De Vanføre og deres Gærninger.
En besynderlig SkoleEn Kvindes Arbejde.
For en Menneskealder siden havde de Vanføre det langt tungere end nu. Da var disse Samfundets elendigste Stedbørn, naar de da ikke havde velhavende Forældre, henviste til Fattiggaardene, og deres uhyggelige Værgeløshed førte med sig, at de ret ofte behandledes som det usleste Skumpelskud, af hvem man jo ikke kunde koste det ringeste Vederlag i Arbejde for det Brød, det miskundelige Samfund gav. At en lam, en enarmet, en Stakkel, som manglede Benene eller hvis Legeme i anden Henseende var deformeret, skulde kunne lære at arbejde, lære at tjene sit eget Brød i Nøjsomhed ved egne Hænders Værk - det var der ingen, som tænkte paa!
Saa begyndte for en Snes Aar siden "Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede" sin humane Gerning. Snart gik Foreningens Virksomhed i den Retning, der skulde blive til saa stor Velsignelse for de Ulykkelige, nemlig at lære dem et eller andet Haandværk, hvorved de blev mere frit stillede i Samfundet og hvorigennem deres Menneskeværd højnedes.
Et Mesterværk i Snedkeri.
Sjælen i dette Arbejde var og er den Dag i Dag Forstanderinden, Frøken Johanne Petersen, som netop i denne Tid fra alle Sider modtager talrige Komplimenter og megen Tak. Hun staar foran maaske sit største Resultat. I Skolen i Stormgade Nr. 8 er nemlig udstillet en Samling Møbler i Stil fra det 16de Aarhundrede, en Bestilling fra Kammerherre Lüttishau, Tjele. Tegningerne er udkastede af Hr. Arkitekt Bindesbøll og det nydelige Indbo helt igennem udført af fire vanføre unge Mænd, tre enarmede i Alderen 15-16 Aar og en 20-aarig, som har fire Fingre paa den ene og ikkun en paa den anden Haand. Der er i Alt syv Stykker Møbler og 8 Stole, hvorom de flinke Snedkere har været ca. tre Maaneder.
Kunstvæveri.
Til Møblerne hører en hel Del vævede Tæpper og Portierer. Dette Kunstvæveri, som i enhver Henseende staar paa Højde med, hvad der ellers normalt præsteres i denne Genre, er udført af en ung Pige, som kun har en Arm. Sé denne ene Haand lægge Mønstret og behandle "de mange Traade paa Væven og man beundrer disse ulykkeliges resignerende Taalmodighed.
Frk. Petersen førte os i Gaar, da vi tog det interessante Arbejde i Øjesyn, ind til de respektive Værksteder, og hvor man kom frem, blev man forbavset over, hvad de, Naturen har nægtet næsten alt, formaar. Her sad en Del Smaapiger om et stort Bord, syende og broderende, Alle var de paa den ene eller anden Maade Krøblinger, men fra de smaa Barneøjne straalede kun glade Smil over Arbejdet En lille, lyslokket Pige var beskæftiget med en Tøffel til Faderen derhjemme paa Landet. Den skulde rigtignok have været færdig til Paaske, men den ene Haand havde trods al Flid ikke mægtet at opfylde Løftet; nu skulde den sendes til Pinse!
I Møbelværkstedet.
I Møbelværkstedet var de smaa omtalte Mestre i travl Virksomhed. Her blev tegnet og snittet, savet og skaaret; det fineste op sikreste Arbejde laa foran dem. I et andet Værelse arbejdedes i Læder og den ene Fingreløse Haand fører Kniven saa rapt og nemt, som den sundes to raske Næver; de sirligste Rammer og Porteføljer i udskaaret Arbejde udgaar herfra.
Det beundringsværdigste turde maaske dog være det Børstenbinderarbejde, som en tyveaarig Vanfør præsterer. At en Blind med Øvelse kan lave Børstenbinderarbejde, kan dog forstaas, men at en Stakkel, som har to Klumpfødder og ingen Arme kan frembringe fire Skobørster om Dagen, vil sikkert forbavse mange. Dette er imidlertid Tilfældet. Foran en særlig konstrueret Maskine sidder han og trækker Børsterne paa og binder Staaltraaden - med Munden.
Saaledes tjener han sit daglige Udkomme og kan endda faa lidt tilovers til sin Yndlingspassion: Fuglene, som i et stort Bur ved hans Side tiljubler ham Opmuntring.
Foruden de nævnte findes i Stormgade Værksteder for Skomagere, Kurvemagere og Linnedsyersker, som har særlig travlt og hvis omhyggelige Arbejde vurderes højt af kendte Firmaer her paa Pladsen.
Tilfredse Stakler.
Skønt flere af disse Stakler er i enhver Henseende intelligente Mennesker, klager de ikke over Tilværelsen, men arbejder med Lyst og Glæde. De forstaar, hvad gode Folk her har gjort for dem og danner forøvrigt om en lille Kaste for sig, der ser paa Livet paa deres Vis. Den Stolthed, de føler over, at selv "fine" Folk bestiller og køber deres Arbejder, er dem den Lykkens Sol, de i andre Maader ikke kender.
- Alle bør da vide en Kvinde som Frk. Petersen Tak. I mange og lange Aar har hun været disse Ulykkelige en hjælpsom og utrættelig Moder. Hun har selv, saa godt som i alle Fag, først taget Kursus for derpaa at kunne lære praktisk fra sig. Hun har endelig stiftet et i Forbindelse med Skolen staaende "Hjem", der nu tillader Staklerne at bo i lyse, luftige Rum, medens de tidligere maatte indkvarteres hos Smaafolk i Byen. Og hun har sluttelig skaffet et fast Landophold om Sommeren for de daarligste og svageligste.
En Opfordring til de Karske.
Det er trist, at en saa samfundsnyttig Institution staar i stadig Pengetrang, saasom det gennemgaaende er fattige Forældres Børn, der opholder sig her. Tilmed da velhavende Folk i mange Tilfælde vilde kunne hjælpe betydeligt til Anstaltens Trivsel ved at bestille Arbejde og betale det godt. Om det saa er Dameskrædersyning præsterer Skolens Vanføre dette, og De kan faa sidste Mode, Frøken!
Vi vil derfor slutte med de Ord, som Frk. Petersen etsteds i Beretningen for 93 udtaler:
"Hermed være da "Hjemmet for Vanføre" anbefalet til alle de Forældre, som glæder sig ved sunde, velskabte Børn, og til alle de Børn, som lever i lykkelige, værnede Hjem; hvis vi blot fik et lille Bidrag fra hvert saadant Hjem hele Landet rundt, var vore vanføre Børn sikrede en sorgfri Tilværelse og Kommunerne skaanede for store Udgifter til deres fremtidige Underhold."
Catch
(København 10. maj 1894).
Forstanderinde frk. Johanne Petersen.
Eftor kun fire dages sygeleje er forstanderinden for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, frk. Johanne Petersen, tidligt i går morges afgået ved døden i en alder af 74 Aår.
Frk. Petersen havde i mange år lidt af sukkersyge, som hun dog ved sin energi har holdt nede. Men pludselig har sygdommen taget en alvorlig vending, der altså nu er endt med døden.
Frk Johnnne Petersens og Hjemmet for Vanføres navn er uløseligt knyttet sammen. Til efteråret holder hjemmet 50 års jubilæum, og med det kunne frk. Petersen have holdt sit 50 årsjubilæum, en begivenhed, hun havde glædet sig meget til, og som hun allerede havde begyndt at forberede sig til.
Det er ikke for meget sagt. at det er frk. Johanne Petersen der har skabt Hjemmet for Vanføre. Det er hendes kærlighed til de af skæbnen ramte, det er hendes opfindsomhed, der - i mange tilfælde - fandt midlerne til al bøde på deres legemlige skrøbeligheder, det er hendes virkekraft og initiativ, hendes - man kan næsten sige - storsyn, der har bragt Hjemmet for Vanføre frem til at blive den omfattende institution, den er, og som har skabt den anseelse, der rækker langt udover landets grænser. Dygtige og menneskekærlige mænd og kvinder har stået ved hendes side og ført hendes tanker videre: men drivkraften var frk. Johanne Petersen.
I den daglige virksomhed var hun den kærlige, men også bestemte mor for de mange ulykkeligt stillede, der var under hjemmets varetægt. Blot hun viste sig, blev der fryd, ikke mindst blandt børnene, der elskede hende, som hun elskede dem.
Ofte hændte det, at der kom fremmede, navnlig Iæger, fra udlandet for at se det danske mønsterhjem for vanføre. Da strålede hendes ansigt af glæde og stolthed, men beskeden som hun var, var det altid sine medhjælpere og deres arbejde, hun fremhævede. Sin egen person holdt hun altid i baggrunden.
Der er virkelig sorg ude på vanførehjemmet, blandt store og små, blandt kollegerne og det underordnede personale. Med hende har hjemmet lidt et tab som meget vanskeligt kan erstattes.
I 1897 da Hjemmet for Vanføre fejrede sit 25 års jubilæum, modtog frk Johanne Petersen fortjenstmedaljen i guld.
(København, 25. marts 1922)
Artikler i forbindelse med jubilæet findes her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar