Slesvig-Holsten, 16. februar Landfilisteriet er pligtskyldigt afbrudt! Nu udsat når folkets begejstring er så stor, når folket indtrængende kalder på våben til at forsvare sig selv og deres arnested. Vi må åbent indrømme at vi aldrig har krediteret provinsfilisterne med meget mod og god vilje, men vi troede ikke på sådan almindelig fejhed, sådan patetisk dumhed. I, folkets repræsentanter, er løbet hjem – I har forrådt jeres folk, I har byttet dem ud med aristokraterne. Da den forræderiske præsident Bargum afslørede alle sine værdiløse følelser i sin tale, da han havde mod på at sige: vi kan falde til ro, for den næststørste magt i Tyskland, siden Preussens konge lovede os hjælp igen mod danskerne og denne monark har stadig hans løfter holdt og reddede os også en gang ved sin magt - Lord Palmerston gav også forsikring om, at han ikke ville give sit samtykke til Slesvigs adskillelse fra Holsten osv. - ikke et eneste medlem af dette elendige samfund trådte frem og protesterede mod dette skamfulde forræderi. Alle de herrer der er så modige bag tebordet og pludrer så varmt til folkets bedste, alle disse herrer sad der tavse - ikke en eneste hævede stemmen for de mennesker der indtil nu har stolet på dem. Deres fejhed tillod dem ikke at erklære sig imod forræderiet – roligt lyttede de til den perfide advokat Bargum og løb hjem. Opfordringen og det indtrængende krav fra folket om generel bevæbning og organisation af landværn afvises af disse filistre. Theodor Olshausen deltog også i hele den skændige komedie, også han indvilligede lydløst i det forræderi, som aristokratiet havde begået. Olshausen løb også i skændsel hjem – hans fejhed var større end hans æresfølelse. Men viden om, at han ville forråde folket som en kujon, tolererer ham ikke længere derhjemme – han rejste til Frankfurt i dag for at spørge om råd og hjælp. Det er uforståeligt for os, hvem han håber at finde det med. Alle Slesvig-Holstens deputerede med undtagelse af to ‒ er den 17. september. i år anklaget for landsforræderi mod det tyske fædreland. Og fra disse, som den patetiske advokat Beseler også slutter sig til - fra disse ønsker Olshausen at få råd og hjælp. Hvor lavt er den jernbaneforvalter sunket! Da landsmøderne begyndte, virkede det, som om han ville tage folkets sag varmt op - men det var kun en tilsyneladende, det var et bedrag! Men lad os takke ham for at have kastet sin maske af så hurtigt, vi ved nu hvad vi skal gøre om ham; hvad han altid har været, vil han også forblive i fremtiden, en liberal borgerlig der blev forbigået af hele tidens bevægelse uden hverken at kunne forstå det eller ville forstå det! Et skrig af indignation og vrede trænger igennem hele landet; Forræderiet kombineret med den feje flugt er kommet så uventet, at folket endnu ikke ved, hvad de skal gøre.
Schleswig-Holstein, 16. Febr. Das Landesphilisterium hat sich gehorsamst vertagt! Jetzt vertagt, wo die Aufregung des Volkes so groß ist, wo das Volk dringend nach Waffen ruft, um sich und seinen Heerd zu vertheidigen. Wir müssen offen bekennen, daß wir den Landesphilistern nie vielen Muth und guten Willen zugetraut haben, aber an eine solche gemeine Feigheit, eine solche erbärmliche Dummheit glaubten wir doch nicht. Sie, die Vertreter des Volkes sind nach Hause gelaufen ‒ verrathen haben sie ihr Volk, verschachert haben sie es an die Aristokraten. Als der verrätherische Präsident Barzum seine ganzen nichtswürdigen Gesinnungen in seiner Rede offenbarte, als dieser die Frechheit hatte zu sagen: wir können uns beruhigen, da die zweitgrößte Macht Deutschlands, da Preußens König uns wieder Hülfe versprochen gegen die Dänen und dieser Monarch hat noch stets sein Versprechen gehalten und uns auch schon einmal durch seine Macht gerettet ‒ auch Lord Palmerston hat die Zusicherung ertheilt, daß er nicht seine Zustimmung zur Lostrennung Schleswigs von Holstein geben werde u. s. w. ‒ da trat auch nicht ein einziges Mitglied dieser erbärmlichen Gesellschaft auf und protestirte gegen den schmählichen Verrath. Alle die Herren, welche hinterm Theetisch so muthig sind, und so warm für das Wohl des Volkes salbadern, alle diese Herren saßen stumm da ‒ nicht ein einziger erhob seine Stimme für das ihnen bis jetzt vertrauende Volk. Ihre Feigheit ließ es nicht zu, daß sie sich gegen den Verrath erklärten ‒ ruhig hören sie den perfiden Advokaten Barzum an und laufen nach Hause. Der Ruf und das dringende Verlangen des Volkes nach allgemeiner Bewaffnung und Organisation des Landsturmes wird von diesen Spießbürgern abgelehnt. Auch Theodor Olshausen hat an der ganzen schmachvollen Komödie sich betheiligt, auch er hat durch Stillschweigen seine Zustimmung zu dem von der Aristokratie ausgegangenen Verrath gegeben. Schmachvoll ist auch Olshausen nach Hause gelaufen ‒ seine Feigheit war größer als sein Gefühl für Ehre. Aber das Bewußtsein, daß er das Volk feige verrathen, duldet ihn nicht länger in der Heimath ‒ er ist heute nach Frankfurt gereist, um dort Rath und Hülfe zu erflehen. Bei wem er diese zu finden hofft, ist uns unbegreiflich. Sämmtliche Abgeordnete Schleswig-Holsteins mit Ausnahme von zweien ‒ sind am 17. Sept. v. J. des Verraths am deutschen Vaterlande angeklagt. Und von diesen, zu denen auch der jämmerliche Advokat Beseler sich gesellt ‒ von diesen will Olshausen sich Rath und Hülfe holen. Wie tief ist dieser Eisenbahndirektor gesunken! Als die Sitzungen der Landesversammlung begannen, hatte es den Anschein, als wolle er sich warm der Sache des Volkes annehmen ‒ aber es war nur ein Schein, es war Trug! Doch danken wir ihm, daß er so bald die Maske abgeworfen, wir wissen jetzt, was wir von ihm zu halten haben; was er stets gewesen, wird er auch ferner bleiben, ein liberaler Bourgeois, an dem die ganze Zeitbewegung vorübergegangen, ohne daß er dieselbe entweder hat begreifen können oder begreifen wollen! Ein Schrei der Entrüstung und der Wuth durchdringt das ganze Land; der Verrath verbunden mit der feigen Flucht sind so unerwartet gekommen, daß das Volk noch nicht weiß, was es thun soll.
(Karl Marx' avis, "Neue Rheinische Zeitung", 19. februar 1849)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar