Egyptisk øjensygdom (tracom) er stadig en af de mest udbredte sygdomme i verden: ca. 300-500 millioner mennesker, de fleste af dem er børn. I 1800-tallet var den især udbredt i Egypten, heraf navnet. Sygdommen var her kendt siden oldtiden, og den sorte øjenmakeup som ses på mange oldegyptiske kunstværker, skulle bl.a. beskytte mod sygdommen. I dag er millioner af blevet svagsynede eller blinde af sygdommen. Den skyldes en bakterie, og trives især i dårlige hygiejniske forhold, ung alder og tætte boforhold samt i varmt klima. Sygdommen bredte sig sammen med kolera og tyfus især i slutningen af 1840'erne og begyndelsen af 1850 gennem armeerne nordpå i Europa. Den nåede i 1853 til Danmark og så langt nordpå som Rusland.
Stridsspørgsmaalet om den ægyptiske Øiensygdoms Smitsomhed og den muligt indtrædende Fare ved Ikke-Anvendelsen af Lægemidler imod Samme, der hidtil er blevet debatteret imellem Militser- og Civillæger og har givet Anledning til mange skarpe Yttringer, synes nu endogsaa at have forplantet sig til de deraf lidende Soldater. En ikke ubetydelig Del af de i denne Anledning paa Frederiksberg Slot indlagte Gardister skal næmlig have vægret sig ved, i saa Henseende at modtage Lægehjælp og ere som Følge heraf blevne belagte med Arrest og førte ind til Kjøbenhavn, hvor en Krigsret med det Første vil afsige Dom i denne ubehagelige Sag. Forresten staaer en saadan Vægring flet ikke isoleret, da der allerede ifjer mødte lignende Vægringer iblandt Fodgardisterne, ligesom ogsaa i fremmede Armer, f. Ex. i den preussiske. Soldaterne hyppigt have anset dette Onde for saa ubetydeligt, at de, saavidt muligt have søgt at dølge det og kun med Uvillie underkastet sig den almindeligvis kun langsomme Lægebehandling.
(Flensb. Z.)
(Ribe Stifts-Tidende 17. juli 1855)
Om Øiensygdommen i den kongelige Livgarde tilfods.
Da den Kongelige Livgarde tilfods, ved hvilken jeg har den Ære at fungere som Overlæge, er sammensat af Mandskaber fra Monarchiets forskjellige Dele, saa at man vistnok over hele Riget med Opmærksomhed følger hvad der angaaer disse Mandskabers Vee og Vel, anseer jeg det under nærværende Forhold for min Pligt at bringe Følgende til offentlig Kundskab, i den Hensigt at gjendrive omløbende usande eller overdrevne Fortællinger om den blandt samme herskende Øiensygdom og herved at berolige alle dem, som have Sønner eller Slægtninge i denne Troppeafdeling.
Efterat Øiensygdommen var bragt hertil Garnisonen i Sommeren 1851 ved udskrevne sydslesvigske Rekruter, som havde tjent i Insurgenthæren, hvor den herskede, forplantede den sig lidt efter lidt ved Smitte til de herværende Troppeafdelinger, især Artilleriet og 10de Linie-Bataillon, og kom endelig ogsaa til Udbrud i Garden i Mai 1853, hvor den pludselig viste sig paa en epidemisk Maade, dog under en meget mild, tildeels catharralsk Form. Corpsets Forlæggelse i Juli Maaned s. A. til Frederiksberg Slot formedelst Choleraepidemien standsede den imidlertid i sine Fremskridt, saa at baade de Angrebnes Tal ved Aarets Ende kun var ringe, og Tilfældenes Natur i det Hele ikke af synderlig foruroligende Beskaffenhed.
Da Garden senere, i Januar 1854, alter rykkede ind i sin Caserne, begyndte Sygdommen paany at tiltage, rimeligviis formedelst den ringere Mængde Luft, Belægningsværelserne her yde hver enkelt Mand (320 kvadrattommer), hvorved Smittens Forplantelse befordres. Efterhaanden angrebes flere og flere, og i April-Mai Maaneder, som havde mange varme Dage, optraadte den igjen aldeles epidemisk, idet en Mængde pludselig bleve syge, og endeel af dem maatte sendes til Garnisonshospitalet med langt heftigere Symptomer end forrige Aar. Dette var især Tilfældet med Rekruterne, som mødte den 14de Juni, idet der af 125 Mand efter 3 Maaneders, Forløb allerede vare 50 angrebne og 20 sendte til Garnisonshospitalet med acute Tilfælde. - Som charakteristisk for denne Sygtom aftog den igjen med den koldere Aarstids Indtrædelse, dog aldrig anderledes, end at Garden af circa 400 Mand for det meste havde 70-80 Øiensyge.
Under stige Omstændigheder og med den her indhøstede Erfaring for Øie, var det indlysende, at noget Gjennemgribende maatte foretages, for at svække eller om muligt aldeles udrydde Smitten i Casernen, og for at forebygge, at de iaar mødende Rekrutter ikke bleve udsatte for den samme Skjæbne; thi Øiensygdommen i Garden har endnu bestandig sin værste Kilde blandt de i forrige Aar angrebne Rekrutter.
De Forslag, som til dette Øiemed gjordes det høie Krigsministerium dels af Armeens Stadslæge, dels af mig, gik derfor væsentligst ud paa at fjerne saamange af de Øiensyge som muligt fra Casernen, og at underkaste denne en fuldstændig Rensning ved Værelsernes Udrøgning med Chlordampe, Hvidtning og Maling, ved Sengestedernes og Træværkets Afvadskning med Lud, ved Madratsernes Omstopning osv., samt ved at lade ethvert Belægningsværelse i 2 Maaneder være udsat for Luftens fri Gjennemstrømning.
Krigsministeriet, som ganske bifaldt nævnte Forslag, udvirkede dernæst, at et Øienlazareth ifølge Stabslægens Indstilling kunde oprettes paa Frederiksberg Slot, foreløbig til 58, hvorefter de Øiensyge fjernedes fra Casernen deels ved at belægge Lazarethet med 50 af dem, deels ved at anbringe Resten i Telte paa Exerceerpladsen.
Disse Foranstaltninger have nu ført til det glædelige Resultat, at Sygdommen fra det samme Øieblik af blev standset i sin Udbredelse, og at der iaar ingen Epidemie hersker i denne Troppeafdeling. Paa de 4 første ugentlige Visitationsdage efter Udskiftningen var der lngen Tilgang af nye Øiensyge, og da Helbredelsen af de Angrebne siden hiin Forandring skeer lettere, saa er deres Tal for Øieblilket sjunken fra 110 til 53, og vil i den nærmeste Fremtid sandsynligen synke endnu mere. De have endvidere havt den gavnlige Virkning, at ikkun faa af dette Aars Rekrutter, der campere i Telte paa Exerceerpladsen, hidtil ere blevne angrebne.
For at standse Sygdommen i dens Udbredelse og i dens Udvikling, have Gardens Læger stedse nøie overholdt den af dHrr. Overlæger Prof. Rørbye og Dr. Bricka 1853 til Krigsministeriet anbefalede Forholdsregel, "snarest muligt, naar Sygdommens første Phænomener viste sig, ved passende Lægebehandling at understøtte Naturen i dens Bestræbelser for at fjerne den sygelige tilstand, uden just ftrax at indlægge enhver Syg i Hospitalet," - en Forholdsregel, som Armeens Stabslæge ved Circulaire af 9de Marts og 22de Mai f. A. communicerede Garnisonens Overlæger til Iagttagelse, skjøndt mange Øiensyge paa dette Stadium af Sygdommen ikke bemærke eller vide af, ei heller altid kunne indsee, at deres Øine feile Noget. Det er imidlertid min Overbeviisning, at Gardens Læger herved og ved Isolering af de Angrebne, bade forebygget Sygdommens større Udbredelse og hos Mange standser den i sin Udvikling.
Sluttelig finder jeg mig foranlediget til at bemærke, at Ætsning med Helvedsteen ingensinde er brugt ved Behandlingen, endnu mindre nogenslags "Operation", at Midlerne tvertimod i Regelen ere milde, og at ingen af Gardens Mandskaber, uagtet Sygdommen nu har hersket over to Aar i denne Troppeafdeling, hverken er bleven blind eller har taget nogen Skade paa Synet.
Den 4:e August 1855
Bendz, M. D.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1855. 2. udgave)
Jacob Christian Bendz (1802-1858) var blevet regimentskirurg 1833, 1843 overlæge i hæren. 1848-1853 var han medudgiver af "Hospitals-Meddelelser". Han var den ledende kraft i bekæmpelsen af den ondartede egyptiske øjensygdom fra 1853. Han mødte en skarp kritik fra nogle af kollegerne, hvilket han reagerede meget heftigt imod.
Om Øiensygdommen i den her garnisonerende 4de Linie-Infanteri-Bataillon.
I Nr. 50 af d. Tid. have vi under 28de Februar d. A. anmeldt de af dHrr. Overlæger Gottschalck og Bendz udgivne Beretninger om den i den 4de Linie-Inf.-Bataillon og den Kongl. Livgarde tilfods herskende Øiensygdom, og ledsaget dem med de Opfordringer til vore Autoriteter, som slige Kiendsgjerninger nødvendigviis maae vække hos Enhver, der mener det godt med vort Lands Befolkning. Vi søgte navnlig at henlede vore Autoriteters Opmærksomhed paa Nødvendigheden af, at man ikke ved hensynsløs Permission af øiensyge Soldater (ved 4de Linie-Bataillon hjemsendtes i det sidste Aar 115) befordrer Sygdommens Udbredelse blandt Almuen. Af den Beretning, Gardens Overlæge, Professor Bendz, under 6te f. M. meddeelte gjennem vort Blad, saae vi, og vistnok til Publikums store Beroligelse for denne Troppeafdelings Vedkommende, hvorledes Sygdommen her muligen gaaer sit Ophør imøde formedelst de kraftige Forholdsregler, som i afvigte Foraar toges for at udrydde Smitten af Casernen og helbrede de Angrebne. Anderledes staae derimod Sagerne i den 4de Linie-Inf. Bataillon, hvor Forholdene desværre kun ere bedrøvelige, idet denne ene Afdeling ikke skal have færre end 130 Øiensyge paa ca Styrke af c. 500 Mand. Da Forholdene her ere af særegen Interesse, og efter vor Mening velstikkede til at aabne Øinene paa Autoriteterne, skulle vi omtale dem noget nærmere.
Af de omtalte Beretninger have vi seet, at Sygdommen forrige Aar herskede stærkt og var meget udbredt i denne Bataillon, indtil man ved Exerceertidens Ophør efterhaanden hjempermitterede en Mængde (80) øiensyge Mandskaber. Ifølge derom indhentet Oplysning skal vanlig denne Omstændighed, i Forbindelse med den koldere Aarstids Indtrædelse har bevirket , at Sygdommen paa eengang standsede og at de Øiensyges Tal vedblev at aftage, hvorfor det ældre Mandskab heller ikke for Øieblikket skal have flere end høist 30 Øiensyge. Disses store Antal ved Bataillonen hidrører nemlig iaar fra Rekrutterne, som mødte den 30te Mai d. A., circa 340 i Tallet, og hvoraf en ikke ubetydelig Deel, omtrent 1/6, medbragte Spiren til Sygdommen fra Hjemmet, det vil sige fra det 3die Udskrivnings-District, som indbefatter det sydlige Sjælland, Lolland, Falster og Møen, hvorfra denne Bataillon udelukkende faaer sine Rekrutter. Thi, uagtet disse strax ved Ankomsten bleve henlagte i Telte paa Fælleden, og aldeles intet Samqvem havde med Batailloilens ældre, af Øiensygdom lidende Mandskab, som forblev indqvarteret i Sølvgadens Caserne, udbrød Sygdommen dog blandt dem med saadan Voldsomhed, at af hiint Antal allerede 156 (altsaa næsten Halvdelen) have været angrebne eller endnu lide deraf, og ikke færre end 60 af disse have været indlagte i Garnisonshospitalet med heftigere Tilfælde. Hvad der nu især maa vække Forundring og tillige give Oplysning, er den Omstændighed, at samme Sygdom ikke i nogen synderlig Grad har viist sig, blandt Mandskaberne af 7de, 10de, 13oe, 16de eller 17de Linie Batailloner, som paa samme Tid have ligget i Telte paa den samme Fælled, saa at der altsaa her ilke kan være Tale om nogen egentlig Epidemi, frembragt ved en særegen Beskaffenhed af Luften. Efter Sagkyndiges Mening vil man saaledes forgjeves stræbe at løse denne Gaade paa nogen anden Maade, end ved den Oplysning, som Prof. Bendz har meddeelt i sin Beretning Pag. 84-88, og som vi ogsaa i vor Anmeldelse have fremhævet, at han nemlig paa en Sessionsreise forrige Efteraar i 3die Udskrivningsdistrikt, hvorfra netop denne Bataillon modtager sine Rekrutter, fandt Spiren til Sygdommen temmelig udbredt blandt det værnepligtige Mandskab, idet der af 1922 undersøgte Værnepligtige ikke var færre, end 275, altsaa 1/7, som viste Spor til den. Vi kalde denne Erfaring, for hvis Rigtighed nu desværre af 4de Liniebataillon er ført et uomstødeligt Beviis i det Store, meget sørgelig, da den viser, at Sygdommen allerede er trængt ind blandt den civile Befolkning, idetmindste i hine Egne af Landet, og at det følgelig fra nu af vil blive umuligt at udrydde den, eller at befrie Armeen, hvor den paa Grund af de militaire Forholds særegne Natur især vil optræde og vedligeholde sig, fra denne Plage.
Vi skulle her ikke indlade os paa at bedømme, hvorvidt man ved Aarvaagenhed medens det endnu var Tid. - thi Sygdommen der før Krigen var ubekjendt hos os, kunde ikke saaledes trænge ind blandt Befolkningen uden gjennem hjemsendte Soldater - , maatte have været istand til at afværge dette sørgelige Resultat, men blot atter og atter tillade os at advare Autoriteterne om ikke ved fortsat Hjemsendelse af øiensyge Soldater at nære og udbrede Sygdommen blandt vor Almue indtil den aldeles voxer os over Hovedet, idet vi minde om del gamle Ordsprog, "da er for silde, at kaste Brønden til, naar Barnet alt er druknet".
Efter hvad som her er meddeelt ansee vi det for vor Pligt, at opfordre Justitsministeriet til ved de forestaaende Landsessioner i indeværende Efteraar at lade foretage nøiagtige Undersøgelser ved de offentlige Sessionslæger i alle Kongerigets Udskrivningsdistricter, for at komme til paalidelig Kundskab om Sygdommens Forekomst blandt den civile Befolkning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. september 1855. 2. udgave)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar