02 august 2022

Bespisning i Cirkus. (Efterskrift til Politivennen)

Gratis Middag i Cirkus

I Dag Kl. 11 begynder Bespisningsforeningen for Vesterbro - ingen "Samaritan"; af forskellige Grunde holder Bestyrelsen ikke af dette Navn - sin Virksomhed.

Den endelige Beslutning om at starte dette velgørende Foretagende blev taget i et Møde paa Skydebanen for næppe fjorten Dage siden. Og det er udelukkende den store Velvilje, Planen har mødt fra alle Kanter, der har gjort, at der kan tages fat saa snart.

Direktør Rasmussen har stillet Cirkuskaféens store Lokaler og Køkken til Disposition, Tivolis Direktion har udlaant de nødvendige Borde og Bænke Borgmester Jacobi har paa forskellig vis ydet værdifuld Assistance, og talrige private Personer har lovet at hjælpe, baade med personlig Bistand msd Pengebidrag og Inventarium.

Endvidere har Direktørerne for Tivolis Variété, Concert du Boulevard og Cirkus Variété med velvillig Bistand af Artister og Funktionærer givet Forestillinger til Bedste for Sagen.

Men dermed er ikke alt gjort.

Kun hvis Folk vedblivende hjælper med det, de kan afsé - lidt eller meget - vil det være muligt at gennemføre denne storstilede og saa nødvendige Velgørenhed i disse sidste Vintermaaneder.

(København 13. februar 1892).


Fattigbespisningen i Cirkuskaféen.

Der kommer efterhaanden virkelig god Gænge i vor Fattighjælp.

Medens hidtil Præst og Politi alene har hjulpet de værdige trængende, gaar Stemningen nu i Retning af, at de, der sulter skal mættes, enten de stjæler eller omhyggelig overholder Buddene, enten de er gode Kristne eller arge Socialister, maaske med et stille Henblik paa, at Folk nu en Gang er mest tilbøjelige til at blive Tyveknægte og Samfundsomvæltere, naar Tarmene skriger saa højt, at Samvittighedens Røst kun har smaa Chancer for at blive hørt.

"Samaritanen" lagde for og viste, at det kunde gaa. Nu dukkede de op det ene Sted efter det andet, disse Bespisningssteder med Vandgrød, Smørrebrød og Mælk, saa meget de fattige mægter at stoppe i sig.

I Gaar begyndte de i Cirkuskaféen. Med tre tusind Kroner i rede Penge og Støtte fra Borgmester og private, gav den Kreds af Borgere paa Vesterbro, der ellers om Vinteren lod de fattige hente Mad, sig i Lag med Fattigbespisningen

Formiddagen igennem fik henved to tusind Mennesker Mad. Da Grøden slap op, gav man dem Smørrebrød og Mælk - men mætte blev de alle, og efterhaanden som de Mænd, der lader det, bedre kan bedømme, hvor meget der skal til, bliver der Grød til hele Skaren.

Om ellers Folk vil give Sagen den Støtte, som den fortjener.

For det maa siges og siges igen. Det er godt, det der bliver gjort, men det er langt fra tilstrækkeligt.

De vil let se det, om De selv lægger Vejen forbi et af Spisestederne.

Ud paa Gaden staar de i en stor og tæt Skare, gustne og udmagrede, og hver Gang Døren bliver aabnet er der et helt lille Slagsmaal for at bane sig Vej.

Og saa se dem døsige og mætte stille nyde de sidste Mundfulde og med sløv Velbehag indsuge Lokalets fede Mados.

Det turde da være, at de fleste vilde foretrække at sende deres Hjælpeskilling til en af disse Bespisningsanstalter fremfor at lade Præsterne honorere deres Sognebørn for deres Tro eller indkøbe moralske Lommetørklæder til Zulubørnene eller uldne Trøjer til de stakkels Negere.

For der er Folk, mange Folk, der sulter herhjemme

Kurt

Der blev i Gaar bespist ialt 1980 Mænd, Kvinder og Børn. Størsteparten var Mænd, dernæst kom Børnene, færrest var Kvinderne. Der blev drukket 1000 Potter varm Mælk og spist 100 Rugbrød. Desuden medgik til Maden 900 Pund Gryn og 48 Pund Margarine.

I Gaar havde man for lidt Gryn, men paa Tirsdag vil man være fuldt rustet til at modtage alle og enhver.

Komitéen beder om Penge. Enhver, der har én 10 eller 25 Øre tilovers, bør skænke den til Vesterbros Bespisningsforening for trængende, hellere end at give dem til de professionelle Tiggere.

(København 14. februar 1892).

Hvornår og hvorfor Vesterbros Bespisningsforening ophørte, har jeg ikke kunnet finde ud af. I en publikation om velgørenhed i København 1903 fremgår at der fandtes bespisningsforeninger på Nørrebro, Christianshavn og Østerbro. Mens "Samaritan" var på Christianshavn, Nørrebro og Vesterbro. Den største var dog Københavns Bespisningsanstalt i Sølvgade. På Vesterbro uddeltes langt færre end de andre steder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar