Nogen særlig køn By er København ikke, og nogen fremragende renlig By kan vi snart blive enig om, at den heller ikke tør kaldes. Men findes her alligevel den Slags udprægede Proletarkvarterer eller blot Gader, hvor der er rigtig snævert og smudsigt og ækelt og sundhedsfarligt?
De allerfleste vil sikkert svare nej, og selv de, der i disse Tider flygtigt har kigget ind i de mest ilde omtalte Gaders Baggaarde, vil utvivlsomt ogsaa føle sig faldkommen trygge.
Sagen er den, at vor By altid er I en jævnt hen snavset By, hvor uhumske Fattigkvarterer ikke stikker stygt af mod blanke og elegante Asfaltgader, og der, hvor man dog ikke behøvede at søge Smudset for et Par Maaneder siden, har Frygten for Politiet drevet Folk til at skylle nd og desinficere, sae at det hele foreløbig gør et nogen lunde paalideligt Indtryk.
Men alligevel, - trods Klor og Karbol, trods Kost og Skyllevand, er der overalt - i Byens Udkant og Byens Hjærte - Gader eller enkelte Huse, hvor Snavset sæ at sige gror frem af Krogene, hvor de Rum, Menneskene bebor, er saa elendige, Gaardene saa smaa og vanskelige, at det simpelthen er umuligt at holde dem rene, - og hvor ærlig talt Folk heller ikke bekymrer sig stort om de Dele. Sund bliver vor By aldrig, før dø Kasser bliver revet ned, før nye, rummelige Arbejderboliger, der ikke er smækkede op af begærlige Byggespekulanter, bliver opførte i deres Sted.
Paa Kristianshavn.
Sikkert en af de Bydele, der har det daarligste Rygte Folk imellem. Der bor saa mange af de aller slettest situerede Arbejdere her ude, og deres tarvelige Boliger ligger klods op til Hovedgaderne.
Selv nu, hvor Lugten af Desinfektionsmidler slaar imod én fra hver Port der ude, kan man midt paa de mest befærdede Gader møde en kvalmende Strøm af Stank, der kommer, man véd ikke ret hvorfra, men som dagevis hviler over halve Gader.
Amagergade, Sophiegade, delvis Overgaden og Prinsessegade er igen de Gader, der gaar værst Ry af.
Der er nu Jødens Buler.
I Overgade 4 strækker de sig som en lang Smøge ind mellem høje Bygninger. Husene selv er kun to Etager høje; Gærden er lang og smal, med uappetitlige Udenomsbekvemmeligheder paa den ene Side og i Reglen overspændte med Tøjsnore, der bærer fattigt Linned og utrolig lappede og skidne Klæder til Udluftning; og inde i de Huller, der skal kaldes Lejligheder, er alt saa forfaldent og elendigt, Luften saa uren og forpestet fra Grunden, at det synes ufatteligt, hvorledes Mennesker kan aande her. Særlig Kælderlejlighederne, der paa Gaardsiden ligger godt ned under Jorden, er afskrækkende.
En Mand, der bor i Nabolavet, fortalte - betegnende for hvad Folk det er, som holder til i disse Gaarde - at han forleden Aften, da der var Slagsmaal i en af "Bulerne", gik ind i dem sammen med to Politibetjente. Han slap helskindet fra det, men Ordenens Haandhævere fik Prygl og blev smidt paa Porten..
Husene, der ejes af en rig Jøde, burde selvfølgelig være reven ned for længe siden.
Eller tag et Sted i Sophiegadens Begyndelse.
Stuens Glasrude bærer Paaskriften Pensionat; indenfor findes den uappetitligste og mest skidne Beværtning, som antagelig kan opdages her i Staden i gaar Bagdøren op, faar man et utydeligt Indblik i et forbløffende sort, lurvet og urenligt Køkken.
Gennem "Entréen", en ganske smal Gang, naar man ud i en Gaard, der er 5-6 Alen lang, men ikke paa noget Sted bredere end Gangen. Ned midt igennem den løber Rendestenen. Til højre Mur, til venstre Indgang til en Række mørke, vinduesløse Rum, der atter aabnes ind til andre bag ved. En Karl, som øjensynlig netop ved vor Ankomst har givet sig i Lag med at rense ud, forsikrer, at han ikke véd, hvad de Rum bruges til. Men i et af Rummene, til hvilket en Hønsestige fører op, findes et Leje af Straa, og en gammel Mandshat ligger gemt til Side - vel sagtens en Beboers eneste Garderobe .
I det Rum, hvor vi staar, opdager vi med Væmmelse, at Jordgulvet er dækket af friske Menneskeekskrementer.
Straks ved Siden af i Amagergade finder vi et noget lignende Hus. Gaarden er her ganske faa Kvadratalen stor, en krinkelkroget Vindeltrappe fører fra den op til smaa, usle Værelser, som Regnen siver ned over gennem det utætte Tag; hvor Loftet er saa lavt og Bohave, Vægge og hele Indretning saa skrøbeligt og elendigt, at man skulde tro, at et Vindpust maatte bringe det hele til at ramle sammen.
Hvor nær det er derved, faar man lettest et Indtryk af ved at betragte et halvt nedrevet Hus, der aabenbart skriver sig fra samme Tid, ved Siden af. Bjælker, Mur og Bindingsværk er pilraaddent og kun nedrevet, fordi det ikke kunde holde længer.
Ikke desto mindre bliver det kun halvt nyt opført nu - den anden Halvdel kommer vel om et Aarstid. Derved er nemlig det vundet, at den ny Bygning, der vilde være ganske umulig efter alle nyere Bestemmelser, kan snydes ligesaa ussel og farlig som den gamle.
- Vi kunde lettelig fremføre en Række lignende Eksempler, om Pladsen tillod det. Her er kan beskrevet et Par af de vante.
Men selvfølgelig er det store Flertal af Huse baade rene og gode - i hvert Fald sammenlignet med disse.
Express.
(København 1. september 1892).
"Jødens Bule" blev bygget 1704 ifølge inskriptionen over porten nr. 4 i Overgade. Ejendommen optog også halvdelen af Søndervoldstræde. Den bestod af kælder, stue og kvist. Rummene var små, der var lavt til loftet. Der var også en beværtning. Ved årsskiftet 1892/1893 havde ejerinden, enkefru Perlstein solgt ejendommen til tømmermester Søht, til nedrivning fra 1. marts. Ifølge denne artikel i var det Perlstein som ejede "Jødens Bule" . Den lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.
28. marts 1893 berettede Demokraten (Århus) at Perlsteins søn var kommet ind i Vesterbro Samaritan og udtalt harme over at de folk der spiste der i stedet burde arbejde. Han oplyste at tømmermester Schøtz på Christianshavn manglede 50 mand. Ca. 150 drog derpå afsted for at finde tømmermesteren, men historien havde intet på sig.
Indbrud i "Jødens Bule".
En Arbejdsmand, der levede af tilfældigt Sjov, mødte i Forgaars to Læredrenge paa Gaden og gav sig i Snak med dem.
Hans Hensigt var at faa at vide, paa hvilke Nybygninger deres Mestre arbejdede.
Drengene der ikke anede Svig, fortalte hvad de vidste og saa skiltes de.
Lidt efter kom en af Drengene i Tanker om, at han havde glemt et Stykke Værktøj, han skulde bruge i "Jødens Bule', eller rettere paa den Nybygning, som er under Opførsel hvor før "Jødens Bule"- udestod paa Kristianshavn.
Han løb tilbage for at hente det, men traf til sin store Forundring den samme Mand. der havde tiltalt ham paa Gaden, i Færd med at opbryde en Slagbænk med Værktøj.
Paa Drengens Forespørgsel, hvad han havde i Bænken at gøre, svarede han, at han ledte efter en Spade, og sagde yderligere for at dupere Drengen, at han skulde sige til sin Mester, at han snart vilde komme ud paa Bygningen, da han havde noget at tale med ham om.
For en Forsigtigheds Skyld lukkede Drengen først Værktøjsbænken godt af og skyndte sig derpaa hjem til sin Mester - Gas og Vandmester Thomsen i Blaagaardsgade - hvem han fortalte det passerede.
T. anede straks, at der var Ugler i Mosen, og kørte øjeblikkelig ud til Bygningen, hvor han fandt Bænken opbrudt paany.
Han meldte Sagen til Politiet og forklarede, at han havde en Arbejdsmand der før havde arbejdet hos ham, mistænkt for at være Gærningsmanden, da Drengenes Beskrivelse passede paa ham.
I Forgaars endelig mødte Hr. T.'s Søn, der endnu ikke er konfirmeret, Tyven paa Østergade og havde saa megen Omtanke at foranledige ham anholdt.
Paa Stationen tilstod Tyven dette og mange andre Tyverier, som han havde paa Samvittigheden
(København 22. september 1893).
Naboejendommen Overgaden oven Vandet og Voldgade (hvor fru Heiberg havde boet) blev i 1894 forhøjet med en etage, samt en del små udhuse fjernet til fordel for en stor bygning.
Holger Drachmann: Det gamle Kristianshavn (1901?)
Solen skinner paa Kristianshavn,
paa alle de røde Tage,
paa alle de „Pladser” fra Arilds Tid,
som endnu findes tilbage.
Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
en forunderlig Poesi.
Paa Kristianshavn, med den grønne Vold,
en skælvende Foraarssol skinner,
paa Udsigten ud over Kallebodstrand —
paa alle Barndommens Minder.
Paa Knippels- og Lange- og Snurre-Bro
paa alle de Folk, som gaar der,
paa „Jødens Bule” — som man rev ned
og paa Børnehuset, som staar der.
Halvt hollandsk lever den lille By
— fra Stor-Staden skilt ved en Stram
saa bred som Langebroen er lang —
sit Liv i en Fortids Dram.
Patricier-Husene drømmende staar —
ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhøj Rig,
som rundt om Jordkloden skulde.
Men Smaamanden, han som i Kælderen bor,
hvor sjeldent en Solstribe skinner,
han tærer med særlig Trofasthed paa
de gamle og kære Minder. —
Solen skinner paa Kristianshavn,
paa alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
i den trange Kælder tilbage.
Ja den, som er faret Halvkuglen rundt
med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er saadan en Kælder
hvori en Sol-Stribe skinner.
I 1905 var der på Amagertorv en udstilling om det gamle København hvor romantiseringen åbenbart allerede var i gang: Man omtalte de "smukke, gammeldags gårde ... de kønne partier ved voldene ... ejendommelige bygninger som "Jødens Bule" og andre karakteristiske partier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar