Den Store Sædelighedsskandale. Højesteretsdom 25. marts 1896. (Efterskrift til Politivennen)

 Meyer.

Sædelighedssagen syltes!

Overbetjent Peter Thorvald Meyer er, som kort meddelt i søndags, blevet afskediget fra 1. marts at regne og med pension.

Dermed er 1. akt af den store københavnske politistandale foreløbig afsluttet. Den 24. marts i fjor bestod Sædelighedspolitiet af politiinspektør Henrik Korn, souschefen, overbetjent Meyer, politibetjentene H. P Petersen og E. J. Borelli samt 4 andre betjente. Den 25. marts faldt chefen, Henrik Korn, for sin egen hånd i den nu så berygtede Rådhuskælder. Nu er de tre andre ovennævnte mænd faldne med ham, - Meyer afskediget, Petersen og Borelli dømte. Sædelighedspolitiet har mistet halvdelen af sit personale, deriblandt chef og souschef.

Ingen kan da tvivle om, at der var korruption Og dertil kommer, at dette resultat kun er fremkommet ved den offentlige menings tryk og den frisindede presses energiske forlangende om udrensning. Politidirektør Eugen Petersen, borgmester Hansen, Højre-presse og Højre-mænd i Borgerrepræsentationen gjorde alt for at dysse sagen ned. Eugen Petersen erklærede den 30. marts - 5 dage efter Korns selvmord - , at der ingen klage eller anmeldelse forelå om mislige forhold, og at selvmordet kun skyldtes et privat "illegitimt forhold". Men alligevel kom Korns kassemangel og Meyers obligation for dagen. Borgmester Hansen erklærede da (den 6. maj), at der kun forelå at Korn havde skudt sig og at Meyer besad en obligation på 15.000 kr - Det er det hele. Der er intet andet andet !! sagde borgmesteren. Kun nødtvungen lod han sig drive til at oplyse om størrelsen af Korns underslæb (9.700 kroner).

I stedet for til en blandet kommisston, som oppositionen forlangte, blev den oprørende sag nu henvist til assessor Ussing. Han begyndte sine undersøgelser den 2. maj Endnu den 4. maj søgte "Berl. Tid " at strø sand på, og kaldte de ansete mænd, præster osv., der på mødet den 24. april i Koncertpalæet forlangte en blandet kommission, for "ædle vrøvlehoveder" og

hele sagen for "skøge-sladder". Men den 17. maj så assessor Ussing sig foranlediget til at lade betjent Petersen ("Smukke-Petersen") arrestere. Den 8. juni fulgte Borellis arrestation. Der var altsaa mere, meget mere ! - trods borgmesterens, politidirektørens og "Berlingske Tidende"s erklæringer.

Ussing sluttede sin undersøgelse i begyndelsen af juli og sendte en protokol på 1000 sider med 700 vidneafhøringer til Eugen Petersen, der imidlertid indskrænkede sig til at dekretere aktion mod de allerede arresterede Petersen og Borelli. Meyer var rejst fra København den dag Petersen arresteredes og nød stadig "orlov". Politidirektøren lod ham ugenert fortsætte den.

Så gik der nogen tid hvor offentligheden særlig beskæftigede sig med spørgsmålet om hvad Borgerrepræsentation, Magistrat og justitsminister overhovedet ville gøre. Sidst i oktober toges den ussingske undersøgelse op påny. Endelig den 19. november faldt der dom. Petersen og Borelli dømtes til at have deres stillinger forbrudt; Borelli fik tillige 5 gange 6 dages fængsel på vand og brød. Han havde dog som plaster allerede fået løfte om ansættelse i Frihavnen!

Den meget vidende Meyer, der antoges at kunne kompromittere mange samfundsstøtter, følte sig længst sikker. Men nu begærede også han sin afsked. Ansøgningen - formedelst sygelighed! - offentliggjordes den 28. oktober. Borgerrepræsentationens stående udvalg drøftede derpå spørgsmålet, om der burde tilstås Meyer pension. Mindst et medlem modsatte sig dette. Men til sidst sejrede Højreflertallet og Meyer har nu fået sin afsked "bevilget" fra 1. marts og med pension!!

Hvor er det muligt, efter hvad der uimodsagt er oplyst? Ja, hvad er ikke muligt, når visse folk har interesse af at neddysse en sag. Var pensionen blevet nægtet Meyer, måtte han have krævet den ved retten. Hele hans forhold - ham, den alvidende sædeligheds-souschef - var da blevet genstand for retlig behandling. Og hvad kunne det ikke have ført til.

Men Meyers pensionering vil også vække en offentlig indignation mod det regimente, der dækker over korruptionen. Ansvaret påhviler ikke blot politidirektøren, men også den samlede Magisirat (der skal høres, hvor der er tale om udbredelse af pension af kommunens kasse) og Borgerrepræsentationens Højreflertal.

Meyer er faktisk overbevist om at have gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 117, der lyder:

"Den embedsmand som fordrer, modtager eller lader sig tilsige gaver eller andre fordele, til hvilke han er uberettiget, for sine embedshandlinger, straffes med bøder, ikke under 50 rd , simpelt fængsel eller embedsfortabelse."

Nu har Meyer vitterlig modtaget en obligation på 15.000 kr. af bordelværtinden md Clausen. Obligationen er prioriteret i ejendommen Farvergade 23! Borgmester Hansen sagde ganske vist i sin nu så sørgelig berømte "erklæring", at Meyer havde fået de 15.000 Kr. for en privat tjeneste, men han var uklog nok til at tilføje: "Hr. Meyer har efter sigende haft sine daværende foresattes tilladelse dertil. I øvrigt er uheldigvis de daværende foresatte døde.

Men hvis Meyer kun havde ydet md. Clausen en privat tjeneste, havde han - som det fremgår af politiets instruks af 7. juni 1869 - slet ikke behøvet sine foresattes samtykke til at modtage de 15.000 kroner!

Borgmester Hansens erklæring var derfor ganske selvmodsigende. 

Første akt af det store drama er altså endt. ikke med en virkelig grundig oprydning og udrensning, men dog således at Magistrat. Borgerrepræsentant-flertal og Højres presse er stærkt kompromitterede.

Men 2. akt spiller endnu: Kommissions-spørgsmålet. Oppositionens forslag om en blandet kommission med myndighed til undersøgelse, blev slået ihjel af Højres flertal med højesteretsassessor Koch som ordfører Men selv det lemlæstede forslag, en anmodning til justitsministeren om at nedsætte en kommission, hvortil også Magistrat og Borgerrepræsentation skulde vælge medlemmer, og som kun skulle tage en reform af prostitutionsordningen under overvejelse, er endnu intet som helst blevet til.

Der er nu gået omtrent et år siden Korn skød sig. Også på dette område driver Højre sin syltetaktik.

Valgene den 31. marts skal dog belære korruptionens beskyttere om at der virkelig findes en offentlig mening i København som ikke ustraffet lader sig spotte.

(Social-Demokraten, fredag den 6. marts 1896).

Den sidste bemærkning hentydede til Borgerrepræsentantvalget den 31. marts 1896. Resultatet af dette sås i en tabel i Socialdemokraten 1. april 1896:

Ved valget fortsatte den fremgang for oppositionen som havde stået på i 7 år (fra 2631 stemmer i 1890 til 9.741 i 1896), mens Højres tilbagegang 1890-1893 havde resulteret i at partiet indgik i en Borgerliste, hvis stemmetal nogenlunde holdt sig efter at der var sat 4 venstremænd på listen (11.331 i 1896). Der var i alt 28.201 vælgere, hvoraf omtrent 75 % stemte. 

Smukke Petersen.

Fhv. betjent i Sædelighedspolitiet, var i går formiddags i Højesteret hvor en advokat på hans vegne klagede over, at han har mistet sin pension sammen med sit embede, da han blev dømt til vand og brød for at have modtaget bestikkelser og udøvet usædelighed. 

Smukke Petersen burde hellere have været blevet hjemme, så meget mere, som han jo for længst har nydt sit vand og brød. Pension fik han ikke.

Derimod fik mærkelig nok begge advokaterne lejlighed til at udtale forunderlige ord om sædelighedssagen, og dem skal vi referere.

Som anklager mod Smukke Petersen optrådte hr. Lunn, der begyndte med at udtrykke sin glæde over at al den ståhej, der i bladene havde været gjort om sædelighedssagen, kun havde bragt det resultat, at 2 sædelighedsbetjente er blevet dømte:

- Dette er så meget fornøjeligere, som man efter avisernes beretninger fik det, indtryk, at vort Sædelighedspoliti var bundråddent. Det har vist sig at halløjet er lavet af forskruede fruentimmer, der har ladet fantasien løbe overfor journalisterne. Man kan endnu have tillid til Sædelighedspolitiet. Men netop derfor må man straffe strengt, når der i enkelte tilfælde påvises misbrug. Petersen har modtaget bestikkelser af bordelværter, og for 20 kr. har han skaffet en værtshusholder lov til at leje et værelse ud til en privatboende kvinde. Dog, det er ikke ualmindeligt, at politiet hjælper privatfolk under vanskelige forhold - fx når et fordærvet medlem af familien er i en prostitueret kvindes klør - det sker ofte ligefrem efter anmodning af politidirektøren, og selvfølgelig må vedkommende politimand - med politidirektørens tilladelse - have en dusør for sit arbejde. Petersen har imidlertid ikke indhentet politidirektørens tilladelse.

Han har også haft utugtig omgang med prostituerede kvinder, og i et tilfælde, hvor politidirektøren beordrede ham til at påse, at en ung kvinde, der havde været på vildspor, fremtidigt førte et bedre liv, skaffede han sig legemlig omgang med hende, og hun har i forhørene udtalt, at hun ville ej have haft noget med ham at gøre, hvis han ikke havde været sædelighedsbetjent. (Munterhed blandt dommerne). Dette er naturligvis ganske uforsvarligt !

Efter at hr. Lunn havde nedlagt påstand om, at Petersen skulle have sin pension forbrudt, begyndte dokumentationen, under hvilken man især fik et indblik i den storartede virksomhed, som overbetjent Meyer udfoldede med at ordne private folks affærer. Han fik store honorarer for hjælp, således én gang 2500 kr. 

Defensor hr. Asmussen, talte derefter, og han sluttede sig ganske til hr. Lunn i hans glæde over, at der var kommet så lidt ud af sædelighedsskandalen. Forøvrigt forsvarede han Smukke Petersen, der ikke havde gjort stort andet, end hvad han så Meyer gøre hver dag. Naturligvis var det uforsvarligt, at han indlod sig med de offentlige fruentimmer, men en sædelighedsbetjent får let sin sædelige bevidsthed undergravet!

Kl. 2 i går eftermiddags faldt dommen, der altså bekræfter kriminalrettens dom: at Smukke Petersen skal have sin bestilling forbrudt.

Men, mere end denne dom interesserer de to advokaters milde og skånsomme udtalelser om politiets sædelighedsforbrydelser og deres åbenbare glæde over, at skandalen bliver dysset ned i så stort omfang som muligt. Man spørger uvilkårligt: Får ikke en højeretsadvokat let sin sædelige bevidsthed undergravet?

(København 26. marts 1896).

Sædelighedssagen.

Sagen mod betjentene af Sædelighedspolitiet Borelli og Pedersen ("Smukke Pedersen") for modtagelse af bestikkelser og for misbrug af embedsstilling forelå i forgårs Højesteret til pådømmelse for Pedersens vedkommende, mens Borelli der var idømt fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage og bestillings fortabelse, ikke havde appelleret. Pedersen var idømt bestillings fortabelse, idet det var godtgjort at han af flere husejere havde modtaget dusører på indtil 200 kr. for at skaffe dem tilladelse til at holde bordel i deres ejendomme eller lade privat boende fruentimmer bo i disse. Endvidere havde han for 8 år siden uden vederlag stået i forhold med et offentligt fruentimmer som efter hans efen erkendelse kun havde gjort dette for at holde sig gode venner med ham i hans egenskab som betjent i Sædelighedspolitiet.

Denne dom stadfæstedes af Højesteret.

(Frederiksborg Amts Avis, 27. marts 1896).

Meyer!

Forargelige ord i Højesteret.

"Om nogen forarger en af disse små, ham var det bedre at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havets dyb."

Jesus af Nazareth.

Der gik i går en bølge af forargelse og indignation over København, da borgerne læste om forhandlingerne for Højesteret, hvor fhv. sædelighedsbetjent Petersens sag var for.

Aktor (dvs anklager!), højesteretsagfører Lunn glædede sig over, at "den store halløj", bladene havde lavet, ikke havde ført til noget. Kun et par betjente var blevet en smule kompromitterede. "Man kan endnu have tillid til vort sædelighedpoliti som institution". Og  defensor, højesteretssagfører Asmussen "glædede sig ligeledes over det magre resultat, der var kommet ud af bladenes uendelig mange højtstemte artikler om denne sag".

Og så oplyste de to højesteretsagførere samtidig, at Petersen i flere tilfælde havde modtaget 200 kr. af husejere for at skaffe dem tilladelse til at lave bordel, og at han havde fået 20 kr. af en værtshusholder for at skaffe ham tilladelse til at leje et værelse ud til en privat boende prostitueret kvinde. "Det var imidlertid ikke ualmindeligt," fortsatte Lunn, "at politiet giver privatfolk en håndsrækning under vanskelige forhold og derfor oppebærer dusører!" - Petersen havde endvidere benyttet sig af sin stilling til at bedrive utugt med offentlige og andre prostituerede kvinder. "I et særligt graverende tilfælde havde en ung kvinde modtaget en advarsel af Korn samt et tilhold om fremtidig at beflitte sig på dyd og gode sæder. Petersen skulle kontrollere dette. I stedet for skaffede han sig samleje med den unge pige, og denne havde i forhørene udtalt, at hun ikke ville haft med ham at bestille, når han ikke havde været sædelighedsbetjent." Denne udtalelse af den værdige højesteretssagfører vakte "stor munterhed". Den burde have vakt den dybeste forargelse.

Videre fik man under dokumentationen at vide, at Meyer var "specialist i at ordne alle slags private affærer. Han havde ordnet tusinder sådanne, og honoraret rettede sig altid efter de interesser, der stod på spil. En gang havde han således modtaget et honorar af 2.500 kr". "Det var almindelig skik at folk som ønskede at købe ejendomme i obskure gader først henvendte sig til Sædelighedspolitiet for at få tilladelse til at oprette bordeller. Fik de denne, købte de ejendommen."

Defensor, højesteretssagfører Asmussen oplyste endelig, at Meyer havde attesteret, at Petersen var en pligtopfyldende mand! Petersen havde efter Asmussens mening kun betragtet gaverne som erkendtlighed for private tjenester af den Art, som Meyer fik så mange af!!

Borgerrepræsentationens stående udvalg har indstillet Meyer til pension. Magistraten har godkendt indstillingen.

Meyer forlader Rådhuskælderen som en velrenommeret borger og hæderlig pensioneret embedsmand.

Han har jo ordnet "tusinder" affærer for de rige mænd, der behersker Magistrat og Borgerrepræsentation! Han véd så meget! ! Han kender de "tusinder" privataffærer!!!!

Men overbetjent Huth fik ingen pension; - for han havde holdt to departementschefs sønner, der havde gjort gadespektakler, et par timer tilbage i detentionslokalet! -

De to Højremænd Lunn og Asmussen "glæder sig" altså over, at sædelighedssagen er forsumpet. Asmussen påstår, at "Undersøgelsen under de foreliggende omstændigheder og med de nuværende lønninger må siges at være en smuk kompliment til vort Sædelighedspoliti."

En kompliment! Chefen! Politiinspektør Korn har skudt sig. Han havde begået underslæb. "Han var," sagde Asmussen i forgårs for Højesteret, "en noget sjusket herre i forretningssager." For øvrigt havde han inden sin død brændt alle sine papirer. Souschefen Meyer afskediget, vel i pæne former, men kompromitteret, sædelighedsbetjentene Petersen og Borelli straffedes. Altså halvdelen af Sædelighedspolitiets personale indviklet i skandalen!

Så meget er bevist, skønt Meyer fungerede videre efter Korns selvmord og kaldte "sine piger" sammen for at advare dem mod at klage for meget under forhørene. Så meget er kommet offentlig frem, skønt akterne i assessor Ussings vidtløftige forhør ikke er blevet forelagt offentligheden eller offentlighedens tillidsmænd.

Det er dog nok, mere end nok. Og disse tilstande med ordningen af de tusinder privatforretninger består endnu. Meyer er jo ikke straffet og har efter dommerens opfattelse intet strafbart begået. Hans efterfølgere kan fortsætte hans indbringende geschæft uden at frygte noget. Svampen er ikke brændt ud af "Korns kælder". Den trives frodigt i vor prostitutionslovgivnings og vort politiregulativs mugne lugt, under politidirektør Eugen Petersens fromme forbøn for "det bestående", under det herskende Højreflertals velsignelse.

Oppositionen forlangte lys! Præster stod op på Koncertpalæmødet og støttede oppositionens krav om en blandet kommission. Men "Berlingske Tidende" kaldte dem "ædle vrøvlehoveder".

Borgerlistemændene fik kravet om en virkelig kommission med myndighed til undersøgelse og til at stille reformforslag slået ihjel. En tarvelig erstatning om et udvalg til at foreslå reformer er ikke en gang blevet til noget. Intet er der gjort, intet som helst! Sagen skal syltes hen. De bestående tilstande skal bevares.

Og så kalder Højre sig ordenenes, moralens og religionens parti!

Her står byens moral på spil. Her drejer det sig om tusinder unge pigers velfærd. Her drejer det sig om hele den mandlige ungdoms sunde sædelige opdragelse. Men den skal demoraliseres ved det forargelige eksempel fra en Meyer, der "ordner" levemandens private affærer mod højt honorar, fra en Petersen, der bedriver utugt med de unge piger, hvis dyd og gode sæder han skal have opsyn med, fra et regeringsblad, der kalder forargede præster for ædle vrøvlehoveder, fra et regimente, der kun har ét formål: at dække over råddenskaben og hindre en reform.

Men det ligger heldigvis i borgernes egen hånd at fremtvinge en forandring. På tirsdag går borgerne til valg under løsenet:

Lys over vor by! Ned med den store skandales mænd! Til kamp for sand orden og sund moral!

(Social-Demokraten, fredag den 27. marts 1896).

"København" og Sædelighedens Meyer.

I dag er der ved Hof- og Stadsretten afsagt dom i en af fhv. overbetjent i Sædelighedspolitiet Meyer mod "København" anlagt sag.

Hr. Meyer havde følt sig krænket i sin ære over de af os bragte oplysninger om hans forretningsforhold til md. Clausen. Efter megen nølen anlagde han sag, ikke fordi vi havde oplyst, at md. Clausen havde givet ham 15.000 kr., ej heller fordi vi oplyste, at han holdt formaningstaler for de piger, der eventuelt kunne ventes førte som vidner i sædelighedssagen, men fordi vi havde skrevet om en mindre gave til ham fra bordelmadammen. Herom beretter dommen, at vi ikke havde godtgjort nogen beføjelse til at bruge de omhandlede udladelser. l øvrigt blev der os nægtet en udskrift af forhørerne i sædelighedssagen til brug under vort forsvar og hr. Meyer blev fritaget for at skaffe dem. Hvilken "beføjelse", vi har haft i denne sag, lader vi publikum dømme om.

"København" skal altså bøde 200 kr. Denne tarvelige hævn fik Sædeligheden over os, der afslørede "Svampen", fik Meyer til at fortrække, Petersen dømt fra sit embede og Borelli på vand og brød.

Disse 200 kr finder vi velanvendte.

(København, 8. juni 1896).