Solen sidder brændende varm højt paa Himlen, og Middagsheden staar i tykke Søjler ned gennem Kristianshavns Smaagader.
Ud paa Amager til, ud i den fri friske Søluft, som dér vifter ind fra Øresunds rislende Vover!
Saaledes sukker Kristianshavneren. Vi følger ham.
Vi gaar forbi Vennelyst, og svinger ind ad en Vej til venstre.
- Hvad hedder den Vej, min Dreng, spørger vi en ung Mand, der sidder og ser melankolsk ned i en Grøft - Kløvermarksvejen, svarer han - Aha! tænker vi, et yndigt Navn, fuldt af Poesi og liflig Græsduft.
Da vi er kommet en 4 Minuters Vej ud, slaar en modbydelig Stank os i Møde. Det duftede, som naar man gaar forbi en aabenstaaende Retirade.
Det maa være en Tilfældighed, tænker vi, holder Haanden for Næsen og gaar videre.
Men jo længere vi kommer, desto modbydeligere bliver Stanken: en Lugt, der er en Blanding af raaddent Kød, Mug, Mudder og Ekskrementer. Hvor kommer den fra ?
Er her Renovationsplads? Nej. Losseplads? - Ja, der ligger lidt til højre for Vejen en saadan.
Vi gaar der hen. Det var ikke derfra.
Tilfældig sænker vi da Blikket ned og faar Øje paa en Grøft, halvt skjult af skyggende Græs.
En pløret, slimet Masse, isprængt en gulgrøn Væske, der ligger i Pytter spredt omkring paa graasort Mudder. En Millionhær af store, grønne Fluer sidder omkring den stinkende Pøl og æder sig tykke og fede.
Vi gaar over paa den anden Side af Vejen. Samme Grøft, samme stillestaaende Mudder, samme utrolige Stank!
Vi undrer os over, at et saadant Hul faar Lov at ligge, og gaar ned mod Stranden.
Men Stanken følger os den ganske Vej ; omtrent en kvart Mil paa begge Sider strækker sig den dybe Grøft med sit afskyelige Pløre, og hele Vejen surrer de store grønne Fluer og Myggesværme saa tæt omkring, at man formelig kan skære igennem dem med sin Stok.
Vi søger forgæves efter, hvad Afløb denne Pesthule har, og finder intet, og selv om vi havde fundet et, var vi ingenlunde trøstet dermed, ti Mudderet løber som bekendt ikke af sig selv.
Det ligger stille og forraadner i Luften.
Vi udspørger nogle Arbejdere.
- Ja, Stanken er slem, siger de, og Grøften kommer fra Benkogeriet derhenne. I Dag er det endda taaleligt her ude, for det er stille Vejr, men naar det blæser en Smule Vind, som f. Eks. ved Aftentid, da er det skrækkeligt, saa her lugter.
Hvem bærer Skylden for dette Svineri?
Benkogeriet renser op saa godt, de kan, siger de.
Grunden er Magistratens, Grøften i sin fulde Længde rimeligvis noget, der kommer den ved. Den løber i hvert Fald langsmed Amager Fælled.
Det var rart, om Sundhedspolitiet vilde ulejlige sig derud; ti det er ikke alene den enkelte Hest og de faa Køer, der græsser omkring paa Fælleden, som lider ilde ved Stanken, men langs Grøften ligger talrige Arbejderhaver hvori Ejere med Hustruer og Børn forfrisker sig om Søndagen efter Dagens Møje; og i den lune Aften bærer Vinden den farlige Stank ind over de fattige Hjem, hvor Vinduerne staar aabne for dog at forfriske det lumre Kammers lidt, mens den tunge, trætte Søvn soves i ulidelig Tagkammervarme og Os.
Og i hvert Fald kan alle - selv Magistraten - risikere at faa en af de store, grønne Fluer at sé, siddende paa det Kød, der om Middagen skal staa paa Bordet.
Og hvis Nogen vidste, at den Flue kom fra Kløvermarksvejen, da skal vi garantere ham for, at han ikke tog Steg til Middag den Dag.
Vi har hidtil altid været forvisset om, at Koleraen, hvis den kom, vilde søge sine første Ofre i Borgergades og Adelgades snævre Baggaarde.
Nu er vi ikke sikre paa, at ikke de første Ofre vil være at finde langs Grøften ved Kløvermarksvejens støvede Flader.
Dér lurer i det høje Græs en skjult og derfor dobbelt farlig Fjende.
Josva.
(København 17. juni 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar