Generalguvernør Adrian Bentzon (1816-1821) skrev i en rapport at der ikke fandtes nogen race så bestialsk og moralsk fordærv et som den afrikanske. Sådanne holdninger var fremherskende i 1848 på de de Dansk Vestindiske Øer.
I 1834 havde England indført en lov som skulle sikre frihed for 800.000 slavegjorte i Vestindien og give dem uafhængighed og frihed. Denne ide havde dog ingen fremgang i Danmark. I 1843 kom englænderen G. W. Alexander til Danmark med en pjece mod slaveri. Heri påpegede han bl.a. det høje antal dødsfald blandt de slavegjorte: der døde flere end der blev født, omkring en sjettedel færre end i 1815. Hertil replicerede plantageejerne at det skyldtes de slavegjorte slette karakter.
I Danmark var ideen om slaveriets afskaffelse bl.a. rejst ved Østifternes stændermøde i 1836. Men der skete ikke noget. I 1844 fremsatte enkeltpersoner et forslag om emancipation. Et udvalg anmodede i 1846 kongen om et lovforslag om fuldstændig emancipation, men Christian 8. var mest stemt for at overveje om alle børn af slavegjorte skulle fødes frie. Et reskript af 28. juli 1847 fastslog at efter 12 år skulle slaveriet på de Dansk Vestindiske Øer stoppe helt, derved at "børn af ufrie, som fødes efter datum af denne vor allerhøjeste resolution, skal fra fødslen være frie."
Plantageejerne og kirken på øerne ønskede generelt ingen forandringer. Man mente de slavegjorte var for uoplyste til at kunne benytte en sådan frihed. Allerhøjst kunne man gå med til at oprette skoler, samt aflønne arbejdet, i stedet for at give madrationer.
Den 28. februar 1848 nåede nyheden om Christian 8.s død til øerne. Den 27. april 1848 havde de slavegjorte i de franske kolonier efter et oprør sikret sig deres frihed. Dette skabte forhåbninger blandt de slavegjorte om en ændring, og en bevægelse udmøntede sig 2. juli 1848. 3. juli 1848 marcherede omkring 8.000 slavegjorte fra St. Croix mod Frederiksted med krav om øjeblikkelig frigivelse. Politistationen blev nedbrændt og en købmandsbutik plyndret. Peter von Scholtens bror, Frederik von Scholten, sendte bud til generalguvernøren som var i Christiansted, og da han ankom, sagde han: "Now you are free, you are hereby emancipated".
De følgende to tekster er skrevet i ugerne efter begivenhederne. På grund af langs transporttid nåede nyheden imidlertid først Danmark lang tid efter.
Proclamation.
The Country being in a disturbed slate and in consequence hereof declared under Martial Law, the Commanders of the Military Forces are hereby empowered & ordered to search the whole of the Country and take awav by any means all arms found on the different Estates, and to take such positions and steps, as at present may he found necessary for the purpose of controlling the whole of the country-people.
Any person or persons opposing themselves to the orders of the Officers in command will be shot on the spot, therefore the peaceable and well disposed are ordered to separate themselves from the rioters if they will not share their fate.
Governmenthouse, St. Croix 6th July 1848.
Kunzon. C. B. Petersen. Fæster. Rothe
Friderichsen. H. L. Arnesen. Bahneberg.
Carl Reimer
(St. Croix Avis 10. juli 1848).
St. Croix 17th July 1848
Mr. EDITOR
DEAR SIR
I hasten to give you a plain statement of the facts connected with the revolt of the rural population of the western part of our island [the eastern being perfectly quiet] - On Monday morning the 3d instant our Town was in considerable agitation, from repors that an insurrection had broken out in West End. At first little credit was attached to the rumours, but it was soon indisputably ascertained that the western peasantry had simultaneously risen to demand their Liberty. The movement commenced by a large number of the disaffected assembling on the evening of the 2d, on the roads leading to West End. General v Scholten was that evening expected from St Thomas, where he had been on a visit, and it was supposed that he was to have landed in the Town of Frederiksted. This supposition was strengthened by his carridge having been sent there to await his arrival. On its return to this town, it was surrounded by immense numbers, the door opened, and a conference with the Gov. General demanded. They were however disappointed in having an opportunity of speaking to him, the carriage being unoccupied, and they were informed by the alarmed coachman, that His Excellency had that evening landed in Christiansted. This information being doubted the excited mob rushed for Frederiksted, expecting to meet him there. It is estimated that about seven thousand entered that town, and they in a body made known that their object was emancipation; their leaders strenuously recommending and ordering that there should be no bloodshed. The infuriated rabble not meeting General v. Scholten at Judge Andreson's house as they expected, demolished the building, destoyed the archives and all the public documents, and divested the Policemaster of the insignia of office - trampling on his coat and epaulettes; their next step was to destroy the house of the Police Adjutant, and sack Mr. Moores store. These fearful excesses were committed, without any resistance on the part of the authorities of the town, being it is supposed overawed by overwhelming numbers. The Stadshauptmand col. de Nully went to West End in the morning to establish order, but he was informed by the insurgents that they would not treat with him, demanding the presence of the Governor General. I have been informed that they even threatened, if he did not make his appearance by 4 o'clock that day to proclaim their emancipation, that they would fire the town. A detachment consisting of a field piece, an infantry force of twenty Regulars and twenty Jægers, and some cavalry was despatched to West End at an early hour the same day, which entered the town, after the Governor General had proclaimed freedom. The congregated masses permitted the detachment to pass unmolested through them, but with great personal danger to so small but intrepid a Band. This force retained its position until 4 o'clock, Tuesday morning, when it was reordered to Christiansted. About a mile from this town they encountered a Band of the now emancipated peasantry, armed principally with Bills, H[--]s, Cutlasses and large Hocks, and their leader armed with a Musket (who was shot.) This Band disputed the passage of the detachment, and endeavoured to surround it. The commander demanded of them to disperse as was the duty of Freemen, and to allow his men to pass unmolested; this was boldly refused, their chief stepping forward, baring his breast, and taunting the troops to fire. - To intimidate this host, a blank discharge was given, which only caused derision from the mob; a discharge of Canister was then unavoidably necessary, but in consequence of the humanity of the commanding Officer, the cannon was elevated, and two only were killed and eight or ten wounded. The mob then opened a passage for the Troops, threatening vengeance against the town and threw stones at them, they however refrained from further slaughter. It was absolutely necessary to resort to decisive measures, as the seat of Government was menaced, not under the plea of demanding liberty, for that had already been proclaimed by the Governor General to the congregated Thousands at West End the day before, but openly and avowedly for the purpose of Pillage and Rapine. Our Clergy men and their assistants, from the commencement of the outbreak, unhesitatingly threw themselves among the maddened masses of the Country Populace, assuring them that, if they had any grievances they would be redressed, and if liberty was their object the anthorities had already given it to them. Their holy calling was openly scoffed at, and they were told that religion was then sat aside, and vengeance alone should predominate, and destruction be the order of the day - even the holy cross which the pious but intrepid Roman Catholic Clergyman of this town, bore among them, accompanied with the indefatigable Episcopalian Minister, had not its wonted effect. The demon of discord, not the noble sentiment of liberty, grounded on Christian charity, had taken possession of the breasts of the infuriated hordes, and these Reverend Gentlemen returned to town, proclaiming with tears and heartfelt sorrow, to their anxious townsmen, that the Country Peasantry, who were in arms, were no longer reasonable men but maniacs. That these Reverend Gentlemen had not exaggerated the state of things, and as a proof of the wanton and lawless motives of the armed peasantry, on the preceding Monday night at 9½ o'clock, this Town was attacked by an immense multitude, armed with all descriptions of weapons - the females carrying amongst their ranks, bundles of Trash, Matches, Candles and other combustible Materials for the purpose of firing the town. This Band of Incendiaries and Robbers did not approach the town by stealth, but in Open and warlike array, sounding the Toskin, by the blowing of Shells, and other never-to-be forgotten dreadful sounds, made no doubt, for the purpose of striking us with dismay. It had the desired effect on a few. Proud am I to affirm, that there were but a very few craven hearts found amongst us, who deserted their Townsmen, and the post of danger, In take shelter on board the Shipping in the Harbour. As soon as the watchword was given, that our town was threatened, and even, ere the alarm was fired, all who could bear arms, boldly rushed forward to join the authorities, in protecting our town. One spirit appeared to actuate all classes, even the Ministers of the Gospel, fearlessly joined In our ranks, exciting us to fight for our hearths, and to save the honor of our justly alarmed Females. Fortunately a field piece manned and supported by 25 privates, one sergeant and one lieutenant had been stationed at the western entrance of the town, where the attack was made. This brave little guard held their position although aware that overwhelming numbers were approaching, - Amidst the din and clash of arms of the dark and threatening mass rushing on to annihilate them ere they could be reinforced from the town, their brave commander, calmly ordered his men to be steady, and challenged the advancing host to state their object of attack, cautioning them not to advance as he would fire on them. This humane admonitor was disregarded supposing it was prompted from fear of their numbers, and they continued to approach, defying them to fire, and sounding their shells. Even in that fearful moment, mercy was nobly shown these benighted Beings, a sharp discharge was fired over their heads to intimidate them, the result was a yell and a rush, to take the position; as they then fearlessly advanced, crying out, "Let us not be afraid, they have no balls in their guns." The infantry then fired with sharp cartridges, but the assailants still pressed on with cheers, a discharge of Cannister from the cannon was fired, but the gun was purposely elevated high, which saved great numbers from being mowed down; a number of females, as before alluded to, being among the ranks of the assailants. This discharge struck terror in them, and they made a precipitate flight, leaving their dead and some of their wounded on the field, many of the wounded were borne off by their friends and were afterwards found in the sick houses on the respective Estates. The number of dead and wounded about the country has not yet been ascertained On the following morning the spot where these guilty Beings met their fate, and the road leading thereto, were found strewed with bundles of trash and other combustible materials, dropped in the confusion of their flight, and sharpened bills and other deadly weapons were found in the bands of the dead and wounded. All doubt was now at an end, as to the base motives of the band of the newly emancipated peasantry of the western and northern Estates, who had been thus successfully repulsed. All classes, even the newly liberated Towns People, voluntarily came forward and asked for arms from the public arsenal, to protect the Country, the request of the latter was complied with, (as desperate diseases require desperate remedies). These volunteers have since proved themselves worthy the confidence reposed in them, assisting in keeping order in town, and uniting with the authorities and military force, in quelling the Rebels of the Country. On Tuesday 4th inst, the Proclamation regarding the Emancipation of all the Peasantry was issued from the Press, bearing the preceding day's date. Numbers of these impressions were taken to the Plantations by the Clergymen and other fearless individuals, who had the interest of the country more at heart than their personal safety - Our ancient Banner of Dannebrog was sent, that all who were well inclined should turn from the disaffected, and enroll themselves under its protective folds. I am sorry to add that these philanthrophic individuals were ill received, and the Banner and Proclamations disregarded by the mass. Again and again on that day all the ministers of peace went out among them, and as often returned to our advanced Posts to inform us that their exertions were fruitless, stating that nothing but threats and imprecations were to he heard from the then infuriated and drunken rebels, which they had so fearlessly endeavoured to admonish. It became necessary to strengthen our posts which could not have been done were it not, that the cause had become a common one, all classes closely uniting in the Town. This gave us confidence and we feared not their threatened attack, being sure to quell them with our united strength.
About noon on Tuesday intelligence was given that immense numbers had mustered from Estate Montpellier to Estate Slob, extending for some miles, and to use the words of our informant "They were as thick as ants." - this only nerved us for the struggle. In consequence of their spies informing them of the strength both physical and moral, which they knew they would have had to contend with in town, their leader advised them to defer the attack, and led them on an expedition unattended with danger, that of plundering and destroying the abandoned Estates in their route, compelling the well inclined to join their ranks and forcing them to unite in committing acts, which the human mind shudders to contemplate. I cannot refrain from remarking that with but few exceptions the proprietors, managers and overseers, were all obliged to resort to our safe hold - the town of Christiansted; this flight was imperatively necessary as it was impossible to judge what would be the ultimate result of the outbreak, particularly as they had heard of the excesses perpetrated in Westend, and its vicinity; those country residens living so far apart and in a manner isolated from each other, were liable to be cut off, but by having a rallying point in our town, this position was strengthened, and the sequel has shown that those efficient auxiliaries uniting with us have been the effective means under Providence, to save the lives of numbers of our worthy fellow citizens, and of rescuing from the grasp of a band of desperate robbers, our lovely island which has hitherto been justly called the garden of the west. It has suffered severely but we may yet confidently hope, that, if salutary and just laws are enacted to meet the exigencies ol the times and the new order of things, and these laws firmly and impartially enforced, that the evils of the past are not incurable, but remediable. I cannot here omit to express the gratitude that is due to the Govenor of Portorico for the prompt assistance rendered us in the hour of danger, not only affording us protection, but generously putting us to no extra expense, with the exception of transportation of the troops. Let us not forget also, to return our warmest thanks for the ready and effective assistance afforded us by our Sister Isle St. Thomas. In conclusion, l pray that our hearts and energies will continue united, to preserve order and promote happiness, and thus light up the reason of the newly emancipated people, that they may more clearly understand and appreciate their present condition.
(St. Croix Avis 17. juli 1848)
Om Opstanden paa de dansk-vestindiske Besiddelser. (Idet vi meddele nedenstaaende private Efterretninger om Opstanden, maae vi høiligen beklage, at Regjeringen endnu ikke har ladet offentliggjøre de indløbne officielle Indberetninger herom. Generalgouverneuren, som har forladt Vestindien umiddelbart efter at Opstanden var undertrykket, er ankommen hertil, Regjeringen kan altsaa ikke mangle Efterretninger og de fornødne Oplysninger; desuden maae jo de foreløbige Beretninger om Opstanden være indløbne forinden General Scholtens Ankomst. Vi tør altsaa forvente at disse Efterretninger uopholdeligen komme til Publicums Kundskab, ligesom vi ogsaa tør haabe, at man faaer fuldstændig Oplysning om denne Tildragelse og at Intet holdes hemmeligt herom, thi Regjeringen vinder i Sandhed ikke Tillid eller Styrke ved Hemmeligholdelses-Systemet. Sagen bør undersøges paa det Strengeste.)
St. Croix. Udtog af et privat Brev fra en Plantage-Eier paa St Croix til hans herværende Familie, dateret B. den 11te Juli 1848.
"Du maa ikke denne Gang vente meget Omstændeligt om Negeropstanden, hvorom Rygtet formodentligt har naaet Dig. Jeg er vel, tak Gud for det. Natten imellem Søndag og Mandag den 3die begyndte det med alle de Plantager udenfor Kingshill. Det var et formeligt Oprør. Paa Vestenden (ved Frederiksstad) var samlet mellem 6 og 8000 Negere, som havde nedrevet to Huse, plyndret mange etc. Der blev Emancipationen forkyndt.
Nu begyndte Røveriet for Alvor næsten over hele Landet. Mange Vaaningshuse, Romkjeldere og Kyringhuse bleve plyndrede, Sukker og Rom etc. taget.
Mine Negere staa som en Glorie; men fra de omliggende Plantager løbe de ad Vestenden til. Hele Mandagen blev der blæst i Skaller og ringet med Klokker. Mandag Aften fik jeg Brev, Emancipationen var proclameret, hvorpaa jeg strax sammenkaldte alle mine Negere, og erklærede dem: at de nu vare frie.
Tirsdag. Alt roligt. Mine Negere kom, og bragte Græs, og tilsvore mig, at forsvare mig og Plantagen til sidste Blodsdraabe. Jeg befæstede mig nu saa godt jeg kunde. Gav to af mine Negere, Abraham og Jacob, disse to ædle Sjæle, to Geværer; de andre havde Spyd, Knipler etc. Kl. 10 kom den første Trop til os, omtrent 150 Negere fra Canebay. De forlangte Rom; men da jeg bestemt negtede dem det, turde de ei angribe. Dengang havde jeg endnu min Forvalter og Overseer; men om Middagen gik de tilligemed dem fra Nabo-Plantagerne, og nu var jeg alene her paa hele Nordsiden, men jeg blev. Kun et Øieblik betænkte jeg mig, da min Forvalter kom til mig og fortalte: at nu var Halsen skaaret over paa 3 Blanke (hvilket dog ikke var sandt). Der var nu en rædsom Blæsen, Ringen og Ild rundt om mig. Paa alle Bakkerne saae vi Flokke; men mine Folk vare modige og troe. Om Eftermiddagen kom en Trop paa 50; men vi viste dem snart tilbage.
Onsdag. Jeg skrev til Byen om Soldater; blev lovet, men fik ingen. Der var Plyndring rundt om mig. Kl. 3 kjørte jeg til Byen (2 Miil) i 55 Minuter, fik 4 Soldater, kjørte hjem i 62 Minuter, og netop som jeg passerede Rust op Tvist paa Hjemveien saae vi omtrent 200 Negere paa Skrænten ved Clairmont, som vare bestemte til B, hvor Alt skulde afbrændes, fordi jeg og Mine havde sat os til Modværge. Da de saae, jeg havde Soldater, holdt de stille. Jeg satte mig nu i ypperlig Forsvarsstand, og ventede dem ; men de kom ikke, formodentlig fordi de troede, at jeg havde flere Soldater i Baghaanden.
Torsdag. Om Morgenen samlede sig store Flokke rundt om os; thi de vidste nu, at jeg kun havde fire Soldater, kl. 11 kom de ned paa os fra Bakkeveien. Jeg gik imod dem, og da vi kom til Hjørnet af Gaardspladsen, skjød jeg og to Mand. Der faldt to, dee ene død; den anden, som kun var saaret, rejste sig igjen, og løb tilbage med alle de andre. Jeg turde ikke forfølge dem, da 150 andre avancerede mod os fra den modsatte Side; men da disse saae de første løbe, vendte de om, og løb ogsaa.
Jeg tog en Mængde tilfange, og sendte ind til Byen. Jeg galopperede Kl. 3 til Au, hvor der stod Tropper, og fik H. med 10 Mand og 6 Ryttere ud med.
Fredag. Alt var roligt. H. med 6 Mand og Rytterne gik nu fra mig og jeg beholdt 3 Mand Soldater, og dermed skal jeg nok blæse fra mig. Idag kom 650 herlige spanske Soldater fra Portorico i et Dampskib til Hjælp.
Løverdag. Hele Natten i Gevær med mit Mandskab; men Negerne lod jeg gaae til Ro. Skrigen og Støi hele Natten rundt om os. En af mine gamle Negere blev skudt i Nat, den Stakkel, af en af mine Skildvagter, da min Ordre var: at skyde Enhver, der ei stod, naar han blev anraabt. Han var fuld. B. sagde mig: at jeg snart fik 5 Ryttere. Disse kom, og jeg red nu med B. til B. J , hvor jeg tog 4 Negere tilfange, og til E, hvor jeg tog 3, og sendte dem ind til Byen under Bedækning af Rytterne.
Søndag. Alt roligt. Mandag. Alle mine Negere gaae til Arbeide.
Tænk Dig, Plantagerne Prosperity, Nordstar, Canebay, Lavalle, Rust og Tvist, Windsor, Clermont, Concordia, Glyo, Libanonhill, Moubijou, St. Fountain, Canaan o. fl. ere mere eller mindre plyndrede af egne og fremmede Negere, og mine Negere have ei alene respecteret mig og min Eiendom, men ei en enests af dem har været med at plyndre hos andre. 4 a 500 Fanger ere arresterede, Standret nedsat og 10 a 20 ere allerede dømte og skudte; men det bliver ei derved. Oxholm er kommet herover og har taget Commaudoeu. Jeg fik i denne Morgen 2 determinerede Ryttere, B. og A., og skal om en Time paa Bluemountain med min Commando, da jeg har lovet Oxholm, om muligt at tage 3 af de værste Oprørere, som ere der.
Alle Damer flygtede ombord i Skibene, og nogle Herrer med. Der er formodentlig af Tropperne rundt om i Landet skudt 2 a 300 Oprørere. Rytterne og det couleurte Brandcorps have været ubetalelige, og Soldaterne have opført sig ypperligt. Vi skulle nok komme ud af det."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1848, 2. udgave).
https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3Aa6439aee-dab8-476c-b761-7be0e7790929
Om Opstanden paa St. Croix. Medens vi endnu ere uden officielle Efterretninger om denne Opstand, fortsætte vi Meddelelsen af de modtagne private Efterretninger.
Christianssted, den 6te Juli 1848.
Kjære Ven! Efter nogen Tids Fraværelse og Ophold paa Portorico, hvor jeg, som Du vel kan tænke Dig, har været beskjæftiget i Forretnings-Anliggender, fornemmelig med Afstikninger, kom jeg i forrige Uge atter her hjem; med Sorg have vi modtaget de sidste Paquetposter, der bragte Efterretninger om Krig og Elendighed i vort Fædreland saavelsom i det hele øvrige Europa; men nogle faa Dages frygtelige Begivenheder herude have nu fjernet enhver Opmærksomhed efter Deeltagelse i andet end vore egne Interesser - med eet Ord: vi have haft og have en Negeropstand paa St. Croix!
Om Morgenen den 3die Juli erfarede man, at Gouverneuren havde Kl 2 om Natten haft Efterretning fra Vestenden om at Plantagenegerne der havde forladt deres Plantager og stimlede i store Masser, bevæbnede med deres Sukker-Øxer og Knipler, mod Frederiksted. Opad Dagen bleve Efterretningerne mere truende: Negerne vare, 5 a 6000 i Tallet, trængte ind i Frederiksted, hvor man ikke havde vovet at gjøre mindste Modstand, opbrøde Politimesterens og Skifteforvalterens Huse, hvor de tilintetgjorde Alt, udplyndrede et Par Kjøbmænds Boutiker og Oplag, og leirede sig forresten i Gaderne og lige under Fortet med Larm og Hujen og Trudsler, der bleve farligere, jo ivrigere de berusede sig i stjaalne Drikkevarer. Naturligviis kom Negerne for at kræve deres Frihed! De sendte Deputationer til Genalgouverneuren, og forlangte, at han skulde komme til dem. - Regjeringen c: Scholten gjorde Intet - Intetsomhelst! Stadshauptmand Oberst de Nully, en gammel Planter, der var og er særdeles elsket af Negerne, gik strax til Vestenden, og vandrede hele Dagen ene omkring blandt de Rasende, men hans Forestillimger og Bønner vare forgjæves. Endelig kom det sidste Budskab fra Negerne: dersom General Scholten ikke indfandt sig hos dem inden Kl. 4 Eftermiddag, vilde Frederikstad blive stukken i Brand! Nu endelig kjørte han derned, ledsaget af Kmjkr. Rothe, og erklærede øieblikkelig, hvad nu var blevet uundgaaeligt, den hele Slavebefolkning paa de danske Øer for fri. Negerne forlode nu Frederiksted - saavidt jeg veed - thi fra den Tid vendte vi Opmærksomheden paa os selv og Landet og spurgte kun lidet om den anden By. Allevegne fra hørte man om at Negerne brøde op, plyndrede Plantagernes Forraad - dog, jeg maa ikke foregribe Begivenhederne. Efterat vi her samme Mandag Eftermiddag havde erfaret, at Negerne vare blevne proclamerede frie, tænkte vi over Muligheden af, at de paa vor Kant af Landet vel kunde have faaet Lyst til desuagtet at følge Exemplet fra Vestenden; Borgerne samlede sig derfor bevæbnede paa de 3 Puncter af Byen, som vare lettest tilgængelige, og paa 2 af disse Steder kjørtes en Kanon op, ladet med Kardetsker. Øens Ryttercorps, bestaaende meest af Plantage Forvaltere, samt lidt Militair var imidlertid blevet detascheret til Vestenden, men med den Befaling, ikke at maatte fyre!! Jeg gik hjem til vort Huus, som desto værre er beliggende paa et af de meest udsatte Puncter; det mørknedes, da passerer en Mand igjennem Gaden, raabende høit: Lukker til! skynder Eder! der er 6 Gange (saaledes kaldes en Plantagebesætning) Negere paa Veien mod Byen! Skjøndt jeg ikke fæstede Lid dertil, ilede jeg dog med at tillukke Alt, slukke Lysene og indespærre os selv i en Helvedes Hede og Angst. - Du kan tænke Dig hvilke Billeder der traadte frem for Phantasien - ene sad jeg der med min Søster, de tre smaa Børn og to Piger. Paa eengang lyde Musketskud og en voldsom Hujen - saa Øieblikkes Taushed - derpaa et Kanonskud og en Muskelsalve igjen, nu Hyl og en Menneskestrøm ned ad Gaden; - strax derpaa to Kanonskud fra Fortet og Allarmtrommerne paa alle Hjørner og Kanter! - Jeg vidste ikke om Byen var taget, om der kæmpedes i Gaderne eller ei, men ud maatte jeg, det sagde den Rest af Menneskeforstand mig, som jeg havde tilbage. Jeg sprang ud, lukkede Døren af og løb ned ad Gaden. Negerne vare blevne slagne tilbage, - idetmindste paa denne kant af Byen. Daarligt bevæbnede, dog med slebne Øxer, og vel 1000 i Tallet, velforsynede med Materiale til at stikke Byen i Brand, vare de komne ansættende som vilde Dyr; de loe af Flinteskudene og stormede fremad, indtil paa en kort Distance Kanonen blev affyret, Een blev dræbt og en Mængde farligt saarede; de standsede da pludseligt, og trak sig hurtigt tilbage for den en Snees Mand stærke Vagt med den samme stupide Frygt, som de siden bestandigt have viist. - Imidlertid styrtede alle Byens Qvinder og Børn ud i Nattens Mørke og søgte til Fortet og Skibene i Havnen; hurtigt løb jeg hjem; vi trak de ulykkelige Børn op af Sengen, og i ca halv Times Tid var Alt færdigt; Huset blev vel tillukket, men desuagtet maatte vi naturligviis være belavede paa dets Ødelæggelse tilligemed Alt hvad vi eiede, - dog, jeg vidste min Søster og Børnene i Sikkerhed paa et Skib i Havnen, og jeg begav mig, let om Hjertet, med en god dobbeltløbet Bøsse paa Vagt ved den vestlige Indgang til Byen. Der stod jeg da i 24 Timer itræk, og siden hver Nat, og længe vil det endnu vare. Imidlertid har intet Angreb paa Byen siden fundet Sted. Et Held og Negernes Mangel paa Overlæg og Forstand har frelst os; thi et Pas, faa hundrede Alen fra det angrebne Punct, var saagodt som slet ikke besat og uden Kanon. I de følgende Dage have Negerne kun nærmet sig forsigtigt og enkeltviis, som paa Rekognoscering. Men paa Landet er det gaaet desto lystigere til; med Undtagelse af nogle ganske saa Plantager have Negerne allevegne forladt Arbeidet, plyndret Oplagene af Levnetsmidler som Sukker og Rumbeholdningerne, med uendelig Skadefryd tilintetgjort alle Meubler og sligt, forsaavidt de ikke have stjaalet det, ladet Hundreder af Fade Rum og Sukker løbe ud og strøet det paa Marker og Veie. Jeg maa dog skynde mig at tilføie, at saavidt man veed, er endnu intet Menneske blevet dræbt af dem, uagtet det er aldeles utvivlsomt, at de tilsigtede, (ligesom det er selvfølgeligt, at det ikke vilde have kunnet gaae anderledes af) at anrette Blodsudgydelse dersom de vare slupne ind i Christianssted. Enkelte Forvaltere ere dog blevne mishandlede, forresten maa man i denne Henseende betænke, at Antallet af de Blanke, som leve paa Landet er meget ringe , mange Plantager have en Forvalter og en Underforvalter og dertil 100 a 200 Negere eller mere, det er da let begribeligt, eftersom disse faa Branke for det meeste strax toge Flugten, og da Begyndelsen paa Vestenden slet ikke havde nogen blodig Tendents, men kun gik ud paa at tiltvinge sig Friheden, var der levnet dem Tid nok, at der intet Mord er skeet.
Medens Negerne nu saaledes have vandret fra Plantage til Plantage og med Vold tvunget de Velsindede til at deeltage i Opstanden og Plyndringen, have de formodentlig været deelte i flere store Hobe, men ikke dannet nogen egentlig Hær, og manglet det Sammenhold, der kunde have sikkret dem det, de udsige at have tilsigtet , nemlig Herredømmet over Landet og Byernes Udplyndring. Imidlertid vedblev Regjeringen med dens fortvivlede Mildhedsprincip. Tropper og Kanoner sendtes ud imod dem den 5te dennes, de mødte Negerne i Masse og kunde have oprevet dem, men Kammerjunker Rothe var med som Regjeringscommissair, han forbød Angreb. Negerne trodsede, det gik saa vidt, at de affyrede et Par Skud paa Soldaterne, men det forbødes endnu bestandigt disse strengt at fyre. Rothe talte med Negerne, hos hvem han skal være populair; han rystede deres Hænder, besvoer dem at gaae til deres Plantager, nu da de havde faaet hvad de vilde; de lo - og trak sig tilbage for at - plyndre og ødelægge igjen. Imidlertid bleve Borgere og Soldater lige rasende ved at see sig og deres Eiendomme saaledes givne til Priis for Ødelæggelse, og man talte meget alvorligt om Regjeringen. Endelig insulterede nogle Mand, der ved Rebellionen havde mistet Alt, Scholten paa Værftet, og en Deputation af Plantere og Borgere gik ogsaa til ham med Protestationer. Da gik Scholten fra den sidste Rest af Contenance, blev syg og trak sig fuldkommen tilbage. En Lægeattest, som Mange have seet, bevidnede at han var ude af Stand til at regjere eller bestille Noget, og en Regjeringscommission traadte til de to Rejeringsraader (Fæster, Rothe, Bahneberg, Frederiksen, Arnesen).
Den 9de Juli. Regjeringscommissionen regjerede fort, og alt gik omtrent paa den samme Fod. Imidlertid sendte de dog Soldater ud, som det var tilladt at bruge deres Vaaben, og de dræbte da ogsaa adsklllige til stor Forbavselse for Negerne. Der er en lille Bevægelse hen mod Orden, Fanger bringes ind i Mængde, en Krigsret er nedsat her og en dito paa Vestenden; Landet er erklæret i Krigstilstand, men hvad der skeer til Orden og Fred bør vistnok hovedsagelig tilregnes Borgeres og Planteres Energi. Dersom imidlertid militair Styrke nu kan redde St. Croix, hvilket alle Besindige tvivle om, saa have vi nu nok deraf. Den 7de ds. bragte en engelsk Dampbaad 600 regulaire spanske Soldater fra Portoricco til vor Assistance. Uden at raadføre sig med Nogen havde Scholten strax skrevet til Gouvernementet paa Portorrico om Hjelp. For et Par Maaneder siden, da Negerne gjorde Opstand paa Martinique og Guadaloupe, og myrdede forfærdeligt, sendtes der os alt Budskab fra Portoricco og Tilbud om at skikke 1000 Mand. Øen har en Besætning af 18000 regulaire og irregulaire Militair; derfor kom de saa hurtigt efter Requisitionen. Da Slaveriet existerer der sikkert og ubrødeligt, er det naturligviis i deres Interesse ogsaa at foutenere det andre Steder. Det er nu for sildigt her. - Spanierne ere indqvarterede i Casernen og bidrage ved paadragende Krigsomkostninger etc. til at føre Ødelæggelse imøde. Neppe en Boutik har været aaben i denne Uge; alle Forretninger have naturligviis hvilet, de udmattende Vagter vedblive, og hvo kan sige naar de skulle ophøre; thi hver Nat naar Spanierne ere gaaede bort, hver Time paa Dagen kan bringe os en Røverhorde paa Halsen. Og nu Pengemangelen, den uhyre Ødelæggelse paa Landet, de mange Plantagers totale, uundgaaelige Nedlæggelse, de uhyre Omkostninger ved Driften af de øvrige, naar Negerne skulle betales, for saavidt de i deres Frihed ville lade sig accordere til Arbeide, endeligen Dyrtid og maaskee Splid imellem de Blanke paa Gund af Misfornøielse med Bestyrelsen. See det er et smukt Register; men jeg giver aIle opstille Conjecturer; lad tiden bringe sine Resultater. - Om faa Dage vil Paketten bringe os Efterretninger fra Danmark; Gud maa vide hvilke. Igaar Aftes ankom Oxholm hertil fra St. Thomas (som endnu er rolig) og overtog Generalgouvernementet, hvorefter den provisoriske Regjering, som man her kaldte Commissionen, har ophørt at virke. Fra St. Thomas modtoge vi alt i de første Dage 65 Frivillige. I Forgaars bragte vi Fruentimmer og Børn iland fra Skibene. Her laae 2 Engelskmænd, 2 Amerikanere, 3 Flensborgere og en Kjøbenhavner; denne sidste, Capt. Hansen, som fører Skibet André, har udmærket sig, fremfor alle de andre ved sin udmærkede, selvopoffrende Beredvillighed til at modtage og hjelpe Enhver. Han var hos mig i dette Øieblik tilligemed vor Ven R., som gjør Tjeneste ved Rytteriet, der er i uafladelig Activitet; forresten er han blandt dem, som er bleven aldeles udplyndret; jeg har hjulpet ham med en Seng for det Par Timer der overlades ham til Søvn. Naar vi have spist gaaer jeg vaa Vagt. Gad være lovet, at ingen af os ere syge. - Jeg sender dette med Paketten og siger Dig nu en lille Stund farvel.
Den 12te Juli. Kjære Ven! der er i de sidste 3 Dage intet Væsentligt passeret her, og med desto større Ro og Glæde vender jeg mig iaften, da jeg skal slutte dette Brev, fra alt dette sorte Skurkeri, fra denne Tummel og Uorden. Jeg maa blot sige et Par Ord endnu om tilstanden her. Negerne ere saa temmelig vendte tilbage til deres Plantager, adskillige arbeide foreløbigen, min Gud veed hvorledes man vil komme til Accord med dem. Endnu er en Bande samlet paa "Blue Mountain", men man hører dog intet om Voldsomheder. Saalænge vi have Spanierne her er der naturligviis mindre Fare; de ligge i Casernen og have slet ikke været brugte. Vore egne Tropper i Forbindelse med Borgerkorpset have gjort flere Tog i de første Dage mod Negerne, der viste en lige saa latterlig Dumdristighid førend der blev skudt paa dem, som Feighed da de saae at det var Alvor. Noget over 100 Negere ere blevne dræbte og et Par Hundrede fangne. Krigsretten dømte iforgaars 7 af de værste Skurke til Døden, og de bleve skudte. - Jeg tilstaaer, at vor Tilstand her er ængstelig og ubehagelig. Det vil i lang Tid ikke blive anderledes, selv om Negerne kunne holdes i Tømme. Man venter nu at faae Assistance fra Moderlandet, navnlig betydelig Forstærkning af Militair, en ordnende Reform af Bestyrelsen og en dygtig, kraftig Gouverneur. - Planterne have alt indleveret flere Andragender, sigtende til Lettelse i deres Kaar. De have naturligviis ingen Penge. De Contanter, der haves, ere jo udelukkende nødvendige for at sætte Plantagerne i Drift. En Plantage med 200 Negere vil lavest faae en Forøgelse i sine aarlige Udgifter af circa 12000 Rd., og neppe nok ville Arbeidere kunne erholdes.
(Fra en anden privat Haand meddele vi nedenstaaende Skrivelse.)
St. Croix, Christianssted d. 9de Juli 1848.
Du maa undskylde min Skrivt, da min Haand er usikker og jeg selv træt og mødig, da jeg ikke har havt Pen i Haanden siden den 1ste dennes, undtagen til at underskrive mit Navn til Rapporter. - Alle Contoirer og Forretninger ere standsede siden den 3die dennes. Vort skjønne Eden er ødelagt og vil aldrig restitueres igjen, som det var endnu den 2den dennes. Natten imellem den 2den og 3die udbrød Opstanden paa Vestenden af Landet, Negerne rebellerede i store Hobe og trak sig sammen og marscherede ind til, eller rettere ind i Byen Frederiksted, som uden Modstand blev besat eller oversvømmet af omtrent 7000 Mennesker, med alle mulige Slags Vaaben; Indvaanerne flygtede ombord i Skibene; Sværmen ødelagde, nedrev flere Huse, deriblandt Politimesterens og hans Adjutants, Skifteforv. Benzons Huus, Archivet kastedes i Havet; samt et Par Andre, iblandt andet en Kjøbmands Huus, en Boutik til Værdi c, 30,000. - Da Rygtet om Opstanden kom dertil om Morgenen, blev strax en Feldtkanon med Bedækning af et Detaschement Militair, og et af borgl. Jægere samt borgl. Cavalleri afsendt til Frederikssted, til samme Tid blev Stadshauptmanden med General-Gouvern.s Adjutant nedsendt for at høre Aarsagen til Opstanden; men Kl. 11 Form. kom Stafetter op med Rygtet om, at Gen-Gouverneuren selv forlangtes i Tale af Oprørerne; han begav sig strax paa Veien med Kammerjkr. Skifteforvalter Rothe i Følge, og Kl. 3 fik man Efterretning om, at Hs. Excellence havde emanciperet alle Slaver og dermed stillet dem tilfreds; men da man hørte at de desuagtet vedbleve at plyndre og afbrænde pa Landet, bleve alle Indgange til vor By her besat Kl. 6 om Aftenen samt med 1 Kanon med Besætning, 1 Officeer, 1 Underofficeer og nogle og tyve Mand ved hver af de vigtigste Indgange til Byen; den øvrige Milits stod under Gevær, for strax at kunne give Forstærkning hvor det maatte forlanges eller behøves. Af mit Corps havde jeg afgivet min Pr. Lieutn., en Serg. og 20 Mand, tilligemed en Underofficer og 10 Mand som før havde tjent i Artilleriet, til at betjene det Feltstykke som skulde forsvare den vestlige Indgang til Byen, den vigtigste for Øieblikket, og hvorfra Angreb truedes hvert Øieblik, da Oprørerne marscherede op, tænkende at kunne komme ligesaa let ind i denne By, som den anden. Jeg var just paa Veien til denne Post omtrent Kl. 9 om Aftenen for at inspicere, da jeg omtrent udenfor Gouvernements-Huset møder en ridende Expres med Efterretning om, at Fjenden i stor Masse allerede var ved den nærmeste Plantage Hermonhill; jeg sendte ham strax til Gen.-Gouv. for at give Rapport; imidlertid hørtes strax derpaa en Musketsalve fra Øst, altsaa fra mit ovennævnte Mandskab, strax derpaa en Kanon affyret og nok en Musketsalve; intet videre hørtes for Øieblikket; men Major Falde blev strax opsendt til Fortet, for at lade skyde Allarm, hvilket skete, og nu skulde Du have seet hvorledes Alle, Quinder og Børn, ja selv Mænd som vel ikke hørte til Tjenesten, søgte til Skibene og Fortet samt Protestantkayen for at sikkre sig. Resultatet af Premierliut. Mc. Curchins Conduite i denne Affaire reddede Byen, og Fjenden flygtede med Tab af endeel Døde og Saarede, mange var rimelig let saarede undkomne, endeel bleve paa Valpladsen. Om Torsdag Nat brændte det endnu paa flere Puncter i Landet; men derpaa var intet at tænke; alle Familier, Forvaltere og Underforvaltere flygtede ind til Byen med hvad de stod og gik i, de fik ikke engang Lov til at medtage deres Vaaben; Oprørerne have paa hele Landet imellem denne og indtil den vestlige Deel af Landet plyndret alt som kunde findes, og ødelagt og afbrændt Alt i Bund og Grund, Meubler etc. som de ikke kunde medføre; saaledes have de nu huseret indtil den 6te, Torsdag Formiddag, da endelig Commandoen blev tagen fra Gen.-Gouv., som ikke vilde tillade at fyre paa Negrene, og en provisorisk Regjerings-Commission og 2de Høistbefalende blev formeret, og Ordre strax Kl. 9 om Formiddagen udstedt til at gribe de alvorligste Forholdsregler. Nu blev strax alt i et Øieblik formeret, nemlig enhver som kunde komme til Hest og saameget af Milicen som kunde undværes, tilligemed en stor Mængde Frivillige, ja lige til Drengene paa 12 a 14 Aar forlangte Vaaben og gjorde idetmindste Vagttjeneste og i mange Henseender vare de og [eidun] til Nytte. Tvende Feltstykker med Bedækning, tillige Cavalleri, afgik nu alt Kl. 10 Form; der blev nu gjort en almindelig Klapjagt paa Oprørerne, der havde den ønskeligste Virkning; mange Fanger bleve tagne og efterhaanden indbragte, saa at alle Fængsler ere besatte; daglig vedbliver at indbringes Fanger. Torsdags-Affairen var heldig; thi Oprørerne ventede mindst, at vi turde møde dem i aaben Mark; flere Hundrede ere nedskudte. Min Kone og Børn have været i Fortet i denne urolige Tid; det er uhyggeligere end en aaben Krig. Onsdag Morgen ankom 65 Mand fra St. Thomas, alle Frivillige af Militcen paa St. Thomas, for at tage Deel i vor Sag. De vare hjertelig velkomne og ankom netop tilpas, skjøndt de ikke bleve brugte paa Landet, men hjalp til Vagtens Besætning. Fredag Eftermiddag Kl. 2 landedes fra et Dampskib 600 spanske Soldater fra Portorico med 6 Feltstykker, færdige til strax at rykke ud; men disse kunde vi nu gjerne have været foruden, imidlertid ere de nu her, og igaar blev 250 af dem indsendte til Frederikssted med et Skib herfra. De spanske Tropper ere tildeels ungt Mandskab, neppe over 25 Aar, har et meget stærkt besat Musikcorps, som og giver Parade og Musik daglig. Disse Tropper agter man slet ikke at bruge, da vi nok kan være dem foruden, og ønsker selv at beholde Æren; men det er unegtelig dog en stor Trøst; thi Fredag Aften kom alle Familier som havde flygtet i Sikkerhed, tilbage til deres Hjem, og altsaa ogsaa min Kone og Børnene; saavidt er alt i Orden, men Tjenesten gaaer bestandig strengt paa, eller rettere sagt uophørligt. Saaledes have vi siden Mandag Morgen Kl. 6 været i Tjeneste Nat og Dag , uden at have Leilighed til at kunne nyde nogen Søvn, uden den søvn nu og da kan tillades paa en Stol, thi vi have ikke været af Klæderne indtil Fredag Aften, da det Mandskab som samme Aften kom af Vagt, blev permitteret til Rolighed, for næste Aften Kl. 6 at gaae paa Vagt. - Igaar Aftes sildig ankom Gouv. paa St. Thomas hertil og har i Dag taget Commandoen, saa at vi igjen har en Gen.-Gouv. og Regjering som før Revolutionen, thi dertil var det jo kommet, da Folket forlangte Gouv. S. at fortrække og en provisorisk Regjering af 7 Medlemmer proclameret den 6te dennes, hvorefter vi da endelig fik Tilladelse til at skyde paa det Afskum af Mennesker. Nu begynder alt igjen at blive roligere, Negerne begive sig lil deres resp. Plantager og lever af endeel stjaalet Gods; men Ødelæggelsen vil aldrig kunne godtgjøres og Roligheden er forstyrret for bestandig; Handelen er ødelagt og Øen kan under disse Omstændigheder kun blive et elendigt og uroligt Opholdssted. I Morgen, hedder det, at Arbeidet paa Landet igjen skulde begynde, men jeg tvivler meget paa at det gaaer godt - vi vil see. - Paa St. Thomas venter man hvert Øieblik Opstand, skjøndt Negernes Frihed der blev proklameret den 4de dennes, men der har man længe været belavet herpaa. - Negeren er nu fri, og som saadan, troer han at være berettiget til at røve og plyndre, thi Arbeide holder han ikke af. Jeg hører i dette Øieblik, at 5 Negere ere skudte efter Dom, her er man i Færd med at holde Standret over omtrent 300 Arrestanter; jeg formoder at endeel af dem bliver expederet i Morgen, da jeg ellers frygter for en Bevægelse i Byen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1848, 2. udgave)
Nyheden nåede også USA hvor en del notitser og artikler fx stod i The New York Herald, 2. august 1848. På samme tid rapporteredes om opstanden på Martinique. Sympatien i de fleste aviser i USA lå hos plantageejerne, men New York Herald luftede dog også håb om at befrielsesbevægelsen ville nå til Cuba og USA. Cuba pressede de øer som havde frigivet de slavegjorte. Og man kritiserede også plantageejernes ekstravagance.
I Berlin - der var i krig med Danmark - meddelte man 11 august at skibe uhindret kunne færdes i området.
- Nach einem Bericht des Königl. Consuls zu St. Thomas vom 1sten v. M. hat der dasige General-Gouverneur v. Scholten unter dem 30. Juni d. J. der Kaufmannschaft zu St. Thomas bekannt gemacht, dass die Schiffe der mit Dänemark augenblicklich in Kriege sich befindenden Staaten bis auf weiteres ihren Verkehr zu St. Thomas, wie zu St. Croix, ganz ungestört fortsetzen könnten, und dass die Dänischen in Westindien stationirten Kriegsschiffe Befehl erhalten hätten, den Schiffen dieser Staaten auch auf dem Meere keine Hindernisse in den Weg zu legen. Berlin, den 8. ten August 1848.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. august 1848)
Først dagen efter havde man med postdamperen "Dee" fået man besked om opstanden. Det var det skib som også bragte von Scholten til Danmark. Ordlyden svarer nogenlunde til hvad danske aviser fortalte.
I dagene efter oprøret blev der nedsat en standret, oprørerne blev anset for kriminelle, og de blev idømt fængsels- og dødsstraf. I disse nævntes ofte at Konkylier (skaller) blev brugt til at kalde oprørerne til kamp. Myndighederne udpegede Gottlieb Bordeaux, også kaldet General Buddhoe, som en af lederne. Han var tømrer og tidligere slavegjort. Gottlieb Bordeaux blev fanget og ført til Christianssted. Efter nogen tid blev han sat på et skib, og efter en længere sejltur med næsten daglige forhør blev han sat i land den 8. januar 1849 uden ejendele. Han blev sidst set i New York 1850.
Ifølge Gottliebs egen forklaring havde han ikke før søndag eftermiddag hørt om bevægelsen for emancipationen. Charles fra Butlersbay havde sagt at de skulle have deres frihed næste dag, at skallen skulle blæses og klokken ringe om natten, hvorefter de slavegjorte skulle gå til byen om morgenen. Alle som forenede sig med de hvide, skulle have hovedet hugget af. Natten mellem søndag og mandag var Bourdeaux på plantagen, og gik mandag til byen sammen med alle andre. Han havde lånt en sabel af Henry fra La Grange og ikke deltaget i nogen plyndring i byen.
Et vidne mente at have hørt Bordeaux sige at de skulle tage deres frihed med det gode eller det onde og derefter ødelægge, plyndre eller røve. Et andet vidne mente at Bordeaux var ophavsmanden for det hele. Han sagde dog også at Bordeaux om tirsdagen havde opfordret til at lade være med at ødelægge ejendommene.
Mens de slavegjorte i 1848 fik frihed, ændrede dette dog ikke ved holdningen om at afrikanerne havde den "laveste rang" i menneskeheden. Og flere opstande var i vente. Bl. a. i 1878 "The Fireburn" som er behandlet grundigt andetsteds på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar