Olga Eggers Forfatterdebut. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er første afsnit om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Rigsfriherreinde Olga Antoinette Eggers (1875-1945) blev født i Dansk Vestindien, som nummer to ud af syv børn af kaptajn, botaniker Heinrich Franz Alexander von Eggers (1844-1903) og Mathilde Camilla Stakemann (1848-1928). Faderen havde deltaget i krigen 1864, hvorefter han rejste til Mexico og indrullerede sig i the Imperial Mexican Volunteer Corps Österreichisches Freiwilligenkorps. Han blev taget til fange af mexikanske republikanere. 1867-1885 var han løjtnant, senere kaptajn i den danske hær på de vestindiske øer. Som pensionist botaniske studier på øerne. 

Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med kolonirådsmødet 6. november 1878 om "The Fireburn" på Sankt Croix. Han var en af de ledende officerer der nedkæmpede landarbejderne, da Olga Eggers var 3 år. De fleste af hendes søskende døde som små. Hun kom som 5-årig til Danmark og blev plejedatter af baron Eggers på Nøbbøllegård. 

I oktober 1901 blev hun gift med redaktionssekretær ved "Frem" Ludvig Ferdinand Adolf Rosenberg (1876-1966). Marts 1903 debuterede hun som forfatter med fortællingen "Zigøjnerliv". I denne periode omgikkes hun Georg Brandes, med hvem hun skrev breve 1903-1918 og han besøgte hende i lejligheden på Gråbrødretorv 1, 1. sal. Hendes skønlitterære forfatterskab varede til 1932. Blev skribent for bl.a. Politiken og Vore Damer med speciale i hjemløse og gadehandlere. . 

Annonce for Olga Eggers' debutfortælling i Nationaltidende, 16. marts 1903, 2. udgave. "Der var i slottet et kammer, bygget efter Zernas bud. Det var dannet af slebet marmor, gennemstukket med grønlige årer. Loftet var af glas, so solen brændte ned mod alt det hvide. Men fra vandbassinget midt i værelset strømmede kølighed. Ved bassinets marmorrand stod en lav, grøn silkedivan, hvor Zerna plejede at ligge, og ofte steg hun ad de brede, hvide trin ned i vandet som slog klart og koldt mod hendes hede legeme. Her ville Zerna møde sin elsker. Så lod hun sig gøre en stram og tynd dragt af den rødeste silke..." (Citat fra Kolding Folkeblad, 31. marts 1903). Nedenstående anmeldelse af hendes bog afspejler nok hvad kvindelige forfattere var op imod:

De uartige småpigers litteratur.

Efterhånden som roman- og novelleskriveriet i vore unge damers tilværelse synes at skulle indtage den plads, der fordum var forbeholdt lysedugene og de broderede lommetørklæder, synes der blandt de fremmeligste at have udviklet sig et vildt kapløb om, hvem der kan skrive den uartigste bog

Forfatterinden af "Zigeunerblod", den sidste kvinderoman på markedet, frk. Olga Eggers Rosenberg, har øjensynlig gjort sig en ikke ringe umage for at komme op på linje med den københavnske litterære demimonde, der i de sidste år har bredt sig så frodigt på vor literære ager. Skønt forfatterindens pen til tider fuldstændig løber løbsk i lidenskabelige kys og favntag, er det imidlertid ikke lykkedes hende at nå op på siden af sine medbejlersker, der åbenbart besidder en personlig erfaring forud, som forfatterinden endnu synes at mangle. Hun er om vi så må sige, endnu ikke nået udover en vis ukonfirmeret uanstændighed, der nærmest er en pastiche over J. P. Jacobsen og - Peter Nansen! Men derved bliver det, og litteraturen havde intet tabt om forfatterinden, der synes meget ung, indtil videre havde sat et "UG" i dansk stil ved afgangsprøven i en højere kvindelig dannelsesanstalt som sit naturlige litterære mål. Hvormed ikke skal være sagt, at frk. Rosenberg, når hun har befriet sin fantasi for, hvad en svensk pædagog har benævnt "den første ungdoms usædelighed", vil vise sig at være lige så talentfuld som gennemsnittet af de damer, som lidt for liberale forlæggere i de senere år har tilladt at kompromittere sig personlig i litteraturen.

Blot et spørgsmål i anledning af denne moderne kvindelitteratur: Afspejler den et stykke virkelighed? Er vore unge kvinders dyd virkelig så lidt befæstet som det synes efter bøgerne, da må vi virkelig prise os lykkelige, at den gennemgående er så vel vogtet, som den er. For som fælles baggrund for disse bøger tegner sig en ungpigetype med et af dårlige romaner bedærvet fantasiliv, en "moderne kvinde", hos hvem grænsen mellem den ærbare kvinde og kokotten er mere eller mindre sløjfet, i alt fald i tanke.

Hvis derimod den her berørte kvindelitteratur - som vi mest er tilbøjelig til at antage - kun beror på at forfatterinderne har uddannet sig efter mindre heldige mandlige mønstre, synes det nærmest at være selve kvindernes sag at erklære krigen mod de halvdamer, der for tiden i litteraturen fører ordet på kønnets vegne. Den litterære demimondedame er socialt set utvivlsomt mindst lige så skadelig som den tilsvarende fremtoning i det virkelige liv og burde mindst af alt tåles af kvinderne.

Ja, når alt kommer til alt, er vel endogså den virkelig faldne kvinde den mindst irrespektable og mindst skadelige af de to. Kvinden der med sin pen forurener den opvoksende ungdoms fantasi, og som sætter bøger i verden, der synes bestemt til at opdrage kokotter, er et sådant misfoster fra naturens hånd, at man med nogen undren spørger sig selv, hvad der egentlig undskylder det samfund og det bourgois's kvinder, der tåler en sådan litterær smag, læser dens produkter og - tillader forfatterinderne at høre selskabet til.

Z

(Jyllandsposten, 20. april 1903).

Foto fra Ribe Stifts-Tidende, 23. december 1935 i anledning af Olga Eggers' 60 års fødselsdag.