Hundekirkegaarden.
København, 31. maj.
Lige ved indgangen til Garnisons Kirkegård på Østerbro har en gartner Preisler indrettet et lille stykke havejord til begravelsesplads for de husdyr, som ensomme mennesker mange gange føler sig knyttede til med inderlig kærlighed. Mange har det forvoldt sorg at deres firefodede ven ikke kunne få en ordentlig grav når døden havde revet den bort, og det er jo kun de færreste hunde og dyrevenner der har egen have hvor de kan stede deres kære dyr til hvile, når tidens fylde kommer. Hundekirkegården afhjalp derfor et længe dybtfølt savn og er nu næsten overfyldt, så der må tænkes på udvidelse.
Vi aflagde forleden et besøg på denne idylliske lille plet. der ligger indhegnet af frodige syrenhække og kun skæmmes af nogle store drivkasser, som gartneren ikke kan undvære.
Et mylt af små hvide miniaturegravstene vidner om de afdøde dyrs værd. Indskrifterne er mange gange rørende, og flere af dem bærer vidnesbyrd om et ensomt livs historie, hvis eneste lyse side var venskabet med den afdøde, trofaste hund.
Vi så mænd og kvinder gå stille om mellem gravene og pusle med rive og vandkande og omhyggeligt tørre støvet af gravstenenes forgyldte indskrifter. Og vi lærte af disse menneskers ansigtsudtryk at selv de mindste ting i livet kan få værd for et menneske, især for et ensomt menneske.
De fleste indskrifter meldte kun hundens navn og alder, mange var dog forsynede med en skriftlig tak for den dødes kærlighed eller med ønsket om en fredelig søvn under grønsværet. Enkelte vidnede om en iøjnefaldende åndsuformuenhed, og atter enkelte var udtryk for et ubegribeligt hysteri.
Men hovedindtrykket man fik på denne lille kirkegård var det at menneskenes følelsesliv kan være meget udpræget, så det må have afløb på en eller anden måde. Og det er da ikke det værste man kan gøre at kaste sin kærlighed på et levende væsen som man er god
imod med al den trang til at vise sit overstrømmende hjertes gode vilje som må give sig udslag.
Og at give den man i live følte sig inderligst knyttet til - hvilken skabning det end måtte være - et fredeligt hvilested, er dog sikkert ikke at lade pietetsfølelsen løbe af med sig.
I hvert fald tror vi at disse grave, omhyggeligt holdt som de er, skaber deres ejere mange lykkelige stunder, når alle de glade, små minder rinder i tankerne.
Og at en hund kan være kærlighed værd, fik vi ret indtrykket af ved læsningen af en Indskrift, der lød således:
Her hviler H. W. Petersens hund. Den døde af sorg over sin herres sygdom.
Den hund har sikkert fortjent al den omhu, Petersen nu viser dens minde.
St. A.
(Morsø Folkeblad, 1. juni 1906).
Hundekirkegården.
Det er et sorgens budskab jeg i dag har at bringe hundeejere der havde tænkt at stede deres firbenede ven til hvile på hundekirkegården på Østerbro, når "Delle" eller "Joli" af alderdom og vellevned opgiver ånden.
Der er i de sidste år blevet begravet så mange hunde derude at der snart ikke er plads til flere. Følgen heraf er at prisen for en lille hundegrav nu er steget til 10 kr., samt som hidtil 1 kr. for hvert følgende år. For store hunde er prisen 20 kr. og 2 kroner om året.
Da hr. Preisler for nogle år siden anlagde den senere så stærkt frekventerede begravelsesplads for vores firbenede venner, var prisen kun 2 kroner for en lille grav og 4 kroner for en stor. Da han mærkede at ideen slog an, blev prisen sat op til henholdsvis 5 og 10 kroner, og nu er den som sagt blevet fordoblet.
Dertil er der jo ikke noget at sige. Forretning er forretning.
Prisstigningen derude er en kendsgerning som jeg herved bringer til de deri interesseredes kundskab.
Abs.
(København, 13. februar 1907).
Hundeforgudelse.
En af Københavns mest kendte hunde, Povl (tilhørende den bekendte nyhedsreporter Heiberg), er i disse dage afgået ved døden, og blev i lørdags ved en lille festlighed stedet til hvile på Østerbros hundekirkegård. Det er bekendt at Povl havde visitkort, som Heiberg og Justine lagde ved siden af deres eget, når de kom for at aflægge visit hos venner. Vi røber vist nok heller ingen hemmelighed når vi meddeler, at Povl havde hjemmesko og slåbrok, og at hunden om natten sov i natskjorte. Povl fulgt i mange år sin herre til jubilæer og begravelser. Ved en sådan lejlighed blev Povl trådt af en af vore vægtigste etatsråder. Siden den tid koketterede den ved at trække lidt på det ene bagben. Povl fulgtes til graven af sin herre, hr. Heiberg, der græd bitterligt, og af 3 venner, hvorimellem en ung billedhugger. Denne lovede i f. "Polt" som mindesmærke at hugge et kødben i marmor. Povl havde selv ofte hugget et kødben.
(Holbæk Amts Venstreblad, 17. oktober 1907).
Foto: https://dis-danmark.dk/bibliotek/907581.pdf
Chr. Heiberg (1848-1908) debuterede 1866, og skrev siden for bl.a. Adresseavisen, Aftenbladet, Dagens Nyheder, Dags-Avisen, Københavns-Posten, København, Politiken og Nørrebros Avis. Han fejrede 40 års jubilæum i 1906. Han var efter sigende kendt af ethvert barn på gaden, bl.a. for sin cigar og hunden. Han skulle også have været den første til at give Edvard Brandes en "tugtelse" af private grunde. Hans kone Justine Elisabet Nielsen var også journalist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar