har været og aldrig vil blive andet end fremmede.
Det gik Hans Fischer i ltalien som saa mange andre før ham. Han var henrykt over al den Skjønhed, der mødte hans Blik, hvor han end vendte det hen, men det kneb noget for ham at arbejde dernede. Han sad forgjæves og ventede paa, at Aanden skulde komme over ham. Den kom ikke. - Thi Fischer hørte hjemme i Danmark, og han kom aldrig i virkelig Rapport til noget andet Lands Natur. Hans Schweizerbilleder er tunge og tørre, hans Billeder fra Italien mangle Lys. - Hvor langt saftigere og fyldigere er ikke hans Solskinsbilleder fra Gudenaa eller Himmelbjærgs-Søerne, helst hvor han ser Landskabet mod Solen, saa at dens Glans ligg ligger som en glitrende Glorie om Gjenstandene. Her kunde han rigtig svælge i Lys og Farve, overdrev maaske noget, men rimeligvis ikke bevidst. Det stemmede saa godt overens med hans varme Naturel, der gjærne vilde forskjønne paa Idealets Konto. Bred og modig, som han var i sin Kunst, uden at generes af nogen stærkt udviklet Finfølelse, kunde han undertiden forfalde til uskyldige Bisarrerier, som naar han det ene Aar mødte med et Billede, der var 6-7 Gange saa bredt som det var højt, og det andet med et, der omvendt var 6-7 Gange saa højt som det var bredt. De vakte Opsigt, men det kan siges til hans Ros, at de ikke var ufortjente dertil; der var saa meget smukt og ægte Fischersk baade i det lange Sommermorgen ved Salten Langsø og det høje med Gudenaaen i bugtet Løb.
Det var især fra denne Egn, han søgte sine Motiver; hans Fødested (Vestbirk ved Horsens) havde faaet hans Barndomskjærlighed og beholdt den, skjønt han som velassorteret Maler satte en Ære i at have været og at have malet Studier paa alle Kanter af Landet. I Rækken af hans Udstillingsbilleder, der begynder 1869- da han var 20 Aar dukker Gudenaa og Vestbirk atter og atter op paa forskjellige Tider af Døgnet og i forskjellige Stemninger, men helst dog i stille Sommermorgener, naar Luften ligger blank og fint bleg, ligesom ges hvilende i lykkelig Søndagsstemning. Det var Grundakkorden i hans egen Natur, der gav Gjenlyd i hans Billeder.
Det er vel et Spørgsmaal, om Fischer vilde være naat synderlig videre i sin Kunst, end han alt var, men han vilde sikkert have kunnet holde sig paa denne Højde i mange Aar, og hans Malerier vilde altid kunne have giort Regning paa et taknemmeligt Publikum.- Det omstaaende Billede af Bugten ved Neapel med Vesuv i Baggrunden er efter hans sidste større, fuldendte Maleri. Om Fredagen sendte han sin Hustru op paa Udstillingen, for at hun kunde sige ham, om det hang godt, og om det tog sig nogenlunde ud i de hjemlige Udstillingsomgivelser, om Lørdagen hængtes der Flor om Billedet da var han død.
MG
(Illustreret Tidende nr. 28, 11. april 1886)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar