Kjøbenhavns "vestre Kirkegaard". (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavner-Brev)

Vestre Kirkegård, Københavns nyeste og største kirkegård, regnedes i mange tider for en ren fattigkirkegård. Den lå kold og bar og øde på bakkeskråningerne mellem Valby og Kalvebodstrand. Der var langt derud; det var både i høj grad tidsspildende og kostbart at gå til begravelse derude; sporvogn fandtes ikke, enten måtte man tage droske eller man måtte gå den lange vej.

Det blev de til København sidst ankomne der måtte på Vestre Kirkegård. Endnu i tresserne havde selv mindre bemidlede københavnere familiegravsted på en af de store gamle kirkegårde; men pladsen på disse blev hvert år knappere, og prisen på den strimmel jord, en kiste indtager, steg stadig. Det blev til sidst overhovedet ikke muligt at erhverve gravsteder på anden måde end som familiegravsteder på længere åremål.

Alle mindre bemidlede folk var derfor henvist til Vestre Kirkegård, så snart denne toges i brug; og alle de mange, der slet intet kunne betale, men måtte nøjes med frijord. henvistes til samme sted.

Den 2. november 1870 jordedes det første lig på Vestre Kirkegård. I de følgende år begravedes der her henved 2000 mennesker årlig, men antallet steg hurtig, “efterhånden som byen voksede”, og nu begraves der årlig 4 til 5000 mennesker derude. Men der er også plads til tusinder og atter tusinder; for denne kirkegaard er større end mange gårde, der pynter sig med navnet proprietærgård; 135 tønder land er henlagt til kirkegård, og vejlængden fra den ene ende til den anden er over ½ fjerdingvej. Hele dette store areal er dog endnu ikke taget i brug; vel henimod 40 tønder land ligger endnu hen som græsjordsmark.

Samtidig med kirkegårdens anlæggelse byggedes et kapel; det var meget lille, meget uanseligt og meget tarveligt.Det var simpelt hen et umalet træskur afdelt i to rum, et stort, hvor kisterne hensattes, indtil selve begravelsesdagen, og et der gjorde tjeneste som kapel. Der var lavt til loftet, smalt til væggene, grimt og uhyggeligt, kvælende varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren. Så lille var dette kapel, at det var overfyldt, så snart der blot mødte 50 mennesker til en begravelse.

Men det var [ulæseligt] også kun rent foreløbig", hed det n[ulæseligt] Magistraten havde planer om at bygge et stort og flot kapel. Sagen skulle blot “overvejes"; det blev den så i tyve år; først for to år siden påbegyndte man opførelsen af et kapel, som i disse dage er blevet indviet ved en kort tale af stiftsprovst Paulli, og hvorfra på tirsdag den første begravelse finder sted.

Har man i nogle år ikke været på Vestre Kirkegård og nu kommer derud, overraskes man ved at fattigkirkegården er bleven forvandlet til “noget så smukt”, at der sikkert ikke findes skønnere kirkegård i Danmark.

Beliggenheden er malerisk. Kirkegårdens højeste parti er oppe ved den “gamle jernbanevold", som det kaldes, skønt det ikke er nogen vold, men den største  gennemskæring vi overhovedet har i Danmark. Ældre folk ville tydelig mindes, hvordan vor første stump jernbane, den fra København til Roskilde, førtes op gennem Valby, og at i den anledning den mægtige Valby Bakke måtte gennemskæres. Senere forandredes retningen og skinnerne toges op; men ellers blev alt liggende uforandret; og står man en sommeraften på den høje, smalle, hensmulrende bro, der fører fra GI. Carlsberg over gennemskæringen, og ser et tog komme brusende i det fjerne, ser det ud som om det om et øjeblik ville komme brusende hen under broen.

Der findes ikke smukkere sted ved København end “den gamle jernbanevold" lige over for Vestre Kirkegård. Foran den ligger den gamle, grønklædte gennemskæring på hvis sider hvide og sorte geder græsser; lige over for ligger kirkegården og til begge sider af denne Kalvebodstrands rolige, blanke vand, bag hvilket Amager hæver sig, tæt bebygget som var det en stor sammenhængende by. Og går man herfra over på kirkegården forbi et henrivende smukt haveanlæg, hørende til GI. Carlsberg, udvides udsigten over Kalvebodstrand og Amager efterhånden; særlig vid er den på en med kunst anlagt kæmpehøj omtrent midt på kirkegården.

Det er naturen, det anlægsagtige ved kirkegården, der glæder øjet. Overalt er smukt anlagte beplantninger af gran og fyr; guldregn og syrener findes i stor mængde, skyggende ud over halvmørke gange; et par steder ligger ikke ubetydelige damme, til hvilke stentrapper fører ned; rundt om finder man grupper af høje og lavstammede roser og overalt på de kønneste pladser er anbragt bænke.

Midt i den smukkeste del af anlægget ser man hist og her et tarveligt trækors kigge frem mellem buske og græs; her var oprindelig “frijorden"; indskriften på korsene er udvisket. Gravtuerne de fleste steder jævnede med jorden, men den fattigste del af kirkegården er forvandlet til den skønneste.

Midt gennem kirkegården på kryds og tværs fører vel vedligeholdte veje, der er brede som de bedste hovedlandeveje. Langs disse veje ligger grav ved grav, beplantede med ligusterhæk og roser. Monumenterne er gennemgående små og tarvelige i sammenligning med dem, der findes på de ældre kirkegårde; men også dette forhold er i færd med at forandre sig. Nærmer man sig den nyeste del af kirkegården, bliver beplantningen mere og mere sparsom, og kommer man endelig til frijorden - de fattiges kirkegård -  helt nede ved Kalvebodstrand, hører der helt op; for her må kun plantes lavtvoksende buksbom, og der må kun anbringes simple trækors og malede blikplader som monument.

Nordre Kapel under opførelse, håndværkere foran, 1891. Københavns Bymuseum fra Vestre kirkegårds 100 årsjubilæum.

Nu er der 4 kapeller på Vestre Kirkegård; det store, smukke mosaiske kapel, som jøderne lod opføre for over 10 år siden, et lille katolsk kapel med en korsfæstet Kristus foran, det store, nyindviede flotte stenkapel, som Magistraten har ladet opføre med en bekostning af 175.000 Kr.. og endelig det gamle trækapel. Dette vil ikke komme til at ligge ubenyttet, da det ligger langt nærmere “frijorden" end det store. Men det er “under overvejelse", om der skal opføres et lille stenkapel i den yderste ende af kirkegården, eller om Magistraten vil nedlægge skærver på vejene og anskaffe sig to små raske heste og en rustvogn til transport af ligene fra det ny store kapel til graven. Dette sidste turde bedre end noget andet illustrere, hvor stor udstrækningen af Vestre Kirkegård er.

(Frederiksborg Amts Avis 18. juni 1892)

Indtil Søndre Kapel blev opført i 1906 blev Nordre Kapel som oftest omtalt som Det Store Kapel, mens det gamle trækapel blev benævnt Det Lille Kapel.