På inspektion. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Theodor Petersen, Københavns første politiinspektør, er ikke en mand, der ligger på den lade side.

Mens så mange andre i disse sommerdage kun tænker på at pleje sin egen magelighed, er hr. Petersen udelukkende optaget af det gemene bedste.

I forgårs aftes foretog han således en razzia gennem Tivoli for med egne øjne at undersøge etablissementets moralske tilstand.

Det er så længe siden, hr. Petersen var dragonløjtnant. formodenlig har han derfor ikke ment sig selv i besiddelse af et tilstrækkelig fagmæssigt syn på Tivolis syngende småpiger, for han havde sikret sig pålidelig sagkyndig assistance af en direktør og en kammerjunker.

Først afsøgtes "Fregatten. Besøget vakte her sensation. Thor Jensen erklærede med et diplomatisk smil, at "det måtte han finde sig i", og frk. Paula rødmede kendeligt ved synet af inspektørens knebelsbart, Rantzau alene sad rolig, tryg i bevidstheden om, at de fem nordstjerner ikke på noget punkt frembød den ringeste blottelse.

Muligvis af denne grund syntes kammerjunkeren at kede sig, hvorfor han hurtig gav signalet til opbrud. Fra "Fregatten" gik turen til "Kisten".

Politiinspektøren med selskab tog her plads på galleriet, hvad der havde en almindelig udvandring af Demimondens damer til følge.

Også hr. Carlson syntes nervøs. Han lod Ella Stella optræde så hurtig som mulig for at få det farligste skær klaret først, og Ella Stella, der havde en korrekt følelse af situationens alvor, mødte i sin mest ærbare dragt og sparkede ikke så meget op, at der blev noget for inspektøren at kigge efter.

Derimod blev der heldigvis på et andet punkt plads for inspektørens indskriden. Nogle franske sømænd, der havde slået sig ned i hans nærhed, følte sig så opildnede af Marseillaisens toner, som hr. Buron jun. hamrede frem af sin stortromme, at et par af dem gav sig til at omfavne hinanden i fælles rørelse over Frankrigs storhed. Men hr. Petersen, i hvis øren de revolutionære toner nødvendigvis måtte skurre, kunne naturligvis ikke lade sådant passere. Han lagde retfærdighedens hånd tungt på sømændenes skulder og talte dem indtrængende til. Og sømændene der måske ikke fattede ordene, forstod til gengæld den autoritet, der lyste ud af hr. Petersens blik, og de satte sig forknyt ned og tav ganske stille.

Lidt efter forsvandt hr. Theodor Petersen og hans følge. Tilbage blev et publikum, som

mødtes i forståelse af at øvrigheden ikke bærer sværdet forgæves.

Joli.

(København, 21. juli 1893).