Præsten Frederik Nygaard angreb i 1889 to artikler i Kjøbenhavns Børs-Tidende den 20. og 22. august 1889 under redaktion af Ernst Brandes, Georg og Edvard Brandes' lillebror. Det opsigtsvækkende var en advarsel om at hvis jøder fortsat angreb kristendommen, ville det skabe antisemitiske stemninger i befolkningen. Nygaards "rådgivning" af jøder opsigtsvækkende. Nygaard tilrådede direkte redaktøren at stoppe artikelserien.
Det bemærkelsesværdige er at artiklerne ikke angreb kristendommen generelt, og at artikelforfatteren (Henrik Pontoppidan under pseudonymet Urbanus) slet ikke var jøde. En debatform som ikke er ukendt i dag. Om Nygaard repræsenterede en større eller mindre del af danske præster, er uvist. I hvert fald antyder sætningen "Hundekoblet forstår dog signalet" at hans synspunkter ikke var uden klangbund. Til gengæld var der ikke megen støtte at hente i aviserne, og bl.a. dagbladet "København" harmedes over Nygaards artikler.
Frederik Sextus Otto Alfred Petersen Nygaard (1845 – 1897), tilhørte den grundtvigske kreds. Han var Odense Valgmenigheds første præst, og havde allerede et biografisk forfatterskab bag sig. Og fortsatte denne virksomhed efter debatten.
Redaktøren på "Kjøbenhavns Børs-Tidende" var Ernst Immanuel Cohen Brandes (1844 – 1892). Han var nationaløkonomisk forfatter, vekselerer og bror til Georg og Edvard Brandes. Efter artikler i "Politiken", "Tilskueren" mm. havde han startet "Kjøbenhavns Børs-Tidende" som bl.a. beskæftigede sig med bank- og børsvæsen.
Henrik Pontoppidan skrev under pseudonym, "Urbanus"). Hans identitet var kendt, fremgår af hentydninger til at det er en anset forfatter, en digter af dansk præsteslægt, bror til en højskolemand og ikke-jøde. I Aalborg Amtstidende, 10. januar 1893 afsløredes hans identitet. Afsløringen skete i forbindelse med at Pontoppidan havde ansøgt om at få understøttelsen via finansloven fornyet. Det skete ikke. Han var tilhænger af Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud. I 1917 fik han nobelprisen i litteratur.
Endelig blandede journalist og forfatter Carl Johan Behrens (1867-1946) sig. Han var dengang en ung mand (22), men havde startet at skrive artikler, bl.a. tidsskriftet "Ny Jord" (1888-1889) som nævnes af Nygaard i en af artiklerne.
Dagbog
19. august.
Det synes virkelig, som om Helvede begynder at vakle, og at Djævelen synger på sit sidste vers.
Den moderne kristendom forkaster troen på de evige pinsler som stridende mod al menneskelig følelse og uforenelig med overbevisningen om Guds algodhed. Den sejrrigt fremrykkende "Frelsens Hær" hverver ikke sine rekrutter ved at true med svovlpølens elendighed, og alt en stund har djævellæren været udslettet af mange kristne folks katekismus.
Ja - hvem skulle tro det? - selv præster i kjole og krave begynder at tage sagen op til alvorlig drøftelse. Det er allerede et ikke ringe antal gejstlige indenfor den danske folkekirke, der i tale og skrift åbenlyst fornægter helvedstraffens eksistens og i det hele bestrider kristendommens hidtil gængse forestillinger om det formodede liv efter død.
Ærlig talt, det er skade, man ikke er kommet til denne erkendelse lidt før. Hvor meget uro, angst og bæven kunde da ikke være sparet ? I århundreder har frygten for livet efter dette lig dommen over vore gerninger ligget som en mare over sindene.
Tanken på djævelen, der lurede på os i alle krogene, har forgiftet vore glæder og foruroliget vore skønneste drømme. Fra det første vi kunne fatte, har vi lært at skælve for helvedes ædende flammer og tænkt på de ulykkelige der skal martres her fra evighed til evighed.
Og nu erfarer vi at det hele er en fejltagelse og beror på en beklagelig misforståelse. Det med djævelen er lutter indbildning, og helvede er der ingen ting, der hedder.
Egentlig er der måske ingen grund til forbavselse herover. Ifald man i tankerne vil repetere sin religionshistorie, vil man høste den erfaring at af alt i verden er intet så omskifteligt som de "evige sandheder". Mens almindelig jordiske og derfor undertiden ret foragtede sandheder som at jorden er rund og at jern er tungere end træ bestandig lever i bedste velgående, hænder det ikke sjældent deres himmelske kolleger, at de dør en ynkelig død og står op til et andet liv som en slet og ret løgn.
Men når det nu forholder sig således, synes der at være grund for de gode præster til ikke at fare alt for ilde frem mod anderledes tænkende. Hvorledes gik det ikke dem, der for blot 10-12 år siden vovede at løfte deres stemmer mod djæveldyrkelsen? Og nu har selv Præsterne præcis den samme slags fornægtere i deres midte.
Men - vil man måske spørge - når der ingen djævel er længer, og ingen straf, og altså heller ingen løn; når endog præsterne ikke mere tør udtale sig om livet efter døden, og når troen ikke er en forvisning om det, vi ikke kan se - hvad er så det hele? Hvori består da kristendom? Hvad er da tro?
Den moderne kristendom er vel, hurtigt sagt, alene en hengivelse til samlivet med Kristus, der er alles ven og alles broder og trøster. Gå en aften ud i Frederiksberg Allé og overvær et af "Frelsens Hærs" møder, og man vil dér næsten intet høre om synd og intet om helvedes pine, men alene om den glæde, der følger med venneforholdet til Kristus. Herom drejer alle deres bekendelser sig. De følger ikke Kristus hverken i håb om belønning i et hinsidigt himmerigsliv eller af frygt for straf i en evig helvedild; men alene for den store glæde, den salighed, han allerede hernede dagligt bereder dem ved samlivet.
På samme måde udtaler den moderne profet Tolstoj sig i sine opbyggelsesskrifter. Troen, hengivelsen, bærer belønningen i sig selv, ganske som i et jordisk kærlighedsforhold. Når han spørger: "Hvori består lykke?" så svarer han: først og fremmest i at forsage - ikke "Djævlen", men "denne verdens lære" og følge Kristus. Og vel at mærke: om noget liv efter dette taler han ikke - Det er en kraftig amputation, der således for tiden foretages på den kristne lære. Spørgsmålet bliver nu, om den virkelig kan tåle dette tab, og om den ikke vil forbløde sig.
Urbanus
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 20. august 1889)
Dagbog.
20. august.
Det er for en udenforstående vanskeligt at fatte forholdet mellem de troende og deres gud. Så længe det endnu til dels grunder i håb om himmerigs belønning og frygt for de evige straffe, lader det sig ret naturligt forklare. Men dette kærlighedsforhold til Kristus, hvortil den moderne kristendom mere og mere synes at indskrænke sig, denne glæde ved samlivet med et tænkt væsen, denne salige følelse af overalt at blive ledsaget af en mystisk usynlig, der støtter, trøster, fryder og elsker en og uden hvem livet ville være idel sorg og savn og mørke - det er alt sammen en gåde, ja et vanvid for dem, hvem troens gave ikke er givet.
Jeg har rigtignok kendt en mand, et såkaldt kolerabarn, der nærede en lidenskabelig kærlighed til sin moder, skønt han aldrig havde set hende og ikke vidste det ringeste om hende. Det billede, han havde dannet sig af hende, var fuldstændig grebet ud af luften, og dog bevarede han hendes træk med den dybeste ærefrygt, ja lod endog en gang en maler på grundlag af hans beskrivelser forfærdige et portræt af hende, som han hængte op i sin stue og viste sine fremmede, idet han med fuld overbevisning sagde :
"Det er min moder".
Denne trang hos menneskene til at danne sig en levende forestilling om deres ophav er både gammel og naturlig. Vi bærer vel alle mere eller mindre et gudebillede i vort hjerte, afpasset efter dettes attrå og behov Men dette forklarer dog ikke de troendes stædige overbevisning om deres formodningers ufejlbarlighed. Hin forældreløse mand elskede vel nok det billede, han havde dannet sig af sin moder; men ifald endelig en indviet var kommet til ham og havde sagt at det var ganske fejlagtigt, havde han dog ikke for alvor fastholdt sit fantasifosters pålidelighed. Dette gør derimod de troende. De tror hellere at alt hvad de ser omkring sig med deres jordiske øje, at alt hvad klogt og erfaring lærer, er lutter sansebedrag, end de tvivler på sandheden af et eneste træk i det Kristusbillede der har dannet sig i deres sjæl.
Det nytter ikke, at videnskaben kommer med sit: det er umuligt! Deres overbevisning er så urokkelig, at man ser dem gå i døden for den, om det kræves.
"Men hvor kan jeg også tvivle", siger de, "når jeg bestandig føler Guds nærværelse og daglig mættes af hans kærlighed? Jeg vidste jo ikke, hvad glæden var, for den dag mine øjne blev opladte for Guds tilværelse, og jeg kom til at tilhøre ham".
Spørger man nu en troende, hvorledes han da kom til at tilhøre Gud. svarer han altid, forsåvidt han overhovedet endnu erindrer det, at han ved en eller anden lejlighed, hvor hans sind var stærkt bevæget, blev grebet (eller smittet ved at se den magt) troen havde over en anden. Med andre ord: han har i et bestemt øjeblik i hvilket hans nerver var særlig modtagelige, været under indflydelse af en anden troende, og denne har da ved sin bekendelse "indskudt" ham sin tro.
Minder det ikke om de hypnotiske fænomener? Jeg overværede en gang en stor kirkefest i Marcuskirken i Venedig - Det store, pragtfulde rum var fyldt til trængsel med en broget skare af alle slags folk, silkeklædte damer, lazaroner, borgerfolk og tjenestepiger der var drevet herind fra Marcuspladsen for at betragte skuespillet. En bisp under en baldakin, fulgt af en skare hvidklædte præster med høje lys, af brune munke og røde kordrenge med forgyldte røgelsekar, drog under en dyb, monoton sang rundt i kirken, mens nu og da et dejligt mandskor ledsaget af orgeltoner faldt ind oppe fra pulpituret under korhvælvingen. I begyndelsen var der en trængen og puffen for at komme til at se, og en hvisken og tisken fra dem der så. Men efterhånden som den bedøvende røgelse fyldte rummet, og munkenes dybe stemmer løftede sig, grebes menneskemassen af en uhyggelig andagt. Folk blev tavse og rørte sig ikke længere. De foldede hænderne foran brystet og mange kinder blev hvide. Da så først én og snart efter en anden kvinde sank ned på knæ i en hysterisk gråd, bredte der sig fra disse ligesom en hypnotisk smitte over hele forsamlingen; og idet til sidst bispen gik op imod alteret og mens sangen forstærkedes, vendte sig i kordøren med det hellige guldkors i sin opløftede hånd, sank med ét den hele menneskemasse næsegrus mod kirkens marmorgulv, grebet af en fuldkommen ekstase den silkeklædte dame side om side med lazaronen, hændervridende og opløst i gråd.
Det var næsten ikke til at forstå at det virkelig var de samme mennesker, der for et kvarter siden var drevet ind fra den lyse og glade Marcusplads med tankerne optaget af alle dagens småbegivenheder, og forende med sig den verdslige røgelse af tobak, vin og parfumer, som endnu hang i deres klæder.
Jeg kom til at tænke på denne scene, da jeg forleden sad inde i en af Frelsens Hærs mødesale. De agerendes langtrukne, omtrent enslydende bekendelser, der fremføres i en snøvlende, halvt syngende tone, hensætter en i en forunderlig døsighedstilstand, som ganske ville tage magten fra en, ifald ikke de små livlige opsange, der nu og da pludselig afbryder talerne, akkurat holdt søvnen stangen. Resultatet bliver til sidst en underlig blød, eftergivende stemning; og da, henimod mødets slutning, sniger et par af mandskabet sig rundt imellem tilhørerne og tilhvisker dem pludselig bagfra med hemmelighedsfuld stemme ord i øret som: "Jeg er Jesus, det er din frelser, der er hos dig", o. s. v. Det nytter ikke, at man lader som om man ikke hører ham, eller beder ham gå. stemmen vedbliver med sit: "Jeg er Jesus . . . Det er Jesus, der taler" . . . Da hænder det undertiden en ubefæstet, især unge piger, der måske virkelig føler sig syndbetyngede eller forladte, at samlingen svigter dem; de brister i heftig gråd; den hemmelighedsfulde stemme har dem i sin vold, og viljeløst føres de til sidst hen til skranken for at bekende. En sjæl er frelst!
Det er et uhyggeligt syn. Og i stilhed tænker man på om det ikke var på tide, at lovens håndhævere, der jo netop nu drager så hårdt til felt mod de magnetiske kvaksalvere, også tog sig lidt af denne art af hypnotisme
Urbanus.
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 22. august 1889)
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" og Kristendommen.
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" har i sommer haft en række artikler under overskriften "Dagbog" og underskrevet "Urbanus", hvis indhold i højeste grad har forbavset undertegnede ikke-handelskyndige læser. Man skulle tro efter bladets titel, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" var et blad der udelukkende varetog handelsstandens interesser. Men man får andet at vide, når man læser Tidendens "dagbog". For den indeholder nogle af de mest åbne, men tillige mest bidske angreb på kristendommen, jeg længe har set. I et af de sidste numre af bladet (nr. 117) fremstilles endog den kristne tro som et vanvid, hvis fremtoninger minder om de hypnotiske fænomener. Og ganske vist nærmest med hensyn på "Frelsens Hær" påkalder forf. politimagten, for at den kan "tage sig lidt af denne art af hypnotisme"; men man bliver bange for, at næste gang vil turen til at komme på politistationen nå de andre afdelinger i "de troende"s lejr.
Det er ikke min agt eller min lyst at føre nogen offentlig debat med Kjøbenhavns Børs-Tidende's hr. Urbanus om kristendommens levedygtighed, al den stund jeg er fuldt og fast overbevist om sandheden i Kristi ord, når han siger, at han vil være med sine alle dage indtil verdens ende. Men når jeg her slår til lyd i denne sag, da er det for i tide at advare hr. Urbanus - og i særdeleshed Børs-Tidendes redaktør og udgiver hr. Ernst Brandes - imod at fortsætte de Kristus-fjendske dagbogs-breve.
Og jeg advarer herimod, både fordi det er udannet, og fordi det er uklogt af hr. Brandes at lade disse breve fortsætte. Det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning. Og det er uklogt, når man selv er jøde, da at give anledning til at éns hidtil frie og uantastede stilling i landet kan blive gjort indskrænket og pinagtig. Det ville være selvforskyldt hvis hr. Brandes' Børs-Tidendes dagbogsbreve gav anledning til en lignende antisemitisk rejsning blandt os danske som den, i det mindste jeg med beklagelse har set så stærkt bryde frem i Prøjsen i de sidste år. Det danske folk, hvis kirke er den evangelisk lutherske, har mindst af alle folk fra jødisk side fortjent en sådan hån mod sin religion som den der i de sidste måneder er blevet den til del i Børs-Tidende. For hos det danske folk har jøderne under adskillelsen fra deres oprindelige fædreland fået så gæstfri og så hædret en plads som hos intet andet folk. Jeg véd, der er mange ædle jøder som er taknemmelige derfor. Men jeg véd også, at skal det gode forhold bevares for jøderne i deres helhed her i landet, så gælder det også om til de iblandt dem der er ivrigst i deres vantro, dog lægger så meget bånd på deres bitre følelser, at de ikke krænker det folks religion, hvor de har deres ophold.
Da kejser Friedrich i Tyskland forrige år døde, var der et jødisk blad som foreslog, at alle jødiske drenge, som i det følgende år fødtes til verden, skulle bære navnet Friedrich til tak for kejserens liberale følelser overfor jøderne.
Hvad om alle jøder i Danmark - også dem, der har med udgivelsen af "Kjøbenhavns Børs-Tidende" at gøre - i hele deres offentlige optræden ville lægge for dagen også for fremtiden, at de elskede den fred, som de så rundeligt har nydt i over to menneskealdre i Danmark. Det ville glæde os meget - og gavne dem selv mest.
Frederik Nygaard.
Vi ønsker kun at gøre en eneste bemærkning til ovenstående artikel, som hr. pastor Frederik Nygaard har sendt os. Den ærede Indsender betoner selv stærkt, at ingen mere end han ville beklage, om en antisemitisk rejsning nogensinde blev svaret på et stedfundet eller eventuelle angreb på kristendommen. Vi behøver derfor kun at understrege hr. Nygaards egne ord om at en antisemitisk rejsning såvel fra et kristeligt som fra et humant standpunkt sikkert bør være utænkeligt herhjemme.
Red
(Morgenbladet (København), 31. august 1889)
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" og Kristendommen.
Jeg ønsker plads for følgende bemærkninger i anledning af pastor Rygaards artikel i "Morgenbladet" for den 31. August.
Det der går som en rød tråd gennem hr. Rygaards artikel, er følgende: Rør ikke ved kristendommen: den er statsreligion, det danske folks religion. Jo, der har vi humlen! Derfor skal den være uangribelig, den er "folkets" religion - på papiret, og derfor må anderledes-troende ikke angribe dens dogmer, dens levedygtighed, og navnlig må ikke en "vantro" jøde gøre det, en jøde, som nyder den mageløse lykke at have fået lov til at bo og bygge - eller som hr. Nygaard med en kejtet vending siger, have sit "ophold" i Danmark efter adskillelsen fra hans gamle fædreland. Hvor rørende ! Jeg skal sige hr. Nygaard en ting : Ifølge Danmarks riges grundlov hersker der religionsfrihed her i landet. Om jeg er kristen, jøde, ildtilbeder eller muhamedaner, er den ligegyldigste sag i verden for min stilling som statsborger i det land Danmark. Vi har en statskirke her i landet med en uniformeret, af regeringen lønnet gejstlighed, et slags åndeligt gendarmerikorps, der lugter anderledes tænkende, og som snarest burde ophæves. Jeg har lov til at angribe denne statsreligion, når mine angreb ikke overtræder straffeloven: og er det min fulde og faste overbevisning at den evangelisk lutherske kristendom ikke bevirker levedygtighed, at den som alle religiøse systemer, er menneskeværk - måske et sjældent genialt og agitatorisk begavet menneskes værk, men ikke af guddommelig oprindelse - at den ikke kan tilfredsstille et stræbende nutidsmenneske, at den hindrer den frie tænkning og den frie forskning, så har jeg en udødelig ret til at angribe den, polemisere mod den, påvise dens inkonsekvenser, hvad enten jeg så er jøde eller kristen - af fødsel. Nu er Urbanus ikke jøde. Det er almindelig bekendt at der under dette mærke skjuler sig en yngre, fremragende digter. der oven i købet er af dansk præsteslægt, og hvis ene bror er en meget omtalt præst og højskolemand.
Hr. Nygaards artikel taber derfor en del af den tilsigtede virkning. Hans advarsel til redaktør Ernst Brandes mod at fortsætte de kristusfjendske dagbogsbreve er virkelig latterlig. Han taler om at det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning. Gør hr. Nygaard måske det i sit fanatiske grundtvigianske angreb? Vi har ikke haft en saglig religionskamp her i landet mellem kristendom og fritænkere. Trækker det nu omsider op til en sådan kamp, vil den blive hilst med glæde af de mange, der ønsker en dyst med den religionsform, som kaldes kristendom. Og det program som vi, der står på en diametralt modsat side af hr. Nygaard, samles om, har som første paragraf : Ophævelse af den intolerante, selvgode statskirke og ligestilling af alle religionssamfund i Danmark.
København, d. 31. aug. 1889.
Carl Behrens.
Da vi anser det for givet, at hr. pastor Frederik Nygaard selv ønsker at svare på ovenstående Indlæg fra hr. redaktør Carl Behrens, skal vi foreløbig heller ikke knytte nogen bemærkning til denne artikel. Vi skal så vidt muligt lade diskussionen stå åben.
Red.
(Morgenbladet (København), 1. september 1889).
Hr. Frederik Nygaard har i "Morgenbladet"s gårsnummer indrykket en artikel, hvori han erklærer, at han ikke vil indlade sig i nogen diskussion med "Børs-Tidende", men vil advare sammes redaktør og udgiver imod fortsættelsen af de dagbogsartikler, som under mærket Urbanus har været optaget her i tidenden.
Den ansete forfatter, der har valgt at skrive under mærket Urbanus, og gjort Børs-Tidende den ære at medarbejde ved bladet, er desværre for tiden ikke rask; det havde vel ellers været rigtigere, at han besørgede besvarelsen. Dette hverv tilfalder nu mig. Urbanus fortalte i en dagsbogsartikel, hvorledes han dels i Markuskirken i Venedig, dels ved "Frelsens Hær"s møder havde iagttaget tilstande, der næsten forekom ham udslag af hypnotisk påvirkning. Jeg har i domkirken i Neapel overværet, hvorledes præsten foreviste for den overfyldte kirke en helgens stivnede blod; jeg har set mængden i timevis knælende anråbe om, at blodet måtte blive flydende; jeg har hørt den uendelige jubel, da præsten fra altret forkyndte, at miraklet var sket. Jeg har i "Frelsens Hær"s forsamlinger set, hvad dér foregår.
Urbanus' beskrivelse var sanddru og alvorlig - det vidste jeg da af egen erfaring - og jeg optog den gerne. Hr. Frederik Nygaard udtaler sin overraskelse over, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" indeholder artikler, der ikke særligt angår børsinteresser, og mener at dette ikke stemmer med bladets titel.
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" er knyttet til Børsen, idet den ifølge kontrakt med Grosserer-Societetets Komité optager de meddelelser, som komitéen gennem den ønsker offentliggjorte, og behandler børsinteresser i det omfang, som redaktionens evne tillader.
Komitéen har intet ansvar for eller andel i den del af tidenden, der ikke udtrykkelig er betegnet som meddelt af komitéen. Tidenden holder sig ikke udelukkende til børsinteresser, og hr. Frederik Nygaards advarsler, råd og trussel om antisemitisme øver ingen som helst indflydelse på dens redaktion.
Ernst Brandes
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 1. september 1889)
Dagbog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar