I tiden efter Mosaisk Vestre Begravelsesplads var blevet indviet i 1885, kunne man opleve begravelser der foregik fra kapellet der, og dernæst jordfæstelse i Møllegade fordi der var reserveret plads her. Der foregik begravelser i Møllegade helt op til 1967. Her et par bemærkelsesværdige eksempler:
Professor Wolffs
Begravelse.
Klam tåge, nu og da fint stænkende regn foroven og et fedtet, pløret ælte forneden havde
skræmt mange fra den lange tur ud til Vestre Kirkegårds mosaiske kapel.
Til gengæld var det vogntog, der mødte frem, ganske imponerende, henved hundrede selvejer-landauere og lejekøretøjer holdt i to lange rækker ud for den uhyggeligt bare kirkegård.
Inde i det kønne, rummelige og lyse kapel er næsten alle pladser optagne af civile, sørgeklædte, men også enkelte uniformerede havde givet møde. Vi nævner i flæng: Kabinetssekretær, gehejmeetatsråd Rosenstand, repræsentant for kongehuset, cand. Levysohn, kursusbestyrer Goldschmidt, etatsråd Glückstadt, grosserer Heckscher, grosserer Martin Sachs, repræsentanter for forskellige velgørenhedsselskaber og for resten de fleste fremragende navne af den jødiske handelsstand.
Kapellet rundt lyser de tændte gasblus, ellers er alt ganske prunkløst og bart.
I bimaen står den sorte, tarvelige fyrretræskiste, efter ortodoks, jødisk skik og den afdødes specielle ønske uden kranse, kun professorens ordner, kommandørkorset, dannebrogskorset og en hessisk husorden, ligger på en sort fløjlspude oven på låget.
Forsangeren træder - et par minutter over tolv - frem foran kisten og synger dødsbønnens særtlydende hebraiske tekst, og koret svarer.
Og rabbiner Simonsen, der er udset til at være Wolffs efterfølger, står frem, iført den sorte silketalar med tiaraen på hovedet, og taler.
Han priser den afdødes store fortjeneste af den jødiske menighed, den han kastede glans over ved sin fremragende lærdom og mærkværdige begavelse. Han var en evnerig mand med en vidunderlig hukommelse, men det var tillige en hjertets hukommelse, en ædel og fintdannet sjæls anke for det ringe og fattige her på jorden.
Atter synger forsangeren og koret, og den korte, enkle sørgegudstjeneste er til ende.
Menighedsrepræsentanterne bærer kisten ud. Foran går en af ældste med ordnerne på fløjlspuden, efter kisten følger den afdødes familie.
Så sættes kisten på ligvognen, der er helt sort betrukket, og vogntoget kører til den gamle mosaiske kirkegård ved Møllegade, hvor kisten efter en kort bøn sænkes i jorden.
Men før kirkegården forlades, dypper hver ortodoks sine hænder i den store kumme på forhusets væg, der bærer den hebraiske dødsbøn prentet på muren.
Setter.
(København, 7. december 1891).
Wolffs gravsted på den jødiske kirkegård i Møllegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Nationalbankdirektør Moritz Levy (1824-1892). Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.
Moritz Levy (1824-1892) omkom under et ophold på badestedet St. Gervais i Savoyen den 12. juli 1892. En flod sulmede pludselig op og rev hotellet med sig. V. Falbe-Hansen skrev den biografiske artikel "Konferensraad Levy", Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1892. Af nedenstående artikel fremgik at bisættelsen fandt sted i det store kapel på Vestre Kirkegård. Det lyder usandsynligt at der skulle være tale om Nordre Kapel. Der må vel menes kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
Konferensråd Levys begravelse blev i virkeligheden en stille, sådan som Levy selv havde ønsket sig den. Publikum havde respekteret ønsket og holdt sig borte, således at det store kapel på Vestre Kirkegård på langt nær var fyldt, der var vel ialt omtrent et hundrede mennesker til stede. Blandt disse nævner vi nationalbankdirektørerne Linnemann og Smidt, etatsråd Georg Petersen, kammerherre Bille, kancelliråd Buchheister, professor Falbe-Hansen, overpostmester Petersen osv.
På kisten lå kranse bl.a. fra alle de københavnske banker, fra Norddeutsche Bank, grosserersocietetets komite, Svitzer osv. Talen holdtes af hr. Simonsen der omtalte den afdødes uventede endelig ved den store naturbegivenhed og mindede om at herved var hans ønske om en pludselig og smertefri død gået i opfyldelse.
Efter at der var sunget en salme, blev kisten bragt ud af kapellet og ført til den jødiske kirkegård i Møllegade. Her fandt jordpåkastelsen sted hvorefter kisten nedsænkedes i den samme grav der rummer støvet af hans for 22 år siden afdøde hustru.
(Kjøbenhavns Børs-tidende, 23. juli 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar