I Landsbyen Tobberup i Hørby Sogn i Aalborg Amt lever en nogle og 80 Aar gammel Mand, Bertel Christensen, som nu næsten i 10 Aar har varet sengeliggende. I de to sidste Aar har han været saa svag, at han hverken kunde vride eller vende sig i Sengen. Desuagtet har han en god Madlyst og kan forlære en stor Deel, saavel af Spise som Drikke. De saa Klæder, hvorpaa han ligger, raadne op under ham, og hans Kone har under hans langvarige Sygdom maattet svøbe ham, lig et Barn, i hvad hun kunde finde. Dertil kommer, al de have en Datter, der ogsaa er hjemme hos disse fattige Mennesker og som er vanvittig og kan som Følge deraf, hverken foretage sig det Ene eller det Andet. Den beklagelsesværdige Hustrue maa selv passe Alt og sørge for Alt. Pastor Raaschou i Øls, som hele den nævnte Tid har været Formand i Sogneforstanderskabet, registrerede for hans vanvittige Datters Skyld hele hans Eiendele. Moderen maatte med stort Besvær lære Datteren, som paa Grund af sin Forstandstilstand ikke kunde søge nogen Skole, hvad der lod sig gjøre. Da hun var 20 Aar gammel, anmodedes Præsten om at confirmere hende, hvilket han paa ingen Maade vilde indlade sig paa, men forlangte, at hun skulde gaae til ham. Og hendes Forældre maatte nu ledsage hende den lange Vei mellem Præstegaarden og deres Hjem. Efter en lang Tids Forløb, i hvilken der afholdtes 3 Confirmationer, antog han dog hende for duelig nok, men i Grunden var hun aldeles ikke bedre til sin Læsning end før hun kom ti! ham. Nu blev Manden saa gammel og svag, at han ikke kunde fortjene Noget, og, da det blev ham formeent at gjøre noget Laan paa sine Eiendele, saae han sig nødt til at anmode Præsten om Understøttelse for sig og sin Familie. Denne vilde imidlertid ikke høre tale om Sligt og affærdigede meget fort den fattige Mand, som nu maatte henvende sig til en høiere Øvrighed, og han udvirkede da, at der indløb Befaling til Præsten om at tillægge ham sit ordentlige Ophold. Der tillagdes ham derpaa 3 Tdr. Rug, 3 Tdr. Byg og 6 Rd. til sig selv. Datter og svage Kone aarlig, hvilket udgjør ca. 1½ Skilling om Dagen til Brød, Lys og Reenlighed (den Regning passer dog ikke til nærv. Kornpriser). Hans Kone gik derpaa til Commissionen og anmodede denne om en yderligere Pengeunderstøttelse, hvortil Præsten svarede, at de ikke fik meer, med den Tilføining, at hun skulde fortjene hvad hun selv behøvede og det Tilstrækkelige til sin Mand og Datter. Med Taarer i Øinene vandrede den stakkels Kone tilbage til sit fattige Hjem, hvor kun Sorg og Elendighed ventede hende. Engang, da Præsten kom til Byen, bad hun ham, selv at overtyde sig om deres ulykkelige Kaar og i hvilke usle Pjalter hendes syge Mand laae, men dertil svarede han, at saadant vilde han ikke see, hvorpaa han vendte hende Ryggen. Den stakkels Kone har desaarsag maattet tye til Andre, som have bidraget Meget til at lette hende Byrden, og hun haaber, at gode og medlidende Mennesker ogsaa for Fremtiden ville række hende en hjælpsom Haand. (Hb. A.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1856)
For denne artikel anlagde paster Raaschou sag, og ved en afgørelse ved forligelseskommissionen trak H. D. Johansen den 9. april 1856 sin skildring tilbage, og erklærede at fattigbestyrelsen havde fyldestgjort alle pligtens og menneskelighedens fordringer imod ham og hans familie. Han betalte derfor 1 Rd. i mulkt til Hobro fattigkasse. Sagen blev dog holdt i live, idet der efter dommen kom oplysninger frem om at der for 3 år siden havde været indgivet en klage. Se denne blogs indslag derom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar