Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerlig Begravelse.

Mellem Arbejderklassen og Folkekirkens Præster i Kobenhavn er der udbrudt en Kamp, som har varet hele Vinteren og som truer med at antage større og større Omfang. Anledningen er denne:

Dels af økonomiske Grunde og dels af religiøse, men dog vist særlig af førstnævnte, lader mange af Arbejderklassen sig borgerlig vie, det er jo langt billigere end at blive kirkelig viet. Men borgerlig Vielse kan kun finde Sted, naar vedkommende Par erklærer sig som hørende til et uden for Folkekirken staaende Trossamfund, og da i hvert Fald erklærer sig for ikke hørende til Folkekirken.

Ved en saadan Erklæring betragtes Vedkommende Ægtepar som udmeldt af Folkekirken og dennes Præster nægter da at udføre kirkelige Handlinger for dem, særlig Jordpaakastelse.

I de fleste Tilfælde har det dog ikke været de paagældendes Mening, at de vilde ikke have mere med Folkekirken og deres Præster at gøre. Naar de derfor kommer i det Tilfælde at have Brug for kirkelig Betjening, søger de til Præsten og denne svarer da, at han har ikke med dem at skaffe, da de ved borgerlig Vielse har udmeldt sig af Folkekirken. At vedkommende ved at begære kirkelig Betjening mener at maatte anses for indmeldt igen i Folkekirken, vil Præsterne ikke godkende.

Denne Præsternes Stilling har vakt megen Harme blandt Hovedstadens fattige Befolkning og Socialistførererne puster stadig til Ilden, da det er Vand paa deres Mølle at vække og nære de ubemidledes Uvilje eller Had til Kirken og dens Præster.

Følgen af Præsternes Stilling er, at der nu hyppig finder borgerlig Begravelse Sted i København, ikke alene hvor vedkommende afdøde er borgerlig viet, men ogsaa i Tilfælde, hvor vedkommende maa anses for hørende til Folkekirken. Man erklærer sig simpelt udmeldt af Folkekirken og Begravelsen finder da Sted fra Socialisternes Forsamlingsbygning paa Enghavevej. Her holder en eller anden Socialist en Ligtale og Følget begiver sig da med sine røde Faner til Kirkegaarden, hvor Liget sænkes i Jorden uden videre Ceremonier.

Disse Forhold har fremkaldt og vil vedligeholde en staaende Kamp mellem Folkekirkens Hovedstadspræster og en stor Del af den ubemidlede Arbejderklasse, der fjærnes mere og mere fra Kirken ved Præstens uforstandige og embedsmandsmæssige Optræden, saa Hovedstadens Afkristning vil gaa fremad med stærke Skridt her som i de store Kulturlande.

Denne Kamp vil blive fortsat ved følgende kultusministeriel Skrivelse:

"Paa en Forespørgsel fra Sjællands Bistop angaaende Præsternes Forpligtelse til at fungere ved Begravelser af ikke folkekirkelige Personer ktal Kultusministeriet svare, at Folkekirkens Præster er berettigede til at undslaa sig ved at fungere ved saadanne Personers Jordefærd. Tillige maa det anses for lovstridigt, at en Lægmand holder Tale ved Graven, at der af Følget afsynges Salmer og kastes Jord paa Kisten, ligesom der ikke heller maa ringes med Kirkens Klokke."

Den kultusministerielle Skrivelse slaar altsaa fast, at Præsterne ere berettiget til at sige nej, hvad juridisk set enhver kunde sige sig selv, men om de ere berettigede til at sige ja, siger Skrivelsen ikke noget om, og det var netop det, der har Interesse i denne Sag. Der kan dog næppe være Tvivl om, at Præsterne maa, naar de vil. Er der i Hovedstaden blot en Præst der vil, saa kan de borgerlig viede, der ønsker kirkelig Begravelse, faa det.

Men er der en, der vil?

(Herning Folkeblad - Vestjylland 11.marts 1896)

Svaret på det sidste var, at det var der, bl.a. frimenighedspræsten Carstensen som tidligere i 1893 havde gjort sig bemærket ved at begrave en der var blevet brændt. Og som også var blevet angrebet af graveren ved den lejlighed, se mere herom andetsteds på denne blog.

3. marts 1896 afbrød provst Zeuthen begravelse af værtshusholder A. Christensen da der i ligfølget var Våbenbrødre og medlemmer af "De samvirkende Fagforeninger" med 2 fagforeningsfaner. Provstens indvending var at fanerne ikke havde korstegn. 

Borgerlig Begravelse

Stygt Optrin paa Kirkegaarden.

I Gaar holdtes der her i København to borgerlige Begravelser. Fra Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevejen begravedes en Teglværksarbejder Lars Olsen, der bl. a. var med i Strejken paa Frederiksholms Teglværk; og fra Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvejen begravedes en anden Arbejder, Maskinarbejder Trolin. Ved den sidstnævnte Begravelse kom det til et Optrin, der ved den alvorsfulde Lejlighed virkede højst pinligt paa den Afdødes Venner og del hele Følge.

Trolin havde været gift, borgerlig viet. Da hans Enke nu ønskede, at Sognepræsten Pastor Holch ved Frelsers Kirke, skulde forrette Jordpaakastelsen og tale ved Graven, nægtede Præsten at tale, og det besluttedes da, at Begravelsen skulde være borgerlig. Og i Gaar ved Tolvtiden var der i Forsamlingsbygningens Have paa Kløvermarksvej samlet et Ligfølge paa ca. 1500 Mennesker. Foran Tribunen i Haven var den blomstersmykkede Kiste anbragt, og fra Tribunen holdt Formanden for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. H. P. Hansen, en Tale, hvori han sagde den afdøde Kammerat og Partifælle et smukt Farvel. Derpaa førtes Kisten, ledsaget af det store Følge, til Kirkegaarden.

Her, ved Enden af Graven, stod Graveren ved Frelserens Kirke, Hr. Petersen med skrævende Ben, Hænderne i Siden og et saare bistert Udtryk i Ansigtet.

Liget blev sænket i Graven, og Hr. H. P. Hansen tog Hatten af Hovedet og kastede et Blik ned paa Kisten. I samme Nu sprang Graveren frem, greb Hr. Hansen i Armen: "Her maa De ikke tale!"

Hr. Hansen saa et Øjeblik paa den barske Mand, øjensynlig forbløffet. Men saa tog han sig sammen og udtalte højt: "Ske, hvad der vil! Her ved hans sidste Hvilested skal vor trofaste Kammerat dog have endnu et Farvel - fra hans Enke, hans Kammerater og alle de Forsamlede". Hvorefter han sluttede med en kort Tak.

Bisættelsen i Haven ved Kløvermarksvejen var smuk og stemningsfuld. Det lille Optrin ved Graven virkede stygt ved den Magtanvendelse og hele brøsige Maade, hvormed Graveren, vel efter Ordre, optraadte.

Man følte det som en Forargelse, at vore kirkelige Avtoriteter har saa lidt Respekt for Dødens Alvor, at de med smaaligt Rethaveri og med Magt forbyder en Borger at sige det Farvel til en Bortgangen, som de ikke selv vil sige.

Naar Præsterne ikke vil tale over en Afdød, finder vi ikke i Øjeblikket et Ord, der samtidig egner sig til at trykkes og til at karakterisere deres Modstand mod, at Andre taler ved Graven. Kirkegaarden er dog for Alle.

Rimeligvis vil de fromme Mænd, som havde instrueret Graver Petersen, nu søge at faa Hr. H. P. Hansen tiltalt for det Par Ord, han sagde ved Trolins Grav. Thi her er et Sted, hvor Præsten ikke behøver at nøjes med Trusler om Straffen hinsides.

(København 24. august 1896).

En borgerlig Begravelse foregik i Søndag Middag fra "Folkets Have" paa Enghavevej. For nogle Dage siden døde en Fortepianoarbejder Münckeenberg, og Familien ønskede, at Begravelsen skulde foregaa fra St. Stefanskirken. Da Pastor Volk imidlertid erfarede, at den afdøde var borgerlig viet, negtede han at tale ved Baaren,og man besluttede da at lade Højtideligheden foregaa fra "Folkets Have". Der havde indfunndet sig et stort Følge, vistnok 4 a 500 Mennesker, og Frimenighedspræst Carstensen talte, idet han benyttede Lejligheden til at rette et skarpt Angreb mod Statskirkens Præster paa Grund af den Intolerane og Mangel paa Barmhjærtighed, de udviste ved Lejligheder som denne. Derpaa kastede Præsten Jord paa Kisten, og en Salme blev sungen, hvorpaa Kisten, bragtes til Kirkegaarden.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. august 1898).

Situationen skærpedes mere og mere op gennem 1890'erne. Enten skulle præsten være med, uanset om ligfølget gerne ville slippe af med ham i kapellet som var hans domæne, men ydermere skulle han med ud på kirkegården hvorhan havde eneret til at tale. Hvis ikkeman accepterede dette, kunne enhver ceremoni forbydes. I enkelte tilfælde måtte præsten have politibeskyttelse. Det var især indremissionske præster som vakte harme og som folk ikke ønskede indblandet i begravelsesceremonien.