I det mondæne Carlsbergkvarter i Valby ligger diskret mellem de mange store villaer, en mondæn villa med anselig have på Søndermarksvej 16. Det er opført 1892-1893, og var opført af William Brøndsted (1836-1916), købmand og ejer af et af de vestindiske handelscentre. Han var dansk konsul, gift med Anna Mathilde Borch (1844-1920) som var flyttet til St. Croix. Grunden til at de ikke forblev på øerne var, at ægteskabet var ulykkeligt. Måske fordi Anna Mathilde altid længtes tilbage til det sted hvor hun ikke var (St. Croix eller København).
De nåede at få en datter på St. Croix. Men til sidst opgav William sin forretning og flyttede til København. Sanct Thomæ Tidende, 4. juli 1894 meddelte at købmand William Brøndsted likviderede købmandsforretningen "W. Bröndsted & Co.", samtidig med at købmand Theodor Bröndsted anmodede om at han under navnet "Bröndsted & Co." fortsatte forretningen. Brøndsted & Co. ejede store kulpladser i havnen i St. Thomas, og tjente formentlig store summer ved at levere til amerikanske krigsskibe 1898 i krigen mod Spanien.
Hans firma begik underslæb, og selv om han egentlig var ude af det, betalte han 500.000 kr. (2/5 af sin formue) - i nutidens mønt to-cifret millionbeløb. Det fortæller lidt om omfanget af formuen han havde skabt sig på de vestindiske øer, at han ikke manglede penge til at opføre den monumentale ejendom på Søndermarksvej. Men lykken var ikke gjort med det: Konen lagde sig i sengen 1903 og der blev hun liggende til hun indebrændte i 1920.
Om hans virksomhed på de Vestindiske Øer ved vi ikke så forfærdelig meget fra aviserne, ud over at han tjente styrtende med penge. Han må have oplevet opstanden i 1848, "The Fireburn" i 1878 og lige nået strejken i 1916. Som konsul modtog han bl.a besøg fra skibe og holdt sig til hos danskerne i Buenos Aires, Argentina, bl.a. talte han for dem i anledning af majestæternes guldbryllup i juli 1892.
I august 1898 forsøgte indbrudtyve at trænge ind i huset på Søndermarksvej. Men de blev opdaget af tjenestepigen. I 1900 beskæftigede han sig i en artikel i "Børsen" med de Dansk Vestindiske Øer. Og han blev også rådspurgt som "ekspert" idet han i 1902 forhandlede som "en anset købmand i Vestindien" med "Den Vestindiske Kommission".
Fhv. Konsul William Brøndsted.
Forhenværende Konsul og Købmand paa St. Thomas William Brøndsted er afgaaet ved Døden i sit Hjem i Valby efter lang Tids Sygdom i en Alder af ca. 80 Aar.
Den gamle vestindiske Købmand var Søn af Pastor A. C. Brøndsted i Asminderød og kom allerede i 16 Aars Alderen til Vestindien, hvor han blev ansat i det store tyske handelshus Schön, Willing & Co. Ved sin Energi og Dygtighed naaede han hurtigt en betroet Stilling i Firmaet og repræsenterede det i en Aarrække, dels i Nordamerika og dels i Portorico og blev Deltager i Firmaet, da han paany kom tilbage til St. Thomas. Her opnaaede han betydelig Anseelse og Indflydelse og blev udnævnt til Konsul for flere fremmede Regeringer. Efter nogle Aars Forløb overtog han Firmaet for egen Regning under Navnet Brøndsted & Co.
I Slutningen af Firserne vendte han saa tilbage til Danmark, og har i en Aarrække levet som Privatmand i sit Hjem paa Søndermarksvej i Valby. En yngre, for nogle Aar siden afdød, Broder var ogsaa Konsul og købmand i Vestindien, og en anden yngre Broder er praktiserede Læge Christian Brøndsted i Bredgade. Konsul Brøndsted efterlader sig en enke, Anna Brøndsted, født Borch.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1916, 2. udgave.)
Foto af ham og fruen kan ses på denne side.
Indtil 1970'erne var det privatbolig, men fik så dispensation til erhverv, og Bent Fabricius-Bjerre drev firmaet Metronome fra villaen i over 20 år. Herefter rykkede Dansk Jernbaneforbund ind i den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar