04 september 2020

Skatteinddrivelse i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Hemp. Av. har meddelelser fra Nordslesvig af 4. ds., hvorefter slesvig-holstenerne nu også i Haderslev Østeramt inddriver skatterne ved militæreksekution. "Således kom den d. 1. febr. hen på eftermiddagen 108 mand slesvigske jægere under en kaptajn til Vonsild By, hvor de med de 15 dragoner, der hele vinteren har kantoneret i byen, forenede sig til et eksekutionskorps, der indkvarteredes efter forgodtbefindende. Kaptajnen oplæste for sognefogeden følgende reglement for mandskabets bespisning og løn: 2 gange kaffe om dagen med smørrebrød til, 2 gange varm mad, hvoraf i det mindste den ene gang måtte være kraftfulde kødretter, 2 gange skåret smørrebrød med snapser til, varme værelser, lys etc. og dertil 8 sk. kour. pr. mand første dag, 12 sk. den næste og 1 mk. fremdeles. 

At alt dette ikke ydedes med god vilje, kan man tænke sig; imidlertid måtte reglementet efterkommes, når man ikke ville udsætte sig for en værre behandling. I almindelighed indlogerede mandskabet sig i dagligstuen og sov i storstuen på halm med dyner over sig; da der hos en mand i byen der blandt sit indlagte mandskab havde en fændrik (officersaspirant), endnu rekvireredes en mængde sengeklæder, blev dette nægtet, og da fændriken var påståelig, henvistes han til familiens senge, hvoraf han kunde tage, hvis han havde lyst og tilladelse til at bruge magt. Dette ville han imidlertid ikke benytte sig af og svarede: "Vi er ingen røvere". Samme fendrik fik også flere gange anvisning på spisekammeret når han ikke var tilfreds med de fremsatte fødemidler; men naturligvis skulde han tage med magt. 

Om natten blev jægerne sammentrukket på de største gårde; de havde befaling til at sove i klæderne, holde vagt og patruljere. Imidlertid havde en del af bønderne været forsamlet om aftenen og besluttet at finde sig i det desværre uundgåelige. På 1 mand nær tog de den 2. febr. tidlig om morgenen til Haderslev for at betale. Som sagerne nu stod, fandt kaptajnen at der kunne slås 2 fluer med et smæk. Om eftermiddagen sendtes nemlig 80 af jægerne og 4 af dragonerne til Dalby, hvorved han kom til af 2 dage at gøre 3, ved at kunne beregne sig betaling for 2 dage i Vonsild (hvor de i virkeligheden kun havde været 1 døgn) og 1 dag i Dalby. Resten (28 jægere og 11 dragoner) forblev i Vonsild indtil bønderne kom hjem med kvittering for at alt var betalt. Af dette antal kunne der være kommet 1 mand på den ovennævnte gårdmand der ikke med de andre bønder var rejst til Haderslev, men som måtte stå på lige fod med dem, så længe de ikke var vendt tilbage med deres kvitteringer; man gav ham imidlertid 7, og da han kunde gøre sikker regning på næste dag at få hele styrken, måtte også han bide i det sure æble at drage afsted og betale, hvilket han gjorde den 3. febr.

Under hans fraværelse drog rigtignok de 7 eksekutanter afsted fra hans gård, men straks efter kom der 16 andre, der i flere timer rumsterede i huset og lovede at de næste dag ville komme igen i dobbelt antal, når der ikke imidlertid var forevist kvittering for kaptajnen. Eksekutionen var for alle de faste skatter, desuden magasinpenge (skønt man havde måttet levere alt tidobbelt in natura), chaussepenge og alle 3 terminer krigsskat. At militæreksekution for skatter er ulovlig, ved enhver der kender lidt til Slesvigs love, men selv om den var lovlig, kunne der uden vilkårlighed ikke være pålagt eksekution for mere end 3 kvartaler af de sædvanlige skatter, magasin- og chaussepengene samt 2 terminer krigsskat; for for mere var der ikke tilsagt ved pantemanden og efter loven skal man først erholde en sådan tilsigtelse og derpå have 11 dages frist indtil herredsfogden må skride til vurdering. 

Den noble "Fællesregering" fik da således i en fart skatterne af Vonsild Sogn, der efter en løselig kalkule for det lille kun 10 plove tællende sogn beløber sig til over 3000 rbd. Ser man nu hen til at Haderslev Amt tæller 800 plove og dertil tager husskatten (der hviler på næringen, fabriker etc.), kådnerpengene (1 Mk. kour. af hvert Sted), koncessionspengene af håndværkerne (1 a 2 spec. af hver), de overordentlig, på de forhenværende kgl. møller og domænegodser hvilende skatter, forpagtningsafgiften af de kgl. møller, indtægten af de kgl. domæner og endelig indkomstskatten, - vil det ikke være for højt anslået, når man antager, at Fællesregeringen i denne tid udpiner omtrent ½ million alene af Haderslev Amt; for som i Vonsild går det i hele Amtet; Fællesregeringen har sendt alle sine disponible tropper herned for at tage fat allevegne og selv i Haderslev ligger de på eksekution hos borgerne. 

Den trop der morede sig i Vonsild, havde ordre på at gå efter Dalby, Bjert, Stenderup og derfra at følge alle sognene langs kysten tilbage til Haderslev. Eksekutionsgebyret må naturligvis betales til disse plageånder forinden de skride til afmarchen. For Vonsild kan let, bespisningen iberegnet, anslås til circa 100 speciedalere. Noget af det ærgerligste er endnu, at der af hver kvitteringsbog skal betales 1 spd. til herredsfoged Thomsen; hvorfor? får man ikke at vide; man kan da antage, at det er til rejsepenge, når han om en liden stund kommer til at emigrere, og sandelig det bliver ingen klatskilling; af Vonsild Sogn med 10 Plove har han omtrent 80 spd., hvilket efter reguladetriregning giver det facit, at han af Thyrstrup Herred med 265½ plove udsuger 2124 Spec. Lægges dertil de sportler, han beregner sig for sine vurderinger og auktioner, må herredsfoged Thomsen for fremtiden kunne leve af - sine midler" 

(Kjøbenhavnsposten 10. februar 1849)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar