Dr. J. J. Dampe, - der under Frederik den 6tes Regering blev dømt for Majestætsforbrydelse og i 20 Aar holdtes i strængt Fangenskab paa Christiansø, hvorfra han befriedes af Christian den 8de, som tillod ham at opholde sig hvor han vilde paa Bornholm samt gav ham 3 Mk. om Dagen til Underholdning, og endelig af Frederik den 7de skjænkedes sin fuldstændige Frihed, hvorpaa han tog Ophold i Kjøbenhavn, - udgiver nu sit Livs Historie fra sin Ulykkesperiodes Begyndelse. Dampe faldt, som bekjendt, for Frihedens Sag, og man har hyppig villet dadle ham for, at han valgte et uheldigt Tidspunkt til Gjennemførelsen af de friere Principer. Denne Dadel imødegaaer D. strax i 1ste Hefte af sit Skrift ved at meddele Følgende om Datidens Stemning for Friheden: "I et Aftenselskab hos Justitsraad, Toldinspektør Høst befandt sig blandt Andre ogsaa Kong Frederik den Sjettes Favorit, den bekjendle Bülow. Det var netop i de Dage, da Efterretningen var kommen om Opstanden i Neapel for Friheden. Man kom paa Tale derom. Professor Nissen, Rektor ved Metropolitanskolen i Kjøbenhavn, som sad ligeoverfor Bülow, udtalte sig med Bifald om Neapolitanernes Stræben efter en fri Forfatning; han lagde ikke Skul paa, at han selv yndede Tanken herom, at han ansaa en fri Forfatning for et attraaværdigt Gode. Herover opstod en Disput mellem ham og Bülow. Tilsidst sagde Bülow med Vrede: "Her hos os er der to Partier; det ene Parti har Snak, det andet har Bajonetter." - "Jeg skulde da mene", svarede Nissen, "at dersom man sammenligner disse To, saa bliver dog altid Snak mere aedel, end Bajonnetterne." Efter Bordet stod man hist og her i smaa Klynger og talte. Talen faldt paa Disputen; man fornøiede sig over Det, Nissen havde sagt; man fandt, at han havde talet vel. Da anmærkede En (Etatsraad Stoud): "Det var ogsaa lettest for ham; han talte for den gode Sag." - Dette Træk af hin Tids Stemning har endnu mere Betydning, naar man bemærker, al de, som vare der forsamlede, vare af de høiere Stænder, vare Embedsmaend, altsaa af den Klasse, som, formedelst sin Forbindelse med Regeringen, ellers er mindst modtagelig for Frihedens Tanke. Ikke Faa morede i hin Tid et bestemt Ønske for en fri Forfatning. For at udforske, hvor mange der havde denne Tanke, foreslog jeg et ydre Tegn derpaa. En Jernring, baaren om Mellemfingeren af den venstre Haand, blev ansect for et passende Tegn. De Første, der bare den, vare, foruden mig, Kildal Lund, en Læge (først ganske nylig død), og Inspektør Rose. Betydningen deraf blev snart bekjendt. Følgen var, at i faa Dage det Hele Forraad af Jern-Gigtringe (hvilke man anvendte dertil) hos alle Byens Isenkræmmere blev revet bort. Ringene saaes i flere Maaneder paa mangfoldige Fingre. "Kiøbenhavnsposten" fortæller dette (236, 1841). Der blev kastet Sedler paa offentlige Steder, f. Ex. paa Børsen, hvori der blev forlangt fri Konstitution. Jeg veed det, fordi Politidirektøren spurgte mig derom. Men jeg havde ingen Del heri. Denne Politidirektør sagde til mig de Ord: "Vi ved, at der er mange, som tænke saaledes."
(Ribe Stifts-Tidende 2. marts 1858)
Advarslerne om Frederik 6.s nidkære undertrykkelse af al opposition var ellers tydelige: Allerede i 1819 havde Dampe selv fået en frisindet prædiken konfiskeret. Måske, måske ikke er ovenstående beretning sand, men Dampe kan ikke have været i tvivl om Frederik 6.s hensigter. I årene 1818-1821 var kongens indgriben særlig hård mod pressen. En proces der allerede var startet i 1810 med en reel censur mod politisk indhold. Dette var oven i købet blevet skærpet i 1814. Og i 1818 var enhver forhånende ytring mod fremmede regenter forbudt. I Hertugdømmerne var der siden november 1819 reelt indført censur. I 1820 var det i praksis sådan at ingen skulle bryde sig om politik udover embedsstanden, hverken hjemme eller ude.
Ifølge pastor F. R. C. Bülows "Optegnelser om præstegjerning ved Hospitalet 1867-1877" (manuskript) skal dr. Dampe være død på følgende måde:
"- - - Jeg kom saaledes til at begrave den eengang saa bekjendte Dr. Dampe, der for sin Politik i Frederik den Sjettes Tid længe havde siddet fængslet paa Christiansø. Han indlagdes nedbrudt af Steensmerter, og den gamle Rationalist sukkede i sin Pine stadig sit: "O, Herre Jesus! hjælp mig!" Det gav da bestemt Anledning til en alvorlig Samtale. Da jeg en Dag spurgte ham, om Nutidens Rørelser i politisk Henseende bevægede ham, svarede han: "Nei, nu har jeg Andet at tænke paa". Jeg troer, han gik beredt bort. Han saae mig gjerne komme."
Her citeret fra Personalhistorisk Tidsskrift, 1898.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar