Oprindelig hed Ali Nouri (alternativ stavemåde: Ali Nuri Dilmec) Knut Gustaf Noring (Thorup?) og kom fra Sverige. Han var forfatter, lærer og bogsamler fra Malmö. I 1879 rejste han til Konstantinopel og konverterede til islam. I 1884 blev han gift med en tunesisk prinsesse. Samme år udnævnt til tyrkisk generalkonsul i Athen, senere Serbien, Krim, og Rotterdam. Sultanens formål var at han skulle spionere på hans modstandere, ungtyrkerne. Men i stedet gik Ali Nouri over på deres side.
Prinsessen hed Hairie (alternativ stavemåde: Hayrye) og blev som 18 årig bortgivet som brud til en tyrkisk pasha som var polygamist. Efter to år blev det hende for meget og flygtede fra Tyrkiet. Allerede da prinsessen var omkring 25 år, holdt hun foredrag i Europa og USA om forholdene i tyrkiske harem.
Parrets sympatier for Ungtyrkere blev opdaget, og de faldt 1901 i unåde hos sultanen. Prinsesse Hairie undslap fra parrets hus i Konstantinopel der var under konstant overvågning af spioner, ved at nogle venner smuglede kufferter og hendes to børn ombord på et fransk dampskib til Galata i Grækenland. Det lykkedes hende at slippe uset ud af huset og køre til havnen. Hun ventede her i en kø indtil landgangen var ved at blive taget, hvorefter hun løb over en åben plads og sprang på skibet før nogen kunne nå at stoppe hende.
De rejste tilbage til Sverige og flyttede i de efterfølgende år rundt omkring, boede bl.a. også i København. I 1900-tallets første årti skrev Ali Nouri flittigt i vestlige medier og ofte citeret som ekspert på tyrkiske forhold. Da ungtyrkerne tog magten i Tyrkiet i 1909, rejste han tilbage til Tyrkiet hvor han levede i ubemærkethed til sin død.
En tyrkisk prinsesse som Foredragsholder.
Fra London skriver en Korrespondent: Vor By kan i de kommende Uger vente siq noget splinternyt paa Forelæsningsomraadet, idet man for første Gang vil se en tyrkisk Dame, tilmed en Prinsesse, offentlig optræde som Foredragsholderske.
Den paagældende Dame, hvis Navn er Prinsesse Hairie Ben Ayad, er gift med Ali Nouri Bej, fhv. tyrkisk Konsul i Rotterdam Begge er ivrige "Legitimister", d v. s. Tilhængere af "Sultan" Murad, Abdul Hamids Broder, der har været holdt fængslet i Konstantinopel siden Broderens Tronbestigelse.
Murad, fortæller Prinsessen, er ingenlunde sindssyg, som Rygtet paastaar, men fuldstændig rask, baade i aandelig og legemlig Henseende. Hun agter nu sammen med sin Mand at begynde en Agitation i England til Fordel for Murad; allerede mens de opholdt sig i Tyrkiet forsøgte de derpaa, men opnaaede kun at blive sat under retslig Tiltale, af hvilken Grund de strax flygtede til Vestevropa.
Som en Slags Indledning til sit "Felttog" agter Prinsesse Hairie at holde en kort Række Forelæsninger. Disse vil dog ikke omhandle politiske Forhold, men kun dreje sig om den tyrkiske Kvinde, hendes Liv i Hjemmet, Haremets Mysterier, Slaveriet i Tyrkiet og andre Warner, som kun en tyrkisk Kvinde kan vide Besked om.
Prinsesse Hairis, der er den første tyrkiske Dame af Rang, som offentlig viser sig i England, er en høj, mørk Kvinde med en smuk Figur og fine Ansigtstræk. Hun vil sikkert "gøre sig"
(Nordjyllands Arbejderblad 14. august 1901).
Princess after the Sultan
"THE secrets of the harem" are to remain secrets no longer. Simultaneously with the publication of M. George Dony's new book, "The Private Life of the Sultan," a lady of high degree has just come London to make a further expose. She proposes to begin a crusade against the degradation of her countrywomen, and after she has created a movement of reform to emanate from England, she will go to the United States.
This female knight errant of modern days is the Princess Hairie Ben Ayad, the wife of a former Turkish consul at Rotterdam, who has espoused the cause of the "Legitimist" party In Turkey and has, in consequence, been condemned to prison for ten years. He escaped to England and his wife has just joined him after numerous exciting experiences. The party of the "Legitimists"is in favor of the deposed sultan, Murad, the elder brother of the reigning monarch, Abdul Hamid. Murad has been in prison at Constantinople for over twenty-five years and his party claims that all evils in Turkey would be righted If he were restored to power.
The Princess Hairie bids fair to become the latest London fad and her movements are chronicled as if she were a personage of extraordinary Importance. She possesses great beauty, having a face of unusual refinement for the somewhat heavy brunette type of the east, and she carries herself in a regal way. She drives out with her husband frequently, but always veiled, wearing a long black satin cloak and hood, from which the veil hangs to the throat. In the house she loves to wear the close fitting garments of the European.
She is a daughter of the late Mahomond Pasha Ben Ayad of Tunis, who represented his country at the court of Franco during the time of Napoleon III and received several marks of honor from the emperor. He kept a magnificent harem of over 500, including his wives and female slaves, so that his daughter knows of things whereof she speaks, although her own husband has not indulged in the luxury of so many wives. She is the first Turkish lady who has ever set foot in Europe with the mission of making known the social condition of her native land, but she says that there are many other women in Turkey who would come forth In like manner If they dared, and that they are keenly conscious of their miseries.
The sultan himself seems to be the greatest polygamist. Although a law exists which permits a man to have only four wives at the same time and another which prohibits slavery, the sultan disdains to be bound by either law. But his greediness to adquire so many wives brings him no end of trouble, for each one becomes the center of a political faction as soon as she enters the royal palace. Many of them are very shrewd and ambitious, and sometimes not overly fond of his Imperial majesty. One of his wives was accused of conspiracy against him about a month ago, and the sultan shot her with his own hand. Another one was sent into exile as late as last week, being suspected of setting unto his majesty's bedroom. She was only saved from death because she had been a favorite wife for over fifteen years and she had a brother high in political power.
The sultan seldom condescends to marry legally any of his wives, according to the princess, unless he takes a fancy to the wife of one of his subjects who is powerful enough to refuse to give her up. The sultan then decrees her divorced and goes through the form of marrying her. If he becomes tired of a wife, one of his royal ministers receives her as a present whether the minister wants her or not. Another way of disposing of these wives is to present them to his political enemies, who dare not refuse them, and who thus take a spy into their own household in constant communication with the throne.
The women of Turkey could be well educated if the sultan and the religious teachers - who are his tools - would permit. But they have recently banished the English governesses from Turkish homes and they oppose the foreign schools, Catholic and Protestant, which have been established among them. The princess speaks very highly of the American school for girls at Constantinople, which, she says, is liberally patronized by the daughters of advanced Mussulmans, notwithstanding the opposition of the sultan. The priests try to keep the people, especially the women, In Ignorance. These priests are in the employ of the government; they are the official surveyors of the wards and delegated by the municipality to arrange the marriage contracts. But the priest acts in this respect more as a magistrate than as an official of the church and the marriage is merely a business contract. If the parents pay him an extra sum he will deliver a long prayer at the end, but otherwise not. The bride and bridegroom hold separate fetes in honor of their marriage. If either family has a large house the fetes are celebrated on the same day in different apartments, but If not they occur on different days.
The only thing in which the women score in Turkey is in the "dot." The husband must give a dowry to his wife If he marries her by law but what the wife brings remains still her own. Her husband has no legal right to appropriate It. It Is probable, however, that the poor Turkish woman as a general thing falls to enjoy this right, as well as so many others which are hers in law, but not In reality.
REBECCA A. INSLEY.
(The Illustrated Bee 20. oktober 1901)
I oktober 1901 besøgte Ali Nouri København, i hvilken anledning Nationaltidende 28. oktober 1901, 2. udgave bragte et næsten helsides interview med ham på forsiden. Han var da blevet dømt til døden af sultanen. Her udtalte han sig i kraftige vendinger imod den sultan som havde overtaget styret efter sin broder ved at erklære ham for sindsyg. I artikler i aviserne (Nationaltidende 17. november 1901, Dagbladet (København) 20. marts 1902, Nationaltidende 4. september 1903 2. udgave.) vedblev han herefter at berette om paladsrevolutionerne og omskiftelserne i Tyrkiet.
Den 19. januar 1903 optrådte Hairie Ben Aiad i Alliance Francaise med et foredrag med titlen: "Den tyrkiske kvinde og hendes tilværelse i haremet". På daværende tidspunkt boede parret i Malmö. Den 6. februar optrådte hun igen, denne gang i Odd Fellowpalæet for fulde huse. I pressen vakte det opsigt at hun optrådte med orientalsk dragt med tildækket hår og ansigtet dækket af et let slør.
Den danske presse beskæftigede sig kun i ringe grad med hvad hun sagde i disse foredrag, og beskæftigede sig mere med hendes udseende. Heldigvis findes der dog et ret udførligt uddrag af foredraget på engelsk, se længere nede i dette indslag.
Abdülhamid 2 (1842 – 1918) var sultan af Det Osmanniske Rige. Han tabte en krig mod Det Russiske Kejserrige, men vandt mod Kongeriget Grækenland i 1897. Han regerede 1876 - 1909, hvor han blev afsat efter den Ungtyrkiske revolution. Af sine modstander, bl. a. russerne, armenierne og rumænerne blev han betegnet som "Den Røde Sultan" og "Abdulhamid den Forbandede" mm.
Social-Demokraten havde en halvsides artikel på forsiden den 23. juni 1903 hvor der var en beskrivelse af parrets optræden i København.
Er Sultanen myrdet?
En paladsrevolution.
---
Hvem er Ali Nouri?
Det Spørgsmaal alene er saa interessant, at vi skylder vore Læsere Besked derpaa, endnu før vi gengiver hans Artikel.
Ali Nouri, som uden at de fleste anede det, bor midt iblandt os. har indtil for faa Aar siden hørt til Sultan Abdul Hamids betroede Stab, har bevæget sig ud og ind i hans Slot, den af Intriger og Mysticisme omspundne Yildiz Kiosk.
Som 14-15aarig Dreng kom Ali Nouri fra Sverig, der er hans Hjemland, til Tyrkiet, hvor han banede sig Vej til de fornemste Kredse og stiftede Bekendtskab med en Dame af fornem tyrkisk fyrsteslægt. Prinsesse Hairie ben Aiad. Han vandt den smukke Prinsesses Hjærte og giftede sig med hende. Derved skabte han sig en udmærket Karriere, optoges som Sultanens Embedsmand i Yildiz Kiosk, dekoreredes med mange Ordener og indviedes i det tyrkiske Diplomatis hemmelighedsfulde Methoder. Senere blev han udsendt Konsul i Piræus og endnu senere tyrkisk Repræsentant i Rotterdam.
Mens han beklædte denne Post, kom Sultanen under Vejr med, at han havde sluttet sig til det ung tyrkiske Parti. Han blev pludselig ved en fiffig formuleret Skrivelse, der skulde lokke ham, kaldt hjem til Konstantinopel; men han lugtede Lunten og holdt sig i passende Afstand.
Sultanen lod da Sag anlægge imod ham, og han dømtes til - 101 Aars Fængsel, en ægte tyrkisk Dom, som vore Læsere maaske endnu erindrer; den vakte i hvert Fald almindelig Opmærksomhed over hele Verden.
Med det meget Fængsel over sit Hoved flygtede Ali Nouri. Han slog sig en Tid ned i sit Fædrelands Sverig, men har fornylig taget Ophold her i København, hvor hidtil ikke saa meget han selv som hans Frue, Prinsesse Haireie ben Aiad har fanget Interessen.
Prinsessen har de fleste Københavnere lagt Mærke til, naar hun har vist sig paa Gaderne, hvor hendes elegante Dragter har gjort Opsigt og hendes Skønhed har vakt Beundring. For nogen Tid siden holdt hun et Par Foredrag i Koncertpalæet paa Fransk. Det var dog ikke saa meget hendes Foredrag som hendes interessante Person, der ved den Lejlighed samlede en Del af det velhavende København. Hun er jo en virkelig Prinsesse og ovenikøbet tyrkisk. Hun stammer fra Tunis og regner sine Ahner tilbage til selve Profeten i lige Linie. Allerede 14-15 Aars Alderen blev hun gift med Ali Nouri, nu er hun omkring de 30.
---
(Social-Demokraten 23. juni 1903. Uddrag - resten af artiklen er Ali Nouris beskrivelse af situationen i Tyrkiet).
I 1904 holdt prinsesse Hairie et foredrag i Wien, Østrig. Først skulle manuskriptet dog godkendes af politiet, og hun blev befalet at stryge mange afsnit. The Call bragte imidlertid 19. juni 1904 de censurerede afsnit:
A TURKISH WEDDING.
When the day of the wedding has been fixed an authorized person and two witnesses of the suitor go to the residence of the maiden's parents, where an attorney and two witnesses of the other party await them, and in the presence of the invited guests and relatives the ceremony takes place.
The chosen one is placed in a room in which besides herself there are generally only her mother, sisters and near relatives. The door is left ajar. The man who acts as the attorney of the maiden then asks her In a loud voice from the next room whether he is authorized by her to contract the marriage. It often happens that the girl, gives no answer. Three times her representative repeats his question and it the martyr remains obdurately silent, her mother or some other relative, by punching her, cuffing her and dragging her by the hair, try to force her to answer. If she still resists, one of the women often Imitates her voice and answers for her "Yes." After this doubtful "yes" the marriage contract is finally settled. The husband does not consider himself the companion, friend or protector of his wife. He has the right— if so it pleases him, to put her out of doors the morning after the wedding.
It is not seldom that a girl of 14 years is sacrificed to a man of 70 years. For this she has one compensation! She is held up as a splendld example to other women. Goaded on to despair, some women try to intimidate their husbands by every means within their reach, particularly when they are more clever than the men. When the late Mavroyoni Pasha, former body-physician to Abdul Hamid, wished to leave his wife she acquainted the Sultan with the fact that his physician and confidant possessed notes, to which he daily added observations "mad" concerning his Majesty's sickness. There was a searching of the house by the magistrates, the papers were seized, and the physician himself, after thirty years of faithful service, fell Into disgrace.
The wife of another of the Sultan's physician, Emin Pasha, who was suspected by his wife of Infidelity, notified the Sultan that her husband was involved in a conspiracy, against the life of the Padishah. Emin Pasha was sent into exile and to this very day his whereabouts is unknown.
THE SULTAN'S ONE WIFE.
According to law slavery no longer exists In Turkey, but in reality it flourishes there, as much as it ever did, without any authority daring to interpose. And that Is not so surprising if one considers that the Sultan's palaces are settlements of slaves. The Sultan's wives are all slaves — all with the exception of one legitimate wife — a wife who originally had also been a slave, but whom, however, he had to many. This young girl, by name Safi-Naz, was, like her two sisters, a slave of my father, Mahmoud Pasha Ben-Ayad.
My father presented the late Sultan, Abdul-Aziz, with Safi-Naz and one of her sisters, Tildiz. These human gifts were handed over with romp and luxury, according to the wealth of their donor. Safi-Xaz and Tildiz were dressed in silk and brocade, their brows encircled by a diadem, the stones of which shone and sparkled in every color of the rainbow. Their ears, fingers and girdles were literally studded with diamonds. Their beaming beauty harmonized well with the dazzling splendor of the gems. I think I may boldly assert that nowhere, except in the Orient, could such splendor be imagined.
The two young maidens were handed over in most ceremonious style by one of my father's eunuchs under guidance of Guirdi Ahmed Agha, at the time a clerk at the notarial office in Stambul. Abdul- Aziz was so deeply affected by the eight of the two beautiful slaves that he directly inquired in what manner he might return the compliment. He gave each servant 5O0 Turkish pounds, about $2200, and begged my father to accept a tabatiere of enormous value as a token of his deep gratitude. The girls were shown to one of the most elegant suite of rooms In the scrall, and surrounded by a staff of female attendants. The Sultan confided them to the special care of hi a mother, the Vallde-Sultana, and on the spur of the moment declared his love to the older girl, Safi-Kas, saying ha would make her his wife.
SLAVE WHO REBELLED.
(The Call 19. juni 1904. Uddrag).
I december 1904 opholdt Ali Nouri sig på Hotel Bristol, hvor han fortalte til Social-Demokraten (20. december 1904) at den kgl. danske Geværfabrik leverede kontrabande til Rusland, altså et brud på neutralitetspolitikken. Leverancen foregik gennem "Dansk Rekylriffel-Syndikat", grundlagt af krigsminister Madsen. Den fik hovedparten af sine geværer lavet på statens geværfabrik. Minister Alberti havde ikke gjort noget ved sagen. Senere samme dag benægtede Ali Nouri dog alt hvad han havde sagt til Social-Demokratens reporter og forsvandt dernæst skyndsomt ud af landet. Avisen mente at Ali Nouri var blevet presset eller betalt for at tilbagekalde alt hvad han havde sagt, og undersøgte selv sagen. Den fik bekræftet hvad Ali Nouri først havde sagt, senere benægtet. Regeringsvenlige aviser dementerede Social-Demokratens historie med henvisning til udtalelser fra - krigsminister Madsen.
Sagen er nærmere behandlet på denne blogs indslag om rekylgeværaffæren 1904.
Et lig i Vestre Kapel paa 2det Aar
Ude i Vestre Kirkegaards Kapel har der, saa utroligt det end lyder, i over et Aar staaet en Kiste med et Barnelig i. Ingen afhenter det, og ingen finder paa at give det Fred i Jorden.
Det er en lille Dreng, der blev to Aar, og som var Søn af den her i Byen bl.a. fra Rekylgevær-Affæren meget bekendte Tyrk Ali-Nouri Bey, som er født i Sverige, og i Tyrkiet gift med en Prinsesse. Parret mistede Drengen ovre i Sverig, og Meningen var nok, at de vilde føre Liget med til indviet muhamedansk Jord. Paa Reisen blev det saa indtil videre indsat i Vestre Kapel.
Og der staar det endnu. Faderen er en eventyrer, og ingen ved, hverken hvor han eller "Prinsessen" er henne.
Kunde vore Autoriteter ikke faa gjort en Ende paa denne Skandale?
(Aftenbladet (København) 10. juli 1905).
I februar 1907 skulle Ali Nouri tilsyneladende være set i København.
Hr. Ali Nouri Bey
En af Ungtyrkerues Ledere. Den svenske Æventyrer.Da Generalkonsulen skulde arresteres i København.
Et Telegram fra Konstantinopel melder, at tidligere Generalkonsul Ali Nouri Bey findes blandt Lederne af de ungtyrkiske Uroligheder i Tyrkiet.
København, 8 August
Hr. Ali Nouri Bey! Husker De ham? Tyrkiets landflygtige Generalkonsul, der for et Par Aar siden var en af de kendteste Figurer i København, en ejendommelig Blanding af Geni og Svindel, der et Par Gange bragte ham paa den forkerte Side af Grænsen af Loven
- En Sommeraften for en 6-7 Aar siden kom den nu landflygtige Redaktør Emil Opffer hen til mig i Tivoli og præsenterede mig for Ali Nouri Bey, tyrkisk Generalkonsul i Rotterdam. Ali Nouri var klædt fuldstændig paa tyrkisk Vis med Pludderbukser og Fez, og han vakte almindelig Opsigt den Aften i Tivoli. Hans Historie fik jeg senere, og den er saa bevæget og eventyrlig, at det ikke overrasker nu at se ham som Drivfjeder i Urolighederne dernede. Maaske er han om otte Dage et Hovedkortere, heller ikke det vil undre, - næppe en Gang ham selv.
Hr Ali Nouri begyndte som Smedesvend i Sverrig. Hans borgerlige Navn var Thorup, det var først senere, han kom i sit tyrkiske Ham. Hvorledes han egentlig fik Fodfæste hos Sultan Abdul Hamid, er der ingen, der ved, men et Faktum er det, at den forhenværende svenske Smedesvend indtog en høj Stjerne hos Sultanen, blev gift med en tyrkist Prinsesse og udnævnt til tyrkisk Generalkonsul i Rotterdam.
Og her begyndte et bevæget Afsnit af hans Liv. I flere Aar havde han i al Stilhed og med den Snuhed, der var ham egen, virket i det ungtyrkiske Parti og konspireret mod hans Højhed Sultanen. Det blev opdaget, og en stønne Dag fik Ali Nouri Anmodning om at komme til Konstantinopel for at snakke et Par Ord med Sultanen. Men Ali var for gammel en Ræv til at lade sig narre. Han sendte Indbydelsen tilbage med Tak og foretrak i Stedet for at søge Tilflugt i København. Saa lod Sultanen anlægge Sag imod ham, og en eller anden tyrkisk Ret dømte ham til 101 Aars Fængsel.
Imedens Sagen stod vaa, var hans Hustru bleven fængslet i Konstantinopel, men det lykkedes hende ved en meget eventyrlig og den Gang meget omtalt Flugt at undslippe og naa til København, hvor Parret saa slog sig ned.
Ali Nouris Københavnerophold blev ogsaa bevæget. En kort Tid holdt han sig i Ro - saa var han paa Færde igen. Adskillige vil sikkert huske, hvorledes de socialdemokratiske Blade bsekyldte den danske Regering for at have krænket Neutraliteten ved at sælge Rekylgeværer fra Statens Geværfabrik til den russiske Hær. Historien viste sig naturligvis at være Opspind og en Undersøgelse konstaterede, at det hele var Ali Nouris Værk.
Saa blev ogsaa den københavnske Asfalt ham for brændende. En Arrestordre svævede i en ubehagelig Nærhed af hans Hoved, og for at undgaa at stifte Bekendtskab med det danske Politi maatte han fortrække til Berlin. Under sit Ophold i København udgav han en Bog, "Sultan Abdul Hamids Privatliv"' der vakte en Del Opsigt ved sine Afsløringer fra det tyrkiske Hof. Et af hans Glansnumre var forøvrigt, da han i den hyperfine Forening Alliance Francaise lod sin Hustru holde et Foredrag om de tyrkiske Kvinders ulykkelige Livsskæbne
Et Par Aar tabte jeg ham af Syne. Saa traf jeg ham atter en Vinterformiddag, ved et tilfældig Glas Øl paa Cafe Bauer i Berlin.
Og nu telegraferes der som sagt, at han atter er bleven den levende Sjæl i det tyrkiske Oprør Det undrer mig ikke.
Hr. Ali Nouri er, som Emil Opffer sagde, en af dem, der enten bliver Ridder af Elefanten eller klynget op i det højeste Træ i hans Stormægtighed Sultanens Have. Københavner
(Skive Folkeblad 6. august 1908)
Emil Opffer (1863-1924) var bl.a. redaktør af Køge Avis 1879-1882, redaktionssekretær ved Jyllandsposten 1883, Næstved Avis 1884, Avisen 1885-1889, udgiver af Nyborg Avis 1893-1900 m.m. Han blev dømt for fornærmelser mod nogle fyrstelige personer og mod krigsminister W. H. O. Madsen og rejste til USA 1904 hvorefter han udgav forskellige aviser og magasiner. Han vendte i 1921 tilbage til Danmark, hvor myndigheder vendte et blindt øje til hans tilstedeværelse.
Et kolossalt Kup.
Det kendte Københavner Ali Nouri Bey tjener 4½ Million.Han kunde tøjle Paschaen, Politiet, Vicekongen og Politiet.
Fra en i Kairo boende Dansker har "Folkets Avis" modtaget følgende interesssante Korrenspondance.
Kairo, Lørdag Aften.
Københavnerne vil sikkert erindre den historisk berømte tyrkiske Generalkonsul Ali Nouri Bey, der før et Par Aar siden maatte fortrække fra den danske Hovedstad, efter at han paa Hotel "Bristol" havde foretaget en Række Afsløringer af General Madsens Rekylgeværer, som han paastod at Generalen under den japanske russiske Krig solgte til Russerne. Man vil ogsaa erindre, at han drev Handel med tyrkiske Ordner i stor Stil her i Byen.
Alt Nouri Bey flygtede den Gang med sin tyrkiske Prinsesse, som han er gift med, til Berlin, men dukkede kort efter op i Egypten, hvor han ved Hjælp af sine enestaaende Sprogkundskaber, hurtig forskaffede sig Indpas i ledende Kredse og til sidst fik Ansættelse hos sin gamle Ben Mukhtar Pascha, den tyrkiske Regerings Generalrepræsentant i Ægypten.
En mægtig, Mand.
Da der for nylig blev indført en konstitutionel Regeringsform i Tyrkiet, blev Mukhtar Pascha kaldet til Konstantinopel for at assistere med Oprettelsen af Parlamentet og bistaa den nye Regering med sit Kendskab til internationale Forhold, og Pashaen gjorde imidlertid Ali Nouri til sin Stedfortræder og overdrog ham alle de vigtigste Statspapirer.
Da Mukhtar Pascha kom til Konstantinopel, overdrog Sultanen ham en meget stor Stilling ved sit Hof, og Mukhtar Pascha skrev saa til Nouri Bey om at sende ham en Del af de Breve og Dokumenter, der beroede i hans Kontorer i Kairo, men nu nægtede Nouri Bey at lystre. Og den stakkels tyrkiske Generalrepræsentant, der havde haft Tillid til Nouri Bey, opdagede nu, at hans gamle Ven i Øjeblikket var den mægtigste Tyrker i ?Egypten.
Nouri Bey var ubønhørlig.
Saa sendte Mulhta Pascha en tyrkisk Oberst til Kairo for at forlange Papirerne udleveret, men Nouri Bey tog Obersten i Nakken og smed ham ud paa Gaden. Han var Tyrkiets officielle Repræsentant i Ægypten, og han udleverede ingen Ting, sagde han.
Obersten telegraferede hjem, og Mukhta Pascha maatte saa anmode Khediven af Ægypten om at skride ind.
Khediven (Vicekongen) gav Justitsministeren og Politidirektøren Ordre til at skride ind. Nouri var dem dog alle overlegen.
- I kan gøre, hvad I vil, sagde den snedige svenske Tyrker, de vigtige Papirer, dem, som betyder noget, har jeg forlængst bragt i Sikkerhed. Den eneste, jeg overhovedet vil tale med om Sagen er Sultanen eller Mukhta Pascha.
Mukhta Pascha maatte saa selv rejse til Kairo for at tale med Nouri Bey og den Løsesum, som den snedige Tyrker forlanger for at udlevere alle Papirerne, beløber sig, efter hvad der forlyder, til 4 Million Kr. i danske Penge.
At Nouri Bey har kunnet stille saa glubske Fordringer, skyldes, saa vidt man kan forstaa, den Omstændighed, at der i Arkivet findes en Mængde meget kompromiterende Papirer og Dokumenter mod en Mængde meget højtstaaende Personer af alle Nationaliteter.
Peter H.
(Folkets Avis - København 30. januar 1909)
Et og andet om Abdul Hamid.
Hvad Ali Nouri fortalte.
København, Fredag
En lille trivelig og fremmedartet udseende Herre kom gaaende over Kongens Nytorv. Han hilste genkendende, og et Øjeblik efter gik passiaren. Det var Hr. Ali Nouri Bey, forhen tyrkisk Generalkonsul i Rotterdam. Ali Nouri er en mærkelig, lille Herre. Hans Herkomst skjuler sig et Sted i Sydsverrig, hvor han vistnok en Gang var Smededreng. En omskiftelig Ungdom bragte ham til Konstantinopel, hvor han antog Navnet Ali Nouri Bey, blev ivrig Deltager i den ungtyrkiske Bevægelse - i al Hemmelighed - og avancerede til at indtage en betroet post i det tyrkiske Udenrigsministerium, hvorfra han blev Generalkonsul i Rotterdam.
Hvorfor han nedkaldte Sultanens Vrede over sit Hoved, kommer ikke dette Interview ved, det stal kun fortælles, at han idømtes 101 Aars Fængsel - det bruger man i Tyrkiet - , og som Følge deraf maatte forlade Rotterdam. Nu er han havnet et Sted i Sverrig, men hans kæreste Opholdssted er alligevel København. Der naar de 101 Aar ham maaske ikke. Hans Hustru er en tyrkisk prinsesse.
Jeg kender Ali Nouri Bey fra en periode, hvor han og fhv. Redaktør Emil Opffer smedede planer til en verdensrystende Begivenhed, der dog ikke kom ud over Bodega i Tivoli. Ali Nouri og jeg talte om Eks-Sultanen, Abdul Hamid, som han i adskillige Aar havde Lejlighed til at iagttage paa nært Hold. Her er en og anden af hans Bemærkninger, der er ganske interessante til Belysning af den afsatte Sultans mærkelige person.
Abdul Hamid er en stor Elsker af Fotografier, han har Vægge fulde af Billeder fra Alverdens tande, men selv nærer han en uovervindelig Skræk for at blive portrætteret. Det er en af Grundene til, at et Vittighedsblad endnu hører til de fromme Ønsker i Tyrkiet. Alligevel trykkes der i al Hemmelighed et par satiriske Blade, der smugles ind i Tyrkiet, men rammer Abdul Hamid de skyldige, saa er Historien ikke munter for dem. Sultanens rasende Vrede er kun et Udslag af saaret Forfængelighed.
"Jeg kan ikke", siger Ali Nouri "opremse alle de Nederdrægtigheder, Sultan Abdul Hamid har gjort sig skyIdig i, Folk vilde dog ikke anse det for muligt".
En fortræffelig Hjælper havde Sultanen i en Aarrække i Storvesir Rifaal Pascha. Han dode i for nogle Aar siden. Han fortæller, at Sultanen hjalp ham paa Vej til det hinsides.
En anden af de mærkelige Mennesker, der færdedes ved Abdul Hamids Hof, var Redwin pascha. Han var Sultanens Fornøjelsesraad, det var ham, der var Mellemmand i alle Abdul Hamids skjulte Æventyr med Varietestjærner og Skuespillerinder. Og Redwan Pascha passede altid paa, at der blev lidt til ham selv ogsaa. For Resten kom han ogsaa i Unaade hos Sultanenen, der var papirer, der kunne tydes som oprørske, men hvad der blev af ham, ved vistnok ingen. Det skulde da være Abdul Hamid selv".
"Hvad er egentlig den mest fremtrægende Egenskab ved Abdul Hamids Person?" "Hans Frygt. Den grænser til det utrolige. Han er bange for alle og al Ting. Dag og Nat plages han frygteligt af Syner, det er den eneste Maade, hvorpaa han høster en Smule Gengældelse for sine Nederdrægtigheder. Men ingen har nogensinde faaet Besked om, hvad det er for Mareridt, der forfølger ham.
I alle de sidste Aar spiste han ikke en Bid Mad, før en Hund eller Kat havde spist af den. Han var bange for Gift. Abdul Hamid er altid syg, men han tør ikke lade sig operere. Sæt Livlægen skulde komme til at skære for meget af! . . ."
Ja, saadan fortalte Ali Nouri om Tyrkiets forhenværende Hersker. Og Hr. Ali var sikkert hel glad over at befinde sig paa Kongens Nytorv og ikke i Nærheden af Yildiz Kiosk.
Noget, man i Betragtning af de 101 Aar ikke kan fortænke ham i.
Haanden
(Lolland-Falsters Folketidende 2. maj 1909)
Diplomatskandalen i Paris.
Da Dokumenttyven Maimon besøgte København.
Paa Klapjagt efter Ordenssvindleren Ali Nouri Rey. - Borgbjergs Felttog mod Svindleren. - Maimon fremkaldte den græsk-tyrkiske Krig. - Kongerne Georg, Kristian den 9de og Edwards Breve aabnede eller stjaalne?
Iblandt de Embedsmænd i det franske Udenrigsministerium, der er bleven arresterede, fordi de har stjaalet Dokumenter med vigtige Statshemmeligheder og solgt disse til udenlandske Gesandtskaber og Blade, bl. a. "Times" i London og "Figaro" i Paris, indtager udeliugel Bernhard Maimon Førerstillingen. Han har lige fra sin tidligste Ungdom ikke bestilt andel end at snyde, bedrage og svindle. Der findes næsten ikke det Land, hvor Bernhard Maimon ikke har aflagt Besøg og lavet Svindlerier.
Overalt, hvor der var Penge at tjene, var Bernard Maimon paa Færde, og navnlig den nu afsatte tyrkiske Sultan, Abdul Hamid, var, som før omtalt, hans gode Ven.
Det var saaledes Maimon. der i sin Tid ved sine Intriger fik den græske Pøbel ophidset til at gaa over Grænsen og overfalde de tyrkiske Vagtposter. Dette hidførte Krigen imellem Grækerne og Tyrkerne, hvorved Abdul Hamid haabede at faa Højhedsretten over Kreta.
Kong Georg udspioneres.
Da Abdul Hamid vidste, at Kong Georgs Familieforbindelser ved de evropæiske Hoffer vilde faa en afgørende Indflydelse paa Krigens endelige Udfald, gjaldt det for ham om at være nøje underrettet om, hvad Kong Edward, Christian d. 9de samt Czaren mente, og Bernhard Maimon fik det overdraget at opsnappe alle Brevene mellem disse Monarker ogsaa Korrespondancen oversat.
Kong Georg yndede at skrive paa dansk, og Bernhard Maimon fik da i Konstantinopel opspurgt en Dansker, der havde været i Forbedringshuset i sit Fødeland, og som ikke betænkte sig paa for Betaling at oversætte alle Brevene, saa at Sultanen var fuldstændig Herre over, hvilke der skulde befordres videre, og hvilke, der skulde tilbageholdes.
Sultanens Blodhund.
Abdul Hamid betalte sin Spion kongeligt, og Bernhard Maimon havde en høj Stjerne hos Sultanen, der bl. a. havde overdraget ham det noble Hverv at uskadeliggøre Sultanens Dødsfjende, den for Højforræderi til Døden dømte tidligere Pressecensor i Yildiz Kiosk, den senere Generalkonsul i Rotterdam, Ali Nouri Bey. Denne svenskfødte Æventyrer, der senere blev Muhamedaner og antog tyrkisk Navn, havde i 1903 her i Byen udgivet en Bog, "Abdul Hamid i Karikatur", der var bleven oversat paa flere Sprog, hvilket generede Abdul Hamid meget.
Da samtidig Ali Nouri Bey havde drevet en omfattende Handel i Danmark med tyrkiske Ordensdekorationer, som han solgte for 2-3000 Kr. pr. Styk, fik Bernhard Maimon Ordre til at rejse til København for at afsløre Ali Nouri Bey, der havde indlogeret sig paa Hotel Bristol, og eventuelt lade ham forsvinde ud af Verden.
For ikke at vække Mistanke, tog Maimon ind paa Hotel d'Angleterre, men opholdt sig stadig under falsk Navn paa Hotel Bristol.
Rekylaffæren i Frihavnen.
Held med sin Rejse til København havde Maimon dog ikke. Ali Nouri Bey, der stadig trængte til Penge og ikke kunde finde flere Købere til tyrkiske Ordensdekorationer, havde netop i de Dage, da Maimon kom hertil, indladt sig i en Pengeafpresningsaffære mod den russiske Regering, til hvem han havde indkøbt en Mængde danske Rekylgeværer fra Fabrikken ude i Frihavnen.
Folketingsmand Borgbjerg var af en københavnsk Journalist bleven sat i Kundskab om Ali Nouri Beys Svindlerier, og ved nogle Artikler i "Social-Demokraten" og "Folkets Avis" lykkedes det at afsløre Svindleren. Næste Dag flygtede Ali Nouri Bey fra Byen. Han er senere forsvundet sporløst, sandsynligvis myrdet af en eller anden af Abdul Hamids mange Spioner og Agenter.
Maimon stjæler Æren.
To Dage efter rejste Bernhard Maimon tilbage til Konstantinopel og meddelte Abdul Hamid, at han havde afsløret Ali Nouri Bey, men at det københavnske Politi var kommet for sent til at paagribe Forbryderen, der forklædt var flygtet fra Danmark for ikke at blive halshugget.
Bernhard Maimon havde dog her i Byen faaet opsporet gennem en af de Dekorerede, hvorfra Ali Nouri Bey havde faaet de tyrkiske Ordensdekorationer, som han havde solgt, og da det viste sig, at det var Sultanens første Ordensskatmester, der havde forsynet Ali Nouri Bey, blev Skatmesteren dømt til Døden. Det var Bernhard Maimons Udbytte af Rejsen til København.
Ciffersystemet røvet.
Dokumentrøveriet er forøvrigt langt mere omfattende, end man fra først af tænkte. De arresterede har kun villet vedgaa 6 -7 Tilfælde, og de Dokumenter, der her er Tale om, er ret betydningsløse. Derimod er det konstateret, at Maimon har begaaet mindst 100 Tyverier af hemmelige Dokumenter, og man mener endog, at han har stjaalet hele det franske Ciffersystem.
(Folkets Avis - København 12. april 1911)
Bernard Maimon var allerede i starten af 1900-tallet afsløret som en af Abdul Hamids spioner. Han boede fortrinsvis i Longson og blev betalt af den tyrkiske ambassadør Costaki Pasha. Han var oprindelig kristen, missionær i Bagdad, blev forretningsmand - og gik fallit. Der findes en artikel på tysk i Tägliches Cincinnatier volksblatt, 26. april 1911 med titlen "Ein moderner Casanova" som beretter om Bernard Maimon.
Ali Nouri forsvinder herefter ud af den danske avisoffentlighed. Ali Nouris bøger ses dog annonceret til salg helt op i 1910'erne.
En af parrets døtre, Fatma Mazli skal ifølge Lolland-Falsters Stifts-TIdende 24. august 1912 være blevet gift med en tyrkisk prins, Ibrahim Sali Bey, søn af en fornem emir.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar