Den ægyptiske Øiensygdom eller, som den ogsaa nu almindelig benævnes, "den militaire Øiensygdom" er, som bekjendt, paa samme Maade, som flere andre i Europa førhen ubekjendte ondartede Sygdomme, tilført denne Verdensdeel fra Orienten gjennem derhed rettede militair Foretagender. Det var nemlig de fra det ægyptiske Felttog i Slutningen af forrige Aarhundrede hjemvendende franske og (navnlig ved foretagne Landgange) engelske Tropper, der bragte denne Sygdom til Europa. Udbredt der til de store franske Armeer forplantede den sig gjennem Napoleons Krige til andre Landes Hære, og navnlig har den viist sig som en Svøbe for Militairet i Preussen, Østerrig og Belgien. Imidlertid holdt den sig i lang Tid med en særegen og endnu ikke tilstrækkelig forklaret Begrændsning indenfor samlede militaire Afdelinger og Garnisoner, medens den endelig, hvad man maatte vente, ogsaa i en høist foruroligende Grad har fundet Vei til den civile Befolkning. Dette er navnlig Tilfældet i Belgien, hvor Ondet alt er saa indgroet, at det neppe længer er til at udrydde, og med dyb Beklagelse maae vi tilstaae, at det truer med en lignende Indgang hos os. Vi skulle ikke sige, at vi ei ere advarede om Sygdommens Smitsomhed *) eller paamindede om at træffe Forholdsregler til at standse eller idetmindste indskrænke det om sig gribende Onde. Med utrættelig Iver har Hr. Prof., Dr. med. Bendz arbeidet, ei blot for at giøre sig tilstrækkelig bekjendt med denne Sygdoms Optræden mellem vort Militair og dens Forplantelse derfra til den civile Befolkning, men han har tillige forelagt vedkommende Autoriteter og gjennem Pressen offenligheden Resultatet at sine Bestræbelser. Dette har med Hensyn til den foreliggende Virkelighed ingenlunde været glædeligt. Vi have tidligere havt Leilighed til at omtale den af Hr. Prof. Bendz indgivne Beretning om Forholdet mellem Antallet af alle ved Sessionen af 8de September 1854 i 3die sjellandske Udskrivningsdistrict mødende Værnepligtige og dem af samme, som have været angrebne af begyndende eller mere udviklet ægyptiske Øiensygdom, og have da seet, at Forholdet var som 1922 til 175, eller af samtlige Mødende 14½ pCt. Angrebne. Senere har Hr. Professor Bendz givet flere Meddelelser og Oplysninger denne Sag angaaende i Ugeskrift Læger, som ogsaa i vor Tidendes Nr. 180 f. A. Den seneste Meddelelse af samme Forfatter findes i Ugeskrift for Læger for iaar Nr. 1-2 under Titel: "Om den i Armeen herskende Øiensygdom og dens Forplantelse til den civile Befolkning". AF de heri meddeelte Oplysninger fremgaaer et ligesaa bestemt som sørgeligt Beviis for den Grad i hvilken denne beklagelige Ulykke har udbredt sig ogsaa til den civile Befolkning. Det viser sig saaledes af Overlæge Gottschalchs der anførte Beretning ("Ugeskrift for Læger" af 13de Octbr. f. A. Pag. 279 og 80) over de ved Landsessionen for 1855 i 3die sjællandske Udskrivningsdistrict til 4de Liniebataillon udskrevne Rekutter, at af disses samlede Antal, 340 Mand, som den 30te Mai f. A. ankom hertil, vare ikke færre end 84 i høiere eller mindre Grad angrebne af Sygdommen (41 havde Visikler, 35 Visikler med Rødme, 6 Rødme, 1 Granulationer og 1 Blennorrhe). Af ovennævnte 340 Mand vare 102 fra Sorø Amt, hvoraf 21 Angrebne, altsaa 20,58 pCt.; fra Præstø Amt 168, hvoraf 44 Angrebne, altsaa 26,19 pCt; fra Maribo Amt 44, hvoraf 14 Angrebne, altsaa 31,8 pCt. og af 16 fra Staden Kjøbenhavn 3 Angrebne, altsaa 18,75 pCt; fra Holbeks og Kjøbenhavns Amter vare 2 Angrebne. Disse 340 Rekrytter af 4de Liniebataillon lagdes i Teltleir paa Nørrefælled, afholdtes saaledes fra Samqvem med det ældre i Casernen liggende Mandskab af samme Bataillon, der havde lidt af Sygdommen, og vare leirede samme i Teltleijren med Mandskaber (7de Liniebataillons ældre Mandskab og Rekrutter samt Rekrutterne af 10de, 13de, 16de og 17de Liniebatailloner), blandt hvilke Sygdommen ikke herskede. Ikke desto mindre fremgaaer det af Hr. Overlæge Gottschalchs Beretning, at af disse 340 Mand bleve fra 31te Mai til 31te August ikke færre end 156 eller 45,88 pCt. angrebne og af disse 156 maatte atter 58 indlægges paa Garnisonshospitalet for kontagiøs Øienbetændelse med akute Tilfælde. De her omtalte Øiensyge vare Rekrutter, udskrevne blandt den civile Befolkning; 84 af dem medbragte sygdommen fra Hjemmet til Leiren, og ingen af dem kom sammen med det Mandskab, som var eller før havde været underkastet Sygdommen. Det var saaledes den fra Hjemmet medbragte Sygelighedstilstand og maaske skjulte Disposition for Sygdommen, det var Virkningen af den mellem den civile Befolkning rodfæstede Smitte, der her under en sjelden gunstig lejlighed for den lægevidenskabelige Iagttagelse hidførte et saa sørgeligt Resultat, et saa sørgeligt Beviis for denne Ulykkes successivt snigende Udbredelse mellem Landets Befolkning, at intet andet behøves for at godtgjøre dens Tilværelse mellem denne, og den beklagelige Sandhed af Forfatterens Bemærkning i den her nævnte Afhandling Pag. 27 ... "der handles nu mere end nogensinde om offentlige Foranstaltninger, der kunne dæmpe det os for Alvor truende Onde, thi om dets Udryddelse kan der ikke længer være Tale" . . . Altsaa: den ægyptiske Øiensygdoms Tilstedeværelse og desværre stærke Udbredelse mellem Landets civile Befolkning er fuldkommen constateret. Men ikke nok med gjennem de ved Udskrivningerne anstillede Undersøgelser, nemlig i 3die Udskrivningsdistrikt, at have tilvejebragt det sørgelige Beviis herfor, har Prof. Bendz ved at henvende sig til Sygdommens Arnested her i Landet, Hertugdømmet Slesvig tilveiebragt yderligere Oplysninger i denne Henseende, idet han ved de fra derværende Læger og Physici navnlig fra Hr. Physicus Madvig i Haderslev modtagne Meddelelser har været istand til at paavise, hvorledes Sygdommen fra militaire Øiensyge ved Smitte er forplantet til den civile Befolkning. Hr. Physicus Madvigs Meddelelser udviser saaledes tilstrækkeligt, hvorledes et Par enkelte hjempermitterede Rekrutter have kunnet medbringe Sygdommmen og meddele den til deres Omgivelser, uden at de paagjældende med Landalmuens sædvanlige Indolens for Sligt, have agtet paa det Onde, som traf dem, førend dette allerede havde naaet en betænkelig Udvikling. Men naar man læser disse Meddelelser (ovennævnte Numer af "Ugeskrift for Læger" Pag. 18-23, og seer, hvorledes dette i sine Følger saa frygtelige Onder sniger sig i Mørket om med de hjemsendte, uhelbredede Mandskaber fra Garnisonsstæderne, hvad skal man da sige, naar man erfarer (samme Afhandling Pag. 26) at Totalantallet af de paa Garnisonshospitalet siden Efteraaret 1851 behandlede Øiensyge andrager c. 1200 Individer, at der af disse forholdsviis kun faa ere som helbredede vendte tilbage til deres Batailloner (til 4de Liniebataillon af 201 Syge i to Aar 9 helbredede, til Livgarden tilfods af 48 Syge 3 helbredede og 6 næsten helbredede medens Forholdet neppe har stillet sig gunstigere med Hensyn til Syge og Helbredede fra andre Troppeafdelinger), og endelig at Resten af disse Angrebne som uhelbredede ere sendte hjem blandt den civile Befolkning med al Disposition til at forplante deres egen Ulykke til denne, - i Sandhed man maa da med Forfatteren indrømme, "at vistnok Ingen længer kan drage Aarsagen i Tvivl, hvorfor Sygdommen i 4 Aar saaledes har kunnet gribe om sig i vort Land, men især paa den sjellandske Øgruppe." (Sluttes)
*) See bl.a. Prof. Bendz's Fortale til Oversættelsen af Dr. Buckard Eble's Skrift om den saakaldte contagiøse eller ægyptiske Øiensygdom.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1856)
Den ægyptiske Øiensygdom (Sluttet, see Nr. 30). Uvilkaarligt paatvinger sig det Spørgsmaal: Hvorledes ere Autoriteterne optraadte ligeoverfor dette Onde? "Qvicquid delirant principes, plectuntur Argivi", hvilket i dette Tilfalde vil sige saa meget som: Naar Lægerne tage feil og ere uenige, gaaer det ud over Patienterne. Som bekjendt yttrede der sig nemlig blandt Lægerne strax ved Sygdommens Optræden her paa Stedet en saa stærk Meningsforskjellighed om samme, at den Læge (Prof. Bendz) der strax bestemt udtalte sig for dens Tilstedeværelse og contagieuse (smitsomme) Charakteer, næsten stod aldeles isoleret med sin Anskuelse. Denne Meningsforskjellighed maa ansees at have udøvet en stærk hæmmende Indflydelse paa Anordningen af kraftige Foranstaltninger til itide at bekæmpe det optrædende Onde. Det viser sig stråledes (cfr. Prof. Bendzs Fortale til Oversættelse af Dr. Eble's ovennævnte Skrift Pag. III.), at allerede i Efteraaret 1851 bleve her i Kjøbenhavn de første Øiensyge, lutter sydslesvigske Rekrutter, 8 i Tallet, med umiskjendelige Tegn paa den saakaldte chroniske Form af ægyptisk Øiensygdom (granuløs Opthalmie) indlagte til særskilt, afsondret Behandling paa Garnisonshospitalet. Melding blev derom gjort fra Prof. Bendz til Stadslægen, og fra nu af blev paa Hospitalernes maanedlige Oversigtslister indført en Rubrik for "contagieus Øienbetændelse", for paa denne Maade at have et Overblik over Sygdommens mulige Forekomst i hele Armeen. Lignende Iagttagelse, som ovenanførte her i Kjøbenhavn med de sydslesvigske Rekrutter, gjordes endvidere i Foraaret 1852 af de danske Læger, som afgik til Tjeneste i Holsten ved de Troppeafdelinger, som der oprettedes af dette Hertugdømmes værnepligtige Mandskab; men først i August 1852, altsaa næsten 1 Aar efter at Sygdommen havde viist sig i Hovedstadens Garnison, træffe vi paa den første offentlige Foranstaltning imod den i Form af en Generalcommandobefaling dat.: 2den August 1852 til Tropperne i Holsten. Denne Befaling paabyder meget hensigtsmæssige Forholdsregler mod Sygdommen og dens Udbredelse blandt Mandskaberne, medens den ved de trufne Anordninger de facto erkjender dennes Smitsomhed, men een gjælder udelukkende Militaire i Tjeneste dersteds og taler ikke et Ord om, hvorledes der skal videre forholdes med de Soldater, der hjempermitteres fra Tjenesten, for at disse ikke derfra skulle medbringe en skjult Smitte og overføre denne til den civile Befolkning. I denne Henseende gaaer den næste offentlige Foranstaltning et Skridt videre. Ifølge Indstilling fra Armeens Medicinalstab i November samme Aar udgik nemlig fra Krigsministeriet et Circulaire, hvori med Hensyn til Sygdommens Iagttagelse og Behandling mellem de i Tjeneste værende Mandskaber paabydes tildeels de samme Forholdsregler, som i ovennævnte Generalcommandobefaling, medens der endvidere anordnes, at Ingen blandt Mandskaberne, der har lidt af Øienbetændelse, maa permitteres uden af vedkommende Læge at være undersøgt og erklæret for sund samt at enhver Soldat, der har lidt af den contagiøse Øienbetændelse, og som, efterat være helbredet, hjempermilteres, skal melde sig for den nærmeste Læge, saasnart han maatte mærke mindste Spor til Sygdommens Tilbagevenden, og endelig, at naar saadanne Soldater hjemsendes, skal der meddeles vedkommende Amter Underretning derom. Endvidere udgik den 13de Decbr. s. A. et almindeligt Circulaire fra det Kongl. Sundhedscollegium, hvori erkjendes, at Sygdommen maa antages overført i Armeen ved Smitte, hidbragt af det Mandskab, som tidligere har tjent i Insurgentarmeen, samt henpeges til de ved ovennævnte Circulaire fra Krigsministeriet paabudue Foranstaltninger til at forebygge Smittens Udbredelse til den civile Befolkning ved hjempermitterede Mandskaber. Der paalægges Landets Læger, saavel de i Statens Tjeneste ansatte, som de privat practiserende "særlig Agtpaagivenhed med Hensyn til saadanne Øienbetændelser, som enten ifølge deres Beskaffenhed eller andre Omstændigheder maatte vække Mistanke om at være frembragte ved Smitte", og naar denne skulde udbrede sig til Flere, "da uopholdelig at indberette dette til vedkommende locale Medicinalautoritet, som vil have at drage Omsorg for, at Sygdommen tages under Behandling for offentlig Regning, og at der tages de efter Omstændighederne hensigtsmæssigste Forholdsregler, for at forhindre dens videre Udbredelse". Endelig indskjærpede et Circulaire af 6te Septbr. 1853 fra Krigsministeriet fornyede og udvidede Bestemmelser augaaende øiensyge Soldaters Behandling samt Forholdsregler ved deres Hjemsendelse, som have været underkastede Sygdommen. Med Hensyn til dette Sidste hedder det i Circulaires § 14: "De Øienangrebne maa ikke hjemsendes, uden at de først have været underkastede Lægetilsyn og Behandling". § 15: "Naar vedkommende Overlæge har forvisset sig om, at Bindehuden er vendt tilbage til sin normale Tilstand, da kan Hjemsendelsen uven videre tilstedes. § 16: "Naar dette ikke har fundet Sted, men Patienten er ufuldstændig helbredet, og chroniske Tilfælde i det omhandlede Organ findes vedvarende, da kan Hjemsendelse kun skee efter flere Lægers Skjøn;" (her opgives nærmere, hvilke disse Læger paa de forskjellige Steder skulle være) og endelig § 20: "Gaaer det af Lægerne afgivne Skjøn ud paa, at den Angrebne vel kan permitteres, men at hans Øines Beskaffenhed gjør hans fremtidige Tilstand tvivlsom, bliver fornøden Paategning at meddele Permissionspasset, og vedkommende Øvrighed, under hvilken den Hjempermitteredes Hjemsted henhører, at underrette om Hjemsendelsen for at Livligheden kan, om fornødent skjønnes, foranstalte den Hjemsendte underkastet Lægetilsyn". Et Circulaire af 24de Juli f. A. fra Justitsministeriet indeholder Bestemmelser om, hvorledes der ved Land- og Søsessionerne bliver at forholde med øiensyge Værnepligtige, hvilke af disse blive at udskrive og sættes under Kuur. og hvilke der som uhelbredelige inden Mødetiden blive at udslette af Rullen med Udygtighedspas i Henhold til Bestemmelserne i Forordn, af 11te Jan. 1854 § 15 cfr. § 14; uden at Circulairet iøvrigt nærmere berører, hvorledes der skal forholdes med disse "Uhelbredelige" ligeoverfor den civile Befolkning, hvortil de høre. - Seer man hen til det her Anførte, kan det ikke nægtes, at der fta Autoriteternes Side er truffet Foranstaltninger mod det omtalte Onde, og det, som det synes, meget hensigtsmæssige Foranstaltninger; men seer man hen til de derved hidtil opnaaede Resultater, da faaer Sagen et mindre glædeligt Udseende. Med Hensyn til disse henholde vi os til hvad vi efter de af Hr. Prof. Bendz med saa megen Omhyggelighed indsamlede Oplysninger have i nærværende Artikels første Halvdeel meddeelt, og ved at sammenholde Sygdommens nuværende Stadium i Landet med de fra Autoriteterne trufne Foranstaltninger, maae vi først og fremmest beklage, at disse aabenbart ere komne for sildig til at qvæle Ondet i Fødselen, og, som det af Resultaterne viser sig (cfr. saaledes Hr. Physicus Madvigs detaillerede Beretninger om Sygdommens Udbredelse ved hjemvendende Soldater) ikke ere gjennemførte eller overholdte med den Energi, som Sagens Vigtighed udkræver.
Et yderligere Exempel herpaa fra en senere Tid, end de i Physicus Madvigs Beretninger meddeelte Oplysninger, skulle vi her anføre. En hjempermitteret Soldat blev antaget som Tjener hos en af Fyens større Godseiere. Efter nogen Tids Forløb sporedes i denne Familie Øiensygdom, og ved Tilkaldelse af Familiens Huuslæge, og ved den af denne foretagne Undersøgelse viste det sig, at ved Smitte var den ægyptiske Øiensygdom fra ovennævnte Individ successivt Udbredt til tvende af hans Medtyende og tre af Familiens Medlemmer, uden at nogen af disse kjendte den Fare, som truede dem. Alvorlige Forholdsregler bleve nu tagne, og den Person, fra hvem Smitten var udgaaet, er nu her i Byen for at blive helbredet for den Sygdom, hvoraf han lider, hvilken af flere af Byens agtede Læger er anerkjendt for at være den ægyptiske Øiensygdom i stærk udviklet Grad. Havde ved denne Persons Hjemsendelse Bestemmelserne i Krigsministeriets Circulaire af 6te Septbr. 1853 og Sundhedscollegiets Circulaire af 13de Decbr. 1852 med Hensyn til Undersøgelse før Hjempermitteringen og Forholdsreglerne efter at denne var skeet, været strængt gjennemførte, er det ikke rimeligt, at den her omtalte Øiensygdom saaledes vilde være bleven paaført Personer, hvis hele Livsstilling ikke udsætte dem for Smitte i denne Retning. Dette Tilfælde er saaledes et nyt Beviis for Nødvendigheden af, at de givne Bestemmelser strængt gjennemføres. Visitationen før Permitteringen maa med Omhyggelighed og Sagkundskab iagttages; det Tilhold, som gives de hjemsendte Mandskaber, der have lidt af Sygdommen, om at melde sig hos vedkommende Læge, maa strengt overholdes, det maa være en fuldkommen Tvangssag, underkastet Strafansvar, for disse Mandskaber at følge dette Tilhold, og det maa være en ligesaa streng Pligt for vedkommende Øvrigheder at vaage herover, og for de locale Medicinaløvrigheder i paakommende Tilfælde at træffe gjennemgribende Forholdsregler mod Ondets Udbredelse. Om disse ville medføre endog betydelige Omkostninger, kan ikke komme i Betragtning; Folkerepræsentationen vil ikke kunne nægte et dertil forlangt Beløb. Det er den høie Tid, at der i denne Sag foretages noget Alvorligt. Ere de hidtil skete Anordninger utilstrækkelige, enten ved Formen hvori de ere fremtraadte, eller ved Maaden hvorpaa de ere iværksatte, saa maae andre mere gennemgribende træffes *); vil vedkommende Ministerium ikke tage Initiativet i Sagen, da maa dette udgaae fra Folkerepræsentationen; Folket, fra hvis frie Valg denne er udgaaet, er berettiget til at vente af den, at den vil værne om, at det kan beholde sit Syn ubeskaaret og utruet af ægyptisk Øiensygdom.
*) Vi henvise til den, som Anhang til den oftere citerede Afhandling i "Ugeskrift for Læger for iaar Nr. 1 og 2" vedføiede Meddelelse af de i Preussen denne Sag angaaende trufne Anordninger.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1856)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar