Fra en Fader har vi modtaget følgende:
"Et Par unge Folk mistede for et Par Aar siden Deres Barn, en lille Pige, som, efter at alle Formaliteter var iagttaget, blev begravet paa Vestre Kirkegaard.
Skønt Forældrene sad i meget smaa Kaar, købte de dog "Betalingsjord", saa at Barnet fik sit eget lille Gravsted, som de siden jævnligt besøgte og fredede om paa bedste Maade , blandt andet lod de ogsaa anbringe en Hæk om Graven.
Den var noget sen i sin Vækst, denne Hæk, men langt om længe kom den dog, og de glædede sig over, at de havde bragt dette Offer for deres Barn, selv gjorde de ogsaa alt for at hygge om og vedligeholde det lille Gravsted, som det nu var blevet dem en Vane hver Søndag at besøge.
En skønne Dag, da de efter Sædvane kom derud, kunde de, til deres store Forundring, ikke finde Graven, jo - her skulde den være - og her stod ogsaa Tavlen, men - hvad var der dog sket - næppe vilde de tro Deres egne Øjne - den kære Plet, som de nu saa længe havde gaaet og fredet om - var sløjfet med Jorden, Blomsten i Midten var væk, Konkyljen, ja selv Numerpælen var fjærnet. Hvem kunde dog have gjort det!
Da den første Forbavselse havde sat sig, saa at de kunde begynde at tænke, gik de ned paa Kirkegaardens Kontor for at gøre Anmeldelse om det skete; her modtog de den forbløffende Meddelelse, - at Gravstedet var sløjfet efter Kirkegaardsbestyrelsens Ordre, da Hækken var over en halv Alen høj, hvilket, efter Reglementet, var ulovligt. Harmfulde og bedrøvede gik de derfra atter op til den bare Plet, som de nu endda havde mistet al Ret over. Derfra gik de videre omkring paa Kirkegaarden og saa paa de andre Gravsteder, og hvad de ikke tidligere havde tænkt over, lagde de nu, ganske naturligt, særligt Mærke til, nemlig Højden af de forskellige Hække. Men hvis de ikke var forundrede iforvejen, skulde de nok blive det; de saa nemlig kun yderst faa Hække, som kun var en halv Alen høje, de allerfleste var var paa c. en Alen eller mere, og mange, som ved en særlig mærket Pæl var betegnede som overdragne til Kirkegaardens Folk at passe, var højere, end deres havde været, for ikke at tale om, at der fandtes Mængder af forsømte Gravsteder med vildtvoksende Hække, som dog fik Lov at staa i Fred.
Saa gik de hjem med en Følelse af at være forurettede; de vidste, at Kirkegaardens Avtoriteter strængt vaagede over, at ingen fremmed Haand bortfjærnede en eneste Blomst fra noget Gravsted, og at saadant straffedes, og de var for naive til at kunne forstaa, at de samme Avtoriteter havde Ret til fuldstændigt at sløjfe deres Gravsted, som de dog redeligt havde betalt i dyre Domme og derfor betragtede som deres Ejendom; de kunde slet ikke bringe denne tilsyneladende mærkelige Adfærd i Samklang med det bekendte Faktum, at Retten respekteres her til Lands og er lige for Alle.
Men de var nu ogsaa noget indskrænkede begge to, og havde ondt ved at følge med Tiden
(København 26. maj 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar