PolitidirektørenogSædelighedspolitiskandalen.
I en artikel i dag insinuerer "Avisen", at politidirektør Eugen Petersen "meget længe" har vidst, at politiinspektør Korn brugte flere penge, end han havde råd til. Da "Avisen" må antages - på grund af sit tidligere forhold til de i sædelighedssagen implicerede personer - at vide besked, håber vi, at politidirektøren inden aften vil have givet ren besked om sigtelsens rigtighed.
For forholder det sig som "Avisen" insinuerer, vil det sige det samme som at politidirektøren mildest talt har gjort sig skyldig i en sådan forsømmelse af sin embedspligt at hele skandalen er vokset i læ deraf.
Vi har tidligere bebrejdet politidirektøren, at han intet har vidst. Og vi har sagt, at denne hans mangel på viden gjorde ham uskikket til at lede undersøgelsen i sagen.
En sigtelse mod ham for at have vidst noget, og det endog i længere tid, stiller sagen således, at han ikke kan undgå at blive inddraget i den.
Er der derfor noget i "Avisen"s insinuation, må vi endnu bestemtere end før forlange hele sagen undersøgt ved en blandet - vel at mærke en blandet - kommission. Anden undersøgelse vil da ikke være endog blot anstændig. Og kun ved at de underordnede sædelighedsbetjente suspenderes, og den ny konstituerede inspektør for tredje afdeling og selve politidirektøren midlertidig træder tilbage, fx med orlov i den tid undersøgelsen står på, vil der være mulighed for at berolige den offentlige Mening.
Herom vil formentlig mødet i Koncertpalæet på onsdag yderligere belære justitsministeren.
(København, 22. april 1895).
Korns Selvmord.
politiskandalen
og
det store offentlige møde i aftes.
Politiinspektør Korns selvmord har sat sindene i bevægelse. Det så man af den voldsomme tilstrømning i aftes til Koncertpalæet, hvor "Foreningen mod Lovbeskyttelse af Usædelighed" havde indvarslet til offentligt møde for at protestere mod skandalerne i Sædelighedspolitiet og kræve nedsættelse af en kommission til sagens undersøgelse.
Såvel på tribunen som i salen sås en del af hovedstadens kommunale og politiske tillidsmænd samt andre kendte ansigter, kvinderne var dog overalt i decideret overtal og mest demonstrative med deres bifald til talerne, når disse skånselløst blottede Sædelighedspolitiets mangfoldige skrøbeligheder. Ved mødets slutning vedtoges resolutionen enstemmig og under stærkt bifald, hvorefter den mægtige forsamling langsomt skiltes tilfreds med at have bidraget til at indignationen fik et så stærkt udtryk.
Pastor Holck bød velkommen, hvorefter overretsprokurator Casse overtog pladsen som ordstyrer. Han gav ordet til indlederen, pastor Holck: I 17 år har vor forening i skrift og tale prædiket mod den lovordnede utugt, der er en skandale for vort samfund. Systemet er i bund og grund råddent og fordærveligt (Hør !), og vi har derfor følt det som vor Pligt at give anledning til en diskussion om det, der i disse dage fylder alles hjerter og giver stof til samtale i alle kredse. (Hør!) Også hos os har den store politiskandale vakt stor indignation, men vi har dog allerede for flere år siden påvist, at det var umuligt, om ikke nogle af de mænd, der er udrustet med en så overordenlig myndighed, skulle falde for de store fristelser, de er udsat for. Nu er vor spådom gået i opfyldelse, og skønt det er langt fra os at dømme nogen, så fordrer vi dog, at skandalen ikke må dysses ned, og at den nødvendige undersøgelse ikke bør ledes af politiet selv.
Vi foreslår derfor forsamlingen at vedtage følgende resolution, der nu foreligger til diskussion:
1) Forsamlingen opfordrer den højtærede justitsminister til at foranledige nedsat en kommission for at undersøge, hvorledes politiet håndhæver prostitutionsloven og det på denne hvilende regulativ, og til at sammensætte denne kommission således, at den kommer til at bestå af dommere, udnævnte af ministeren, og tillidsmænd, valgte af Københavns Borgerrepræsentation.
2) Forsamlingen opfordrer den højtærede justitsminister til i næste Rigsdagssamling at forelægge et lovforslag om ophævelsen af den offentlige prostitution.
Taleren lønnes med bifald, hvorefter ordet gives til
Frk. Sannom: Det vi vil have, er en alvorlig og grundig undersøgelse, der ikke stikker noget under stolen. (Hør!) Vi har i alt for mange år været vant til at dække over alting. Her afhænger alt for mange menneskers ve og vel af at retfærdigheden sker fyldest. (Hør!) Borgmester Hansens erklæring var alt andet end tilfredsstillende. Man fik det Indtryk at politidirektøren har været meget uheldig med de steder hvor han har spurgt sig for. (Hør! Hør!) Alt slaveri er demoraliserende både for slaverne og for herrerne. Jeg tør sige her er del gået mest ud over herrerne: for det kan jo ikke nægtes, at 3. politiinspektør har hersket over de stakkels indskrevne piger som en sultan over sit harem. Det skulle have været en ærkeengel, om han skulle have stået imod fristelsen, og ærkeengle findes vistnok ikke i 3. politiinspektorat (Tilslutning.) Tilfældet her er ikke enestående. I Bryssel opdagedes for nogle år siden en lignende politikorruption. Engelske piger blev lokket derover og med magt tvunget ind i bordellerne, og politiet havde selv aktier i disse. Vi har som sagt i mange år tænkt at det ville gå lige sådan her, men enhver af vore bestræbelser for at modarbejde systemet er stødt på justitsminister Nellemanns urokkelige modstand. Han har værget sine bordeller som det kæreste, han ejede, og stadig henvist til sine sagkyndige. Nu kan det måske lykkes os at bryde også denne modstand. Et ved vi i hvert fald. Foruden denne vældige forsamling er der her i staden tusinder, som istemmer vort krav på en grundig undersøgelse. (Stærkt bifald).
Bager J. Marstrand får nu ordet og hilses med bifald. Han oplyser at kommunen årlig tjener ca. 11.000 kr. på de indskrevne og kontrollerede piger, da de selv må betale kontrollen. Allerede da det nuværende system indarbejdedes, var der i Borgerrepræsentationen energisk protesteret mod en udtalelse fra politidirektøren at det gjaldt at få så mange kvinder som muligt ind under den lovbeskyttede usædelighed. Hvad er der nu sket i disse dage? Chefen for Sædelighedspolitiet har skudt sig, og man har officielt meddelt, at grunden hertil var nogle illegitime forbindelser. Rigtig passende for resten for den mand, der var sat til at prædike sædeligbed for kvinderne. (Hør!) Man skulle have troet, at borgmester Hansen som politiets nærmeste foresatte, havde sat himmel og jord i bevægelse for at opnå en grundig undersøgelse af en kommission, bestående af uvillige mænd, men hele resultatet er blevet et referat af politidirektørens mundtlige ytringer. Ikke en gang en skrivelse fra politiets chef har man kunnet opdrive. (Hør!) Lad os vøre enige om at det ikke kan gå an længere at bakke over demoralisationen, og jeg anbefaler derfor resolutionens første del. (Bifald).
P. Knudsen modtoges af stærkt bifald: En tak til foreningen, fordi den ved at sammenkalde til dette møde har givet anledningen til at indignationen kan få et offentligt udtryk (Hør! Hør!) Resolutionen fordømmer loven om den lovbeskyttede usædelighed, men den forlanger tillige en undersøgelse af, hvorledes denne lov er blevet håndhævet, og den fordømmer lovens håndhævere, hvis det viser sig at de mod dem rejste beskyldninger er sande. (Tilslutning.) Loven hjemler politiet ret til at indlægge en kvinde der driver utugt som erhverv, på et bordel, men vel at mærke kun når hendes opførsel, efter at hun har været straffet, har gjort en sådan indlæggelse nødvendig. Det var altså lovens tanke, at så få kvinder som mulig skulle indlægges i offentlige huse, mens man har bestræbt sig for at få så mange som mulig derind. Disse kvinder udstødes tilmed af det almindelige borgerlige samfund, og de udstødes på en sådan måde, at det næsten umuliggøres for dem at vende tilbage (Hør!) Jeg anser prostitutionen for en skamplet på vort samfund og jeg beder Dem derfor om at stemme for begge punkter i resolutionen. Inden jeg slutter må jeg dog erindre Dem om at denne sag har sin særdeles vigtige økonomiske side. Nøden i vort samfund står ofte fadder til det sædelige forfald. Hjælp da også med til forebyggende forholdsregler. Arbejd for at kvindearbejdet bliver ligestillet med mandens. (Stærkt bifald )
Frk. Bruun: Husk på at disse kvinder ikke kender loven. De protesterer ikke, men føres som får til slagtebænken. Frøkenen sortaller en rørende historie om en pige, som 2 gange fik 4 dage fri for i delte tidsrum, at søge sig en plads. Da pigen kom lige ud af fængslet lykkedes det hende ikke, og efter et mislykket selvmordsforsøg i Ladegårdsåen blev hun så trods bønner og tårer, indskrevet på et bordel. - I Aften synes jeg, at vor sag er rykket et mægtigt skridt fremad. Lad da dette møde rokke ved selve prostitutionens grundpiller. Ministeren skal ikke længere puffe på de sagkyndige, for vi kvinder er de rette sagkyndige. (Stærk tilslutning.)
Overretssagfører Wulff: Er det sandt, at Sædelighedspolitiet, i stedet for at værne om de stakkels indskrevne kvinder, er gået arm i arm med de professionelle udsugere, ja, da er der grund nok til at vedtage indignationsresolutionen, for disse kvinder er da kommet til den yderste grad af retsløshed. Den sidste del af resolutionen kunne taleren ikke stemme for, og han bad derfor bestyrelsen forandre den.
J. K. Lauridsen kunne stemme for hele resolutionen; for prostitutionen er en komplet uanstændighed, og vistnok stridende mod Grundloven. Man kan ikke uden en retskendelse undersøge en mands papirer, men en kvindes person kan undersøges blot efter ordre af en underordnet politimand. Denne undersøgelse anså taleren for en af de mest yderliggående sjoveragtigheder (Stormende munterhed). Ville man være konsekvent, burde også mændene undersøges (Hør!). Ja, hvis man i det hele vil blande sig i personers intimeste forhold, så burde staten overtage hele den menage. Kønslivet er måske menneskets største ulykke, måske også dets største lykke, og jeg tror ingenlunde, at moralen bliver bedre ved prostitutionens afskaffelse, men jeg tror absolut, at den menneskelige råhed bliver mindre (Bifald).
Snedker Wolframsdorff talte for resolutionen, men ønskede ved siden deraf en demonstration af mænd og kvinder som støtte for resolutionen. (Hør!)
Ordstyreren kunde ikke tage hensyn til dette ønske.
Pastor Ifversen: Bliver det ved som hidtil, så bliver politiet lovløshedens og ikke lovens håndhævere. København er den eneste by, som har en lovbeskyttet usædelighed. (Nej! Nej!)
Ordstyreren: Forholdet er vistnok, at vi er den eneste by, som har lovordnede bordeller. (Nej! Det er galt!)
Ifversen: I kirken og i skolen læres der, at vi ikke må bedrive hor; men staten siger: Jo, det må I gerne. Lad denne protest blive et flammende ord imod prostitutionen. (Tilslutning)
Fru Friis: Justitsminister Nellemann nærer en ulykkelig kærlighed til den offentlige mening, men han har aldrig endnu truffet den Lad dette møde da bidrage til, at han får stiftet bekendtskab med den. (Hør!) Lad os fortælle ham at vi aldrig før har hørt, at en mand har fået 15.000 kr. for nogle private småtjenester. (Munterhed.) Lad denne Meyer forsvare sig, og lad ham komme til at bøde for sine gerninger. (Bifald.)
Endnu en kort bemærkning af handskefabrikant Petersen, der ikke tillægger den anden del af resolutionen nogen videre betydning, med mindre de københavnske rigsdagsmænd enedes om at indbringe et sådant lovforslag.
Dette kunne pastor Holck dog ikke billige.
Ordstyreren: skrider derpå til afstemning hvorved resolutionerne vedtoges, den første enstemmig, den sidste del mod nogle få stemmer.
(Social-Demokraten, 25. april 1895)
Pastor Axel Nikolaj Holck (1863-26.9.1940) var statistiker og kunsthistoriker. Han blev 1903-1906 formand for Foreningen mod lovbeskyttelse af usædelighed, og redigerede 1889–97 dens månedsblad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar