"Hjør. Av." meddeler følgende nærmere Omstændigheder om det der i en Vogn fundne Barn og dets Moder: Pigen, som er Moder til det, tjente hos en Værtshusholder der i Byen; men midt i forrige Maaned blev hun bortvist af Tjenesten paa Grund af sit fremrykkede Svangerskab og havde fra den Tid af intet blivende Opholdssted. I den første Tid turde hun vel om Dagen opholde sig hos sin Søster, der er Sypige, men om Natten vilde eller kunde denne ikke beholde hende. Hun gik da omkring paa Gaderne indtil alt blev stille, hvorpaa hun listede sig ind i Madame H.'s Stald paa Østergade. I de Dage hun sad hos Søsteren, syede hun paa Børnetøi. I Løverdags fjorten Dage kjørte hun med en Bonde til sine Forældre i Hørmested; men Faderen var opbragt paa Grund af hendes Frugtsommelighed og nægtede at beholde hende i Huset, hvorfor hun maatte begive sig tilbage til Hjørring. Hun fik nu Ophold hos en gammel Kone, der boer udenfor Byen, men blev efter et Par Dages Forløb ogsaa bortvist herfra paa Grund af Mangel paa Plads. Dette var i Tirsdags. Uden at vide, hvor hun skulde begive sig hen, drev hun igjennem Gaderne og ankom i Mørkningen til Indgangen af Plantagen, og da hun her begyndte at føle Smerter og ikke vidste noget Sted, hvor hun kunde ty hen i sin Nød, gik hun ind i Anlæget og satte sig ned ved et Træ. Her blev hun siddende i flere Timer, indtil hun mellem Kl. 10-11 fødte Barnet. Da hun mærkede, at det havde Liv, tog hun det op til sig, for saa godt hun formaaede at holde det varmt, og samtidig grov hun med Hænderne i Jorden, for at udslette Sporene af, hvad der var foregaaet. Saasnart hun for Udmattelse og Kulde kunde reise sig, forlod hun Plantagen med Barnet, hvilket hun havde indsvøbt i et Stykke Linned og sit Halstørklæde, og begav sig med del til Madame H.'s Stald; men ad Daggry maatte hun atter forlade dette Tilflugtssted. Hele denne Dag tilbragte hun med Barnet i er lille Krat Øst for Hjørring; men da det atter var begyndt at blive mørkt, gik hun ind i Byens Plantage. I de sidste otteogfyrretyve Timer havde hun lidt skrækkelig af Smerte, Kulde og Udmattelse ligesom ogsaa af Mangel paa Føde, og da hun frygtede for, at Barnet, som hun ingen tilstrækkelig Næring havde til, skulde dø for hende, fik hun i sin Fortvivlelse den pludselige Indflydelse at skille sig ved det og overlade det til Andres Forsørgelse ved at henlægge det i en Vogn, som hun saa holde udenfor et Hus lige ved Indgangen til Plantagen, og til den Ende lagde hun ogsaa Barnet, der var indsvøbt i det omforklarede stykke Linned og Tørklæde op i Vognen foran Sædet, til den ene Side, for at Vognens Eier ved Opstigningen skulde blive det vaer og ikke træde paa det. Hun turde ikke oppebie, at det blev fundet, men begav sig umiddelbart derefter til den gamle Kones Bopæl, hvor hun tidligere havde havt Ophold, og her blev hun siddende udenfor til langt hen paa Natten, da hun omsider blev lukket ind og fik Tilladelse til at tilbringe Resten af Natten siddende paa en Stol. Om Morgenen maatte hun igjen forlade dette Opholdssted og drev i nogen Tid omkring i Gaderne og paa Veiene udenfor Byen, indtil hun hen paa Dagen kom tilbage til den gamle Kone, som imidlertid havde været i Byen, og ved sin Hjemkomst fortalte, at et Barn var blevet fundet i en Vogn. Af Frygt for ar blive opdaget turde hun ikke længere blive hos denne Kone, og uden at aabenbare Noget for hende, forlod hun nu atter hendes Hus og gik nu igjen omkring i Gaderne indtil Aften, da hun søgte Ly mod den voldsomme Regn i en Værtshusholder B. tilhørende Stak paa Marken, hvor hun var bleven aldeles gjennemblødt; da hun ikke kunde udholde det længere for Kulde, søgte hun paany Ly i Madame H.'s Stald, hvor hun forblev til Daggry, hvorefter hun atter, drivvaad som hun var, gik omkring, indtil hun omsider samme Dag (1ste Juledag) begav sig tilfods til Rakkebo for at søge Tilflugt hos Kjærestens (en Smedesvend) Forældre. Her blev hun underrettet om, at hun var eftersøgt af Politiet som mistænkt for Barnefødsel i Dølgsmaal, og da hun strax tilstod Alt, fulgte hun med Manden næste Dag til Hjørring, hvor hun blev afgiven til Politiet. Hun forsikrer, al det aldrig har været hendes Agt at føde i Dølgsmaal, ei heller har hun havt til Hensigt at skille Barnet ved Livet ved at henlægge det i den omforklarede Vogn, tvertimod for at redde dets Liv, da hun i sin Fortvivlelse og uden nærmere Eftertanke pludselig greb til dette Middel. Det maa bemærkes, at Barnet, trods dets tynde Beklædning, fandtes aldeles sundt. - Enhver, som gjennem denne Skildring har fulgt den stakkels Moder paa hendes Lidelsers Vandring, vil vist af Hjærtet ynkes over hende og haabe, at den strenge Retfærdighed ved Bedømmelsen af Handlingen tager Hensyn til det Overmaal af Kval, der nødvendig maa have indvirket paa denne Ulykkeliges Sjælstilstand, da hun i Fortvivlelsens yderste Øieblik troede sig forladt af Alle og greb den Udvei, der pludselig viste sig for hende til al blive af med Barnet, ikke ved at volde dets Død, men ved at redde dets Liv.
(Ribe Stifts-Tidende 12. januar 1858)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar