- I lørdags afholdtes i Casino den tidligere bebudede forsamling, som skulle beskæftige sig med forfatningsreskriptet, navnlig for så vidt dets bestemmelser med hensyn til hertugdømmernes forhold til Danmark angår. Forsamlingens fysiognomi var let at forudse, når man tager hensyn til den måde, hvorpå adgangsbilletterne var fordelte i publikum. En afgjort disposition i favør af indbydernes personligheder og anskuelser var fremherskende. Prof. Clausen åbnede mødet med en tale om, at Danmarks ære fordrede den ubetingede forkastelse af reskriptets bestemmelser om helstaten, som enten måtte føre til Danmarks fortyskning, altså danskhedens undergang, eller til Slesvigs afsondring fra kongeriget og prisgivelse til det tyske forbund. Hr. prof. mente at når Slesvig skilles fra Danmark, var der intet andet til overs end at æde og drikke og så lægge sig hen at dø. Delte foredrag blev hørt med overordentligt bifald og blev efterfulgt af et andet, som hr. Lehmann holdt.
Hr. Lehmann gentog omtrent hvad man adskillige gange har læst i "Fædrelandet", og hvoraf fremgik, at enhver dansk burde foretrække ufriheden i forbindelse med Slesvig for friheden uden Slesvig. Heraf synes at følge, at despotismen i et stort rige er noget langt fortrinligere end friheden i et lille, hellere den russiske selvherskers tjener end borger i Genf. Dernæst tydede han hen på umuligheden af at få en statsenhed i stand med Holsten, som jo nu i forbindelse med det øvrige tyskland kunne blive udkommanderet til krig mod Frankrig af forbundet, medens Danmark måske kunne til samme tid være Frankrigs allierede. Hr. Lehmann slog uden videre fyrster og folk i Tyskland sammen, som om disse sidste endnu var disses lydige redskaber; han talte som om forbundet endnu var i en tilstand, hvori det kunne udvikle den mest indgribende virksomhed, uagtet det har givet betænkelige symptomer til en total opløsning. I Bayern er man nylig udbrudt i latter, da der blev talt om at henvende sig til forbundet.
Hr. Lehmann blev applauderet, og efterfulgtes af kapt. Tscherning som rettede det spørgsmål til forsamlingen, om der var nogen som ikke var enig med indbyderne i anerkendelsen af Eidergrænsens nødvendighed. Hertil svarede skolelærer Rasmus Sørensen ar han ikke var enig med de herrer i dette punkt, og han viste det beundringsværdige mod, uagtet de fjendtligste manifestationer af forsamlingen, at motivere sin mening, som kort var at sådanne spørgsmål ikke var folkets sag, der tværtimod måtte ønske sine rettigheder for vigtigere end de nationale stridsspørgsmål. Han mente at grænsespørgsmålet ikke umiddelbart angik folkets Vel.
Hr. Sørensen efterfulgtes af kapt. Tscherning som straks betjente sig af et personligt fornærmeligt udtryk imod ham, uden at blive kaldt til orden af præsidenten, men derimod af forsamlingen, der viste denne takt, uagtet den store majoritets afgjorte disposition i Tschernings favør. Hr. Tscherning kunne ikke komme til orde, før han havde taget sine ord tilbage. Derpå søgte han at gendrive Sørensen; han fremmanede anarkiets skræmmebilleder, som han også så i den nye franske revolution; han udtalte sine sympatier for Louis Philip, hvorved han fremkaldte adskillige energiske mishagsytringer.
Cand. Goldschmidt optrådte derpå; han blev i anledning af nogle henkastede sikringer om oprør, som kunne blive følgen af de ærede indbyderes foretagende, kaldt til orden af etatsr. Hvidt, og interpelleret af forsamlingen. Han protesterede på Slesvigs vegne og fordrede, at man først skulle søge at få det slesvigske folks tiltrædelse.
Prof. Krieger talte om det Tyske Forbund og om dets fremtid, som mulig kunne blive endnu mere truende for en dansk statsenhed med Holsten. Blev det tyske forbund afløst af et tysk parlament, så ville alle tyskere slutte sig fastere til dette, og just et sådant forlangte man nu. Han så i øvrigt den tyske folkestemme dels i de tyske aviser og dels i de tyske kamre: i de første læste man kun om tysk nationalitet og om Slesvigholsten, og i de sidste tales nu om oprettelsen af et tysk underhus i Frankfurt; men alligevel henholdt han sig også til at den preussiske minister Bodelschwing nylig havde modsagt de preussiske stænderkomiteers påstand om at der intet tysk forbundsland gaves.
Sluttelig tog endnu kapt. Tscherning til genmæle mod cand. Goldschmidt.
Den i aftes i Hippodromen afholdte forsamling af dem der har undertegnet adressen til kongen om fuldstændig udvidet valgret og valgbarhed bestod vel af halvandet tusinde mand; det besluttedes at overdrage til den komite, fra hvem adressen er udgået, at vælge af sin midte en deputation til at overbringe den til hs. maj. kongen.
(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).
- Under 10. ds. er udkommet tre provisoriske forordninger angående trykkefriheden i Slesvig, i Holsten og i Lauenborg. I de to sidste hertugdømmer ophæves derved censuren, imod indførelsen af det danske, eller københavnske, gennemsyn. De tyske hertugdømmer vil vist nok ikke føle sig synderlig tilfredsstillede ved en sådan forandring, ligeså lidt som denne indretnings vedbliven i Danmark kan give andre nogen forestilling om hvad det er for en frihed de egentlige danske eftertragte. Det var vel nu på tiden, at hr. etatsr. Reiersen pensioneredes og at vore privilegerede blade anholdt om ophævelsen af censuren. Generer den dem ikke, så var de dog ligefuldt i dette øjeblik vise, at de har sans for den frihed som overalt indrømmes, og kun endnu er nægtet danske blade.
- Den provisoriske presseforordning for Slesvig lyder således:
"Vi Frederik den Syvende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og Gothers, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, etc. etc. gør vitterligt : Med hensyn til de om forebyggelse af misbrug af pressen i forordn, af 22. febr. 1820 for hertugdømmet Slesvig trufne bestemmelser, har Vi, i tillid til vore tro undersåtters loyale tænkemåde, fundet Os foranledigede til, indtil videre at lade indtræde følgende modifikationer. § 1 . Den i nævnte forordning bogtrykkerne pålagte forpligtelse til af ethvert skrift, der ikke udgør over 20 trykte ark, at indlevere et eksemplar til politiautoriteten, forinden skriftet sælges eller uddeles, skal for fremtiden kun komme til anvendelse ved sådanne skrifter, som ikke har et større omfang end seks trykte ark. Derhos skal det imidlertid pålægges samtlige politiautoriteter, tilbørligt at våge over, at der overhovedet i deres distrikter ingen skrifter finder omløb, hvis indhold står i strid med bestående love, og at forebygge udbredelsen af sådanne skrifter ved at forhindre udsalget og lægge beslag på de eksemplarer, der måtte forefindes. § 2. Om enhver foranstaltet beslaglæggelse bliver der at gøre indberetning til Vor slesvig-holstenske regering, som har at tage nærmere bestemmelse angående ophævelsen eller stadfæstelsen af denne forholdsregel. Om den af regeringen trufne bestemmelse bliver de vedkommende at fatte i Kundskab. § 3. Når de vedkommende begærer en afgørelse ad rettens vej eller Vor slesvig-holstenske regering finder anledning til at gøre de beslaglagte skrifter til genstand for påtale til straf, skal sager af denne art bringes til forhandling og afgørelse ved Vor slesvigske overret, under iagttagelse af reglerne for den fiskale proces. Vor slesvig-holstenske regering har i disse tilfælde at overdrage indbringelsen af klagen og iagttagelsen af det videre fornødne til det slesvigske oversagførerembede. § 4. I øvrigt vil det indtil videre have sit forblivende ved de i forordn. af 22. febr. 1820 trufne bestemmelser og de øvrige i Vort hertugdømme Slesvig angående misbrug af pressen udgivne Anordninger, og blive de pressemisbrug, med hensyn til hvilke der ikke er fastsat en bestemt straf i de bestående love, at straffe efter rettens skøn. Hvorefter alle og enhver sig allerunderdanigst have at rette. etc. Frederik R.
(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).
- Den provisoriske presseforordning for Slesvig lyder således:
"Vi Frederik den Syvende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og Gothers, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, etc. etc. gør vitterligt : Med hensyn til de om forebyggelse af misbrug af pressen i forordn, af 22. febr. 1820 for hertugdømmet Slesvig trufne bestemmelser, har Vi, i tillid til vore tro undersåtters loyale tænkemåde, fundet Os foranledigede til, indtil videre at lade indtræde følgende modifikationer. § 1 . Den i nævnte forordning bogtrykkerne pålagte forpligtelse til af ethvert skrift, der ikke udgør over 20 trykte ark, at indlevere et eksemplar til politiautoriteten, forinden skriftet sælges eller uddeles, skal for fremtiden kun komme til anvendelse ved sådanne skrifter, som ikke har et større omfang end seks trykte ark. Derhos skal det imidlertid pålægges samtlige politiautoriteter, tilbørligt at våge over, at der overhovedet i deres distrikter ingen skrifter finder omløb, hvis indhold står i strid med bestående love, og at forebygge udbredelsen af sådanne skrifter ved at forhindre udsalget og lægge beslag på de eksemplarer, der måtte forefindes. § 2. Om enhver foranstaltet beslaglæggelse bliver der at gøre indberetning til Vor slesvig-holstenske regering, som har at tage nærmere bestemmelse angående ophævelsen eller stadfæstelsen af denne forholdsregel. Om den af regeringen trufne bestemmelse bliver de vedkommende at fatte i Kundskab. § 3. Når de vedkommende begærer en afgørelse ad rettens vej eller Vor slesvig-holstenske regering finder anledning til at gøre de beslaglagte skrifter til genstand for påtale til straf, skal sager af denne art bringes til forhandling og afgørelse ved Vor slesvigske overret, under iagttagelse af reglerne for den fiskale proces. Vor slesvig-holstenske regering har i disse tilfælde at overdrage indbringelsen af klagen og iagttagelsen af det videre fornødne til det slesvigske oversagførerembede. § 4. I øvrigt vil det indtil videre have sit forblivende ved de i forordn. af 22. febr. 1820 trufne bestemmelser og de øvrige i Vort hertugdømme Slesvig angående misbrug af pressen udgivne Anordninger, og blive de pressemisbrug, med hensyn til hvilke der ikke er fastsat en bestemt straf i de bestående love, at straffe efter rettens skøn. Hvorefter alle og enhver sig allerunderdanigst have at rette. etc. Frederik R.
(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar