Den Store Sædelighedsskandale 1895. Borgerrepræsentationen 22. April 1895. (Efterskrift til Politivennen)

 Sædelighedspolitiet

i
Borgerrepræsentationen

En "redegørelse" med kommentar. - Korn havde cirka
10.000 kroners underbalance.
Overbetjent Meyer har modtaget 15.000 kroner af en
bordelværtinde.

Borgmester Hansen gav ved slutningen af Borgerrepræsentationens møde i mandags en art redegørelse for de resultater, politidirektøren er kommet til ved sin undersøgelse af forholdene i Sædelighedspolitiet. Borgmester Hansen udtalte i følge "Politiken" følgende:

Politidirektøren har i lørdags meddelt mig følgende: Efter politiinspektør Korns død den 25. s. m. har såvel politidirektøren som den konstituerede chef for Sædelighedspolitiet, hr. Steffensen, anstillet en undersøgelse af hvorvidt Korn, overbetjent Meyer eller andre har gjort sig skyldige i nogen af de misligheder, for hvilke de er blevet sigtede. Steffensen havde jo særlig grund til at anstille en sådan undersøgelse, forinden han overtager sit embede.

Beskyldningerne går som man ved, særlig ud på at der i enkelte bordelværtinders forhold til de pågældende politimænd skulle have fundet bestikkelser eller pengebegunstigelser sted, og at man i sammenhæng hermed havde handlet urigtigt overfor de kvinder, som blev indskrevet på bordellerne. Efter de foretagne undersøgelser må disse sigtelser betegnes som fuldstændig grundløse. Hver gang man har fået  fat i nogen som skulle aflægge vidnesbyrd har vedkommende  ikke villet stå ved noget, der kunne bekræfte sigtelserne. Dette gælder for hele Korns embedstid, og med hensyn til alle de politimænd, som har sorteret under ham.

Med hensyn til kasserne, da har der ingen mangler været ved 2. politiinspektorats kasse, som en tid bestyredes af Korn. Også Sædelighedspolitiets kasse har ved den foreløbige opgørelse været i fuldstændig orden; der var en kassebeholdning af 3.000 kroner. Men på Sundhedspolitiets regnskab, som løb til den 31. marts, og hvor revisionen sluttede den 8. ds., var der et underskud, som dog straks blev dækket af Korns private bekendte.

Det er rigtigt, at overbetjent Meyer ejer en panteobligation på 15.000 kr. i en bordelværtindes ejendom; men han har fået den for ordningen af et ganske privat forhold, som er uden forbindelse med hans embedsgerning. Og han fik den før korn overtog Sædelighedspolitiet og før politidirektør Eugen Petersens embedstid. Meyer siger at han i sin tid havde sine foresattes samtykke til at modtage obligationen. Disse foresatte er nu alle døde. (Dæmpet munterhed). Obligationen er ikke rentebærende, og beløbet vil først komme Meyer til gode efter vedkommende bordelværtindes død. Politidirektøren tror ikke at Meyer har begunstiget denne værtinde for obligationens skyld.

Med hensyn til indskrivning af kvinder på bordellerne gælder den regel, at ingen indskrives første gang efter egen begæring, men kun for overtrædelse af loven af 1874. Enhver, som giver noget håb om at kunne føres bort fra løsagtighed, søger man at skåne for indskrivningen.

Borgmesteren slutter med at sige: 

Jeg tror, det er naturligt, at politidirektøren ikke har kunnet udtale sig før nu; men når han efter de undersøgelser, som han har foretaget, ikke har kunnet få fat i nogen, som vil stå ved sigtelserne, må de foreløbig betragtes som ubegrundede. At de gennem bladene får en stor udbredelse, gør dem ikke mere troværdige.

Måske vil disse meddelelser fra mig kunne forebygge overilede skridt. Iøvrigt er jeg noget i tvivl om Borgerrepræsentationens stilling til denne sag. Hvad de herrer vil foretage sig, må de jo selv om. Magistratens mening er den, at der ikke fra kommunalbestyrelsens side kan foretages noget i denne sag.

---

Formanden, hr. Strøm, meddeler nu at 6 medlemmer af forsamlingen har stillet en forespørgsel angående dette emne, som vil komme til behandling i næste møde, og at der jo til den tid vil være rigelig lejlighed til diskussion om sagen.

Herefter indskrænkes diskussionen til en forespørgsel. Professor Torp spørger: Hvor stor var den underbalance, som Korn havde i sin kasse?

Borgmester Hansen svarer: Ja, når der stilles et direkte spørgsmaal herom, kan jeg jo ikke nægte at give svar. Den var på 9.700 Kr (bevægelse); men selvmordet fandt jo sted den 25. marts, og regnskabet skulle først afsluttes den 31., så jeg tror ikke at man i denne underbalance kan søge grunden - eller i alt fald ikke den væsentlige grund - til Korns selvmord.

Københavnerne vil ikke finde megen beroligelse i denne borgmestererklæring. Den egner sig snarere til at vække forøget uro i sindene. Selv "Avisen" kræver også nu en vidtgående undersøgelse af skandalerne.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1895)

Sædelighedspolitiet.

Det er egentlig ikke så underligt, at "den store skandale" i Sædelighedspolitiet først nu er nået til at komme offentlig frem i Borgerreprøsentationen; for det vil mindes, at sagen, ved politiinspektør Korns selvmord, netop kom frem i slutningen af forrige måned, da agitationen i anledning af det forestående folketlingsvalg var ved at komme i fuld gang og at den straks fra oppositionens side blev gjort til et led i agitationen ved siden af delirierne vedrørerende "Frejr". Det var så at sige umuligt at få noget indført fra anden side når man ikke ville tages i oppositionens tjeneste og levere materiale til dens hensynsløse agitation.

Nu, da valgene har fundet sted, stiller forholdet sig imidlertid anderledes. Der er nu ikke længere den samme mulighed som før for de blade, der selv må om, hvorledes de forlige navnlig deres fortid netop på sædelighedens område med deres øjeblikkelige grænseløse iver i denne sags tjeneste, til at slå politisk og agitatorisk kapital ud af hvert ord, der fra anden side måtte blive sagt mod vort sædelighedspoliti og dets ordning. Og forholdene har da ganske naturligt føjet sig så at sagen er kommen frem i Borgerrepræsentationen i det første møde, som denne har holdt, efter at valgene var overståede og den til dem knyttede agitation ophørt.

Mens man sikkert fra alle sider må påskønne, at dette under de givne forhold er sket, kunne meningerne derimod være delte om, hvorvidt måden, hvorpå sagen er bragt frem, er heldig, og navnlig kan man ifølge politiets tjenstlige stilling, mene at justitsministeriet meget mere end Magistraten havde været naturlig kaldet til at tage sig af sagen.

Det vil være bekendt at politidirektøren straks efter Korns selvmord og de i anledning af dette opstående rygter offentlig erklærede, at der skulle blive anstillet en indgående undersøgelse, hvis resultater skulle blive offentliggjorte til beroligelse af de opskræmte sind; det var ikke meningen at sætte noget under stolen. Og det er nu efter polilidirektørens og konferensråd, borgmester Hansens erklæringer forleden i Borgerrepræsentationen lige så bekendt, at der ikke er nået til noget resultat eller til nogen beroligelse af sindene. Der har i publikum bredt sig en stedse stigende forundring og forargelse over at det hverken er Iykkes politidirektøren at slå de verserende rygter ned eller at stoppe munden på deres ophavsmænd og kolportører. Efterhånden som dagene er gået uden at bringe noget resultat, har misfornøjelsen mere og mere bestemt formet sig i en tvivl om, at politidirektøren under de givne forhold var i stand til at løse opgaven, måske væsenligst fordi han som hele politiets chef på en måde var part i sagen, og selv om ikke alle har ment, at det behøvedes en særlig undersøgelseskommission, er kravene dog stedse blevet stærkere om at der måtte gøres noget.

Det har da vist sig at også Magistraten og særlig borgmester Hansen har delt denne betragtning, idet han i mandags fandt sig foranlediget til i Borgerrepræsentationen at møde frem med en redegørelse fra politidirektøren. Men her forekommer det os unægtelig at den ærede borgmester er gået en afvej, idet han må møde frem med en erklæring fra politidirektøren om at Korn, om hvis illegitime forhold politidirektøren allerede tidligere har måttet afgive tilståelse, efterlod sig en betydelig kassemangel - noget der endogså går ud over de almindelig fremsatte sigtelser - , og tillige må erkende at den næste mand efter chefen i Sædelighedspolitiet overbetjent Meyer, "besidder en panteobligation, stor 15.000 kr. med pant i ejendomme, tilhørende en bordelværtinde". Det skulle synes naturligt om borgmesteren havde sagt om en redegørelse, der egentlig ikke indeholder andre positive oplysninger end disse to, at den just ikke egnede sig til at komme frem i Borgerrepræsentationen for at berolige sindene. Og det havde sikkert været fuldstændig i sin orden, om Borgmesteren var gået til justitsministeren med anmodning om at få nedsat en kommission til at bringe større klarhed i de omhandlede forhold, når politidirektøren ikke magtede at gøre det. Der kan næppe være tvivl om at et sådant ønske fra så kompetent side ville være blevet efterkommet.

Efter at dette nu imidlertid ikke er sket, og efter at sagen er blevet bragt frem for Borgerrepræsentationen, må det vistnok siges at være i sin orden om denne nu overfor justitsministeren ytrer det ønske som borgmesteren har undladt at fremføre. Det kan være uheldigt, at spørgsmålet herom bliver bragt frem af repræsentanterne fra en vis side; men det bør ikke hindre andre i at tiltræde det. Herved behøver man ingenlunde blot at lade sig bestemme af rygter der cirkulerer og den bevægelse, der er rejst ude i publikum. Netop i den omstændighed at borgmester Hansen der kunnet forene det med sin kvalificerede anseelse og ubestridte administrative dygtighed at Iade sig berolige foreløbig med den afgivne redegørelse, ligger formentlig den bedste garanti, der under de givne forhold kunne fås for at slet så gale, som forvoldene almindelig fremstiIles, kunne de ikke være. Men alligevel bliver der nok tilbage til at motivere en nærmere undersøgelse ved en i dette øjemed nedsat kommission. Man har her i landet beskikket både undersøgelseskommissioner og sættedommere for meget mindre.

Det er da heller ikke let at indse hvad skade en undersøgelseskommission her skal kunne gøre, mens det derimod er indlysende, at den vil kunne gøre adskillig gavn, også med hensyn til andre spørgsmål end dem der her haves umiddelbart for øje. Den omstændighed, at København nu står tilbage som den eneste by i verden med sit system af lovordnede utugtshuse, kan nok fortjene den nøjest mulige prøvelse. Og der er i selve dette system så mange enkeltheder der kunne trænge til at blive draget frem i dagslyset nu, da så mange begreber har forandret sig fra, hvad der gjaldt, da de herhen hørende bestemmelser blev truffet. Det vil mindes, at den herom gældende Lov er af 10. april 1874, mens det gældende regulativ er af 9. marts 1877. Man behøver ikke at læse mange af lovens eller regulativets bestemmelser for at se, at det ved dem er hjemlet politiet en vilkårlig myndighed, som man nu til dags ville betænke sig meget på at give, og hvis brug og udvikling i praksis det under alle omstændigheder er af betydning at få fuldt belyst. Den "menneskejagt", der fulgte af den ved Loven af 10. april 1874 hjemlede  "indfangning", er vel blevet noget begrænset ved Loven af 1. marts 1895; men endnu står man overfor sådanne anomalier som personlig "undersøgelse" på "mistanke" og regulativets § 36, ifølge hvilken "enhver mellem en værtinde og de hos hende boende offentlige fruentimmer opstående uenighed, der vedkommer deres stilling som sådanne, bliver at afgøre af 3. politiinspektør og skal kun med hans eller politidirektørens samtykke kunne bringes for Domstolene." Det perspektiv, der herved åbnes for "kabinetsjustits", er både vidt og uhyggeligt.

Men det er ikke blot over for politivilkårlighed og administrative misgreb, at en kommission vil kunne gøre nytte. Også til vejledning for de lovgivningsaktører der skulle hidføre forandrede tilstande, vil en sådan kunne gøre nytte. Netop Rigsdagens behandling af forskellige i de senere år fremkomne forslag vedrørende sædelighedeforholdene har vist, hvor samlende, usikkert og uoplyst man stod ved behandlingen. Allerede nu da der kun er gået nogle uger siden vedtagelsen af Loven af 1. marts, ser man at en så sagkyndig autoritet som højesteretsassessor Mourier i "Maanedsblad udgivet af Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed" betegner denne lov som henhørende under de fremskridt der angives ved "et skridt frem og to tilbage". Det nemlig, der er sikkert i den lille lov, det er at politimesterens straffemyndighed ved dens § 3 er betydeligt udvidet idet han nu kan diktere de enlige fruentimmer og personer, som går dem til hånde i deres erhverv, eller som de er til huse hos, fængsel på vand og brød i 15 dage - tidligere kun i 4 dage - eller tvangsarbejde i 3 måneder - tidligere kun i 14 dage, og straffemyndigheden er ved lovens § 1 endog udvidet til andre personer end de nævnte". Væsentlig ved ukendskab til de derhen hørende forhold er man kommet til at foretage tilbageskridt, hvor man ved lovforslagets indbringelse tilsigtede at fyldestgøre et humanitetshensyn. 

Det må jo være ministeriets sag at afgøre, om den vil nedsætte en kommission med en snævrere eller en videre opgave, og man kan forstå at overvejelser i så henseende kunne tage nogen tid. Men man kan ikke slå sig til ro med den betragtning. at den rejste bevægelse vil dø hen, hvis der intet bliver gjort. Fra London, New York og Bryssel har man friske eksempler på hvad en energisk avisagitation kan udrette med hensyn til reformer i Sædelighedspolitiet. Og det er sikkert at man ikke får fred herhjemme, før man får det fuldt oplyst hvorledes det i så henseende står til hos os. Idet man beslutter sig til nedsættelsen af en kommission, giver man dog ikke derved oppositionen og dens presse grund til at hovmode sig af paternitet over for kommissionstanken på dette område: for som bekendt var det en så konservaliv mand som geheimekonferensråd  E. E. Rosenørn der for år og dag siden i Landstinget med betydelig tilslutning i dette fremsatte forslag om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af derhen hørende forhold og en forandring i Loven af 10. april 1874. Man må fra alle sider indrømme at det der er kommet for ddagen siden, ikke gør ønsket om en sådan kommission mindre påtrængende.

(Nationaltidende, 25. april 1895).

Magistratens forsamlingssal på Råd- og Domhuset på Nytorv. Magistraten var kommunens egentlige beslutningstagere. På fotoet af Elfelt (1901) er det dog en vielse der foregår. Københavns Museum. Public Domain.

Den omtalte Ernst Emil Rosenørn (1810-1894) havde en lang politisk karriere for Højre. Folketinget 1855-1864, 1866-1869, kultusminister 1869-1870, overpræsident i København 1870-1883, kongevalgt landstingsmand 1879-1894. Formand for en kommission om arbejderforholdene 1875-1878. 

Et væv af usandhed.

Politiskandalen stiger. - En mærkelig redegørelse - Inspektør Korn havde 9700 krs underbalance. - Politiet vedgår at have udsendt usande meddelelser - Oppositionen forlanger en kommission nedsat - Meyers 15.000 kr.

Der er gået omtrent en måned siden politiinspektør Korn skød sig. Men indtil i aftes var der ikke flydt andet end beroligende ord af politidirektørens mund om anledningen til selvmordet. Grunden til det famøse skud i rådhuskælderen måtte søges i, at Korn holdt sig et par private piger, der - tilføjede hr. Eugen Petersen, dæmpende nysgerrigheden - dog ikke var "indskrevne" piger! Som om Hr. Korn kunne tænkes at lade sine egne piger indskrive!

I den forløbne tid har vi - så godt som ene i pressen - gjort vort yderste for at skaffe hul på den tavshed, hvori politiet iøvrigt hyllede sig. Og i aftes revnede den. I Borgerrepræsentationen var der nemlig af oppositionens 6 medlemmer anmeldt til behandling en resolution, hvori justitsministeren opfordres til nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af forholdene i Sædelighedspolitiet. Og i anledning af denne oppositionens optræden fandt endelig borgmester Hansen og politidirektøren, eller måske kun den første, at nu var det ikke heldigt at tie længere.

Borgmesteren afgav derfor en erklæring om de undersøgelser, der var anstillede, og det resultat, de havde givet. Nedenfor skal vi behandle denne mærkelige erklæring og vise, at den lider af de mest iøjnefaldende mangler; og vi forudskikker kun, at den er, ganske som vi i en Artikel skitserede den ja en Del værre: Den gaar fra alt, hvad der er til at skjule.

Vi fremsætter da her borgmester Hansens redegørelse.

Efter Korns død i forrige måned konstitueredes politiassistent Steffensen i hans sted, og det er en selvfølge, at det lå i den mands Interesse at få fuldt opklaret alle sagerne ved det politiinspektorat, hvis bestyrelse han skulle overtage. Han har derfor sammen med politidirektøren på det nøjeste undersøgt alle forhold og er kommet på det rene med at der ikke er noget sandt i den beskyldning mod Korn, at han skulle have ydet ejerinder af offentlige huse begunstigelser i strid med sit embede for derved at vinde pekuniær fordel. Hver gang man havde fået fat i nogen af dem, der kunne antages at vide noget derom, eller kunne have udspredt sådanne rygter, har de pågældende enten nægtet at vide noget, eller ikke turdet fastholde det. Korn bestyrede som bekendt 2. politiinspektorat under Carsten Petersens sygdom, og det viste sig, at alle dets sager og kasser var i den bedste orden. Derimod er det usandt, når det fra politiet er meddelt, at også kassen ved politiinspektorat var i orden.

Da Sundhedskommissionens regnskab var opgjort, viste det sig at der i politiinspektoratets kasse manglede en temmelig stor sum, som dog straks dækkedes af den afdødes venner. Det er rigtigt, når der i bladene er skrevet, at overbetjent Meyer ejer en obligation i en bordelværtindes ejendom. Den lyder på 15.000 kr., men den er ikke rentebærende og kan først gøres frugtbringende efter Meyers død. Obligationen angiver han at have fået som betaling for udførelsen af et privat, tjenesten aldeles uvedkommende, arbejde.

Han angiver tillige at han har indhentet sine foresattes tilladelse til udførelsen af dette arbejde, som ligger 10 år tilbage i tiden; men disse foresatte er nu alle døde.

Ved tvangsindlæggelsen er der ikke begunstiget nogen bordel; for det er konstateret at der i hele Korns embedstid ikke er indlagt nogen kvinde, som ikke har forsyndet sig imod sædelighedslovgivningen. Man må altså betragte de fremsatte beskyldninger som ubeviselige, og så har man også lov til at betragte dem som grundløse (!) Der er klaget over, at disse oplysninger først kommer så sent frem; men i dag er det først fire uger siden, at Korn døde, og politidirektøren må dog bruge nogen tid til undersøgelsen.

Jeg skal da også meddele fra ham, at han har anset det for sin pligt, nu da han havde tilforladelige oplysninger straks at meddele disse til Borgerrepræsentationen.

---

Korns underbalance.

er noget sandt i Korns underbalance. På professor Torps forespørgsel opgav borgmesteren underbalancen til nøjagtig 9,700 Kr. 

Et væv af usandhed.

Idet vi går over til at kommentere denne erklæring, skal vi først gøre opmærksom på at erklæringen viser, at det der hidtil er udgået fra politiet om skandalen, har været ganske overvejende usandhed.

Ifølge erklæringen begynder det med at man meddeler at Korns kasse er i orden. Dernæst, at hans selvmord skyldes huslige forhold. Senere udgår der fra politiet - fra hvem véd vi ikke - i den besked, at Meyer ingen prioritet ejer i md. Clausens ejendom, og endelig, da den usandhed ikke gik, at han havde fået den som arv.

Men disse usande beretninger, der er vel egnede til at lede folks opmærksomhed bort fra de sande forhold, har man nu måttet opgive.

Men når man læser videre i erklæringen og ser at man benægter sigtelserne om bestikkelser og tvangsindskrivning på visse bestemte bordeller, så er der heller ingen grund til at tro, at erklæringen lær er udtryk for det rigtige. Der oplyses jo, at man kun støtter sit dementi på, at de folk der er forhørt "ikke har villet stå ved" noget, og at man "ikke har kunnet få fat på nogen", der vidste noget.

Vi skal blot til dette bemærke, at for så vidt erklæringen i så henseende skal sige, at man har gjort alt, hvad der har kunnet gøres, så er det ikke sandt. Vi behøver kun at sige - uden derved at forpligte os til at give oplysninger til disse "undersøgere" - at skønt vi har bragt sigtelse på sigtelse, har politiet end ikke rettet skygge af forespørgsel til os om, hvor vi havde vor viden fra.

Og dette er så meget, mærkeligere, som vi ved andre lejligheder er blevet kaldt til politiet og retten i forhør om de mindste bagateller, der ikke kom politiet ved i nogen måde.

Af ikke mindst interesse er politidirektørens forhold til sagen. I erklæringer og interviews endog flere dage efter politiinspektør Korns selvmord forsikrer han intet at have fundet ud over det par pigebørn og nogen nervøsitet hos Korn. Og han erklærer at ville anstille den hurtigste og grundigste undersøgelse og meddele offentligheden alt, intet at stikke under stolen. 

Vi spørger roligt om løfterne er opfyldte, om forsikringerne har været til at stole på. Næst at bemærke, at politidirektøren har vist sig endnu mere uskikket til at lede undersøgelsen af sagen, end vi havde drømt om, og idet vi erindrer om "Avisen" i går fremsatte insinuation om at han var længe vidende om Korns forhold, aftrykker vi for kuriositetens skyld politidirektørens officielle Erklæring i "Berl. Tid." for 30. marts sålydende :

Da flere blade i de senere sage har bragt en meddelelse, der synes at vinde tiltro hos forskellige, og som går ud på, at der kort før politiinspektør Korns død var indkommet til politiet en klage eller anmeldelse om, at han gjorde sig pekuniære fordele på en måde, der var uforenelig med hans stilling som 3. politiinspektør, skal jeg herved oplyse, at der ingen som helst klage eller anmeldelse hverken i den antydede eller i andre retninger er indkommet til politiet angående inspektør Korn, og at grunden til at han tog sig selv af dage, altså ikke kan søges i en sådan anmeldelse, der som nævnt, aldrig har foreligget. Alle de politiinspektør Korn vedrørende embedsdokumenter og papirer bliver for tiden nøje gennemgåede, og efter hvad der hidtil foreligger, må motivet til hans selvmord antages at være et illegitimt forhold, hvori han havde indladt sig, i forbindelse med en ved sygeligt helbred og stor nervøsitet fremkaldt dyb melankoli.

Eugen Petersen
Politidirektør.

Lutter solskin! ikke sandt. Og nu spørger vi:

Var det ikke på tide at hr. Eugen Petersen tog sin afsked? Som undersøger i sædelighedssagen har han godtgjort sin umulighed. Her kan han ikke længere fungere. De tvivl, der er tilbage om sagens sammenhæng, kan han ikke udrede. Og som øverste leder af politiet skal han være i besiddelse af befolkningens mest ubetingede tillid. End ikke skygge af tvivl om hans uangribelighed bør kunne begrundes i hans forhold.

Vi henstiller roligt til ham, om han fyldestgør disse Fordringer. Gør han ikke det, vil hele staden råbe til ham: 

Gå!

(København 23. april 1895) 

Korns selvmord og Borgerrepræsentationen.

I aftes anmeldte oppositionens Borgernes Råd, at den ville foreslå, at Kommunalbestyrelsen skulle Wdgå til justitsministeren med et forslag om at få nedsat en kommission, der skal undersøge Sædelighedspolitiets forhold, og eventuelt, at der tilstræbes en forandring i den bestående sædelighedslovgivning.

Borgmester Hansen søgte at afværge virkningen af dette forslag ved selv at omtale Sædelighedspolitiets forhold.

Vore læsere vil være klar over, at det er politiinspektør Korns selvmord og de hermed i forbindelse skånende rygter, som har foranlediget, at sagen føres frem i Borgerrepræsentationen. Denne har vel myndighed til at kritisere politiforhold. men derimod ikke til at undersøge eller forandre dem. Det kan kun justitsministeren og lovgivningen. Men alene det, at sagen kommer frem i byens kommunalledelse, er et tegn på at der hersker en dyb mistro til den del af sædelighedsordningen, der henhører under Københavns Politi. Korns revolverskud har opskræmt byen, og det alene har været nok til at fremkalde mistanke mod

Sædelighedspolitiet. Dertil kommer, at man offentligt har kritiseret politidirektørens stilling til sagen. At hr. Engen Petersen kunne være uvidende om Korns mislige stilling og Sædelighedspolitiets formentlige elendighed blev først fremdraget som en anke mod denne vor højeste politimand, men nu har "Avisen" endogså i en redaktionsartikel insinueret, at politidirektøren, hr. Eugen Petersen, rimeligvis har kendt Korns forhold "meget længe", men har undladt at få rede på, hvorledes det var fat med ham, og derved givet plads for en fortsættelse af Sædelighedspolitiets pigejagter, bestikkelsessystemet og alt det andet, som fra at være rygter er gået over til at antage bestemtere form af en anklage mod hele den myndighed, Sædelighedspolitiet sidder inde med.

Under disse omstændigheder er det ganske naturligt, at Borgerrepræsentationen fordrer en betryggende undersøgelse af sagerne. Man behøver imidlertid ikke at gå så langt for at få besked på, om der er grund til at foretage undersøgelser og hidføre omforandringer af Sædelighedspolitimagten. Man kan blot læse lovene og regulativerne, efter hvilke den offentlige sædelighed er ordnet.

I Lov af 10. april 1874 om Foranstaltninger mod den veneriske Smitte har § 3 følgende ordlyd:

"Når et fruentimmer, som ikke henhører til dem, der i følge regulativ eller vedtægt er politiets tilsyn med løsagtige fruentimmer undergivne, pådrager sig bestemt mistanke for at søge erhverv ved utugt, skal hun til politiprotokollen advares herimod og derhos underrettes om de følger, som overtrædelsen af advarslen vil kunne medføre. Hun bliver da tillige, forsåvidt hun dertil giver sit samtykke eller hun vedgår at føre et løsagtigt levnet, at undersøge af en læge og, såfremt hun findes lidende af venerisk sygdom, at undergive kur."

Det vil forstås, at politimænd i henhold til denne paragraf kan tiltage sig en grænseløs myndighed. En hvilken som helst kvinde, der "pådrager sig bestemt mistanke", er prisgivet opdageren. Men hvilket spillerum giver ikke denne sætning "bestemt mistanke" for hensynsløshed! Selv om Sædelighedspolitiets mænd var engle - og det er de desværre ikke - ville de være udsat for at øve uret mod Kvinderne, for "bestemt mistanke" er et alt for rummeligt begreb til at silce en kvinde mod uret, og når man så tilmed tør formode, at der er folk i Sædelighedspolitiet, som har for stærk iver i embedet eller mangler moralsk kraft, så er vejen åben for brutal vilkårlighed.

Offentligheden har længe set med uvilje på den kontrol, politiet øver overfor enhver kvinde, der færdes mere utvungent, end spidsborgerligheden tillader. Det har nemlig flere gange kommet pletfrit rygte har været udsat for chikanerier, og at kvinder netop ved at falde i opdagernes garn er kommet på afveje, de måske ellers ville have undgået. Vi minder om den opsigt, skuespillet "Magdalene" forårsagede for et par år siden. Det var jo en voldsom anklage mod Sædelighedspolitiet og det tvungne visitationssystem. Vi citerer her en af replikkerne i stykket, den, der gjorde størst virkning:

"Ved De, at der finder en lov, onl forbyder kvinden at leve, som De (skuespillets hovedperson Valborg, der er en grosserers elskerinde) nu gør, og som, hvis hun synder imod den, giver hende til pris for en nedværdigende behandling? Det er en uretfærdig, en oprørende lov... Hvad dag, det skal være, kan De blive angivet, eftersporet og straffet som en forbryderske . . . Hvert øjeblik kan politiet banke på Deres dør, og fra det øjeblik hører De blandt de elendigste blandt alle kvinder."

Der er rettet de hårdeste anklager mod de opdagere, hvis hverv er at efterspore disse kvinder, og der er fortalt historier om, hvorledes opdagerne selv ofte spiller lægevisitatorens rolle, benytter sig af de kvindelige anholdtes frygt til at tilfredsstille deres egne lidenskaber. Alt dette er stygt, men det er jo dog ingenlunde mod lovens håndhævere, kritikken i første række skal føres, men mod selve loven, som giver plads for vilkårligheden, mod den samfundstilstad, der driver kvinder i politiets arme. Slaveriet er afskaffet i nutidens kulturlande og slavejagterne hos de vilde opvækker vor forbitrelse mod jægerne, vor medfølelse for de forfulgte. Men de fattige kvinder er genstand for en ikke mindre modbydelig jagt i kulturens hovedstæder. Disse kvinder, der attraperes af politiet, behøver blot at være set nogle gange i glad selskab på varieteer, dansesaloner eller natkafeer osv. Så trækkes de med voldsom hånd bort til politikammeret, behandles som forbrydere og tvinges til et generende, af blufærdighed krænkende eftersyn. Og anledningen til at blive attraperet behøver kun at være såre ringe. Har en kvinde en rivalinde, eller har en mand lyst til at hævne sig på hende, er en anmeldelse nok til at føre den angivne på anklagebænken og forvolde hendes ulykke.

Hensynet til den offentlige hygiejne foreskriver absolut ikke dette modbydelige system. Enhver mistænkt kvinde burde tilsiges til at møde for at forsvare sin sag og ikke behandles som forbryderske, og det burde være en regel, at hun kun skulle skaffe privat lægeattest, som politikassen i så fald havde at betale. Kun når en mistænkt vægrede sig herved, kunne hun

tvinges til indlæggelse på et hospital. Dermed ville man undgå, at så mange uskyldig mistænkte blev slæbt afsted som slavinder. Det er af hospitalsberetning for 1891 godtgjort, at af 990 Kvinder er 123, altså en ottendedel, blevet anholdt som mistænkt for at drive utugt som erhverv, uden at der forelå det mindste, som gav politiet ret til dets hensynsløse fremfærd.

Her er altså et stort område at reformere på, og henvendelsen til justitsministeren er i høj grad berettiget. Den er vel kun til mildnelse af den lov, som kapitalistsamfundet har givet sig selv, og som taler om kvindens ulykkelige stilling under de forhold, hvor pengene og fattigdommen hersker, og hvor opdragelsen er i høj grad mangelfuld. Men en indskrænkning af lovens håndhævelse er en bydende nødvendighed og bør gennemføres hurtigst muligt. For øvrigt henviser vi til borgmester Hansens udtalelser i aftes i Borgerrepræsentationen, som findes andet steds i bladet.

(Social-Demokraten, 23. april 1895)

Borgmester Hansens udtalelser er refereret i ovenstående artikel i København, og gentages derfor ikke her.

Gustav Esmanns skuespil "Magdalene" gik nogle år forinden på Casino. Ved forevisningerne skal bragende klapsalver være brudt ud ved hvert udfald mod Sædelighedspolitiet.