Noget om Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Paa denne Tid af Aaret pleie de saakaldte Provstevisitatser at finde Sted i Almueskolerne paa Landet; det kunde maaskee ikke være ukjært for Folkeoplysningens Venner at lære at kjende saadant Noget som en Provstevisitats.

Hvad er vel Hensigten med Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet? Dette Spørgsmaal maae Skolelærerne forelægge sig, for at de kunne blive istand til at præstere, hvad der skal præsteres; men Provsterne maae ogsaa forelægge sig det, for at de ikke skulle forlange hverken for Meget eller for Lidet. Efter den almindelige Mening er Hensigten nok den, at Provsten skal erfare om Religionsunderviisningen drives i Overensstemmelse med vor Landsreligions Confession og symbolske Bøger, om de øvrige Lærefag fyldestgjøres i Fordelt til Børnenes Evner og den indskrænkede Skoletid, og endelig skal Provsten bedømme eller dømme over Lærernes Flid og Dygtighed af Børnenes Forstandighed.

Ere Provsterne istand til at fælde den rette Dom over alt dette paa den Maade, paa hvilken nu Visitatserne holdes ? Dette betvivle vi. Med faa Undtagelser visitere Provsterne paa følgende Maade. Provsten examinerer selv Børnene i Religion og dicterer til Retskrivning, lader Læreren forevise Skrivebøger og opgiver Eleverne nogle Regneopgaver. Denne Maade er neppe den rette til at erfare Børnenes Kundskaber; idetmindste er den ikke brugelig ved andre Læreanstalter. Naar Candidater ved Universitetet blive examinerede til Embedsexamen, bliv, de examinerede af de Professorer, der særlig have foredraget enhver Disciplin. Naar Studenter examineres ved Afgangseksamen fra Skolen, blive de examinerede af deres egne Lærere, ligesom dette er skeet hele Skolen igjennem ved de mwrre Examina. Ved Realskoler er det Samme Tilfældet, ja det er endog Tilfældet ved Borger- og Almueskolerne t Kjøbenhavn, hvor den ene Lærer bedømmer den anden Lærers Elever efter dennes egen Examination. Nu maa det dog antages, at Bedømmelsen i alle disse Tilfælde i Regelen er retfærdig og rigtig, idet her er taget et humant Hensyn umiddelbart til Eleverne og middelbart til Lærerne, som jo kunne bedømmes formedelst Elevernes Duelighed eller Uduelighed. Hvorfor fastholde da Provsterne endnu alene den forældede og inhumane Visitationsmaade selv at examinere i Religion og selv at dictere til Retskrivning? Troe de, at de kunne fælde den rigtigste Dom over Eleverne paa denne Maade, eller skulde Grunden være den, at de ere bange for at blive satte Blaar i Øinene af Lærerne? Det er vel muligt, at noget Saadant kan være Grunden; men saa er det ogsaa muligt, at de, for at undgaae Scylla, falde i Charybdis, eller at de, for at undgaae denne Ubehagelighed, blive uretfærdige baade imod Elever og Lærere, og altsaa imod Skolen.

Lad Lærerne selv examinere deres Elever i ane Fag, som de have lært dem, da kan Provsten derefter fælde sin Dom meget retfærdigere, end nu; thi da vil Læreren være istand til igjennem Eleverne at vise, hvad han har udrettet, og Eleverne ville være bedre istand til at vise hvad de hade lært, naar den, som de ere vante til, selv examinerer dem. Hvis Provsten derimod skulde frygte for at blive sat Blaar i Øinene, hvilket maaskee undertiden kunde forsøges, da er der ingen Tvivl om, at en Provst, som virkelig forstaaer at undersøge og bedømme en Skole, let vil kunne opdage det; men hvis en Provst ikke troer sig istand dertil, da er det utvivlsomt, at han heller ikke forstaaer at bedømme en Skole.

Med Hensyn til Provstens egen Examination maa endnu bemærkes een Ting: Der er sikkert mange Provster, der godt forstaae at faae et Svar af et Almuesbarn; men Barnet er dog altid ikke vant til ham, hvilket gjør saare Meget hos den Slags Børn. Men der er ogsaa Nogle, som ikke forstaae, eller ikke gjøre sig den Uleilighed at spørge saaledes, at Barnet med Billighed kan svare tilfredsstillende. Naar Provsten f. Ex. spørger: Hvad er Kiærlighed, Taknemlighed osv.? da kan man ikke forlange med Rette et fyldestgjørende Svar herpaa, som jo er en Definition, og dog har Ingen Ret til at sige: De Børn kunne ikke Noget, eller de ere slet underviste; thi Definitioner ere ikke Børns Sag, og Definitioner, som ikke forstaaes, ere unyttige. Desuden kan Barnet godt vide Besked om disse Begreber uden at kunne forklare dem, og her er det, at Læreren har Leilighed til at vise sin Dygtighed, idet han skal faae Barnet ved sine Spørgsmaal til at vise, hvad det veed.

Alt, hvad her er sagt om Provstevisitatser, gjælder ogsaa om de halvaarlige Examina i Skolerne paa Landet, hvor Præsternes Fremgangsmaade omtrent er den samme, som her er omtalt.

Kjøbenhavn, i Juni. J.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30 juni 1859)

En bispevisitats i skolen kunne fx se sådan ud som Ribe Stifts biskop Jacob Brøgger Daugaard (fra et brev til provsten om hvordan han ønskede visitatsen gennemført. Visitatsen omfattede også - og fortrinsvis - kirken):

Efter gudstjenesten prøvedes skolebørnene af øverste klasse i pastoratets Skoler. De opstille sig skolevis, prøves i læsning i det ny Testamente og i religion i reglen af de respective skolelærere. Skøn- og retskrivningsprøve samt regningsprøve leveres mig samlede af lærerne, hver fra sin skole, men ikke af børnene; thi bladene forkrølles og tid spildes, naar hvert barn fremkommer med sin prøve.