09 januar 2023

Karen Elisabeth Hammerich (1875-1904). (Efterskrift til Politivennen).

Karen Elisabeth Hammerich blev født 21. november 1875, og var datter af praktiserende læge Carl Friederich Theodor August Hammerich (1843-1894) og Emilie Hargens/Havgaard (1846-1928). Søster til Louise Elisabeth Hammerich (f. 1873-), niece til birkedommer Louis Hammerich samt fhv. rektor ved Metropolitanskolen Valdemar Bloch og kusine til skuespiller Bodil Hammerich. 

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1856-1939): Karen Hammerich. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Hun var en af 7 kvindelige til studentereksamen på Zahles juni 1896, og startede herefter en lægeuddannelse som stud. med. Ligesom sin afdøde far. I april 1900 opstillede hun som kandidat til Medicinsk Forenings bestyrelse. Af foreningens 292 medlemmer var 14 kvinder. De konservative medlemmer af foreningen var rystede over udsigten til en kvinde i bestyrelsen, og hun blev ikke valgt. Hun var for nervøs til at klare eksaminerne. Hun gennemførte aldrig studiet, men hun begyndte at skrive artikler (kulturjournalistik), bl. a.  under navnet "Columbine" i Damernes Blad (1901) og Politiken (1904). Hun blev også korrespondent for Nationaltidende. Dæknavnet brugtes formentlig for at skjule sin journalist-identitet for familien og andre, som stadig troede, at hun læste til læge.

Antageligt omkring århundredskiftet indledte hun en affære med Gustav Esmann (1860-1904). Man antager at kendte de hinanden fra "Bernina" (Vimmelskaftet 47) og andre steder, hvor den radikale ungdom mødtes. Gustav Esmann var en opkommende journalist og forfatter. Han var gift 1890 med Fanny (f. Drewsen, 1868-1943). Parret havde taget en lille dreng i pleje, Finn (eller Find) Esmann, (1895-1978) som var søn af skuespillerinden Anna Larssen og forfatteren Otto Larsen. Edvard Brandes havde en affære med Fanny i 1893, hvad der udløste at Esmann i juni 1894 havde overfaldet Brandes på Helsingør Station med en ridepisk. Esmann skal ved den lejlighed havde sagt "forbandede jødeschmaus". Efter en premiere i 1894 på et af Esmanns teaterstykker, havde Edvard Brandes givet stykket en temmelig ublid medfart i Politiken.

I april 1903 opholdt Esmann og Karen Hammerich sig i London. Under påskud af at ville uddanne sig som sygemassøse - finansieret af en arv fra faderen. I London interviewede og skrev Karen Hammerich reportager og portrætter. Gustav Esmann var der på samme tidspunkt på et digterlegat. Han skrev på barndomserindringer i prosastykket “Grete”. I London havde Esmann givet Karen Hammerich fået den opfattelse, at han var frigjort fra sine ægteskabelige forpligtelser. 

I påsken 1904 tog Esmann og Hammerich til Paris. De gik ture, spiste på restaurant og var i godt humør. Carl Muusmann udtalte senere at Karen Hammerich havde misforstået forholdet til Esmann. Hun troede, at de var på vej mod et ægteskab. Det var en næsten altdominerende ambition for Karen Hammerich der var en af borgerskabets døtre. Dette blev tydeligt da de vendte tilbage til Danmark, hvor hans forhold til Karen Hammerich blev stadig mere belastende. Indtil videre dækkede Karen Hammerich Esmanns såkaldte konferencer ("standup") på forlystelsesstedet “Sommerlyst”. Esmann causerede over aktuelle emner, og havde stor succes som “talende avis”. 

I Danmark genoptog Esmann ikke alene sit forhold til Fanny Esmann, men også til "løse forbindelser" og hvad der ellers hørte til hans levevis. Esmann var betaget af det "sigøjneragtige" - hvad Karen Hammerich ikke levede op til. Det gjorde derimod varietesangerinden Sylvia Bierring som skulle have vakt Karen Hammerichs skinsyge og jalousi. Han var stamgæst i de sangerinderknejper hvor Sylvia Bierring optrådte.

Sommeren 1904 skrev Holger Drachmann et digt til Karen Hammerich:

Alt, hvad der lever -

Ved en Fest i Sommer nedskrev Holger Drachmann nedenstaaende skønne Improvisation til Karen Hammerich. Vi offentliggør den efter Politiken:

Til Karen.

Alt, hvad der lever, maa dø -
hvad der bomstrer gaar i Frø:
De Kys, de Taarer, der væder Puden,
det Navn, som vi skælvende ridser i Ruden -
Alt, hvad der lever maa dø:
saa underlig er der paa Verdens Ø

Og dog vil vi savne og favne,
elske, længes og savne,
gribes af Lykken og gribe mod Lykke -
Altid fornyes det evige Stykke:
Romeo - Julie, Gretchen og Faust:
Kæreste, tvæt dine Hænder,
salv dine Skuldre og lysende Lænder,
salv med dit Hjærteblod Hjærtet, som brænder,
vent din Besøgelses Stund -
læg din Fløjte for Mund:
fyld med dens Kalden den lyttende Lund -
Du ved, at der tidsnok bli'r tavst!

Julinatten 22.-23. 1904
Holger Drachmann.

(Skive Folkeblad 13. september 1904)

Karen Hammerich dækkede for Politiken sommerlivet på Marienlyst i Helsingør:


Avistegning fra København 7. september 1904.

Kronprinsessen af Sachsen paa "Marienlyst".

Vore Læsere vil erindre, at det i Sommer hed sig, at Kronprinsessen af Sachsen, der for nogen Tid siden flygtede fra sin Mand sammen med Sproglæreren Giron, opholdt sig inkognito ved Badestedet "Marienlyst" ved Helsingør.

Meddelelsen blev den Gang dementeret paa det kraftigste, men nu oplyser "Natt.", at Kronprinsessen har været der alligevel.

Bladet skriver :

I Begyndelsen af Sommeren modtog Direktionen for "Hotel Kongen af Danmark" i København en officiel Meddelelse fra en sydtysk Stat, at Komtesse Mansfeld med Følge, nemlig Fyrst Auersperg, Prinsesse Auersperg og Prinsesse Rohan, alle af Østrig, agtede at tage Ophold paa Hotellet for derefter at tilbringe Sommeren paa "Marienlyst".

Komtessen ankom til København, hvor hun opholdt sig det meste af en Uges Tid, besaa - med sit Følge - Seværdighederne, promenerede - stadig med sit Følge - paa Strøget uden at være kendt, og arriverede til den fastsatte Tid til "Marienlyst", hvor den fineste Suite Værelser paa Kurhotellets 1. Sal var reserveret hende, medens Følget boede umiddelbart op til.

Det var Hotellets Betjening paafaldende, hvilken udsøgt Opmærksomhed de prinselige Gæster viste Komtessen; man syntes, det var den omvendte Verden, og man vidste jo da nok, at en Prins og Prinsesse var mere end en Komtesse. Men de, der havde fulgt det ægteskabelige Drama, som for ikke saa lang Tid siden var udspillet ved et sydtysk Hof, og som nøje havde indprentet sig Hovedfigurens interessante Ansigtstræk, var ikke et eneste Øjeblik i Tvivl om, hvem den statelige Dame i Fyrrerne, Komtessen, var.

Man saa hende aldrig alene, men altid fulgt af det prinselige Følge der søgte paa alle mulige Munder at underholde Komtessen og gore hende Livet behageligt. En ældre Fyrste, en do. Prinsesse og en 19-aarig ung Prinsesse, moden Alvor og ung, uskyldig Livsglæde, - kunde Komtessen ønske sig et bedre Selskab. En Udflugt til Omegnens skønne Punkter, hvor hun flittig kunde dyrke sin Ynglingsbeskæftigelse, Amatørfotografering nu og da en Tur til København, i Tivoli, - med Følget naturligvis faa - Besøg af en ung, smuk Mand, der havde en ganske ualmindelig Lighed med en stærkt omtalt Prins, som havde giftet sig med en Varietedame, for heller ikke saa lang Tid siden - i Fremmedbogen indførtes - han som Prins Auersperg, alt bidrog til at forsøde Tilværelsen for Komtessen. Hvert Ønske blev opfyldt, hver en Tjeneste besørget; ikke en Gang et Brev kunde Komtessen ønske afsendt, uden at den galante ældre Ledsager nok skulde lægge det i Postkassen.

Og saaledes hengled Dagene i den yndige Sommer. Det var Fangenskab under streng Bevogtning ved Badestedet Marienlyst.

- - Saa faldt Bomben. Efter nøje Overvejelse var Komtessen rejst til Marienlyst, hvor - i Modsætning til Kontinentets store Badesteder - det maatte tænkes, at hun inkognito kunde være i Fred. Et Par sachsiske Sludrebøtter havde genkendt Komtessen og strax pladret "Opdagelsen" til et københavnsk Blad. Fra Anstalten udsendtes Dementier. Der fandtes kun en Prinsesse der, og det var Prinsesse Rohan; ingen anden saa højtstaaende Dame var anmeldt til Rejsebogen.

Saa mødte Karen Hammerich paa "Marienlyst". Hun opsøgte Direktionen, men fik intet at vide. Hun søgte saa rundt og fandt, hvad hun vilde opspore, paa Kurverandaen. Hun kendte Komtessen straf., og næste Dag stod en Artikel af hende i "Politiken" - fri Fantasi altsammen.

Karen Hammerichs Artikel havde en ubehagelig Følge. Næste Dag stillede den ældre Prins Auersperg paa Hotellets Kontor, beklagede sig over en Artikel, der havde staaet i et dansk Hovedstadsblad, og adviserede et hurtigt Opbrud. Faa Dage efter bestiltes Billetter 1. Klasse direkte til Berlin for Komtesse Mansfeld med Følge.

Og medens et andet Hovedstadsblad interessant og docerende meddelte sine undrende Læsere i en lang Artikel Familjen Rohans Stamtavle, rejste Exkronprinsesse Louise af Sachsen med sin Bevogtning tilbage til det sydlige Tyskland.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 14. september 1904)

Spændingerne mellem Hammerich og Esmann fortsatte: Robert Neiiendam udtalte: “Kort før han blev skudt, saa jeg ham sidde paa “Sommerlyst” med den kultiverede Dame, som dræbte ham, paa den ene Side og det Kvindemenneske, for hvis Skyld han døde, paa den anden. Der var aabenbart Højspænding i Luften, furiøs Dramatik, som morede ham, men kostede hans Liv.” I efteråret 1904 fortalte skuespillerne Albert Schmidt og Margrethe Nyrop at de sammen med Karen Hammerich var taget på Centralhotellet. Hun havde en ridepisk, og overfaldt Esmann med den. Med den forsøgte hun at holde ham op på løftet om ægteskab.  “Ta’ og la’ vær’ med det” skal have været hans eneste kommentar. De forsones tilsyneladende, og måske nyder Esmann endda optrinnet. Esmann var kendt af bl.a. Herman Bang og digteren Karl Larsen som en der lånte og brugte mange penge, og han havde også brugt en anselig del af Karen Hammerichs. 

Artiklen fra Vestsjællands Social-Demokrat blev bragt 10 dage efter at Karen Hammerich havde skudt først Gustav Esmann, senere sig sig på Centralhotellet i København, muligvis i skuffelse og jalousi. Hun skød og dræbte Esmann på hans hotelværelse bagfra mens han tager strømper på, hun gik derefter ind i soveværelset og skød sig selv gennem hovedet. Hjerneskallen bremsede imidlertid kuglen, og først næste morgen 5. september 1904 døde hun. 28 år gammel.


Esmanns Morddrama

Frk Hammerichs Moder, Fru Hammerich, der i en Uges Tid intet havde hørt eller set til sin Datter, søgte hende Søndag Formiddag forgæves først hos Forvalteren Sven Lange i Holte, hvor hun fik at vide, at Frk. Hammerich var taget til Byen, senere paa Dagen i det Pensionat i Nørresøgade, hvor Datteren boede.

I Haab om mulig at træffe hende selv eller hendes Veninde, Skuespillerinden Frk. Margrethe Nyrop, i Dagmarteatrets Restavrant gik Fru Hammerich derhen ved 5½-Tiden i Søndags; netop som tatte Menneskemasser stimlede sammen udenfor det nærliggende "Centralhotel", og med egne Øjne saa hun ifølge Dannebrog Ambulancevognen i flyvende Fart køre den dødelig saarede Frk. Hammerich til Kommunehospitalet.

I dyb Fortvivlelse fulgte Moderen efter, ud paa Hospitalet, hvor hun tilbragte hele Aftenen og Natten ved Datterens Dødsleje.

Den saa haardt ramte Moder, om hvem megen Deltagelse vil samle sig, er selvfølgelig dybt nedbøjet, men syntes dog, da hun i Mandags Formiddag indfandt sig i Datterens Bopæl, med beundringsværdig Fatning og Beherskelse at bære det tunge Slag. Hun, der indtil da intet nærmere havde hørt om det sørgelige Dramas Enkeltheder, blev dog yderligere bestyrtet ved her at blive gjort bekendt med, at der ikke forelaa et dobbelt Selvmord, men at Frk. Hammerich har skudt Esmann ned, for hun tog sig selv af Dage.

Dette - at Gustav Esmann virkelig er faldet for hendes Datters Haand - vægrede den ulykkelige Moder sig ved at tro paa, og hun støttede sit Haab om, at det heller ikke var Tilfældet, paa skaansomme Udtalelser fra Hospitalets Læger, der gik ud paa, at først den legale Obduktion af Livet kunde besvare Spørgsmaalet om, hvorvidt den Mulighed er udelukket, at Esmann kunde have dræbt sig selv. Der er dog, som vore Læsere ved, ikke ringeste Tvivl om, at Esmann er faldet for Frk. Hammerichs Skud.

Om Motivet til Mordet skrives der til Fyns Tidende, at det er ret nærliggende. Gustav Esmann har, hedder det videre, i en længere Aarrække levet i et ret ustadigt Forhold til sin Hustru. Man erindrer sikkert, at han for nogle Aar siden pryglede Dr. Edv. Brandes paa Helsingørs Banegaard i Anledning af en Ægteskabskonflikt. I den seneste Tid, medens han stod i Forhold baade til Frk. Hammerich og til en bekendt Sangerinde, Frk. Sylvia Bjerring, Uskete der imidlertid igen Tilnærmelser mellem Mand og Hustru. For omtrent 14 Dage siden var det Fru Esmanns Fødselsdag, og Esmann aflagde hende da et Besøg og lod til at være overordenlig venskabelig sindet over for hende. Dette havde aabenbart vakt Frøken Hammerichs Skinsyge i den Grad, at hun i Søndags Morges har besluttet at fremtvinge en Afgørelse.

(Ribe Stifts-Tidende 7. september 1904. Uddrag). Artiklen bragte bl.a. også udtalelser af skuespillerinden Margrethe Nyrop, Karen Hammerichs veninde. 

København bragte den 5. september et interview med hotelværten, Poul Møller. Den 6. september 1904 et interview med Karen Hammerichs veninde, Charlotte Wiehe-Berény som udtalte at hun havde advaret Karen Hammerich om forelskelsen, og bl.a. havde afbrudt sin uddannelse. Han brugte hendes penge. En anden veninde, Margrethe Nyrop, fortalte at Esmann pinte hende og at hun led. Hun havde dog tilsyneladende fortalte Margrethe Nyrop at nu havde de brudt med hinanden, at hun blev rolig, og der gik nogle dage, indtil Esmann atter trængte sig på. Hun udtalte tvivl om hvordan Karen Hammerich skulle have haft våbnet selv, og luftede muligheden af en tredje person, eller at det var Esmanns revolver. Deres udtalelser blev imødegået i København 10. september 1904 af Chr. Krum, samt den 11. september 1904 af sognepræst Georg Brahm.

 

Centralhotellet lå på Vesterbrogade ved Rådhuspladsen overfor hvor nu Industriens Hus ligger (kendt fra termometeret og statuerne). Foto Peter Elfelt. Københavns Museum. Public domain.

Ifølge Østsjællands Avis (Køge) 7. september 1904 skulle Esmanns kone, Fanny til en vis grad blev beroliget over at det var Karen Hammerich der havde skudt ham. Esmann boede i en villa i Jægersborg, men da hans arbejde var i København, lejede han sig ofte ind på værelser her. Fanny Esmann var fuldt ud klar over forholdet til Karen Hammerich. Ifølge Roskilde Dagblad 7. september 1904 udtalte Fanny Esmann til Centralhotellets direktør Poul Møller at "Han var min rigtig gode ven. Jeg kan vel ikke sige, at jeg har mistet en Mand; men jeg har mistet min aller bedste Ven!".


Avistegning fra Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 7. september 1904.


Karen Hammerich blev begravet den 12. september 1904 på Vestre Kirkegård i dybeste hemmelighed:


Moderne Kvinder

Karen Hammerich beundres i Horsens.

Til Karen Hammerichs Kiste var der, fra en Kreds af Damer i Horsens, sendt en Krans, hvorpaa læstes:

"Med Tak og Beundring".

Hvordan mon det staar til med disse Horsens-Damers Moral til daglig Brig? Det forekommer os ikke, at der er synderlig Mening i at takke og beundre et Menneske, der tager Livet af sin Næste og sig selv.

De kunde sikkert have fundet noget smukkere og bedre at beundre.

(Demokraten (Århus) 14. september 1904).


Avistegning fra København 5. september 1904.

Frk. Hammerichs Penge.

Fra en Karen Hammerich nærstaaende Side benegtes det, at Gustav Esmann har ruineret sin Elskerinde. Dette er dog vist at forstaa saaledes, at han ikke har brugt alle hendes Penge. Hun har faktisk selv flere Gange i Hidsighed beklaget sig over, at han havde brugt hendes Penge. Derimod er det ganske med Urette, naar man har beskyldt Esmann for ogsaa at have ruineret Frk. Hammerichs Moder.

Først i Begyndelsen af næste Uge vil Karen Hammerichs Lig blive jordet.

(Roskilde Dagblad 14. september 1904).


Jordfæstelse.

I Gaar Kl. 1 foregik der i Kommunehospitalets Kapel, hvor Karen Hammerichs Lig i otte Dage havde henligget, en ganske kort Højtidelighed. Til Stede var foruden den Afdødes Moder Enkefru Hammerich kun nogle ganske faa Venner og Veninder: Skuespillerinden Frk. Margrethe Nyrop, Forfatteren Sven Lange og Frue, hus hvem Karen Hammerich i den sidste Tid boede, hendes Slægtning Politiassistent Tvermoes, hendes Studiekammerat, Dr. Framsen samt overretssagfører Lachmann.

Skønt Fru Hammerich udtrykkelig havde frabedt sig Tilkendelse af Blomster, var Kisten dog skjult under Kranse af Efteraarets Flora. Veninder i London havde sendt en stor Palmedekokration, og en Kreds af Damer i Horsens havde "med Tak og Beundring" sendt en pragtfuld Krans.

Den unge Pastor Rannow bad en Bøn over Kisten, idet han kun let berørte, at den Afdøde frivilligt havde forladt Livet. Han forrettede derpaa den sædvanemæssige Jordpaakastelse. Et Kvarter over 1 var Højtideligheden endt.

Kl. 3½ blev Karen Hammerichs Lig ledsaget af Moderen og enkelte af de ovennævnte Venner kørt ud til Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen foregik i fuldkommen Stilhed.

(Social-Demokraten 13. september 1904).


Frk. Karen Hammerich er i Gaar bleven begravet. Hendes Lig havde nu henstaaet otte Dage paa Kommunehospitalet, og den yderste Frist var nu naaet. Man havde villet trække det saa længe ud som muligt for at trænge Nysgerrigheden tilbage. Folk troede i Almindelighed ogsaa, at den unge Pige allerede var begravet. Ved halvfiretiden var den nærmeste Slægt samlet omkring Kisten, der førtes til Vestre Kirkegaard. Pastor Rasmussen bad paa Hospitalet en Bøn og forrettede Jordpaakastelsen. Paa Kirkegaarden blev Kisten modtaget af Inspektøren og straks gravet ned. Hvis det bliver bekendt, hvor Karen Hammerich hviler, vil der sikkert blive Valfart til hendes Grav, og længe vil den blive smykket med Blomster, thi der er en voksende Sympati med den unge Pige.

(Østsjællands Avis (Køge) 14. november 1904)


Avisfoto fra Aalborg Amtstidende 6. september 1904.

Karen Hammerichs Begravelse.

Vort Land skriver Tirsdag Morgen : I dybeste Stilhed skulde Karen Hammerich begraves. Familien frabad sig Kranse og Blomster. Saaledes lod den Meddelelse, der faa Dage efter det store Drama udsendtes gennem Bladene.

Der var ogsaa ganske stille ved den aabne Grav paa Vestre Kirkegaard, da Liget i Gaar om Eftermiddagen blev stedet til Hvile efter at have henligget i Kapellet paa Kommunehospitalet fra Mandag til Mandag - den yderste Frist for et Lig, selv om en Obduktion træder imellem Død og Begravelse.

For at aflede Opmærksomheden fra Jordefærden hed det sig nu og da, snart, at Frk. Hammerich var begravet, snart, at Begravelsen vilde finde Sted udenfor Byen. Ingen af Kirkegaardene i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg havde modtaget nogen Bestilling paa Grav.

Kl. 3½ i Gaar Eftermiddags samledes et lille Følge i Kommunehospitalets Kapel, hvor Karen Hammerichs Kiste henstod smykket med signerede Kranse fra Familien og ganske faa af de allernærmeste Venner.

Enkefru Hammerich, hvis forgræmmede Ansigt var skjult under et stort Sørgeflor, tog Plads paa en Stol, omgivet af sine Slægtninge. Pastor Rannow foretog derefter Jordpaakastelses-Ceremonien. som han ledsagede af en kort Bøn og Fadervor.

Derefter trykkede han Familien i Haanden - og Kisten blev af Hospitalets Portører baaret ind i Rustvognen, som nu, fulgt af Familien i to Drosker, kørte ud til Vestre Kirkegaard.

Her var om Formiddagen opkastet en Grav, men hvem der skulde hvile i den, vidste Graverkarlene ikke, da der altid skal findes en aaben Reservegrav. Kun Kirkegaardens Inspektør, Kammerraad Bahnson, vidste det. Han modtog det lille Ligtog og anviste Vej.

Kisten blev hurtigt sænket ned, de Tilstedeværende blottede Hovederne, enkelte tilfældige Kirkegaardsbesøgende kom til og undrede sig over, at der ingen Præst var. Saa først kom En og Anden i Tanker om, hvem det var, som blev begravet.

Men da var Graverkarlene allerede i Færd med at kaste Graven til.

Frk. Hammerichs Fader, Lægen, ligger begravet paa en anden Kant af den store, fredelige Kirkegaard. Men der er Plads til to i den Grav, Karen Hammerich blev sænket ned i - i dybeste Stilhed uden mange Blomster over sig.

Det kan dog være, at naar Moderen om nogle Dage kommer ud for at se til sin Datters Hvilested - ad Hovedgangen forbi det store Kapel, ned tilvenstre ad første Sidevej, op tilhøjre ad næste og saa en af de nærmeste friske Grave paa venstre Haand - hun da finder den dækket med Sensommerens prangende Blomster.

(Ribe Stifts-Tidende 14. september 1904).


Generelt var mindeordene over Karen Hammerich præget af medlidenhed, ja, forståelse. Karen Hammerichs skuespillervenner Charlotte Wiehe-Berény og Margrethe Nyrop gav udtryk for en almindelig opfattelse, da de til avisen “København” (6.9.1904) sagde, at man ikke kunne tale om overlagt mord. Den troløse Esmann og hans ’bohemeri’ havde drevet Karen Hammerich til den desperate handling. Hun var lige så meget offer som han.

Om Karen Hammerich blev udgivet skillingsvise af signaturen Glimt: “Tænk, den Skønne hun mødte som Brud/ i den hvide Uskyldigheds Farve,/ gennemborede ham som en Larve/ med Revolverens rammende Skud”.

Teatermuseet har en udførlig tekst om Gustav Esmann hvor også Karen Hammerich bliver nævnt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar