Kolonirådsmødet den 2. august 1916 bragte ingen forhåbninger om forbedringer af borgerrettighederne. Plantageejeren Fleming afkrævede guvernøren en lov som sikrede plantageejerne mod strejker mm. Guvernør Helweg-Larsen og politimester Segelcke var ikke i stand til at mægle mellem parterne, men havde taget parti for plantageejerne. Guvernøren meddelte under rådsmødet at han var klar til at erklære militær undtagelsestilstand på øen i tilfælde af at en generalstrejke truede dyrene - under påskud af at børnene så ikke kunne få mælk fra køerne.
En indikator på de dårlige forhold var det dramatiske fald i befolkningen på St. Croix. Siden 1848 var det faldet fra 23.720 (1950) til 14.951 (1917):
De skiftende danske regeringer var også bekymrede over at de årlige tilskud til øerne tilsyneladende forsvandt ned i et sort hul. På et hemmeligt møde den 4. august 1916 besluttede rigsdagen at sælge øerne til USA for 25 mill. dollars.
The Herald bragte en artikel af Helweg-Larsen den 8. august 1916 som nærmest var profetisk om spørgsmålet om salg af øerne: Både plantageejerne og arbejderne spekulerede i om forholdene kunne være bedre under USA. De første for at få redskaber til at bekæmpe arbejderne, de sidste for at få de rettigheder som moderlandet Danmark hele tiden tøvede med at gennemføre. Helweg-Larsen spåede at var uvist om afståelsen til USA ville betyde at negrene ville få tilstande som i nordstaterne eller som i sydstaterne. Han kan næppe have vist at det faktisk var det som kom til at ske efter afståelsen til USA
Mediestream har et hul i The Herald fra 8. august 1916 til 2. juli 1917. Så derfor har jeg ikke kunnet verificere oplysningen i West End News om at Jackson på opfordring af Politiken havde iværksat en afstemning om salg af øerne til USA. Den uofficielle og lidt vel improviserede afstemning fandt sted 15. august 1916. 4.027 stemte for, mens kun 7 stemte imod at overgå til USA. Informationen blev af guvernøren sendt til Danmark hvor den stod i Social-Demokraten, København 18. august 1916. Her stod i et andet telegram at også plantageejerne var stemt for en afståelse. Herefter forstummede diskussionen i dagbladene næsten helt. Desuden havde Rigsdagen vedtaget at sælge den 14. august.
Selvom salget nu stod fast, dukkede der dog afslørende informationer op. Social-Demokraten bragte i efteråret vidneudsagn fra den såkaldte ø-kommission. Først et par forvaltere, som repræsenterede arbejdsgiversiden, bl.a. Hagemanns forvalter J. C. Sørensen som gennem et telegram til Hagemann havde medvirket til at få sendt krigsskibet Valkyrien til St. Croix i december 1915:
Arbejdsforholdene.
Der har i mange Aar været Trang til Indvandring. Men Forsøg paa at skaffe Kulier, Javanesere og andre, er efter hans Mening strandede paa, at den danske Regering har modsat sig de 5aarige Kontrakter. Han angriber meget stærkt Hamilton Jacksons Bevægelse, hvis Formaal han mener er at fordrive de Hvide fra Øerne.
---
En anden inspektør, Nordbye som havde opholdt sig på St. Croix, udtalte: Paa Spørgsmaalet: hvilken Betydning tillægger De det, om Danmark afhænder eller beholder Øerne, svarer han efter det stenografiske Referat ved at oplæse et Citat af Bladet "The Herald", hvori det hedder: "Paa Grund af de mange uopfyldte Løfter, der er givet Befolkningen fra Moderlandet, særlig paa Grund af IkkeGennemførelsen af de lovede Reformer, har Folket tabt al Tiltro til de danske Løfter."
Formanden:
Det er Hamilton Jacksons Blad.
Inspektør Nordbye:
Saaledes er den sorte Befolknings Syn pna Spørgsmaalet, og den hvides er akkurat det samme, selv om Motiverne maaske Ikke er de samme. I hvert Fald er jeg ganske overbevist om, at den store Majoritet ønsker at blive solgt. Han tllføjer, at han personligt finder det mest beklageligt, at "vi bliver solgt som, jeg vil ikke sige som hvad."
(Social-Demokraten, 31. oktober 1916 (uddrag)
I et senere nummer hørte man så sagen fra en anden side - nemlig fra hvide som var venlig stemt over for de sorte. Et af vidnerne var sognepræsten Lawaetz, ansat 1889-1903:
Der er ingen, der skal fortælle mig, at Negerracen som saadan er umedgørlig eller i det hele taget vanskelig al komme ud af det med, eller at den ikke har Fremtidsmuligheder. At Negerracen har Udviklingsmuligheder, derfor taler ikke blot de velkendte historiske Navne Toussaint l'Ouverture og Booker Washington, men ogsaa mindre velkendte Navne fra vore Øer som Blyden, og derom fortæller en lang Historie, som jeg kender, om, hvordan den sorte Mand har været den hvide Mands mest trofaste Medhjælper i den vanskelige og ofte forfulgte Missionsgerning, hvorledes der opvoksede et Sæt af udmærkede indfødte Medhjælpere. Jeg har læst deres Breve - thi nogle af dem lærte at skrive - Breve fra Mennesker, der aldrig tænkte sig, at hvad de dér skrev, skulde blive fremdraget senere, og jeg vil sige, at hvis der ikke deri for mig havde været en Opmuntring med Hensyn til Negerracens Fremtidsmuligheder, saa ved jeg ikke hvad. Negrene har det tilfælles med andre Mennesker, at vi for en stor Del er, ligesom man tager os. Men der er den Forskel mellem dem og os, at de i endnu højere Grad er, som man tager dem. I en Forstand er de gaaet tilbage - tilsyneladende - og det er, fordi disse nye Ideer er kommet dem noget hovedkulds ind i Hovederne. Dette har givet sig visse absolut utiltalende ydre Udslag. Men i en anden Retning er de gaaet frem, de har vundet den større Selvbevidsthed, som denne Race nu en Gang skal lære at have, og de har tilegnet sig det, som er nødvendigt for os alle: Evnen til at underordne sig.
Man taler saa meget om Strejken - som om de Folk ikke skulde have lov til at strejke, saaledes som de var stillede! Man man taler ikke om den overordentlige Disciplin, som de viste under Strejken, og er der noget, der for mig har været et Vidnesbyrd om, at der endnu er Kræfter i denne Race, er det netop dette Forhold.
Man taler ikke om, at Planterne jog dem bort fra deres Hjem, smed deres stakkels Bohave ud og derved provocerede dem til Uroligheder. Var der nogen Fremgangsmaade, som direkte kunde provocere til Uroligheder, saa var det dog denne.
Lawaetz peger paa, hvor let Planterne kunde have overvundet Vanskelighederne, hvis de i Stedet for at lave saa stort Postyr, havde tage stilfærdigt og fornuftigt paa Strejken.
Jeg mener, at hvis de havde taget det saadant jævnt og roligt, havde man ikke sat Negrene paa denne overordentlige Prøve, som de i øvrigt bestod med største Bravour. Man taler saa meget om deres Dovenskab, men man taler ikke om, hvordan det ser ud i deres Hytter, og hvad de faar at spise. Saaledes talte man ogsaa herhjemme i Hoveriets Tid om Bøndernes Dovenskab, det er nøjagtigt det samme.
Hamilton Jacksons store Evner kunde have været til stor Nytte.
Derefter omtaler Lawaetz den stærkt angrebne Fører for de Sorte, Hamilton Jackson, hvem man fra Plantageejernes Side har ønsket sat fast:
Jeg mener, at man burde have gjort den rette Brug af Jacksons udmærkede Evner. Jeg mener, at de, der har set ham, har faaet et Indtryk af, hvilke fænomenale Evner han sidder inde med, Evner, som naar de var brugt i Samarbejde, kunde have ført til udmærkede Resultater, uden at Samfundet lige straks var blevet rystet i sine Fuger, en Slags lokal Booker Washington. Men i Stedet for blev han drevet ud i den mest yderliggaaende Opposition, der selvfølgelig har skudt Vildskud.
Jeg forbavser mig kun over, at den ikke har skudt flere Vildskud. Jeg forbavser mig over, at han har holdt Hovedet saa klart, som han har. Thi intet er vanskeligere end at staa, navnlig i et saadant Klima, og være ombejlet af en stor entusiastisk Mængde, som sværger til en, og med de bitreste, mest fanatiske Modstandere paa den anden Side. Der hører der umaadelig meget til at holde Hovedet klart, og Jeg siger, at jeg forbavses over, jeg er imponeret over, at han i den Grad har kunnet holde Hovedet klart. Jeg har talt mod ham nogle Gange herhjemme - jeg er ked af, at jeg ikke har talt oftere med ham - , og jeg har korresponderet med ham.
Jackson er jo blevet saa ganske forbavsende angrebet for sit Blad "The Herald", Liberty, Equality and Fraternity! Det lyder godt paa Engelsk, der er Klang i det; jeg kan se de gamle Negre komme gaaende ned ad Gaden og se dette: Liberty, Equality and Fraternity - ja, de forstaar det ikke rigtigt, men de forstaar, at det er noget, der er godt. Men Planterne vil ikke synes om det. Jeg sagde det ogsaa til Jackson. Jeg sagde: De er en meget uforsigtig Mand. Jeg har altid selv været mere opportunistisk anlagt; jeg vilde ikke gøre det. De gamle Plantere har det ikke tiltalt, og jeg vil sige, det vilde heller ikke ubetinget have tiltalt mig, da jeg var derude. Men det vilde jo heller ikke tiltale Frederik VI., hvis han traadte ud af Frederiksberg Have og hørte: "Social-Demokraten" 5 øre! Det sidste Nyt fra Betonarbejderstrejken! Det er noget i samme Stil derude.
Negrene er gode Arbejdere, naar de behandle godt.
Om Negrene paastaaede Dovenskab udtaler han - efter stærkt at have angrebet Rombodsuvæsnet:
Hvilke Foranstaltninger skal der til for at hjælpe mod Dovenskab? Ja, vi kan nok sige, at der maa Eksemplets Magt til og navnlig forbedrede Samfundsforhold. Tager man Haabet bort fra et Menneske, saa tager man med det samme Arbejdslysten fra ham. Naar Forholdene nu, efter hvad der fortælles, er blevet saa elendige, maa der dog være en Grund dertil. Jeg mindes, at den afdøde Direktør for St. Croix Sukkerkogeri, en udmærket, humant tænkende Mand, Christian Dahl, sagde, at der fandtes ikke flinkere Arbejdere end Negrene paa St. Croix paa Sukkerkogeriet; naar det saadan kunde indrettes lidt i Retning af at vække deres Kappelyst saa kunde det gaa med Liv og Lyst. Noget lignende har jeg ogsaa selv set; i den Henseende er Negrene Børn, i den Henseende er Negrene Børn. Jeg traf for et Aars Tid siden rent tilfældigt en Ingeniør fra Sydafrika, som sagde, da han læste i Avisen om de sørgelige Forhold i Vestindien: Jeg gad vidst, om de forstaar at behandle de Folk rigtig - jeg indskyder, at denne Mand ikke kendte min Stilling til Sagen; det var rent tilfældigt, jeg traf ham paa et Hotel. Jeg sagde: Ja, hvordan mener De? Jo, sagde han, man kan ikke tænke sig flinkere Arbejdere end Negrene - jeg har haft flere Tusinde under mig i Diamantgruberne i Sydafrika - NB.: Naar man sørger for at give dem for det første ordenlig Løn og for det andet ordenlige Boliger og for det tredje at holde dem borte fra Adgangen til den billige Spiritus, som Europæerne importerer til Sydafrika. Se, dette NB. forekommer mig nok at kunne give os noget at tænke paa derude.
Om Spørgsmaalet Salg eller IkkeSalg siger han: "Reformer eIler Salg. - Reformer og en moralsk Vished for, at disse Reformer gaar i den liberale Retning, som jeg nu mener er den rigtige ..."
(Social-Demokraten 5. november 1916 (uddrag)
Guvernør Helweg-Larsen var indkaldt, og her redegjorde han for at han ikke mente at fagforeningsbevægelsen lod sig omplante blandt negrene. Han opfattede negrenes grove opførsel som et resultat af "den sortes vilde tilstand i Afrika".
I november 1916 var det blevet finansminister Edvard Brandes tur. Her fremkom oplysninger om Hamilton Jackson og guvernøren i danske Vestindien:
De vestindiske Afhøringer.
Folketingsmand Dr. Moltesen, finansministeren og Udenrigsministeren.
Finansministeren kolliderer med formanden.
Svar til Helweg Larsen om Hemmeligholdelsen af Salgsforhandlinger.
Om Hemmeligholdelsen af Salgsforhandlingerne.
Folketingsmand, Dr MoItesens Afhøring var af ganske kort Varighed. Han benægtede at have ydet Hamilton Jackson nogen som helst Støtte, hverken moralsk eller økonomisk. Han udtrykte sit Syn paa den øjeblikkelige Situation paa Øerne saaledes, "at enten skulde man indespærre Hamilton Jackson i Horsens Tugthus og sende Helweg Larsen tilbage som Guvernør, eskorteret af et krigsskib, eller ogsaa skulde man indespærre Helweg Larsen i et godt Embede herhjemme og sende en Mand eller Kvinde med pædagogiske og disciplinære Evner derover. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det burde være en dygtig Militær med human Dannelse og humant Tankesæt, der som Guvernør vilde soge sin Stolte i de Kredse, der har virkelig Sympati for sorte".
(Vendsyssel Tidende, 11. november 1916)
Brandes blev spurgt om forskellige forhold ved forhandlingerne med amerikanerne. Efter dette blev han spurgt om forholdet til strejken:
Minister Brandes giver Helweg-Larsen raat for usødet.
Efter at nogle mindre interessante Emner er drøftede, stilles Finansminister Brandes over for det spørgsmaal, hvad han har at sige til fhv. Guvernør Helweg-Larsens Kritik af hans Stilling under og efter Strejken, og her boltrer Ministeren sig ret af Hjertens Lyst og med en Mængde flotte Bemærkninger.
Han siger, at Helweg-Larsens Klage over, at han ikke har faaet tilstrækkelig Vejledning, viser en rørende Barnlighed.
Guvernøren ønsker en fast og haard Haand og en Diktator. Dette viser, hvor lidt Folks Personlighed mange Gange svarer til deres Idealer. Der er ikke en Negl af stærk eller fast Haand, og der er ikke Tomme af en Diktator i ham.
I hans Indberetninger til Ministeriet har man ikke set noget Tegn paa nogen Misfornøjelse af saa gennemgribende Art, og da han søgte sin Afsked - det var vist i August Maaned - var det ikke, fordi han mente, at vigtige nationale og vitale Interesser var krænkede, men af Helbredshensyn.
Ministeren skildrer derefter Guvernøren som en hæderlig, velmenende og tjenstivrig Mand, som var udmærket inde i alle sine Administrationsanliggender og i Øernes Forhold. Men han havde en sørgelig Mangel paa Menneskekundskab. Ministeren saa meget vel, at til Guvernør fordredes en Blanding af en Militær og en Forretningsmand, noget saadant som Direktør Cold repræsenterede ganske ypperligt, og ikke en Bureaukrat, men han havde i det Øjeblik ingen anden end Helweg Larsen. "Jeg mente - og mener fremdeles - ikke, at Manden havde umuliggjort sig i sit Embede. Jeg sagde min Mening til ham ganske rent ud, sagde ham, at jeg mente, jeg burde bebrejde ham baade hans Optræden tidligere, ligesom jeg bebrejdede ham hans Optræden nogle Gange, efter at han havde været herhjemme. Endvidere gjorde det ham Stillingen vanskelig, at han var ligesom besat af Hamilton Jackson; denne Mand syntes ham selve det ondes Inkarnation".
Angaaende Hamilton Jackson indskyder Ministeren en Bemærkning om. at han har talt med ham to Gange, antagelig 10 Minutter; han har modtaget et Andragende fra ham, men ikke, som det er paastaaet, givet ham en Anbefalingsskrivelse med tilbage, hvorimod Jackson jo "modtoges med megen Tilslutning fta mange Sider, og det fra ret indflydelsesrig Side, fra store Partiers Side".
Med Hensyn til Strejken havde Guvernøren faaet den Vejledning at han skulde optræde mæglende, og at Hamilton Jackson maatte behandles som alle andre Borgere, hverken værre eller bedre. Ministeren dadler, at Guvernøren nægtede at forhandle med Jackson i Embeds Medfør, selv om han var bleven fornærmet af ham. Det var umuligt for Ministeriet at ligge her og "telegrafere ustandseligt hele Dagen, telegrafere hele Afhandlinger over til St. Croix og St. Thomas". Guvernøren maatte handle efter Konduite, men Ministeren "mindes ikke, at han (H.-L.) nogen Sinde har gjort noget Forslag af Betydning med Hensyn til, hvorledes Sagerne skulde tages paa St. Croix". Han maa derfor mene, "at det, Guvernør Helweg-Larsen har sagt, ikke har noget virkeligt Grundlag som Kritik betragtes".
(Vendsyssel Tidende, 11. november 1916).
HamiltonJackson blev udsat for 10 sagsanlæg fra guvernør Helweg-Larsen, gendarmkorpsets chef og plantageejerne. Den 11. december 1916 stadfæstede overretten 7 af dommene og idømte ham mindre bøder der alt i alt løb op i et anseligt beløb. Kun Social-Demokraten så dog sagerne som "en sønderknusende anklage mod det system og det regimente, den danske overklasse i Vestindien har ansvaret for."
Den 14. december 1916 var der en folkeafstemning - den første i Danmarks historie. Stemmeprocenten blev lav, 40 %. Til sammenligning var der ved rigsdagsvalget 2 år senere en stemmeprocent på 75,4. Der blev ellers trykt rigeligt med propaganda-materiale fra både ja- og nejsigere. 284.000 stemte for et salg, 58.000 imod.
Jyllandsposten bragte i januar-februar 1917 en artikelserie om Dansk Vestindien i gamle dage. Artiklerne baserede sig udelukkende på udsagn fra hvide og drejede sig mest om økonomi, landbrugsdrift og hvordan de hvide fik de sorte til at makke ret. Slavehandelen blev beskrevet og omtalt som brutalt, men man stillede ikke i artiklerne spørgsmålstegn ved at de sorte menneskeligt ikke var ligeberettigede med hvide.
Salg af de vestindiske øer. Den danske Gesandt Brun og den amr. Gesandt Lansing, 1917. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Den 9. marts 1917 udsendte kongen Christian X og statsminister Zahle et åbent brev til indbyggerne der nu skulle forberede sig til afståelsen. Brevet sluttede med disse ord:
Idet vi tager Afsked med Eder, udtaler vi Haabet om, at I i Kærlighed vil bevare Mindet om de Aarhundreder, i hvilke Øerne har staaet i Forbindelse med Danmark som Moderland, og bringer vi Eder vor kongelige Tak for den Loyalitet og Hengivenhed, I har vist os og Moderlandet. Befolkningen og vi udtaler vore varmeste Ønsker om en lykkelig og frugtbringende Fremtid for Eder alle og de af Eder beboede Øer.
Overdragelsen til USA foregik den 31. marts 1917, altså under 1. verdenskrig. I første omgang oprettede USA et midlertidigt militært styre - dog ikke mere midlertidigt end at det sad helt indtil 1931. Traktaten havde ikke sikret beboerne på øerne amerikansk statsborgerskab, og USA videreførte således blot den status som befolkningen havde haft under dansk styre, som koloniale undersåtter. Ligeledes gjaldt den danske kolonilov helt frem til 1936.
Overdragelsen den 31. marts blev ikke videre omtalt i den danske presse. Udover i korte notitser af overdragelseshøjtideligheden et stykke inde i bladet. Postvæsnet meddelte at post til øerne nu skulle foregå efter regler i USA, og filatelister bekymrede sig om restoplag af frimærker og eventuelt salg til samlere.
Den lokale befolkning følger overdragelsen af De Vestindiske Øer, 1917. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Foreningen "Dansk-Vestindien" Øernes Overdragelse til U.S.A, 1917. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Den negative omtale af fagbevægelsen stoppede ikke efter afståelsen. Nationaltidende, 5. juli 1917, 2. udgave citerede under overskriften "Da St. Croix var dansk. De umulige Arbejdsforhold" fra "Plantageselskabet Dansk Vestindiens" årsberetning (uddrag):
Om Sukkerhøsten hedder det: »Arbejdet gik fra Dag til Dag mere trevent og uvilligt og under stadige Indgreb og Overgreb fra Fagforeningens Side. Mr. Hamilton Jackson fortsatte trods Høsttravlheden ustandseligt med sine Agitationsmøder. I Begyndelsen af August Maaned forsømte saaledes de fleste af Negrene paa »Mount Pleasant" Arbejdet baade Torsdag og Fredag - Iørdag er altid praktisk talt Fridag - fordi de paa begge disse Dage var tilsagt til
Møder i Frederikssted. Mandagen derefter arbejdede Negrene kun om Formiddagen paa Plantagen "Hope", fordi de af Hamilton Jackson var beordrede til at overvære et Møde 1
Kolonialraadet ....
"Under saadanne Forhold er det Intet Under, at Afslutningen af den usædvanlig store Sukkerhøst trak i Langdrag...."
Flertallet af de danske aviser skrev - i det omfang de overhovedet beskæftigede sig med de vestindiske øer - med slet skjult skadefryd hver gang det gik galt for arbejderne, at det ikke blev bedre under USA og harcellerede over at Danmark havde afstået øerne, ofte ledsaget af kritik af "demokratiet".
Især Hamilton Jackson blev udsat for flere falske rygteri dansk presse. Ingen havde ret meget på sig. Han vedblev at have stor politisk og social infdflydelse. Hamilton Jackson tog i august 1920 til New York for at studere til sagfører, pengene stammede fra en indsamling. Få år efter kunne han derfor varetage fagforeningens juridiske affærer. Han fortsatte som redaktør af The Herald. Jackson blev bl.a. hørt under en omfattende høring i 1926 i Repræsentanternes Hus om en permanent regering på Virgin Islands.
Omvendt sørgede den amerikanske flåde for store forbedringer inden for sundhed, sanitet og infrastruktur. Uforudset skabte The Volstead Act der forbød alkoholiske drikkevarer i 1920 at romproduktionen på St. Croix stoppede. Fagforeningerne fortsatte dog med at kæmpe for at få indført amerikansk demokrati på øerne.
David Hamilton Jackson (1884-1946) lærer, journalist, politiker og dommer. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. 1. november 1915 var den dag The Herald udkom for første gang, og det er den dag, "David Hamilton Jackson Day", eller US Virgin Islands Liberty Day som er blevet fejret lige siden på St. Croix. Denne dag føjede sig så på sin vis ind i rækken af "nationale" fejringer af uafhængighed af Danmark: Sverige, Norge, Island - og Virgin Islands.
Bright Pimping: Freedom eller The Conch Blower, kopi af en statue fra 1998. Den blev oprindelig skabt i anledning af 150 året for slaveriets ophævelse og står flere steder på øerne. Opstillet 2019 ved Eigtveds Pakhus som var opbevaringssted for varer der kom fra Vestindien. Danske skibe sejlede omkring 100.000 mennesker fra Afrika til øerne til et kummerligt liv. Samtidig blev Danmark rigere og i København skød flotte palæer op – en del af dem tegnet af Eigtved
Bright Pimpong: Freedom. Den ghanesiske kunstner har afbildet en mand der kalder til oprør mod slaveri ved at blæse i en konkylie. I den anden hånd, en sukkerrørskniv.
Three Queen Foutain (2005). Bronzeskulptur, springvand. Kunster: Richard Hallier (amerikansk kunstner fra Kansas). Skupturen ligger i en have i Kongens Quarter, Blackbeards Castle. Charlotte Amalie City.
Three Queens Fountain, Blackbeard's Castle, Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI, Jan 2010. 23 January 2010.
Statuen forestiller de tre "queens": Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. The figure standing on the right has a flaming torch in her right hand. On the left stands a woman carrying a lantern in her right hand. In the center stands Queen Mary, holding a burning torch in her left hand and a sugarcane knife in her right hand. In the hands of a slave, a lantern, a torch, and sugarcane knife were lethal tools that could spark an insurrection. These three figures of power stand in a basin cascaded with jets of water.
Der er en tavle med nedenstående inskription:
In 1878 three former slave ladies on St. Croix led an insurrection against the Danish Government for improved working and living conditions. During this action, a major portion of Frederiksted was destroyed by fire. This revolt is known today as “FIREBURN” and the ladies are renowned as “Queen Mary, Queen Agnes and Queen Matilda” – The Three Queens of the Virgin Islands
I 2016 foræredes med hjælp fra Museum Vestsjælland tre statuer til Danmark fra befolkningen på US Virgin Islands. En buste af general "Buddhoe" , den store vestindiske folkehelt fra 1848, en buste af fagforeningslederen David Hamilton Jackson (nu en del af samlingen på Arbejdermuseet) samt "Freedom". Alle skabt i 1998 af billedhuggeren Bright Bimpong.
Jeannette Ehlers and La Vaughn Belle: "In Am Queen Mary - A Hybrid of Bodies. Narratives and Nations" (surface-treated flamingo, 2018).
Statuen er opstillet foran et af de pakhuse som blev bygget til at opbevare varer fra bl.a. de dansk Vestindiske Øer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar