Sædelighedspolitiets Opdagere. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg hos Inspektør Korn.

Vi har i Magdalenesagen fremstillet, hvorledes Sædelighedspolitiets Optræden tager sig ud for den uhildede Tilskuer - lad os nu se, hvad dette Politis egen Chef mener om Tingene. Saa har vi delt Sol og Vind lige mellem Parterne.

- "Det er - begyndte Inspektøren under en Samtale, vi havde med ham - Myndighedsmisbruget, der fremføres i "Magdalene"; Myndighedsmisbruget, og ikke den lovformelige Fremgangsmaade! Saaledes gaar det aldrig til i Virkeligheden, det er ikke saa nemt at blive "offentlig". Man maa jo forudsætte, at det er Finck, der har forført Valborg Jensen - ikke sandt? saadan er det jo, Skøgen hedder ....

.... Naar Finck har forført hende og "holder" hende, vil der aldrig blive Tale om at "tage" hende. Og selv om Hamann bliver Nummer to, heller ikke. Om en Pige staar i Forhold til en eller to eller tre, det er ikke nok. Hun skal ligefrem leve af Løsagtighed, tage Herrer, hun ikke kender nøjere , med sig op "fra Gaden". Ellers bliver der ikke gjort hende noget."

Saaledes er den forholdsvis rosenrøde Fremstilling, Sædelighedspoliteits egen Chef giver. Spørgsmaalet er da dette: er ikke paa dette Omraade Myndighedsoverskridelsen saa ofte tilbagevendende, at det bliver den almindelige Lov? - Vi vil iøvrigt kun kort referere Politiets Beretning om Fremgangsmaaden i de forskellige Tilfælde. Den ideale Fremgangsmaade!

Advarsel og Straf.

. . Før en Pige kan blive indskreven som offentlig, skal hun advares og derpaa være straffet for Utugt to Gange. Da paabyder Loven Kaserneringen. Selv om hun ønsker at blive indrulleret i Venus' autoriserede Bataljon med det samme, tilstedes det ikke. Hr. Korn, for hvem hun føres frem, tager sig ingenlunde Sagen let.

"Je' har alli'vel ingen Ting at leve a', la'me bare bli'e offentlig med det samme!" siger under Tiden en eller anden lille, københavnsk Tøjte. - I et saadant Tilfælde fremstiller Hr. Korn for hende, hvad det er for et elendigt Liv, hnn ønsker letsindigen at gaa ind til: se at faa noget Arbejde," siger han, søg en Plads! hellere maa De hæderlig skure Trapper paa Deres Kræ end feje Gaden i den Silkekjole, De har tjent ved at sælge Deres Legeme!"

Efter denne Advarsel, der meddeles dem højtideligt og alvorligt, dimitteres de; og det er da først efter to Gange gentagen Straf for at ernære sig ved Utugt, at de maa tage Plads bag Tremmerliden.

Anonyme Angivelser.

- Hvad de anonyme Angivelser angaar, gaas der ikke saa let til Værks, som almindelig tros. Der foretages først en minutiøs Undersøgelse blandt Folkene i det Hus, den Mistænkte bebor. Ganskevist kan jo en saadan Inkvisition være højst ubehagelig, under Tiden meget skadelig for Paagældende - men det er den eneste mulige Fremgangsmaade; den samme som overfor Mistænkte i andre Forhold.

Ikke sjældent møder en eller anden nobel Kavaler hos Inspektøren og meddeler, at dér og dér bor en "meget løsagtig" Pige, som har faaet saa og saa meget af ham. Overfor en saadan forsmaaet og hævngærrig Elskers Udtalelse er man saare forsigtig. For det første mærker man sig ham nøje i Tilfælde af, at han skulde have gjort sig skyldig i falsk Forklaring, og dernæst undersøges den anmeldtes Forhold som ovenfor omtalt.

Paa denne Vis gør de anonyme Anmeldelser, Sædelighedspolitiet betragter som nødvendige, dog mindre Skade end antaget.

Ingen Dusører til Opdagerne.

Den Paastand, der fra forskellige Sider er fremsat, at Opdagernes Virksomhed til Dels honoreres gennem Dusører for hver smittet Pige, der indfanges, benægtes bestemt. Hver af Opdagerne har foruden deres Løn et Ekstra-Gratiale paa 10-15 Kr. om Maaneden til at bestride de mange Udgifter, deres Besøg paa Forlystelsessteder medfører. Udover dette intet - Det er hændet, at en Angiver af ovenomtalte Art, efter at virkelig hans Troløse er bleven taget som smittet, har villet takke Betjenten gennem en lille Belønning. Han er da med samt sine Penge blevea vist Porten paa en saare ublid Maade.

"Det er jo en skammelig Løgn!" udbryder Hr. Korn harmfuld og slaar i Skrivebordet.

Afhentning og Bekendelse.

Med størst Harme har Opinionen kastet sig over den Maade, hvorpaa Afhentningen sker. At denne al Tid burde foregaa i Droske, er klart. Som det nu er, lader man det være afhængig af Afstanden; bor hun i Nærheden af Raadhuset, maa hun gaa. Her har Sædelighedspolitiet et af sine ømmeste Steder, der kun vanskelig lader sig forsvare. Man skulde synes, at Hr. Korn let maatte kunne bringe Forandring i dette Forhold. Det er just denne Afhentning, der har afstedkommet saa mange triste Optrin i Byens Gader. Hr. Korn hævder, at Opdagerne kun sjældent har Skyld heri: det er for det meste om Aftenen eller Natten, denne Indfangning foregaar, og paa den Tid er disse Fruentimmer ofte halvfulde og desperate. Hvad skal man saa sige sige til det?

Bekender de da, tilbringer de Natten i Arresten og fremstilles for Hr. Korn næste Morgen. Etter Bekendelsen følger saa Lægevisitationen, der foregaar i et særligt Lokale, hvor dog kun de Mistænkte, ikke de Prostituerede undersøges. - Spørgsmaalet er da: hvorledes skaffes denne Bekendelse? Man trækker paa Skuldrene: tror De, man faar noget ud af dem, naar man er Elskværdigheden selv? Viser det sig ved Visitationen, at de er syge, gaar Turen til Hospitalet. I modsat Fald kan de efter Advarslen atter gaa.

Usædeligheden vokser.

I mange Tilfælde vil Sædelighedspolitiet kunne paaberaabe sig som Undskyldning for et vel "rastløst" Arbejde, at Usædeligheden i de sidste Aar griber forbavsende om sig. Forældre holder ikke længer den Kontrol med deres Børn, naar de er borte fra Hjemmet, som før. Alt for tidligt søger man en Fortjeneste af dem. Døtrene anbringes som Bypiger hos private og i Forretninger og faar saaledes i for høj Grad Raadighed over den Tid, der tilbringes ud. Den lille begynder med at faa Bolsjer af en gammel Herre for at give ham et Kys, og hun ender som nys en femten og en syttenaarig paa Vesterbro.

I et eget Værelse med to Chaiselongner og to Senge havde disse unge Prostituerede indrettet sig som Folk af Faget. De slæbte stort Tal unge og gamle Herrer op fra Gaden, og da de fremstilledes for Inspektør Korn, brugte de Mund værre end de mest fordærvede Skøger.

"Men" - inskyder vi - "saaledes bunder altsaa tilsidst hele Elenden i det økonomiske Spørgsmaal. Fattigfolk kan ikke ernære Familjen, deraf følger Skændslen! Som det gaar nogle af Staklerne alt som Børn, vil det gaa de andre som Voksne. I denne Tid staar de store Lagres Systuer tomme; det er den døde Sæson. Selv den flittigste Syerske kan ikke faa en Kaabe at sy, om hun nok saa gæme vil. Naar hun saa har sat den sidste Hvid paa Assistenshuset - hvad saa? Sælge sig selv maa hun ikke - altsaa, hvad saa?

Hr. Korn trækker paa Skulderen: "Ja, hvad saa ... saa maa hun gaa til Fattigvæsenet! Vi hun ikke det, maa hun ind under "Systemet"

En krank Udsigt for fattige Piger!

(København 24. januar 1893).

Korn begik i marts 1895 selvmord, efter at Sædelighedspolitiet ikke længere kunne tilbageholde en større skandale. Denne er oprullet her på bloggen.