Frederik Ferdinand Eriksen begik som 13-årig i 1888 som 13-årig sit første indbrud i viktualiekældre på Frederiksberg, og fik som straf 25 slag ris. Allerede to måneder senere fik han 6 dages fængsel for småindbrud. Igen måneden efter 6 Dage. Herefter 15 slag ris, fængsel i 20 dage, 25 slag rotting, 30 dages Fængsel. I 1892 faldt hammeren for alvor med 8 måneders forbedringshus, året efter 18 måneder. Den 4. november 1893 stak han af fra fængslet, blev fanget dagen efter og fik 8 måneders tillægsstraf. Anholdt 1896 for indbrudstyveri, straffen denne gang 3 års forbedringshus. Efter løsladelsen fik han han Polititilhold, som han omgående overtrådte. For det fik han 12 dages tvangsarbejde, året efter straffet for 12. gang med 8 måneders forbedringshus for vold mod politiet.
Efter udstået straf vendte han forsommeren 1901 tilbage til København. På Nørrebro fandt han en del ligesindede, og med dem opstod ideen om at holde til ved Lersøen, dengang marker og Mosestrækninger. Hurtigt blev de en plage for beboerne. Tyverier blev hurtig omsat til natlige fester.
Ferdinand fik her en kæreste, en 22-årig kvinde som blev kaldt "Karen Spidsmus" eller "Spidsmusen". Hun var undveget fra tvangsarbejdsanstalten, hvor hun var blevet indlagt for overtrædelse af nogle småparagraffer. Mellem den 29. og 30. September 1901 begik banden, en serie indbrud på Nørrebro, og slæbte afsted med deres bytte. De mødte imidlertid to betjente som anholdt nogle af dem. Resten kom dem imidlertid til hjælp, og en af betjentene kom slemt til skade. Af frygt for repressalier skjulte Ferdinand og Karen sig, og efter en måned stak de af til Århus. Her blev de efter ca. ½ år anholdt. Men undslap i første omgang arresten
I anledning af 30 årsdagen for begivenheden skrev Axel Nielsen i Social-Demokraten en længere dramatiseret beretning af flugten.
Artiklen var illustreret med en tegnet af parrets flugt gennem vinduet i taget. Om den er troværdig, kan jeg ikke sige. På daværende tidspunkt levede arrestforvalteren der havde frataget dem tøjet, stadig. Udbruddet blev beskrevet således:
Natten til den 8. juli, da alt var blevet roligt i Bygningen, brød han en jernstang af cellebordet, og med denne som Værktøj lykkedes det ham hurtigt at fjerne et lille vindue over celledøren, lige stort nok til, at han kunne knibe sig igennem. Ude paa Arrestgangen stjal han med det samme en portemonnæ og en kniv, tilhørende en beruset mand, som om aftenen var blevet indsat i detentionen. Ved hjælp af bankesystemet lykkedes det ham også forholdsvis hurtigt at finde sin medskyldiges celle, der var beliggende i etagen underneden og i den helt anden ende af bygningen, og ved på samme måde her at fjerne det lille vindue over døren, fik han også hende ud af cellen.
I sammenligning med ham så Karen helt velklædt ud. Hun havde fået lov at beholde sit underskørt. Men Ferdinand forstod snedigt at pynte på sit udseende (bar skjorte og sokker) ved at stikke benene i skjortens ærmer og binde fligene sammen over Skuldrene. Begge er de derefter løbet op i arresthusets loftsetage, hvor han har præsteret et yderst nervepirrende kunststykke for at slippe ud på taget. I Forening har de slæbt et tungt bord op på loftet og stillet det på højkant ovenfor trappen. Her ovenpå har de så anbragt en stige. Det eneste vindue, ad hvilken flugt var muligt, sad imidlertid i selve taget, lige over den dybe trappeskakt, der her gik lige fra loft til kælder gennem den høje bygning. Ved at kravle op ad stigen har han kunnet nå taget; men for at få fat i selve vinduet måtte han slippe muren og kaste sig bagover. Og derefter hængende i armene over den frygtelige trappeslugt hive sig ud på taget - et nervepirrende cirkusnummer med Karen Spidsmus som eneste Tilskuer. Et fejlgreb, og han ville være styrtet gennem alle tre etager ned i kælderen. Men han greb ikke fejl.
De syntes dem noget fordægtige, hvorfor de fattede mistanke og fulgte bagefter dem ind landsbyens købmandshandel. Den lidt pågående nysgerrighed syntes at gøre de to fremmede urolige. Den største af dem, et stort ført kvindfolk med slaskende skørter om benene, tog mod ét flugten ind gennem bagbutikken. Ved den pludselige Bevægelse stod et tørklæde, som skjulte det meste af hendes ansigt, tilside og afslørede et pragtfuldt sort overskæg. Hermed stod det alle klart, hvem de havde for sig. Ferdinand, thi ham var det, styrtede ud gennem en Bagdør, over en tjørnehæk og forsvandt for sine forfølgere bagom et par gårde. Karen Spidsmus måtte derimod blive, hvor hun var, selvom hun brugte mund og titulerede de omkringstående med grovkornede Uartigheder.
Imidlertid var der slaaet alarm til opdagelsespolitiet i Århus, som 9 mand stærk med politiassistenten i spidsen besteg deres cykler og snart forsvandt i en støvsky udad Randers landevej. Inden de nåede stedet for de dramatiske begivenheder, havde de Lisbjergfolk dog ogsaa fangst og bagbundet Ferdinand, der havde gemt sig under en dynge grønt i en svinestald. Overfor fire håndfaste karle måtte han endelig strække gevær og overgive sig. De to misdædere blev bagbundne anbragt side om side på marken, indtil de kunne blive befordret tilbage til arresten. Her lå de og fnyste ondskab til alle, der kom i deres nærhed, så det var stygt at høre og se på: "Vi skal komme igen", råbte de gang på gang, "og da skal vi hævne os."
---
DER BLEV skrevet Viser om Ferdinand og Spidsmusens Meriter. Hvem husker ikke: "Og det var Karen Spidsemus", som i sin Tid var en ren Landeplage. Ferdinand var som sagt en af Datidens farligste og snedigste Forbrydere. En Gang tidligere var han brudt ud af Fængslet paa Christianshavn, og huserede derefter en Tid lang i Villakvarteret omkring Strandvejen, hvad der skaffede ham Navn af Strandvejstyven. Politiet var til Stadighed paa Jagt efter ham, men længe uden Held, hvilket i særlig Grad skyldtes, at den durkdrevne Forbryder formummede sig, en Dag som Slagter, en anden som Murer. Flere Gange var han dog nærved Paagribelse. Ved en bestemt lejlighed havde Københavns OpdagelsespoIiti faaet Vished for, at den eftersøgte befandt sig i en Ejendom i Tyrasgade. En stor Politistyrke omringede Ejendommen, som derefter blev nøje gennemsøgt fra Kælder til Kvist. Men han var der ikke alligevel. Mens Eftersøgningen stod paa gik en Skorstensfejer ud paa Taget og passede fredeligt sin Dont. Ham var der ingen, der tænkte paa, desværre: thi det var netop Manden, man søgte.
Sagen fik måske som konsekvens at Peter Sabroe fremsatte krav om, at Samfundet fik myndighed, ja, pligt til til fjerne børn fra vitterlig slette hjem. Axel Nielsen (1911-1977). 1935 Vestsjællands Social-Demokrat, 1943 redaktionssekretær samme sted. 1944 Social-Demokraten som folketingsreporter. 1956 leder af Den Socialdemokratiske Provinspresses Korrespondancebureau. 1966 Aktuelt. 1970 Ritzaus Bureau.
Flugten blev opdaget ved 3-Tiden af en bagermester som havde set et lagen flagre. Politiet opdagede hurtigt efter det åbne tagvindue. Ved 4-tiden om eftermiddagen ringede en Vognmand fra Århus ude fra Landsbyen Lisbjerg Nord for Byen, at der lige havde været to fordægtige Personer inde hos Købmanden der. Ferdinand og Karen var flygtet ind i en svinestald, døren var så blevet lukket, og da der var jernstænger for vinduerne, var de lukket inde til politiet ankom. Udover ængstelse vakte flugten også munterhed, og der blev digtet en revyvise over begivenheden.
Ferdinand blev dømt for talrige forhold. Men Karen Spidsmus tilstod kun at hun en gang havde holdt vagt ved et indbrud, og hun fik 6X5 dages vand og brød, mens Ferdinand fik 4 Års Tugthusarbejde.
Karen Spidsmus Bryllup.
En Dansk Amerikaner frier til hende.
Eksdronningen af Lersøen, den århusianske berømthed Karen Spidsmus, som for tiden afsoner 30 dages vand og brød for røveri, har i fængslet modtaget et brev, der giver hende noget at tænke på.
Afsenderen, John Miller, en amerikanisering af det danske Johan Møller skriver til hende, at han i dansk-amerikanske blade har læst om hende og hendes bedrifter særlig om hendes berømte flugt fra Århus Arrest og at han vil gifte sig med hende, hvis hun kommer derover.
"Min adresse er Treackers Hill, North Dakota U. S. A. Jeg har en smuk ejendom, byens fineste gæstgiveri med stort farmbrug. Jeg skal netop ha' en Kone, der kan hjælpe i forretningen, og som ikke er bange af sig. Jeg sender selvfølgelig rejsepenge".
Dronningen ved ikke, hvad hun skal gøre. Hun har lovet Ferdinand Eriksen at vente på ham. Svigter hun ham nu, kan hun være forberedt på, at han rejser bagefter og slår både gæstgiveren og hende til lirekassedrejere.
(Randers Arbejderblad 9. juni 1904).
Artiklen blev citeret i sin fulde længde i St. Paul Tidende. En dansksproget avis som udkom i USA, 1. juli 1904. Avisen havde selv tidligere bragt nyheder om Karen Spidsmus. Pga. datoen kan det dog ikke have været i denne avis, John Miller havde set nyheden:
Karen Spidsmus dømt.
Den berygtede forbryderske Karen Samuelsen, almindelig kaldet Karen Spidsmus, blev forleden af kriminalretten i København idømt 30 dages fængsel på vand og brød. Hun havde været med til at plyndre en beruset herre for et guldur.
(St. Paul Tidende, 17. juni 1904).
Karen Spidsmus.
Om Karen Spidsmus, der for g år siden huserede i Århus sammen med Ferdinand Eriksen og foretog den dristige flugt fra arresten, skriver "Extrabladet" i lørdags:
Blandt de straffefanger, der benådes i anledning af kongens fødselsdag, er lersøbøllen Ferdinand Eriksen vel nok den mest celebre.
Dog hvem tænker på Ferdinand uden samtidig at skænke hans kæreste Karen Spidsmus en tanke?
Vi har ude i Rabarberlandet truffet Karen. En spinkel, opløben kvindestikkelss stryger hen ad fortovet. Hun kom op fra en af Jægergades dunkle kældersnoster, og idet hun passerede forbi os, mærkede vi et pust af spiritus.
- Har De hørt, at Ferdinand kommer ud i morgen på kongens fødselsdag? spørger vi.
- Jo, det har jeg rigtignok, svarede Karen, og vi så, hvordan livet skinnede bag øjnenes alkoholskær. - Det har stået i bladene, og det er rigtignok med det. Han har sæl skrevet det til mig.
Og så trak Karen et brev frem fra sin fæstemand og lod os læse ved lygteskæret, hvad tugthusfangen fortalte om sin elskov og sine planer. Ferdinand ved, at han på grund af sin gode opførsel vil få lov til at slippe den 8. april, og så kan Karen være vis på ham, de to skal nok træffe hinanden - Ferdinand har ikke glemt sin pige fra de bevægede dage,og han stoler også på at hun er ham trofast.
-Tror De virkelig, Deres forlovede kommer tilbage til Dem?
"Det skulle jeg virkelig mene. Ferdinand svigter mig ikke - den mand er han ikke. Og det er vel også for min skyld, at de lukker ham ud af slaveriet på kongens fødselsdag?"
- Hvor vil De træffe ham?
- Åh, i morgen aften går jeg rundt til alle de beværtninger, hvor han søger - jeg tænker næsten, at jeg får fat i ham hos Christoffersen i "Planten", De ved, den dernede paa hjørnet af Farvergade.
- Og hvordan skal fremtiden så gå, Karen?
- Den skal pinedød »ok Kære! Ferdinand får nok noget at lave, for kræfter har han jo. . Nu kommer banearbejdet, og jeg er heller ikke bange for at lægge næver til, om det skal være.
- Er De ikke bange for, at Deres tilkommende vil prygle Dem og lade Dem døje ondt, når det humør kommer over ham?
- Ferdinandt! Nej! De tror da »vist også, at han er en ren sjover. Nej, Ferdinand er det bedste menneske på Jorden. Det er kun, når "panserne" irriterer ham, at han kommer i den sorte kulør. Men mig rører Ferdinandt aldrig - han er en rigtig svend.
- Til lykke da!
Og så tripper Karen Spidsmus videre ind gennem de mørke gader.
(Demokraten (Århus) 10. april 1905).
Ferdinand blev maj 1905 benådet for resten af straffen mod at forlade Landet og ikke vende tilbage i 10 År. Han blev så hjulpet til Amerika, men Forholdene der passede ham ikke helt. I Juli Måned kom han tilbage, og dette skulle naturligvis fejres. Han drak sig fuld, lavede Gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen og gik til Afsoning af en Bøde på 25 Kr. Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter "over Vandet" for at afsone de eftergivne 17 Måneder. I Januar 1907 blev han løsladt. Et halvt År efter Blev han på ny anholdt i Færd med at begå et Indbrud. Dette og nogle andre Tyverier, han måtte tilstå, kostede ham 5 Års Tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede Straffen.
"Karen Spidsmus" anholdt
En batalje på Lyngbyvej
Den i sin Tid saa meget omtalte lersøbølle Ferdinand Eriksens kæreste, "Karen Spidsmus" er i aftes havnet i arresten på Nytorv, efter først at have forårsaget en stor bataille.
Sammen med en ven havde hun i aftes bestemt sig til at gøre et ekstra kup, Parret fulgtes ud ad Lyngbyvejen, og hvert menneske, der kom forbi, blev prajet for mønt på en yderst indtrængende måde.
Omsider skete der anmeldelse til politiet i Hellerup, der sendte to betjente ud for at anholde parret, men så snart Karen så uniformen, fo'r hun hylende ind mod betjentene, der nu fik fuldt op at gøre med at få de to transporteret afsted. Under kampen samlede der sig en stor skare mennesker på vejen og iblandt dem var adskillige løsgængere, der tilbød at udfri Karen. Politimændenes trusler om øjeblikkelig anholdelse holdt dem dog noget tilbage, og efter nogen besvær havnede parret på politivagten på Margrethevej. hvor det imidlertid startede et så frygteligt spektakel, at det af hensyn til de omboendes nattero blev nødvendigt at føre dem til domhuset. foran
(Riget (København) 8. august 1911).
I 1912 kom Ferdinand ud og blev ikke senere straffet. Han døde på Kommunehospitalet i 1919. Københavns Biblioteker har lavet en podcast om de to.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar