Østre Kapels Indvielse. (Efterskrift til Politivennen)

Kapellet, der indvies i Dag.

Paa Vestre Kirkegaard nede mod Frederiksholms Teglværk indvies i Dag det Kapel, der er afbildet over disse Linje.

Der har længe været Trang til det, da det gamle Kapel ikke var nok, og nu er i Vinter den store Stenbygning vokset op af Kirkegaardens Jord.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 19. februar 1913.)

Kapelindvielsen paa Vestre Kirkegaard.

Ved indvielsen i Gaar af det ny Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard var paa de reserverede Pladser mødt Borgmester Dybdal, Borgerrepræsentant Daugstrup, Frederik Olsen og Frk. Blom. Direktør for Begravelsesvæsenet Berg og den unge Arkitekt Holger Jacobsen, der har byget Kapellet, og som tidligere har bygget Krematoriet ved Bispebjerg.

Vi afbildede i Gaar Kapellets Ydre. Det Indre er ikke mindre smukt, lyst og venligt, som mildnede de bedrøvede Sind. Kun Loftsbjælkerne er mørke, ellers straaler alt i mange forskellige Farver. Sørgefloret fra Kandelabrene er endda violet.

Den første, der blev begravet fra det ny Østre Kapel, var ung Fru J. Holst. Stiftsprovst Paulli holdt Talen og erklærede sluttelig Kapellet for indviet at være.

Paa en draperet Vogn - ogsaa en Reform paa dette Omraade - kørtes Kisten til Graven.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 20. februar 1913.)

Sorgens Farver.

For første Gang er vi herhjemme ved Udstyrelsen af Ligkapellerne kommen bort fra det triste sorte, der knugede Deltagerne i et Ligfølge som en klam Haand. I det i Gaar omtalte nye Ligkapel paa Vestre Kirkegård er alle Farver holdt i lyst, og Drapperierne er lilafarvede i Stedet for som ellers sorte.

Det er et rosværdigt Forsøg paa at komme bort fra den Tungsindsstemning, der ellers raader ved Begravelser, og som ofte slet ikke er ægte. Der er Lande, hvor man endnu opretholder Grædekonekorpset, og der er andre - særlig Østerlandene, hvor man tager Døden med Værdighed og nærmest betragter den som den store Befrier fra Jordelivets Kval. Det sidste er baade det klogeste og det naturligste. Døden er for de efterlevende ofte et tungt Savn, men i næsten lige saa mange Tilfælde kommer den som en Befrielse for den bortgaaede, og i hvert Fald er den jo da kun en naturlig, nødvendig Afslutning paa Livet.

At se Arvingerne demonstrere deres Sorg, mens de i Hjærtet glæder sig, eller se det sortklædte Følge græde over den hedengangne, mens de en Time efter sidder paa Værtshus og drikker Gravøl under Taler og Sang. det er kun hæsligt. Saa hellere følge den døde uden Krokodilletaarer og hyklet Sorg og tage den sidste Afsked med ham i et Kapel, hvor Sollyset brydes i blankpoleret gule Stolerækker, og hvor alle Farver staar sammen med det brogede Blomsterflor paa Kisten.

Døden er ikke den store Ulykke, som mange Mennesker i deres Uforstand og Trang til Taareperseri har gjort den til, den er ikke andet end et Farvel til Livet og kun højtidelig og gribende, fordi det er det sidste Farvel.

(Folkets Avis - København 21. februar 1913).