Fru Emma Gad
så flygtig som døgnet, der kom og svandt;
jeg regner det ikke for ganske tabt,
i fald mine skrevne ord har skabt
mig ubevidst her og hist en Ben,
som vi siger: vi træffes vel snart igen,"
Disse linjer har forfatterinden fru Emma Gad skrevet under sit billede i sidste års "Juleroser", og der er i dem noget af en karakteristik af hendes egen forfattervirksomhed: hun er den lette, lykkelige sprogs forfatterinde; næppe nogen nulevende dansk forfatter kan i så henseende måle sig med hende. Og i triste, trætte tider, da folk næppe kan slå et smil af hinanden "med en vognkæp", som det gamle ord siger, i sådanne tider kommer en spøgefugl som Emma Gad svært til pas. For nogle år siden strev hun skuespillet "Et sølvbryllup"; det er gået over brædderne mangfoldige gange både i København og i provinserne og er vist nok kendt af mange af vore læsere.
Nu i fjor efterår kom "Tro som guld", der endnu "trækker hus" på Slotsteatret og morer folk. Hendes første dramatiske arbejde hed for resten "Et aftenbesøg"; det opførtes første gang i 1886, senere kom "Et stridspunkt" og "Fælles sag" samt de allerede nævnte.
Skuepladsen for disse arbejder er gerne middelstandens hjem, som fru Gad har studeret grundigt. Hun har opdaget disses svage sider og lægger dem blot til almindelig moro. Ikke så ondskabsfuldt som gamle Holberg, ikke efter hans storslåede målestok, ikke så ubarmhjertigt, snarere sådan, at skønt man godt ser de optrædendes skavanker og fejl og umuligt kan lade være at le af dem, så holder man dog samtidig af dem for deres godmodighed og øvrige hjertevindende egenskaber. Fru Gad er som sagt den godmodige, lyse spogs og vids forfatterinde, ingen bliver vred på hende, selv om hun rammer med sin lystigt knaldende snert, for man kan ikke lade være at le med, for "sådan er nu en gang københavnerne", hedder det med rette i "den kære familie"; det samme kan vel til en vis grad siges om danskerne i almindelighed, og det er langt fra det værste der kan siges om os.
Emma Gad er ellers født i København den 21. januar 1852, og er datter af en grosserer; på moderens side er hun i slægt med den afdøde norske digter Munch, en snes år gammel blev hun gift med daværende løjtnant, nuværende kommander i marinen Gad.
Bosat i en af de små sjællandske provinsbyer, overladt til sig selv, medens manden ofte var fraværende i tjenesteanliggender, siges det, at hun fandt på at forsøge sig som forfatterinde for at få tiden til at gå; og det lykkedes så godt så hun nu, forlængst besat i København, ventelig vil vedblive med sine vittige, spøgefulde skildringer der så godt evner at "komme folk til at le".
(Næstved Tidende, 9. marts 1894)
Emma Gad
Blandt de ikke få skrivende damer, vort lille land rummer, indtager fru Emma Gad en smuk stilling. Hun holder sig nemlig i sin produktion lige langt fra den guvernantestil, der især tidligere har præget de fleste skrivende damers arbejder, og gjort dem mere velmente end vellykkede, og fra den forlorne "dristighed", hvorved ikke få af forfatterindernes yngste har søgt at vinde en døgnberømmelse. Fru Gad har givet os en række ædruelige og underholdende - ofte vittige, undertiden ret bidende - skildringer fra det københavnske bourgeoisi, som hun kender ud og ind, og som hun, fortrinsvis i dramatiske arbejder, har ført lyslevende frem for læserne - eller tilskuerne.
Enkelte af hendes stykker, ikke mindst "Et sølvbryllup", har gjort endog ganske ualmindelig lykke.
Fru Emma Gad er født i Kobenhavn 2. januar 1852 og tilhører den bekendte og ansete Halkier'ske slægt. Tyve år gammel blev hun gift med marineløjtnant - nu admiral - Gad.
Foruden sin forfattervirksomhed har fru Emma Gad udfoldet et omfattende arbejde i velgørenhedens tjeneste, og har været en finfølende og forstående forkæmperinde for kvindesagen.
Denne har hun taget praktisk op. I resolutions-agitationen, og hvad dertil hører, har hun kun taget ringe del. Men i foretagender som kvindernes køkken og lignende, hvor målet har været at dygtiggøre kvinden, har Emma Gad udført et betydeligt og frugtbringende arbejde.
(Slagelse-Postens Søndagsblad, 11. marts 1906)
Emma Gad
21. januar 1852 - januar 1921
Med Emma Gad er en kvinde gået bort, der i udpræget grad har tilhørt vor tid og vor by ved sin personlighed og ved hele sit virke. Hun besad en lykkelig hånd til til at forene det gamle og det nye: indenfor en svunden tids faste og fornemme rammer evnede hun at lade en ny tids tanker og ønsker gro frem.
Da hun som en statelig, ung pige, grosserer P. Halkiers datter, for henved et halvt århundrede siden dansede ind i de udsøgte københavnske bourgeoisikredse, var hendes position udad fastslået og styrkedes senere yderligt ved ægteskabet med den elegante søofficer, senere admiral Urban Gad. Men Emma Gad var for lyst et hoved og for virksom en sjæl til blot som tilskuer at ville tage til takke med retterne ved livets bord. Hun havde et åbent blik for tomheden og fraserne i det højere selskabsliv, og skønt hendes milde sind og medfødte godmodighed hindrede hende at blive en oprører og hvas kritiker af det samfund, hun tilhørte ved fødsel og opdragelse, udvikledes hos hende en satirisk sans overfor livets små latterligheder og en aldrig svigtende bonsens.
Det var disse egenskaber, som i forbindelse med en god portlon lune og et betydeligt dramatisk håndelag gennem en række år gjorde Emma Gad til borgerskabets yndede lystspilforfatterinde. Efter nogle mindre forsøg slog hun sit store slag i 1890 med komedien "Et sølvbryllup", der ved hele den tone, som skaber musikken, ved sit veltrufne miljø, sin godlidende satire og sit humør, vakte en hyggestemning hos det borgerskab, som den gang var vore teatres bedste kunder, ved at genkende sine egne vinduer. Og hun fortsatte gennem en snes år denne sejr. "Tro som guld", "I rørte vande", "Gadens Børn" og hvad de nu alle hedder, disse mere eller mindre vellykkede fostre af en lystspillets muse, som Emma Gad elskede og dyrkede. Det var hende lidt af en hjertesorg, at visse litterære kredse netop i disse år fornemt så ned på lystspillet og ikke ret ville anerkende hende. ..Lever vi da ikke i Holbergs fædreland?" spurgte hun flere gange med en let bitterhed - thi vred blev Emma Gad aldrig - i stemmen.
Kun i et af disse sceniske arbejder - "For åbent visir" eller "Barnets ret", om det i en omarbejdelse kom til at hedde - rører hun ved alvorligere strenge, det udenfor ægteskabet fødte barns vanskelige stilling, og dermed åbner hun for en anden side i sin natur, som de, der kendte Emma Gad nøjere og havde lejlighed til at arbejde sammen med hende, hurtigt opdagede: hendes gode hjerte og medfølende sind, hendes hjælpsomhed og lyst til at tage fat med, hvor hun skønnede at kunne være til nogen nytte. Emma Gad var ladet med en uendelig virksomhedstrang, til sin sjæls inderste fiber var hun fuld af energi. Utallige er de institutioner og foretagender, hun har rakt en hjælpende hånd, utallige er de komitésammenkomster og bestyrelsesmøder, hun har deltaget i, aldrig trættet, aldrig krævende noget for sig selv. Hun blev stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, hun var ledende sjæl i deres kunstflidsforening, hun ordnede og arrangerede udstillinger, og med sit elskværdige væsen, sin beskedne fornemhed, sin naturlige frimodighed var hun den fødte repræsentant til at gøre les honneurs ved modtagelse og fornemt besøg. Aldrig krævende noget for sig selv, ganske usnobbet, næsten spartansk i sin ydre fremtræden, fraterniserede Emma Gad lige så godt med høj og lav, med fornem og ringe. Hun sad længe i forfatterforeningens bestyrelse og var en virksom formand for danske Dramatikeres Forbund. Selv om hun ikke altid evnede at gå helt til bunds de mange sager, hun havde hånd med i - aldrig trættedes hun, aldrig beklagede hun sig, aldrig gav hun op. Kom en stund, hvor hun ikke syntes, hun havde arbejde nok, søgte hun det ligefrem op - hendes hoved og hjerte var altid fuld af ideer til andres bedste. Fortjenstmedaljen i guld var i sandhed på sin plads på Emma Gads bryst.
Snart skal hun for stedse forlade de stuer i Dronningens Tværgade, hun så mange år beboede, og hvor hun havde skabt så skønt et hjem, hvor hun elskede at samle sine gamle og unge venner til beskedne, men altid skønhedsbårne små fester. Endnu for nogle måneder siden havde hun stævnet en kreds hid for at lytte til hendes minder fra de unge dage, fra et København så vidt forskelligt i fysiognomi og kultur fra det nuværende. Selv havde hun vidst at bevare alt det værdifulde af det gamle sit liv i nuet.
Hos Emma Gad - den fødte fornemme dame, men som ingen, der kendte hende, faldt på at tiltale med rang og titel gled det svundne og det vundne på en lykkelig måde sammen. I al sin travlhed, i al sin optagethed, blev hun et elskeligt, et harmonisk menneske.
Julius Clausen.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. januar 1921).
Emma Gad in memoriam.
Admiralinde Gad havde kun få uger til sin 69-årige fødselsdag, der falder i disse dage. Den afdøde forfatterindes skolekammerat og ungdomsveninde, fru Johanne Godfred Christensen har sendt os følgende smukke mindeord om den unge Emma Gad. f. Halkier. der allerede i ungpigedagene vandt sig så mange trofaste venner for livet
Jeg har kendt Emma Gad fra hendes 8. år. Min søster og jeg gik i professor Bjerrings Skole ved Holmens Kanal (Erichsens Palæ). Som 7-årige kom vi ind i en lille, hyggelig forberedelsesklasse, året efter kom vi op i 1. klasse, og det var her, at døren en skønne dag gik op, og ind trådte en sortklædt dame med en lille pige, også ganske klædt i sort. Hun var meget bleg, havde markerede træk og livlige øjne. Det var Emma Gad, f. Halkier; hun havde den gang lige mistet sin far. Min søster og jeg fik straks stor deltagelse og sympati for denne lille pige, og vi sluttede et ubrydeligt venskab, som har varet gennem disse mange år.
Emma Gad havde fire brødre, Godfred, Herman, Nicolai og Peter Halkier. Hun kom nogle år bagefter disse drenge, og den dag, hun fødtes, havde de en engelsk ven i besøg, Brøchner, tror jeg han hed. Brødrene var meget fornærmede over den lille piges indtrædelse i deres mandlige verden. Den engelske ven trøstede dem og sagde: "Ah, well, den kan jo dø!" Men Gud ske lov. Emma Gad levede i mange år til glæde for os alle, som har kendt hende. Brødrene forgudede hende da også. Hun var den sidste af de fem søskende, som gik bort.
Hvad der altid har karakteriseret Emma, var hendes udprægede pligtfølelse og hendes store trofasthed. Hun blev opdraget i et kærligt, men meget uroligt og selskabeligt hjem. Hendes moder, fru Halkier, f. Munch, var et talentfuldt livligt menneske, som elskede at se gæster hos sig. Hun kunne, ligesom Emma, overkomme det utrolige. Hun malede smukt på porcelæn, hun spillede klaver, hun var i virksomhed fra morgen til aften. Der var mange stor selskaber i det smukke hjem i Bredgade. Halkier beboede en af de gamle patricierlejligheder i et af de store huse lige overfor Sct Annæplads. Værelserne var meget store, og der var mindst 7 a 8. En meget stor spisestue husker jeg, og ved siden af denne et stort sovekammer. Når der var selskab, blev dette værelse indrettet til anretterstue, og tjeneren arrangerede sig med borde og stole, til tallerkener, fade o. s. v. Emma lod sig sig dog ikke forstyrre. Hun fik et skærmbræt sat op i hjørnet af den store stue, og når kl. var henad 9, klædte hun sig af i sin krog, gik i seng og sov sødeligt. Tidlig næste morgen var hun på benene; selv sørgede hun for alt til skolen, posen blev pakket og afsted gik det i flyvende fart til Holmens Kanal. Hun kunne næsten altid sine lektier, kneb det en gang imellem, var hun med sit klare hoved aldrig i forlegenhed for svar.
Halkiers havde et yndigt landsted, Søvang kaldet. Der var stor have med vidunderlig frugt, strandjord, hvor en ko græssede (vi børn kaldte den md. Halkier), badehus var der også. Ejendommen lå på den nuværende Strandboulevard, ved siden af Johanne Louise Heibergs villa. Mangen en aften tilbragte vi hos den berømte kunstnerinde. Hvor var der henrivende i de lange alleer, når lindene sprang ud og nattergalene sang i de lyse nætter.
Min søster og jeg boede ofte på Søvang om sommeren, hvilken lyksalighed for os tre småpiger at tumle os i den herlige have. Jeg ser Emma for mig en morgen i jordbærtiden. Som altid i sit liv ville hun gøre nytte. Tidlig var hun oppe, mens duggen lå på alle bladene. Hun iførte sig træsko og en gammel fløjlstrøje; så lå hun i timevis i de våde bede og plukkede jordbær til os alle.
Jeg mindes de henrivende morgener, når vi vandrede til skolen, belæssede med frugt og blomster til vore lærerinder. I Kastellet, hvorigennem vi gik, blæste soldaterne Bjørneborgernes March.
Så gik årene, og Emma blev ung pige. En dag, da vi sidder på verandaen, ser vi en høj, smuk, ung mand komme gående op gennem haven. Emma stirrede betaget på hans herlige skikkelse og friske og solbrændte sømandsansigt. Det var marineløjtnant Urban Gad. Emma var "væk" fra samme stund. Kort tid efter blev forlovelse deklareret mellem det unge par, og ikke længe efter stod brylluppet i hjemmet i Bredgade. Veninderne var henrykte; de var brudepiger. De nygiftes første hjem var ved Østervold; der var hyggeligt, som alle steder, hvor Emma færdedes. Senere flyttede de til Haregade, hvor de boede i et af de små Nyboderhuse. Mange glade timer har vennerne tilbragt dér, morsomt og hyggeligt var der altid hos Emma og Urban Gad. Trods den store virksomhed, Emma udfoldede, så havde hun dog altid stunder til at tale med folk, som søgte hende. Kom man en dag kl. 3, flk man en herlig kop te og en lun passiar.
Sidste gang, jeg besøgte min kære veninde, var kort før jul, da lå hun i sin seng, eller rettere hun sad op, omgivet af bøger og skriverier. På væggen lige for sengen hang et temmelig stort maleri af hendes kære, afdøde mand, malet af sønnen, Peter Urban. Man ser Gad, frisk og solbrændt, som en kæk sømand, iført stor, gul stråhat. Dette kønne billede minder om de glade dage i Humlebæk, hvor Emma og Gad havde skabt en yndig sommerbolig. - Ingen af os anede, hvor syg Emma allerede var den dag, hun var ved godt mod, hun sagde til mig: "Jeg ligger og læser din mors bog, og opfrisker gamle minder; jeg får en del at gøre, da jeg har lovet Gyldendal en bog til foråret." - Jeg bad Emma om dog at skåne sig lidt nu herefter. "Ja, når jeg er færdig med den bog," sagde hun, "så skal jeg tænke på at hvile." - Det var sidste gang jeg talte med Emma Gad; hun gik bort midt i sin gerning, alle vil vi savne hende, vi, som havde hende kær. Et kærligt, virksomt og originalt menneske har vi mistet, men mindet om hende lever, det Gad'ske hjem glemmes ikke.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 30. januar 1921).
Sentimentaliteten og grinet.
---
Emme Gad ... en af den gamle tids skribenter
(Af forfatteren, forlagsboghandler Kai Woel).
---
Emma Gad er en af de forfattere fra firserne, der viste os et nyt lag i samfundet, påviste det og gav det en plads i litteraturen, og vil man beskæftige sig med den tidsperiode og være sikker på at have fået alting med, er det lige så nødvendigt at stifte bekendtskab med den lange række skuespil, som forfatterinden, klogt, har ladet trykke, og som nu repræsenterer hendes litterære efterladenskaber.
Emma Gad skildrede bourgeoisiet, men et andet end Otto Benzon. Hans samfundsklasse var en handelsoverklasse, Emma Gads en embeds- og adelskreds, og fru Gad viser os disse mennesker, der højt oppe på tilværelsens rangstige ikke har synderlig adkomst til at være placeret der. Det gik i de "gode, gamle Tider", da dagene drev som fredelige skyer over livets himmel; men Emma Gad stiller dem nu op mod sin tid, og hendes indsats blev så meget mere værdifuld derved, at hun selv forstod og følte med sin tid, medens hun var midt i den. Hun stiller en række af disse forvænte, lidt selskabstomme og festglanende mennesker over for tidens problemer, noget ubehageligt, de må tage standpunkt til; men hun er ikke doktrinær, hun er mere end en problemdigter.
I hendes sceniske arbejder er de altid agitation, og hendes sympati i agitationen er bestandig hos underklassen; men det forbyder hende ikke at føle med sine egne; hun erkender det tåbelige i, at den stor direktør, der tjener en million om året, lukker sin fabrik, fordi hans arbejdere vil have 2 øre mere om dagen; men hun søger også at finde årsagen til denne tåbelighed. Hun forstår, at fødsel og opvækst i et bestemt miljø, hvis tankeverden gennem generationer har været begrænset til et rent egoistisk velvære, har sin store skyld i, at ræsonnementerne og synspunkterne er, som de er. Men foruden dette defensorat for sin stand viser hun os disse mennesker som det, de også er inderst inde bag rang og titel, stand og fordom, nemlig mennesker, underkastet det mål af glæde og smerte, som skæbnen har tildelt os alle.
Selv opvokset i et hjem, der tilhørte handelsoverklassen, og gennem sit ægteskab knyttet til den højere embedsstand, har det sikkert ikke altid været hende lige let at fremsætte de synspunkter, hendes forfatterskab giver udtryk for. Det var i allerhøjeste grad sine "egne", hun raillerede over, og man kan ofte, særlig i de første arbejder, lytte sig til en antydning af selvforsvar gennem den tilsyneladende let hånlig henkastede foragt for kunstneren, som hun lægger sine mest udprægede klasserepræsentanter i munden. Når hun dog ikke vakte større forargelse i sin egen kreds, skyldes det de forskellige egenskaber, hun lægger for dagen ved løsningen af sine opgave: Hendes retsindighed er uomtvistelig, hendes loyalitet opad og nedad i samfundet altid hævet over og uberørt af hendes agitation, og endelig - og ikke mindst - bærer det sunde lune og den medfødte elskværdighed, der kendetegner alle hendes arbejder, hende over de vanskelige punkter. Emma Gads evne er et mærkeligt konglomerat af disse egenskaber, der i hendes person forenes, så hun bliver en slags litterær samfundsregulator, hvis opgave det er at rydde de værste hindringer for en storre livsudfoldelse en større og friere livsform, af vejen.
- - -
Emma Gad debuterede på Det kongelige Teater med en lille enakter: "Et aftenbesøg" (1886). Hun havde da fået et par skuespil kasseret, bl. a. "Fælles sag", som siden blev opført på Dagmarteatret (1889). Hendes navn stod ikke på plakaten, men kom først frem ved arbejdets udsendelse i bogform.
Hun viser i dette debutarbejde en sikker skikkelsesdannende evne, en rammende og vittig replik, der helt er samhørig med personerne. Hverken dette arbejde eller de efterfølgende udmærker sig dog ved nogen særlig dybde i betragtningen, men giver et levende og plastisk billede af det samfundslag, der fremstilles.
I "Fælles sag" er der en tone af alvor; satiren kommer først helt frem i lystspillet "I veldædigt øjemed" (1891), der er absolut karakteristisk for Emma Gad. Den på en mager pension vegeterende oberstinde har, for at føre sin datter ind i vedstillede kredse, i den hensigt at få hende godt og rigt gift, udfoldet en overordentlig foretagsomhed i veldædig retning, og i hendes spartanske saloner mødes en række typer i det højere bourgeoisi, der alle af forskellig årsag spekulerer i veldædighed. Fabrikant Kvist er en forfængelig festtaler, der søger lejlighed til at sætte sin person i relief og samtidig nærer et stille håb om, at man fra højere steder skal belønne hans foretagsomhed; fru Kvist er en stadig vandrende tevisit-dame, der adspreder sig med at intrigere, for derved selv at komme frem i første række under festlighederne; datteren Fanny, løjtnant Friis og flere opfatter al velgørenhedsfest som en forlystelse, festdekorator Wulff er en smart forretningsmand, der udnytter den forhåndenværende situation. Ingen tænker på de fattige. Ingen har tid til at tage sig af den sølle madam Sørensen; hun forlader sin vaskebalje, hvor hun karrigt tjener føden til de mange børn, for at ansøge komiteen om en lirekasse til sin fordrukne mand. Lidt grelt er det stillet op, Temaets understregning lovlig tydelig, men situationerne er levende og med en dramatisk tilspidsning, der ikke er uden virkning.
Nærmest dette arbejde ligger "Gadens børn" (med indlagte sange af Edvard Søderberg), hvor dog emnets gennemførelse er langt svagere. En hel række arbejder behandler pengenes indflydelse; dette tema er overordentlig varieret, morsomst i lystspillene "Tro som guld" (1893) og "Dydens belønning" (1900), der også indeholder en satire over den udvendige religiøsitet, "Den mystiske Arv" (1906) og "Guldfuglen" (1908) viser på forskellig måde mennesker og penge i relation til hinanden. I "Åbent visir" (1898), senere omarbejdet og udgivet under titlen "Barnets ret" (1911), drøftes spørgsmålet om det uægte barn i dets forhold til moderen; i de to skuespil "Et sølvbryllup" (1890) og "Ægtestand" (1913) er det ægteskabsspørgsmålet, der er genstand for diskussion. "Et Sølvbryllup" er det arbejde af Emma Gad, der gjorde mest lykke. Fra 1890-95 opførtes det 100 gange. Det er det mest kraftige i formen, måske lidt plumpt i karaktertegning og indhold, og dets folkelige yndest er forstandigt; men adskillige andre af fruens arbejder er både morsommere og sikrere gjort. Emma Gads dramatiske form er svagest i de første arbejder. Efterhånden lærer hun alle teatrets fif og kan til sidst opvise en jonglerende drevenhed i tilrettelæggelsen af de skiftende scener, ligesom hendes replikform stedse bliver sikrere. Lystspil som "Fruens politik", "Guldfuglen" og "Ægtestand" overbeviser om, at fruen har lært meget af det franske lystspil (Emma Gad oversatte i 1894 Sardons "Madame Sans-Gene", der samme år opførtes på Folketeatret og blev en stor succes - 110 opførelser i samme sæson), ofte så meget, at de mere alvorlige bevæggrunde forsvinder, og det hele kun bliver lystspil: en samling morsomme mennesker i en række morsomme situationer, muntert gjort, elskværdigt spillet, smil og sund latter hos publikum, og det hele glemt i overmorgen.
- - -
Savner dette forfatterskab således den store dybde, det gennemførte perspektiv - det giver sin tid helt. Det var jo en tid "mellem slagene". En overgangstid, hvor København fra at være en større provinsby blev en verdensby, og hvor dønningerne fra det åndelige europa svagt nåede frem. Det var den samme tid, hvor Strindberg skrev for døve øren, og hvor livets gemytlige og fredsomme pulseren nok kunne tillade, at man prikkede samvittighedens elefant med knappenåle, men større angreb tåltes ikke gerne.
Emma Gad forstod godt livets tragedie, tilværelsens mangelfulde opfyldelse af de forhåbninger, menneskene satte til den, men både tiden, hun levede i, og miljøet hun var rundet af, bød hende at fare med lempe. Hun har følt for menneskene, at det var synd, men hendes sind var brændende nok til, at hun formåede at skabe det evigtgyldige udtryk derfor. Hun var ikke kunstner nok. Hun slog til ro med lidt mondæn satire. Hendes overklassehjerte har sikkert banket både i frygt og fryd ved tanken om, hvor hun måtte forarge sin stand. Mere blev det ikke til. Men hun gav os, mere levende end de fleste andre, fordi hun er kvinde og derfor pr. instinkt ved besked med meget, som mænd ikke får med, et klart detaljeret billede af sit samfundslag, af livet, som det levedes i de tider, fruens håndbog i "Takt og Tone" (1918; 20. oplag 1929) viser bedre end alle de sceniske arbejder, hvor sikker hun var i sin viden.
Emma Gad.
(Kallundborg Avis, 26. juli 1930).
Emma Gad er i dag næsten entydigt associeret med hendes bog "Takt og tone" (1918). Men sådan var det ikke da hun levede.
Emma Gad var gennem næsten 3 årtier forfatter til en række skue- og lystspil (1886-1913) som blev opført mange gange på Københavns største teatre, Det Kongelige Teater og Dagmar.
Hun skrev eller oversætte 2 etikettebøger (1886).
Hun var vicepræsident for Kvindernes Udstilling (1895), var medstifter i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (1898), formand i Dansk Kunstflidsforening (1900), formand for Danske Dramatikeres Forbund (1914-21).
I hendes hjem kom Georg Brandes.
Hendes Søn Urban Gad blev gift med Asta Nielsen og blev filminstruktør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar