I
Det er ikke saa grumme længe siden, at det var umuligt for Københavns Damer at vise sig paa en Kafé.
De Tider er heldigvis forbi.
Og vor kære By har dog lidt efter lidt i denne Henseende faaet noget af en Hovedstads Præg. En Sommersøndag, naar Vesterbros brede Passage er sort af Mennesker, naar Vognens lydløst ruller ned ad Asfalten og Solen blinker i Prins Christians Sabel, naar den borgerlige Strøm glider gennem Bredgade paa Vej til og fra Langelinje, - titter fornøjede og nysgærrige Kvindemennesker ud gennem hver en Kafés Rude.
Og efter Teatertid, naar á Portes og Wivels Døre er i uafbrudt Gang, tror man sig et Øjeblik i en By paa en hel Million.
Stedse hyppigere bør Damernes Toiletter og lystelige Pludren live op blandt de vrantne Hængehoveder, der i saa lang Tid gjorde sig til Eneherskere over Borde, Blade og Dominospil.
Sér vi hen til, hvorledes Storbyernes Kaféer og andre offentlige Lokaler befolkes, har vi jo endnu et godt Skred frem!
Og Strømmen har, selv efter vore bekendte smaa Forhold, været saa nogenlunde rart fordelt. Dagen tilhørte Kaféerne, Natten Udskænkningskældrene. Her smuttede de mere lyssky Eksistenser ned efter Paraden i Variétéernes Loger og paa Kistens Balkon, her vidste man, de kunde træffes, men omvendt ogsaa, hvor man kunde undgaa dem. Man behøvede ikke paa sin Stamkafé at modtage et genkendende Nik fra det gustne Væsen, der om Natten havde været saa elskværdig en passant at vælte Kaffen for at kunne indlede en Konversation ad denne ikke længere usædvanlige Vej, eller at kaste en et Stykke hugget Sukker i Hovedet, fordi hun havde hørt noget om Konfettikampe.
Men det er ikke længer saa!
Demimonden er steget op af Kælderhalsen og breder sig i Entresollernes Restaurants i det fulde Dagslys.
I den fra Udstillingsaaret renommerede, gule "Millionæske" ruller de op for Døren.
Med gyldne Baand om Haaret bundet i en Nakkeknude, og føjende Slæb paa Kjolen, prætenderer de deres Ret til Absinthen og de franske Blade. Det er gærne en Kommis, Russtudent eller en Maler, der anser en dristig Præsentation af en letbenet Dame som noget for Kunstneren ejendommeligt, som faar Lov til at være Gelejder. Til Gengæld faar han Tilladelse, til Søndag Middag, medbringende en Flaske Portvin, at konversere hende paa Søngen, medens hun endnu udhviler sig fra den sidste debauche.
Paa Kaféen gøre de søde Piger sig bemærket af alle Gæsterne, retter deres Frisure foran Spejlet, forlanger højrøstet Skrivemappen og lér demonstrerende af Courrier's Obskøniteter. De jager den lille Mand rundt til alle Borde for at hente Blade, som de interesseret gennemkigger , fordi de kender Journalisterne af Udseende og har opsnuset deres Mærker. Ved Buffeten tinger de selv om de bedste Kager med den straalende og bukkende Vært, der, komplet forfjamsket af de bruseode Skørter, tror, at hans Kafé er paa Veje til at blive Samlingsstedet for Københavns Highlife. Imens debaügler de ugeneret med Stamgæsterne. De maaler de tilstedeværende Damer som Kolleger og Konkurrenter, og afgiver deres smaa intime Bemærkninger under Ledsagelse af let forstaaelige Øjekast paa Objektet for Kritiken. Naar de har besøgt Stedet en tre fire Gange, kalder de Opvarterne ved Fornavn og forlanger Gummi til Absinthen.
I Strøgkaféernes Vinduer tiltvinger de sig Hilsen fra forbipromenerende Nattebekendtskaber, de an-ér for kapable til at give Middag og saaledes udfylde den kedelige Pavse før Lygterne tændes
Og Kelnerne, der vænner sig til dette Leben, besigtiger nøje den Dame, man uforsigtigen tager med, idet de mener at genkende hende som den, der fik "et Krus" paa Kredit sidstafvigte, og anviser konfidentilt den mørkeste Baas i det skumle Lokale.
Og bringer "Courrier" -
Nu vel! Vi er ikke bornerte, men ---
Ganske vist er intet rimeligere end at tage sin lille Veninde med paa en pæn Kafé, naar man véd, at hun opføter sig beskedent, er ydmygt klædt og holder sine Øjne hos sig selv. Men det er ikke morsomt, naar man mut og helligdsgsgnaven vil krybe ind i et Sofahjørne, og ved at læse "Gil Blas" glemmer, at det er Skærtorsdag eller en enorm lang Fredag, at blive overgloet af de Flaner, der har aborderet én hos Riise eller Rydberg, og som i en kun svagt aidsen pet Konversation meddeler deres Kavalér vor private Kontrovers fra forrige Nat.
Lad dem i Guds og alle Helgenes Navn faa én eller to Kaféer - det er en ret profitabel Geschäft - , lad dem muntre sig her med en kvartstegt And, en halv Leoville og grøn Chartrerne til Kaffen Saadan som i Verdensbyernes mer end bekendte Knejper, - bare vi faar en ganske lille Plads for os selv.
Ti som det nu gaar, er det absolut irriterende. Og hvad risikerer ikke det stakkels Mandfolk, der er forlovet, og naiv nok til at ville vise Kæresten det uskyldige Sted, hvor han har tilbragt saa mange ensomme Ungkarletimer!
Især naar han, som undertegnede, foruden den forlovede har en lille Hund med (Foks-Terrier, præm Gøteborg 91), og der da opstaar en rørende Genkendelse iscene mellem to.
Saalunde gik det
Glen.
(København 25. april 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar