06 februar 2023

Skindødes Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle 73-aarige Graver ved Assistens Kirkegaard Hatting har, som vi allerede har meddelt, oplevet et Tilfælde - den gamle Brygger Høyer - hvor en Mand var erklæret død, skønt han faktisk en skøn Dag levede op igen.

Men interessantere er det unægteligt, at Hr. Hatting erindrer et Tilfælde af forholdsvis ny Dato hvor den Skindøde var i allerbogstaveligste Forstand paa Gravens Rand.

Det passerede for 4 Aar siden, fortæller Hr. Hatting, ude paa Vestre Kirkegaard.

Det var en Dag, der skulde være en jævn borgerlig Begravelse, en Murer fra Vinstrupsvej, som skulde jordfæstes.

Kisten stod inde i Kapellet, men Laaget var ikke skruet paa, det gøres jo først umiddelbart før Kisten bæres ud. 

Saa hørte pludseligt Kirkegaardens Folk Spektakel inde fra Kapellet, og da de kom derind, gik Mureren frem og tilbage paa Gulvet - meget forbavset over, at han befandt sig paa dette Sted.

Manden var simpelthen vaagnet op i sin Kiste og havde ganske naturligt fundet Opholdsstedet lidt for trangt, derfor havde han lette Kistens Laag og var kravlet op af den.

Begravelsen blev der altsaa ikke noget af den Gang. Mureren kom hjem til sin Familie igen, det blev ganske naturligt en Smule Forbavset, da "Liget" blev bragt hjem i levende Tilstand.

Vi maa her bede vore Læsere erindre, at det er en gammel Kirkegaardsfunktionær, der fortæller - det maa tages i Betragtning ved Bedømmelsen af Affæren. Thi den forekommer os unægtelig at være af temmelig vidtrækkende Betydning, hvis virkelig Murer Larsen fra Vinstrupsvej den Gang var ved at blive begravet levende - og kun blev reddet fra det ved det Tilfælde, at han vaagnede lige før Begravelsen skulde foregaa - saa er der jo ikke det mindste i Vejen for at det Spørgsmaal, vi straks opstillede ved denne Artikel-Series Begyndelse: Er Skindødes Begravelse tænkelig nu til Dags? kan besvares med et Ja!

Vi skal derfor vende tilbage til det samtidig med at vi forresten i Anledning af nye Oplysninger vender tilbage til Historien om Frk. Bodenhoff og Monumentet paa Assistens Kirkegaard.

(Aftenbladet (København) 8. juni 1906).

I Randers Arbejderblad, 20. juni 1906 citeres Aftenbladet 5. juni 1906 for at have angivet en gammel graver som døde på Kommunehospitalet i 1852 for på sit dødsleje at have tilstået hvad der var foregået på kirkegården ved Bodenhoffs familiegrav. Dette benægtede dog en i 1906 stadig levende, men gammel graver Hatting - også fra Assistens Kirkegård - som værende en saga og intet andet. Vilhelm Hatting døde august 1910 og blev begravet på Assistens Kirkegård.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar