08 august 2022

Beduiner-Karavane i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I august 1892 optrådte en beduinerkaravane i København. Den ankom den 3. august 1892 med skibet "Carl" fra Kiel. Truppen bestod af ca. 30 personer, angiveligt fra en nordafrikansk stamme, samt egyptiske fellaher, berbere, nubiere mm. Men i nogle aviser mistænkte for at være "arabere, negre og jøder". De indrettede sig i Bernstorffgade i en teltlejr. Forestillingerne fandt sted på hjørnet af Bernstorffsgade og "Ny Vestergade". På daværende tidspunkt var området øde og Bernstorffsgade kun bebygget med lave skure. Ny Vestergade (eller Ny Vestergades Forlængelse) blev 1904 til Tietgensgade. Lejren må formodes at have ligget på overfor Tivoli, enten på Postkontorets, Hovedbanens eller elektricitetsværkets grund tæt på Tømmerpladsen. 


Beduinerne i Kjøbenhavn.

Da Paris samlede alle Verdens Nationer under sin vældige Milepæl, Eiffeltaarnet, græd Korrespondenternes Penne Flasker al Blæk i Henrykkelse over Kairogaden, hvis underlig fremmedagtige Liv paa een Gang torvirrede og imponerede. Nu er Kairogaden flyttet til Kjøbenhavn, skriver "Av.", og der er antagelig ikke mindre Grund til at falde i Forbavselse over den, naar den præsenteres i Reventlowsgade, end da den stod nede ved Seinens Bred. Overalt er der Boder og Basarer med røde Lædergjenstande og gyldent Dingeldangel. Og midt i disse Barakker ligger den store Arena, der meget mindet om de spanske Tyrefægtningspladser. Forestillingen toregaar under aaben Himmel, og ved Premieren i Onsdags var der aldeles stuvende fuldt.

Arenaen er en halv Snes Gange saa stor som en almindelig Cirkusmanege. I Baggrunden er rejst en vældig Dekoration, forestillende ægyptiske Pyramider og Templer, og midt i den lille Ørken, som den tomme Plads repræsenterer, er rejst en Lund al Palmer. En Karavane bevæger sig langsomt ind paa Pladsen med langsomt, dasende Kameler, der paa deres brede Pukkelrygge bære Børn og Kvinder. Saa tog det fat med en mærkelig broget Pantomime, der havde et vist tilforladeligt Præg over sig. Det var Billeder fra Livet i Ørkenen. Man saae Handelskaravaner blive overfaldne. Kamelrøvere, der bleve overrumplede og straffede med Bastonade under de nøgne Fodsaaler, en Negerby, der plyndredes, medens Beboerne under Aag førtes bort som Slaver, og endelig endte det Hele i en pragtfuld Fest med Ridt og Dans.

Ridtet var ingen Spøg. De, der husker Forhindringsløbene paa Eremitagen, ville her faa Nerverne kildrede til Gavns. Svingende Bøsserne og knaldende med de lange Løb: Luften fløj Rytterne afsted paa deres prægtige Heste, medens de lange Kapper flagrede i Luften. Af og til snublede et Dyr paa den endnu daarlige Bane, Hest og Rytter rullede i en Støvsky hen over Jorden, Publikum rejste sig og skreg, medens den vilde Jagt fortsattes forbi den Faldne, der hurtig kom op, grinende med de hvide Tænder i det mørke Ansigt og susende videre for at indhente sine Kammerater.

Dansene vare højst originale, navnlig en Kontredans mellem Mænd og Kvinder. De stod i Række over for hinanden, og Mændene begyndte at klappe i Hænderne sagte, langsomt og kaldende. Kvinderne nærmede sig til dem, og efterhaanden som de kom tættere, steg Lyden af Daskene i Hænderne, indtil den til Slut, da Kvindernes Række var kommen ganske nær, endte i et stormende Bifald, der atter døde hen som i sorgfuld Bedrøvelse, efterhaanden som Kvinderne atter fjærnede sig.

Den saakaldte arabiske Kalee er en nøjagtig Kopi af den, der under Udstillingen fandtes i Paris. Det lille, lave Telt er tæt behængt med Flag, der ere anbragte i lange Rækker under Loftet. I Baggrunden findes et lille Theater, og foran er anbragt Borde og Stole, mellem hvilke en mørk Beduiner tarer omkring med en Bakke med smaa bitte Kopper. Det er sort Kaffe, der serveres i disse Fingerbøl. Den er kogt med Sukker og er ikke gaaet igjennem Pose, saa at den er stærkt grumset, men den smager fortræffeligt.

Politiet har for een Gangs Skyld været liberalt og har tilladt Opførelsen at den saa ofte omtalte og ofte beskrevne Mavedans, der dog vrikkes i fuldt Kostume. Men Synet af Kvinderne, der i monoton Takt vride Legemet med slørede Øjne og Dolke: Haanden er alligevel baade interessant og ikke uskøn. Uden for var der fuldt foran de smaa Boder, hvor man saae Beduinerne lave Mad eller springe deres Nationaldanse.

(Jyllandsposten 6. august 1892).

Annonce fra Natinaltidende 28. august 1892.

Kronprinsen med familie så forestillingen den 16. august 1891. Den 17. august var samtlige lemmer på Almindelig Hospital indbudt til at overvære forestillingen kl. 4 til nedsat pris. Lemmerne, også over den sorte, søde kaffe omend de syntes at kopperne var lige lovlig små. Som det fremgår af ovenstående annonce måtte truppen nedsætte entrepriserne, da forestillingen gik lidt trægt. Herefter gik det tilsyneladende meget fint.



Giftelysten Araber.

Forleden Dag var der et sjældent Besøg oppe i Magistratens Lokaler paa Raadhuset i Kjøbenhavn. Det var 3 Medlemmer af den i Tivoli optrædende Arabertrup, iført deres maleriske Dragter, og hver med sin kjøbenhavnske Dame under Armen, deres respektive Forlovede. De unge Ørkensønner gjør nemlig, ligesom deres Landsmænd Beduinerlejren i Bernstorffsgade, stormende Lykke hos det smukke Køn, og den ene af de 3 Arabere har nu besluttet sig til at indgaa Ægteskab med sin Hjertenskjær. Da den unge Mand bekjender sig til Profeten Muhameds Lære og Damen tilhører Statskirken, skal de - som tilhørende forskjellige Troessamfund - altsaa have borgerlig Vielse, og i den Anledning var det saa de besøgte Magistraten.

Der mødte strax Araberen forskjellige Vanskeligheder. Den ny Fattiglov forlanger nemlig blandt andre mærkelige Ting ogsaa det, at alle Udlændinge, der vil indgaa Ægteskab her i Landet, først skal skaffe et Bevis fra deres Fødeland for, at de i Trangstilfælde tillige med Hustru og Børn vil blive modtaget af deres Hjemsted samt at ligeledes Hustru og Børn efter Mandens Død i Tilfælde af Trang vil blive modtaget af Mandens Fødeland. Med andre Ord: naar Araberen dør her i Landet, og hans danske Enke og danske Børn er trængende, saa skal de sendes til Faderens Fødeland, det fjærne Arabien!

Araberen erklæredr strax, at en saadan Attest vilde det være ham meget vanskeligt, ja næsten umuligt at skaffe, alene af den gode Grund, at han ikke vidste bestemt, hvor hans Hjemstedskommune eller Fødested er. Hans Forældre hørte til en omvankende Araberstamme. der paa gammel Vis drog med deres Hjord fra Sted til Sted i Ørkenen, og han er født et eller andet Sted i den umaadelige Ørken i Skyggen af en Kamel. Selv om den ægyptiske eller marokkanske Regering var villig til at udstede en saa mærkelig Attest, saa vilde det vare Maaneder, før den kunde indtræffe, og til den Tid er Araberen langt borte fra Kjøbenhavn paa sin Artistturnu til andre Hovedstæder.

Det blev faa besluttet at søge det danske Ministeriums Tilladelse til, at Ægteskabet kan finde Sted uden der lovbefalede Attest, og der var stor Sandsynlighed for at dette, paa Grund af de foreliggende særegne Omstændigheder, kunde gaa i Orden.

Men saa mødte der en anden og nok saa vægtig Hindring. Araberen vilde nemlig løse Kongebrev og i Henhold til den derved erhvervede Dispensation indgaa Ægteskab strax. Men vor forkludrede Lovgivning har nu den sære Bestemmelse, at der ikke kan indgaas borgerlig Vielse pr. Kongebrev, men kun kirkelig.

Her staar den unge Ørkensøn i en ubehagelig Situation overfor en civiliseret Stats hæmmende Baand. Uden Kongebrev kan han jo først faa Vielse om 3 Uger, og til den Tid er han ikke her i Byen, da Trupens Engagement med Tivoli udløber om en halv Snes Dage.

Der bliver saa vist ikke andet for, end at de unge Forlovede afrejser herfra og forsøger, om de i den næste Hovedstad kan vente mere Medgjørlighed og erhverve den varmt attraaede Ægtestabsattest.

Men Araberen tænker vist i sit stille Sind med et Suk paa Ørkenlivet i sit Hjemland, hvor der ikke var saa mange Omstændigheder og Formaliteter sorbunden med at knytte Hymens Lænker med de sortøjede Houris, hvor den hvidskæggede Scheiks Velsignelse var tilstrækkelig - og den kunde faas paa Stedet og paa Anfordring. Soc.-Dem.

(Kjøge Avis 19. august 1892).


Anstødeligt.

Beduinerne har gjort en vis Lykke her i Byen. Det har interesseret de forfinede Københavnere at blive stillet Ansigt til Ansigt med den ufordærvede Naturlighed.

Det kan i og for sig ogsaa være morsomt at se Beduinernes Husliv. Vi hører ikke til dem, der fortaber sig i moralske Betragtninger over de uciviliserede Folkeslags Overlegenhed over os. Vi mener ikke, at de stakkels Barbarer har ondt af at gøre Bekendtskab med en højere Kultur. Det er i alt Fald en forholdsvis hæderlig Maade at tjene Livets Ophold paa, at lade sig vise frem for Penge, selv om det sker paa det intimeste Privatlivs Bekostning, saa at den flabede Evropæer faar Lov til at beglo unge, diende Mødre og paa anden Maade blande sig ind i Beduinernes indre Forhold, - fremfor at overfalde Karavaner, stjæle Kameler eller tjene Brødet paa nogen anden af de Maader, som det lader til Araberne til dagligdags betragter som fair.

Men én Scene støder det os at sé Araberne opføre, nemlig naar de holder Bøn.

Araberne stiller sig op og fremstøder nogle høje Udraab, falder dernæst næsegrus til Jorden og gentager dette flere Gange.

Udenfor staar Københavnerne og griner.

Det er dette Forhold, der støder os. Man kan have hvilke Tanker, man vil om Arabernes Religion, mene, at den staar højt eller lavt, vist er det i alt Fald, at Arabernes Religion og Tro er Udtrykket for en hel Nations højeste Ideal, dens dybeste Ideer om det ubegribelige.

Dette er for stort til at blive gjort til Genstand for en ørkesløs Mængdes Begloning og uforstaaende Grin.

Særlig vi Danske er tilbøjelige til at lé. Vi udler noget, ikke fordi det i og for sig er lavt eller latterligt, men fordi vi ikke forstaar det.

Dér staar Araberne og prisgiver det, de burde agte som deres helligste.

Udenfor staar vi og gør Nar.

Det er fejgt af Beduinerne, at de for at vække og vedligeholde Interessen hos fremmede Folk, i den Grad stiller sig blot, i den Grad bryder med enhver Undseelse, men vi gør os til deres medskyldige, naar vi finder os i, at Araberne selv stiller sig saa lavt.

Enhver Religion er Udtrykket for Folkets øjeblikkelige Idealer.

Hvad vilde man sige, om en Karavane kristne Mennesker travesterede deres Gudstjeneste til Løjer for uforstaaende Vildmænd? Beduinernes Bøn er forargelig og bør snarest fjernes fra Programmet.

Marcel

(København 22. august 1892).


Scheik Tarriff.

En Korrespondent til "Rand. Av." har havt den store Fornøjelse at blive forestillet for Høvdingen for den Beduinerkaravane, som for Tiden optræder i Hovedstaden, Scheik Tarriff, og fortæller Resultatet af dette Interview saaledes:

Af en af Karavanens økonomiske Direktører, en Muselmand med udprægede jødiske Træk, blev vi forestillet for den høje Scheik, hvis karakteristiske Hoved og imponerende Person stod godt til den klædelige Burnus c: Lærredsdragt, som løst kastet var slynget om den ranke Skikkelse. Ansigtet, hvis strænge alvorlige Præg talte om bevægede 70 Vintre, er indrammet af et graat, tætstudset Haar og et hvidt Underskæg, og ud af den mørke nøddebrune Hudfarve lyser de hvide Tænder som en Række skinnende Perler. Som Tegn paa Høvdingsværdigheden bærer Tarriff trende store Medailler, som ved sine Sølvsnore er befastede til - Næsen.

Uden at byde os tage Plads - hvilket forøvrigt var overflødigt, da der ingen Stole fandtes i hele Teltet - satte Scheiken sig ned paa Gulvet, medens han samtidig pegede paa vor Hat, en Gestus, Direktøren forklarede derhen, at han ønskede, at vi under Samtalen skulde staa med Hatten i Haanden.

Vi meddelte paa Tysk Scheiken Hensigten med vort Besøg, men da Svaret lød: "Abdalleh, Abdalleh", og vi ikke er dette ret mærkelige Sprog mægtig, indsaa vi strax, at den gik ikke. Saa fik vi Direktøren til Tolk, og af hans flydende Fransk erfarede vi følgende om Scheikens Liv:

- - - Tarriff er en ganske almindelig og ordinær Stratenrøver, hvis Bedrifter staar paa Højde med de bekjendteste evropæiske; han har altid næret en grænseløs Foragt for den lille Forskjel, der er paa Mit og Dit, og forøvrigt uddelt Dolkestød med en Rigmands Rundhaandethed.

Sin Barndom har han tilbragt i Saharaørkenen, denne uhyre Slette, hvis Grænser er fra Foden af Atlasbjergene til Nilens Bredder. Hvor Solen fra en skyfri Himmel brænder ned paa en død Verden, hvor ingen Fugl, ingen Fod efterlader Spor, ingen Tunge taler, ingen Skygge lægger sig kølende over denne evige, hede Død. Det er paa disse Nordafrikas Steppeørkener, saavel som paa de store Stepper i Syrien, Arabien, Mesopotamien og Vestpersien, at Beduinerne lever deres Normadetilvarelse, hvor de tilbringer deres Liv med Jagt og Krig og - Rov.

Og Tarriff har ingen Sinde gjort sin Stamme til Skamme. Han har været en af de første til at gaa mod Fjenden (helst dog, naar denne var i Minoritet), og til at luske omkring en intetanende Karavane, hvis rige Oppakning stak ham i Øjnene.

Tarriff er gift! Af hans otte Koner følger imidlertid kun en med paa Turen, og af 36 Børn har han kun tre med hertil - tre ligsaa grimme som paatrængende, hvis Pengeprellerilyst syntes indsuget med Modermælken. Ogsaa Moderen er grim, ja næsten styg, og hertil bidrager talrige gjenuem Ansigtshuden trukne Uldsnore - et "Middel" mod Hovedpine - mægtigt. Hagen er ved Hjælp af Pinde, der er stukne ind i Kjødet, skudt frem i en mere markelig end kjøn Spids, og i Næsen bærer hun en Ring i smag med den, gale Tyre trækker Livet rundt med. Hun og Børnene er i Modsætning til Scheiken barbenede - og vi maa - fordi vi fandt Anledning dertil - tilraade "madame" en mere udviklet Properhed.

Tarriff har kjøbt Konen, der er Datter af en anden Scheik, for 3 Geder og 1 Kamel, hvilket maa siges at være en ret rimelig Betaling for en slig menneskelig Drommedar; men hans Kjærlighed synes desværre at staa i Forhold til Kjøbesummen; Prygl skal nemlig være en af de huslige Retter i den beduinske Kogebog. De beduinske Ægteskaber knyttes uden nævneværdige Ceremonier, ligesom de opløses med et lakonisk: "Gaa hjem til din Moder", naar Manden er utilfreds med Konen. Det omvendte Forhold kjendes desværre ikke ....

Men Klokken er mange. Forestillingen skal begynde.

Avdiensen er endt ! Vi byder Farvel og rækker Scheiken vor Haand til Afsked; men formodentlig er det under hans Værdighed at give os et Haandtryk, han holder nemlig fornemt sin tilbage, idet han tilhvisker Direktøren nogle Ord.

Denne fortæller os, at Scheiken samler paa Sølvmønter, og at han gjerne faa, at vi kompletterede hans Samling med nogle store danske Mønter.

Vi erkjender, at det er en saare fornøjelig Sport, den pæne Mand driver, men .... De forstaar, vi har ikke vore Tokroner til den Pris.

(Kjøge Avis 27. august 1892).


Den 31. august afrejste karavanen med et ekstratog til Berlin. Efter afrejsen annonceredes et 200 alen plankeværk til salg. Maleren Valdemar Kornerup (1865-1924) malede et billede "Scener fra Beduiner-Karavanens Besøg i København: Arabisk Mavedans." som blev udstillet på Charlottenborg året efter. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar