Fra en af den gamle Bys snævre Gaarde.
Sommerferien staar for Døren. Den vidunderlige Tid, hvor vi skal samle nye Kræfter til at staa en lang Vinter igennem.
Men trænger vi Voksne til en Tid at lægge Byens Støv og Stenbro bag os, i hvor langt højere Gnad er det saa ikke Tilfælde med Børnene. Dem fra Baggaarderne og Sidegaderne. Der, hvor Solen aldrig kan naa ned, der, hvor Gaardspladserne er som Brønde, hvor frisk Luft kun kendes af Navn. Tænk. hvad det betyder for disse Børn i en Maaneds Tid at komme bort fra Byen ud til Mark og Skov og Vand. Derude, hvor blege Kinder faar Sundhedens friske Rødme, hvor Øjnene bliver blanke og Sindet som et Barnesind skal være.
Men alt, tyder paa, at det bliver smaat med Tilbudene i Aar fra Landboerne. Det er som om de holder sig mere tilbage end de tidligere Aar.
Og derfor er det, vi gerne vilde lægge et godt Ord ind for vor Bys blege Børn.
Tiderne har medført, at der yderligere er bleven Smalhans i Hjemmene, og det faar Børnene selvfølgelig ogsaa at mærke. Derfor trænger de Smaa dobbelt i Aar til at komme ud og samle Kræfter og Minder, de aldrig vil glemme.
Se blot paa ovenstaaende Billede fra en af den gamle Bys Gaarde! Se den Flok dér paa Trappen. Taler den ikke for sig selv? Er den ikke som en eneste Bøn om lidt Glæde, lidt Lys og Luft - en Bøn: - Lad os komme ud paa Landet. Og vi slutter os saa kraftigt, vi formaar, til denne Bøn
(Aftenbladet (København) 19. juni 1923).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar