En borgerlig Begravelse
I Gaar Middags Kl. 12 var Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevej fuld af sørgeklædte Mennesker. Flere Tusinde Arbejdere med floromvundne Faner var kommen sammen for al overvære Bisættelsen af Arbejdsmand August Witzel, som Præsterne havde nægtet at begrave, fordi han var borgerlig viet.
Kl. 1½ ankom den Afdødes Lig fra Kommunehospitalet. Kisten, der var smykket med Blomster og Grønt, blev løftet af Vognen og baaren op paa en lille Høj midt i Haven. Og fra denne Høj holdt derefter Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie en kort, men gribende Tale, der var vel flikket til at gøre dybere Indtryk paa disse jævne Mennesker, end en Præst salvelsesfulde Præken. Hr. Lyngsie holdt sig til den Afdødes haarde Kamp for Tilværelsen, hans fattige Liv her paa Jorden, og kom slet ikke ind paa disse Spørgsmaal om Himmel, Helvede og Fordømmelse, som Kirkens Tjenere ved slige Lejligheder plejer at føre i Munden.
Derefter blev Sangen "Lær mig, o Skov" afsungen. Kisten blev løftet op og i Spidsen for det mægtige Følge baaren ud paa Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted uden nogen som helst Ceremoni.
Den fattige og udenfor sin Kreds ganske ukendte Arbejdsmand fik paa denne Maade en Begravelse, som mangen stor Mand ikke har faaet. Den simple og smukke Højtidelighed i Gaar vil have bevist, at man ogsaa uden Præsters Medvirkning kan komme i Jorden paa en sømmelig Maade. Og de borgerlige Begravelsers Antal vil stige.
(København 13. januar 1896).
Præsterne var formentlig vrede over ikke at have tjent noget ved brylluppet.
Arbejderne og Præsterne.
(Fra vor Meddeler).
Kjøbenhavn, den 12. Januar.
Som for kort Tid siden meddelt, havde nogle Præster paa Amager nægtet at jordfæste en Arbejder, der var bleven borgerlig viet, hvilket havde til Følge, at den afdødes Kammerater selv foretog Jordfæstelsen. Nu synes dette Spørgsmaal at skulle give Anledning til en meget alvorlig og omfattende Strid mellem Hovedstadens Præster og Byens Arbejderbefolkning.
For nogle Dage siden døde en Arbejdsmand Witzel paa Kommunehospitalet af Tarmslyngning. Da Hospitalspræsten hørte, at Manden havde været borgerlig viet, nægtede han at kaste Jord paa, og en Henvendelse til Præsterne Gamborg og Levinsen i Mathæus Sogn, hvor Witzel havde boet, havde samme Resultat. Det blev samtidig af Præsterne selv oplyst, at de var bleven enige om ikke at medvirke ved borgerligt viede Folks Begravelse.
Nu tog Familien og den Afdødes Kammerater Affære, idet de meddelte, at Jordfæstelsen vilde foregaa i Dag fra den til den ny Forsamlingsbygning paa Enghavevej hørende Have, og her foregik da i Middags en imponerende Højtidelighed. Kisten blev hentet Kl. 12 paa Kommunehospitalet, og da den en halv Time senere blev baaret ind i Haven, var der sikkert her samlet paa det nærmeste en halv Snes Tusende Mennesker, af hvilke en Mængde havde medbragt Kranse.
Kisten blev baaret op paa en Høj midt i Haven, og tre af de socialistiske Vælgerforeningers floromvundne Faner plantedes ved Siden af den.
Saa traadte Formanden for det Selskab, der har rejst den ny Forsamlingsbygning, Cigarmager Hyller, frem og talte. Præsterne havde glemt Kristi Bud om Kjærlighed til Næsten, sagde han. De Smaafolk, som havde det værst her paa Jorden, blev forfulgt selv efter Døden. Men det vilde kun bidrage til at aabne deres Øjne for, at de kunde hjælpe sig selv og selv skabe dem det Fristed, man nægtede dem i Kirkens Skød i Dødens Stund. Familien havde ønsket, at der blev sunget et Par Salmer ved denne Lejlighed, og han opfordrede derfor de Tilstedeværende til at istemme "Dejlig er Jorden".
Anførte af en Sangforening tog største Delen af Forsamlingen Del i Salmesangen, der lod ualmindelig højtidelig og fuldttonende.
Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund. Lyngsie, frem og holdt den egentlige Tale. Han takkede paa Familiens Vegne for den uhyre Deltagelse og skildrede den Afdødes paa en Gang sørgelige og stræbsomme Liv. I sin tidligste Ungdom blev han angrebet af Øjensygdom og havde han i halvandet Aar ikke set Dagens Lys; sin Profession kunde han ikke taale, men maatte blive Arbejdsmand, og for nogle Dage siden, da han glad og sund færdedes blandt Hustru og Børn, blev han angrebet af en haard Sygdom, der paa faa Timer tog hans Liv. Og nu nægtede man ham en kristelig Begravelse. Vi Arbejdere havde mange Gange glædet os ved Kristi milde Kjærlighedsord, men nu saa det ud. som om det, der var Hovedindholdet af Kristi Lære, Kjærligheden og Fordrageligheden, er bleven slettet ud af Folkekirkens Præster. Men er det end saa, da skal Kjærligheden dog ikke udslettes i vore Hjærter. Vi, der kjendte den Afdøde, giver ham i Dag det bedste af alle Skudsmaal: han var en god Kammerat, en stræbsom Familiefader og en hæderlig Mand. Vi har ikke gransket Livets og Dødens store Gaade, og vi ved ikke, hvem af os, der lever til Aften. Men det ved vi, at ingen af os kan kræve et bedre Skudsmaal i sin Grav end August Witzel. Derfor vil vi holde hans Minde i Ære og takke ham for hans Virken blandt os og for, hvad han var for sin Familie. Fred med August Witzels Minde.
Efter at Forsamlingen derpaa havde sunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", blev Kisten baaret ud til Vestre Kirkegaard, fulgt af hele det mægtige Følge. Paa Kirkegaarden bragte Lyngsie den Afdøde et sidste Farvel, og en Del af de Tilstedeværende kastede Jord paa Kisten. Den hele Højtidelighed forløb i Mønsterværdig Ro og Orden.
* * *
Efter denne Begivenhed synes der ikke at være stor Udsigt til, at Krigen mod den borgerlige Vielse skal blive sejrrigt gjennemført. Tværtimod kan Resultatet let blive en mere udvidet Benyttelse af denne Form for Ægteskabs Indgaaelse.
Rent bortset fra, at det kun kan virke moralsk nedbrydende, naar "Straffen" over en Mand, der er bleven borgerligt viet, rammer hans ganske uskyldige Efterlevende, er der noget stødende i, at man saaledes fra kirkelig Side griber til Tvangsforanstaltninger. Tryk skaber Modtryk, og det er derfor meget sandsynligt, at Præsternes mindre vel overvejede Optræden vil komme til at virke som en Agitation ikke blot for borgerlig Vielse, men ogsaa for borgerlig Begravelse.
(Fredericia Dagblad 13. januar 1896)
Aarhuus Stifts-Tidende noterede 14. januar 1896 at "den herhjemme noget ukjendte Begravelsesceremoni vandt ikke just ved den i Nærheden af Kisten stedfindende Beværtning af tørstige Mænd."
Politiken bragte en erklæring fra vedkommende præster om sagen. Præsterne sagde heri at de ikke have medvirket fordi det ved lov var dem forbudt som præster i folkekirken at foretage en sådan forretning over for en som ikke var medlem af folkekirken. Dette dementeredes dog i København:
Præster og Begravelse.
At et saa fromt kirkeligt Blad som "Avisen" er kommen i Affekt ved den store, borgerlige Begravelse i Søndags, kan man sige sig selv. - Men før Bladet skriver om saadanne Ting, burde det studere sin gode Ven, Professor Matzens Kirkeret.
"Avisen" skriver nemlig, at "efter de gældende Bestemmelser er det forbudt Præsterne at fungere ved Religionsløses Jordefærd uden efter forud, hos Kultusministeriet indhentet, Tilladelse".
Det vilde være interessant, om "Avisen" vilde nævne disse "gældende Bestemmelser". Saadanne findes nemlig slet ikke. Hvis "Avisen" vil slaa efter i Matzens Kirkeret Pag. 566, saa vil den der finde de gældende Bestemmelser. Disse gaar ud paa, at Præsten vel kun er forpligtet til at kaste Jord paa Folkekirkens Medlemmer, men han kan "imødekomme Andres Ønske uden højere Tilladelse, for saa vidt der kun er Tale om Jordpaakastelse." Kun udkræves der en særlig Bevilling til at kaste Jord paa Jøders Lig.
Der er da heller ikke den fjærneste Tvivl om, at de kirkelige Avtoriteter ikke vilde have krummet et Haar paa Præsternes Hoved, hvis de havde kastet Jord paa den paagældende Arbejdsmand. Saa dumme er de ikke. Men saa dumme har Præsterne været, at de ved deres Nægtelse har oprørt hele Arbejderbefolkningen og mange Flere endnu. Thi Fanatisme gør altid et Menneske dumt og hjærteløst.
Det skal altsaa slaas fast, at Præsterne kunde have forrettet Jordpaakastelsen, men de vilde ikke.
Og nu bliver det - heldigvis - altfor ydmygende for dem at gøre et Tilbagetog, - hvis ikke de kirkelige Autoriteter tvinger dem til det, ligesom Scavenius i sin Tid tvang dem til at døbe Børnene af de borgerlig Viede. I saa Fald gør de det - naturligvis. Thi ganske vist er det nu Præsternes "Overbevisning", at de ikke kan "forsvare for deres Samvittighed" osv , at kaste Jord paa den Slags Folk. Men det har, - heldigvis for Præsterne, - altid vist sig, at de aldrig fanatisk har fastholdt deres "Overbevisning" og "Samvittighed" over for de af Gud indsatte Autoriteter.
Hvis derfor den af Gud indsatte Bardenfleth var en klog Mand, saa vilde han nu tage Affære, og give Præsterne et lille "Vink". Saa vilde de borgerlig Viede straks blive begravede med Kirkens fulde Musik.
Men, - heldigvis, - er Hr. Bardenfleth ikke en klog Mand.
Henning Jensen
(København 16. januar 1896).
Johannes Friederich August Witzel og Johanna Johansson blev borgerlig gift i februar 1894.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar