For en Snes Aar siden var der ingen Stensætning om Søerne. Hvor Vandet nu skvulper trist og ensformig mod Granittens Kvader, flød de gule Aakander mellem Andemaden, og Brudelyset rejste sin blege, rødmende Blomsterkvast mellem duftende Pilearter. Helt op mod det frodige Hegn gik Brasenen i Legetiden, og Drengene soppede og lavede Øer langs Kanten. Indtil Wessels- og Slotsgade strakte sig de spredte Husrækker, men udefter saa' Øjet kun Marker og Gaarde, og Kvæget brølte dér, hvor nu Fabrikernes Skorstene piber, og hvor Arbejdernes sørgmodige Kaserner rejser sig.
Vil man nu se Mark og Land, maa man helt ud paa den anden Side Utterslev.
Ensartet, trist og skiden er hele det Kvarter, der fylder Nørrebro med Sidegader, omtrent fra Wesselsgade og udefter - helt til Utterslev. En stor By, begrænset af Nørrebrogade, der som en Kanule løber gennem dette Københavns aldrig lukkede Saar, - og paa den anden Side af Ladegaardsaaen. Den fattigste og mørkeste Del begynder ved Griffenfeldtsgade og fortsættes i de nye tætbefolkede Kvarterer omkring Jægersborggade. Det er denne store, pakkede Kvadrat, der bærer Navnet Rhabarberkvarteret. Efter Sigende, fordi her laa fordom store Marker, beplantede med denne Urt.
Større Fattigdom og Usselhed, end her er sammenhobet, findes ikke andet Steds i vor By.
Naar Fabrikernes Skorstene piber til Middag, aabner den store, graa Friskole sine Porte. Ud i den frie Luft vælter hele Børneskaren. De er klædte i Pjelter, de fleste, i Træsko eller paa bare Ben hujer de henad Gaden, der ligger ubefærdet som i en Provins. Hvad skulde vel Vogne her? - En frygtelig Stank staar om denne unge Horde, den specifike Fattigdommens Stank, Lugt af snavset Indertøj og Lus og deslige Uddunstninger. Med Forundring og Skræk tænker jeg paa de, der skulde sidde som Lærere timevis i en Klasse, ophedet i Sommersolen, med Hundrede af disse Øjne stirrende paa sig, der hver fortalte et usseligt Livs Saga.
Efterhaanden optages Skaren - der blander sig med Fabrikernes Kohorte af unge, spinkel klædte Fruentimmere og gamle Slidere, der skal hjem og skaffe lidt Middag til Børnene, - af de dybe Gader. Disse Gader, der synes saa underlig livløse og døde, trods Børnenes Vræl, ti Børn er der først og fremmest, Børn overalt, sjippende paa Fortovene, rodende i Rendestenen og spillende Klink mod Murene Barhovede Unger. Med Haar, Solen har bleget som hos Bønderbørn, men med gustne, gulblege, blodløse Ansigter. Mange med Kirtelhaar paa Halsen eller i Øjenkrogene. Og hos mange af Smaatøsene underlige, frække Øjekast, og i Drengenes Fjæs lurer alt ofte Vagabonden eller Forbryderen.
Det er ikke saa meget de fattige Arbejdere, der giver disse Gader deres Præg, som det Byens Udskud, der her er samlet. Det er Prangere, Tiggere, Sutenører og Skøger, der om Aftenen lusker langs de høje Husrækker og sælger de sidste Minder om "Kvinden" til Lørdagenes drukne Daglejere, eller hverver i de "Kaféer", der er baserede paa dem og deres Elskere.
Udenfor hver Brændevinsbod kan man se de smaa Kompagnier af disse Folk, hvis Liv hér er som en Pavse mellem "Gaarden" og Tugthuset Gamle, fedtede, brune eller grønne Filthatte, langt, mørkt, blankt Haar og oppustede, fordrukne Ansigter. Deres Klæder er de mest lurvede og fedtglinsende Laser, og mellem Bukser og Vest stikker den sorte Skjorte ud. Dér staar de og soler sig, ventende paa, at et eller andet tilfældigt skal falde dem i Hænde, for at de kan faa Brændevin. Kommer der en velklædt Person gennem Gaden, vejrer de ham som drevne Hunde langt borte og sender en Forløber ud. Lykkes Prelleriet, forsvinder en af dem hurtig i en Kælder, og Flasken tømmes i en Gadedør
Jeg saa' en Dag to af disse Fyre, lænede dovent mod en Gitterindhegning udenfor Korskirken, hvis enkle Bygning manende bæver sig over Hustagene. Gaden blev brolagt: Svendenes Støjen og Hamrenes Klang mod Stenene lød som en Opsang til Arbejdets Pris. Deres Ansigter blussede af Varme, og de blaa Arbejdskitler var vaade af Sved De to Sutenører stod og saa' ligegyldigt og dvaskt paa denne Larm. Da rejste en af de unge Arbejdere sig fra det gule Sand og kom hen mod dem. De blev hængende mod Gitteret i samme Stilling Aabenbart en Ungdomsven, der genkendte dem. De vekslede nogle Ord om Varmen. Da jeg gik, hørte jeg en af dem i overlegen Tone sige til Kammeraten, idet han for at vække sin Fælles Opmærksomhed stødte ham i Siden med Albuen - " - Næ - Du Stefan, vi la'r vores Damer arbejdet - " Brolæggeren svarede med et Smil, der kunde betyde baade Beundring og tvivlraadig Foragt og satte sig atter tavs ned paa sin lave, en benede Stol i det gule Sand og slog et Slag mod den firkantede Sten, saa det sang i Luften.
I dine Gader er der kun faa Butiker, og alle henhørende til en af fire Kategorier: Urtekræmmeren, Høkeren, Kulhandleren, der sælger skillingsvis af sit diminutive Lager, og Toddyboden. Et Par Butiker, hvor over læses "Manufakturhandel" eller "Galanterihandel", staar tomme.
Man forbavses over, at nogen har paabegyndt en Handel af den Art herude - Manufaktur og Galanteri i Rhabarberkvarteret!
Og dog ser den, der tilfældigt kommer gennem Gaderne, kun Facaden af Beboernes Liv. Bag de skidne, graa og røde Husrækker rejser sig Baghuse i tætte Kolosser, hvis Vinduer som Hundreder af Tiggerøjne, sorte og tomme, gabe ud i Luften. Her fører de mest lyssky Væsener deres Eksistens, - og tro ikke, at det Fruentimmer, der i sine Slæber sjokker over Gaden med Haaret uredt og ét Barn ved Hsanden, ét paa Armen, i et gammelt Shawl, der kun daarlig skjuler det lasede Kjoleliv - at hun hører til de ynkeligste! Nej, her oppe i Baghusenes skidne Kvistværelser, hvor Lejen - omkring en Krone - opkræves ugentlig, her ligger, i Snavs og Skarn, paa skamløse Pjalter de udslidte og gamle, der ikke vinder ned ad de mange Trapper, og naar Datteren, der om Dagen "sælger", ved Nattetid kommer hjem med en halvdrukken Karl eller en Dreng, der første Gang er paa Æventyr, trækker den gamle sig kun sammen i sin Krog - og dækker sig til med Sækken. -
Fra dette Kvarters Tusinder er hun mig den stygge, sørgelige Type, jeg aldrig glemmer - den midaldrende Kvinde jeg hin Morgen mødte. Noget borte kom hun gaaende - barhovedet og med graasprængt Haar, og tværs over hendes Ansigt saa jeg et bredt hvidt Baand. Men da hun kom mig nærmere, blegnede jeg: Et Lommetørklæde var bundet rundt om hendes Hoved oven over Ørene med en Knude Nakken. Det hang løst, og var gledet ned fra det Sted, det skulde dække. Og midt i hendes Ansigt, hvor Næsen havde siddet, var et stort, aabent, rødt Saar, der bredte sig ud over hendes Overlæbe. Hun gjorde intet Forsøg paa at se til Siden, men saa' forskende paa mig med et Par brustne Øjne.
Glen Garry
(København 28. marts 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar