Religiøst Vanvid. (Efterskrift til Politivennen)

Røgtertro.

Det har alt gennem mange Aar været Bladenes triste Lod at paavise Tilfælde paa Tilfælde, hvor den indre Missions mørke Hærgen over vort lyse Land har ladet stygge Spor efter sig. Af Svovlprædikanternes fraadende Mund udgik som Edder og Forgift den Lære, der i de Enfoldiges Hjærte brændte uudslettelige Ar. Snart var det en stakkels Husmandskone, hvem Forkynderen berøvede Sjælefreden, snart lød de haarde Fordømmelsesord over Skibbrudnes Kister, ledsaget af fortvivlede Enkers Hulken og uskyldige Børns hjærteskærende Skrig. Mens det graadige Hav derudenfor tordnede og truede de Levende, sendte Præsten bag de blege Alterlys de Døde til Helvede.

Og ingensteds gør Ordet hvassere Indtryk end i den enfoldige Landboers Sjæl. Ingen kommer hid og oplyser ham i den Vankundighed, man ikke tør bebrejde barn. Blade og Bøger læses saa godt som aldrig - om der overhovedet kan læses - Missionæren har frit Spil. Han stempler desuden først og fremmest med klog Beregning al Verdens Tant og al Verdens Kundskab som en afguderisk Fare. Salmebogen og Biblen - der skal I søge Eders Oplysning! 

Forpinte og plagede klamrer de Ulykkelige sig da sluttelig til dette Rør, han rækker dem i deres Vaande.

Men rundt om sidder i Fængselscellerne eller i Daareanstalterne de mørke Mænds Ofre!

Et nyt Tilfælde.

Saa maa vi da i Dag berette vore Læsere om et nyt, uhyggeligt Tilfælde af religiøst Vanvid.

For ofte naar saadanne monstrøse Historier ikke til Bybeboerens Kundskab; han nyder alle de Fordele i Retning af Oplysning, en Storstad giver, og hører han om de syngende Troende derude paa de vide Overdrev, har han en Tilbøjelighed til enten at sige: skulde det dog monstro ikke til Slut være disse Taabeliges egen Skyld, om de segner under Flammesværdene; eller ogsaa antager han ganske simpelt Véraabene for overdrevne.

- Der gik da paa Gaarden Skousbo pr. Viby en gammel Røgter Han var ugift, og naar han  efter Dagen lang at have syslet om sine Kreaturer i Mark og Stald, ved Solnedgang gik ind i sit Kammer, havde han sine tunge Skrupler over, hvordan Synden sled i hans arme Bryst.

Ingen talte med ham; ingen trøstede ham.

Den eneste, som havde henvendt Ordet ogsaa til ham, var Missionen. Den havde udkastet Billeder af Synden i denne Verden, havde talt næsten direkte til ham, syntes Røgteren; og naar han med den opslaaede Salmebog sad paa sin Kiste, forekom det ham, at han saa' den truende Finger, hævet mod Loftet og hørte Stemmens hæse: vend om, vend om!

Han blev en stedse flittigere Gæst i Bedehuset og stedse ivrigere fordybede han sig i Skriften for at finde Trøsten, Trøst for hans fortvivlede Fristelse i den ugifte Ensomhed.

Men i Skriften stod der: "naar et Lem forarger dig, saa riv det ud..,

- I Fredags Aftes mishandlede den gamle Røgter sig med koldt Overlæg, for at Selvbesmittelsens svare Synd ikke skulde naa ham mere. Da Proprietær Høyer, Gaardens Ejer, netop gik forbi, raabte Røgteren ud af Vinduet:

"Saa, nu er det overstaaet, Hr. Proprietær!"

Der kom Læge til.

Røgteren blev forbunden og kørt til Roskilde-Sygehus, hvor han nu henligger i betænkelig Tilstand paa Grund af Blodtabet, og Farerne ved den selvvoldte Operation, der kan blive, skæbnesvanger for en saa gammel Mand.

Lægen erklærede forøvrigt, at kan kunde ikke have ført Snittet bedre end den stakkels Røgter, som nu i en Menneskealder havde kastreret Kreaturer

* * *

Dette Tilfælde af religiøst Vanvid, tør vel siges at være et af de uhyggeligste, der i lang Tid er kommen til Offentlighedens Kundskab. Var en saaden Ting sket med hvilkensomhelst andre Motiver, vilde det næppe være ret at publicere den.

Her, tror vi, er det vor Pligt.

Netop i de sidste Aar synes der hos alle Besindige at vaagne en vis Trods og Forargelse mod den indre Mission. Lad denne Sten da hjælpe sit til, at den mørke Forkyndelses Apostler snart kan ligge slagne paa deres Gærninger.

(København 1. marts 1894).

Fredens Evangelium.

Kristendommens smukkeste Tanke er den: "Fred over al Jorden". Det var Kirkefædrenes Drøm, det er Kristendommens Maal.

Saa sér man sig om i den kristne Verden, og de ivrigste Kristne, den første Række i de helliges store Skarer, man træffer, er den indre Missions sluttede Falanks. 

Men hvor er nu Freden bleven af, hvor den stille Mildhed, der skulde være deres Religions Kendetegn. Mørke Miner, bitre Tanker, Sjælekval og Kvide, større, end det maa ske er nogen verdslig givet at forstaa.

Vi har tilfældigvis faaet nogle nærmere Efterretninger om den ulykkelige Røgter i Viby, der gildede sig selv, og disse føjer sig til et slaaende Billede af den Jammer og Fortvivlelse, hvori Nutidens Troende vandrer.

Manden, der, som bekendt, kom fra Harboøre, var gift og havde to Børn. Sin Kone havde han spurgt til Rands, før han tog Kniven. Hun slog det imidlertid hen.

Den skæbnesvangre Handling har han altsaa ikke begaaet i Fortvivlelse over sensuelle Udskejelser. Nej, han har tvivlet om Ægteskabets Hellighed, har tvivlet om én af selve Kirken indstiftet Forbindelse kunde retfærdiggøre Nydelser, der uden denne Indvielse var Synd.

Med andre Ord, hvad der er sandt og naturligt, har han ansét som Smuds og Ugudelighed, endda den hellige Kirke har sanktioneret hans Gærninger.

Kan større Anfægtelse tænkes? Er det Fred?

Og Røgteren i Viby staar ikke ene. Han er, som tidligere meddelt, fra Harboøre, og Folk, som er fra Egnen vil paastaa, at han her har forskellige Forgængere, Folk, der af religiøse Skrupler har berøvet, sig selv, Evnen til at forplante sig, den Evne, hvorpaa den hele Tilværelse i syvende og sidste Instans er grundet.

Er da ikke slig "Fortvivlelsens Selvhjælp" nok til at aabne Øjnene paa Folk? Lad være, at Tilfælde som disse, er sjældne: Der er Gærninger nok, som kan rubriceres under denne Kategori.

Tusinder vandre rundt med de samme mørke Tanker, og mangler kun det borgerlige Mod til Mishandlinger og Lemlæstelser, der or værre end Selvmord, fordi do afslutter ikke blot et Liv, men tillige begynder en levende Død.

Det er paa Tide, at de svage rives ud af Missionens Garn, at Sygdommen hæmmes før den breder sig til Slægten.

Det er paa Tide, at Fredens Evangelium prædikes.

Josva.

(København 7. marts 1894)

Herregården Skovsby ved Viby stammede tilbage fra 1600-tallet. Den eksisterer nu som gård. Stuehuset er fra 1802. Gården ejedes på daværende tidspunkt af fru Høyer, enke efter møller Rudolf Høyer. Han havde formentlig vundet et lotterigevinst som han havde brugt fornuftigt. Trods landbrugskrisen overlevede den. Sønnen Harald Høyer drev den sammen med moderen. Gården blev 1896 solgt til jægermester Dinesen.