Østerbro Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Hundekirkegården

Den lille hundekirkegård som gartner Preisler har indrettet ved sit gartneri på Østerbrogade, viser med hvilken rørende kærlighed mange hundeejere omfatter deres firbende venners minde. Her er hundredvis af grave, sirligt anlagte med gitter eller hække omkring, smukke mindetavler og pænt beplantede.

Ved indgangen til kirkegården har gartner Preisler bygget en stenhøj af rester af gamle gravsten der er fundet på kirkegårdene, og her er også en tavle hvis inskription er lånt fra et gammelt mindesmærke som den berømte maler Abildgaard lod sætte på sin hunds grav . 

Originalen til dette monument hvoraf vi hosstående bringer et billede, findes i haven bag Charlottenborg. Abildgaard var prof. ved Akademiet, og boede som sådan på Charlottenborg.

Som det ses på billedet, er det et ret anseligt monument med et timeglas i relief øverst, og nedenunder er indhugget:

Her gemmes levninger af JORDANA.

Et mønster på troskab.

Han blev født i Rom i Pius secxti

Regerings andet Aar.

Han døde i København i det 

mærkværdige Aar, hvor

et Pund Sukker kostede 43 Skilling.

Inskriptionen viser, at hunden er født i Rom 1777. Dødsåret er vanskeligere at fastslå, men kunstneren har sikkert ment at det var nok at gøre opmærksom på at det var det år sukkeret kostede 86 øre pundet.

Mindestenen står endnu i Charlottenborgs have, men det er meget forståeligt at hundekirkegårdenes ejer har ønsket at have en lignede plade ved de nye grave, for den er et bevis for at en hundeejer for mere end hundrede år siden begravede sin firbende ven og satte den et minde der endnu bevares.

Gravstenen for N.A. Abildgaards hund skal stadig findes, med den pudsige inskription: ”Her giemmes levningen af iordano, et mynster på troskab. Han blev født i Rom i PII Sexti regierings andet aar. Han døde i Kjøbenhavn i det mærkelige aar, da et pund sukker kostede XLIII skilling”.Historien blev også dækket af Aftenbladet (København), 18. oktober 1915, der bragte nedenstående foto: 

Et sørgekvad.

Hundekirkegården ved Garnisons Kirkegård skal nedlægges.

JOMFRUEN:

Lille, kære Delle,

Jeg dig vil fortælle,

hvad for ondt der sker:

Når en skønne mor'en

Du ska' på kærregård'en,

så er den ikke mer.

Hvor skal du så hvile

under sørgepile?

Hvor - jeg spørger hvor?

Hvor skal kors jeg sætte -

Delle, du kan gætte,

det er tungt for mo'r.

(Social-Demokraten 13. oktober 1916)

Fra hundekirkegården 

Før den forsvinder.

København.

En eller anden storånd har et eller andet sted sagt: "Jo mere man lærer menneskene at kende, des mere holder man af sin hund". I de flestes ører lyder dette vistnok som en paradoks - men sikkert ikke i de menneskers der i disse dage ser deres spadsereture ud til den lille hyggelige plet jord ved indgangen til Garnisonskirkegården ude på Østerbro brat blive afsluttet.

Man behøver kun at kaste det flygtigste blik inden for denne lille blomsterhaves enemærker for at blive fuldkommen overbevist om, at "hin" mands ord om menneskenes trofaste ven ikke er en blot og bar paradoks. Og videre behøver man jo blot at tage de mange eksempler fra det virkelige liv for at overbevises om at en hund kan være så fuldtro en ven for de mennesker den holder af, at den tanke, der har dannet grundlaget for en hundekirkegårds tilblivelse, ikke er blasfemisk, hysterisk eller unaturlig.

... Og idet jeg står og ser ind over gærdet, der omslutter haven, og i det fjerne ser alle de mange små gravstene lyse i efterårets gyldne løv som løsrevne blade på en bog - alle er de mere eller mindre beskrevne - så får jeg en ubetvingelig lyst til på nærmere hold at se denne dyrevennernes kirkegård.

Henne ved et sirligt lille gravsted står to damer - de står og ser ned på den lille plet jord, som de nu i adskillige år har betalt 2 kr. årlig for. "Prins og lille Piphans" - står der med guldbogstaver, og selve gravstedet er den nydeligste blomsterkurv flettet af jernnetværk, overløbet af efeu og smukt beplantet. Idet jeg går forbi dem, hører jeg den ene dame sige: "Ja, lille søster, nu tager de så "gravstedet" (blomsterkurven) med os hjem, inden det herude skal kastes hulter til pulter .... Hvad mon der bliver af fyrstindens gravsted?" siger den gamle dame videre.

Ja, der ser man! Også på en hundekirkegård er der "persons" anseelse. Jeg må imidlertid se at få at vide noget nærmere om denne fyrstindes hund - for at det er en hund, der her spiller hovedrollen og ikke fyrstinden, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Kirkegårdens grundlægger, den nu aldrende gartner Preisler, der for 20 år siden lejede grunden af Magistraten, af hvem han altså nu er sagt op, kommer gående lige imod mig, ivrigt optaget af at forklare en tysk dame at han er uden skyld i den opløsning, der forestår. Jeg venter beskedent i baggrunden, til han er færdig, og tager da mod til mig, idet jeg fortæller ham hensigten med mit besøg.

Hr. Preisler siger hovedrystende : "Ja, De kan tro, det har ikke altid været let at stille kirkegårdens "besøgende" tilfreds. Som nu denne tyske dame jeg lige talte med. Hun elskede sin hund over al beskrivelse, og da krigen udbrød dernede i Tyskland, så rejste hun herop med sin hund af skræk for at de dernede skulle dræbe den og spise den. Så døde den, blev begravet her, og nu . ."

"Hvad er det så med den fyrstindes hund," spørger jeg videre.

"Nå, den! Jo, her skal De såmænd se det smukke gravsted; det var en st. bernhardtshund, og den reddede sig herskerindes "fyrstindens" liv, da hun en dag blev overfaldet af nogle banditter, der ville røve hendes penge og smykker".

Og vi går videre, forbi alle de små fint holdte gravsteder, og vi læser de mange forskellige navne og inskriptioner. Et sted står der: "Fille havde udtjent!" Af fødsels- og dødsdag kunne jeg se, at hunden var bleven 16 år gl, før dens herskab gav den dette smukke gravsted. "Mors lille Kvik. Tak for at din trofasthed" - står her, og videre læser jeg: "Pudlen Rolf. 12 år. Død 13. - 3. - 12. menneskebarn; Af hunden din lærer, kærlig og trofast til døden at være." 

H-r. Preisler fortæller mig. da vi passerer en gravsten, hvorpå står: "Solstråle" - at den

gamle dame, der mistede denne sin hund, mødte med en marmorsten, hvorpå stod med guldbogstaver : "Lille Guds engel! Solstråle". Men det ville jeg ikke gå med til", siger Preisler; "Lille Guds engel måtte hun stryge. Der er grænser! Det er hændt, at jeg har måttet grave de begravede hunde op igen en gang, fordi hundens ejerinde bildte sig ind, at "nogen" havde stjålet halsbåndet, og flået hunden for at sælge skindet. 

- En gammel dame kom grædende og sagde at hun havde set i drømme at hunden havde vendt sig nede under jorden, og hun var sikker på at den ikke var rigtig død. "Men De kan tro at jeg en, to, tre fik gravet dyret op og viste hende, at drøm og virkelighed ikke har meget med hinanden at gøre".

"Lille-Dreyfus", »Napoleon 1", »Vennen Tell", "Musse. Mors bedste Pen", "Minka v, Elbflorenz.

du var en god ven!" osv. . . Sten ved sten, og grav ved grav, kunne der fortælles om; mange rørende navne og mindeord til "Trofast"s ære.

»Hvad nu" spørger jeg Hr. Preisler, "skal der ingen hundekirkegård være?"

»Endnu er der intet bestemt derom; Magistratens opsigelse af haven her er jo så ny endnu, men - kommer tid, kommer råd! Det er alt, hvad jeg kan svare på nuværende tidspunkt - og jeg får mange bekymrede spørgsmål, må De tro. Men man vil jo nødig love mere, end man kan holde", slutter gamle hr. Preisler, idet han med et stille blik og en forstående gestus kaster blikket ned ad kirkegårdens gange, hvor gamle og unge samer, små og store børn, færdes mellem graverkarlene der allerede er i fuld gang med at "jævne gravene med jord"

(Middelfart Avis, 21. oktober 1916).