- Det er forfærdeligt, hvad Paastaaelighed for en Smaatings Skyld kan koste, ikke blot Private, men hvor det gaaer ud over den gamle Kameel: det stakkels Offentlige. I en Landsby her i Amtet havde Skolel. E. C. Monrad af Gaardmand Jens Andersen forlangt Naturalydelser, besk. af 18 Pd. Brød, 4 Pd. Ost og 1½ Sn. Æg, ansatte til en Værdi af 1 Rd. 29 sk. aarligt, som han paastod der tilkom ham, og da han ikke fik dem, herfor den 21de Decbr. 1853 lod foretage Udpantning. Ved Rinds-Gislum Herredsret blev imidlertid Paastanden den 12te April 1855 (altsaa 1 ½ Aar efter) erkjendt ugyldig idet Udpantningsforretningen hævedes, imedens der formodentlig ikke har været nedlagt Paastand om Skadeserstatning for den foretagne Indtrængen med en ubeføiet Retshandling i anden Mands Huus og Hjem, og house and castle ogsaa hos os ved Lovgivningen ere for lidet beskyttede mod al den Art Fremgang. Skolelæreren eller anden Vedk. var dog ikke tilfreds med denne Tilbageviisning ved Underretten, og den blive Folk jo heller aldrig tilfredse med, saalænge en Underretsdom kun er Enkeltmands Skjøn, imedens Kjøbenhavnerne alene have del Privilegium, strax at erholde Dom afsagt af Flere, og saalænge den af Grundloven tilsagte Nævningeret ikke indføres. Her har Appellen dog maaskee været fremhjulpen ved Letheden for en Embedsmand i at faae fri Proces paa det "Offentliges" Bekostning. Hr. Monrad gik saa til Overretten og her gik det ham, Aaret efter, ligesaa. Der var nu kun Høiesteret tilbage, for sidste jordiske Afgjørelse af Naturalp anstanden, og den glemtes heller ikke. Her blev da Udfaldet ganske det samme og, imedens selve Processens Omkostninger for alle Retter ophævedes, altsaa ialtfald den frikjendte Gaardmand heraf maa bare sit Læs, idømtes Monrad til Justitskassen at betale 5 Rd., og tilkjendtes i Salairer: Procur. Cancellir. Holm i Hobro ved Underretten 25 Rd., Procurator Morville ved Overretten 25 Rd. og Advocat Liebe ved Høiesteret 60 Rd., som alt udredes af det Offentlige! Det er Suiter af en Paastand paa 1 Rd. 29 sk. og 5 Aar har det været, at faae det store Spørgsmaal afgjort.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)
Aalborg, den 13de November.
Vi ere fra Hobro gjorte opmærksom paa en Feil i Referatet i Tirsdagsavisen af Dommene i Sagen imellem Skolel. Monrad og Gaardmand Jens Andersen (egentlig Poulsen), idet Skolelæreren vandt Sagen ved Høiesteret. Fejltagelsen heri hidrører fra den, som den ogsaa i Meddelelsen fra Hobro betegnes, "unægtelig besynderlige Terminologi, Retten har betjent sig af (idet M. som Appellant for Høiesteret betragtes som Citant og J. A. som den Indstævnte), og saaledes var det ogsaa i Sagen om Kagerug til Præsten i samme Sogn Vesterbølle, som for omtrent 1 Aar siden blev paakjendt og vunden for Præsten, efter at være tabt for Under- og Overretten." Det er imidlertid ligefuldt gaaet her (og Kagelysten er vel i samme Sogn dryppet fra Præst til Degn), som fornemmelig fremhævet i den vedk. Sag, at det Offentlige har maattet bære Byrderne for Embedspaastaaelighed i en ringe Ydelse og deraf opstaaet Kjævl om et Mellemværende, som ialtfald burde være privat.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)
"Flrp." skyldte, uden stor Ophævelse, at have samme Tillid til og følge vort eget Blads Berigtigelse i Løverdags (som den jo havde i Mandags) ang. Forvexlingen af Høiestereisdommen, hidrørende fra den forvildende Betegnelse i Høiesteretsreferatet -, som ved vort oprindelige Referat af Dommen i Sagen om den lille Naturalydelse til Skolelæreren ved Hobro. Vi bemærke dette forøvrigt kun for at modsige det nævnte Blads Tilføining om, at det skulde være nødvendigt at besvare det Offentlige med Processer til Høiesteret, som om Præstens Kagerug saa om Skolelærerens Smaaredsel, eller at Bønderne skulde "i den senere Tid være kun altfor tilbøielige til at vægre sig for at yde hvad der tilkommer Skolelæreren". Det kan være i enkelte Tilfælde, men de høre vist til de sjeldne og baade for Skolelærerens Stilling og Bedste i det Hele som i Forholdet til Menighederne er det vist ogsaa rettest, at være mindre paastaaelig om Smaating, og endnu rettere, om ingen præstelig Kagerugsbegjær fører Degnen ind paa lignende Capitler. Baade Præster og Degne kunne gjerne i saadanne Tilfælde have eller faae "høieste" Ret og dog gjøre mindre Ret (imod dem selv med) i at paatale og indkræve den. Ved Høiesteret vindes desuden ikke i slige Tilfælde noget bestemt "Præjudicat", fordi det ene af den Slags Tilfælde ikke ligner det andet. Processer for at skaffe sig saadanne "Præjudicater" blive derfor let til en Kjephest enten for den enkelte Paagjældende eller for Provster osv., hvorved de rette Vedkommende privat intet vinde og det Offentlige altid taber en Slump, uden tilstrækkeligt Motiv i Sagens Beskaffenhed, paabyrdede Retssalairer, saa at Advokaterne ere de eneste, som egentlig have Nytten bagefter af den Slags Præjudicats-Processer op til Høiesteret. En anden Sag var, naar man havde en Eedsvorneret til hurtigt og paa eengang at afgjøre alle - slige mindre Tvistspørgsmaal.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1858)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar