Hjørring den 10de December. (Byens Avis.) Som Exempel paa den Retsusikkerhed, det her til Landet indforskrevne, i Regelen slette, Udvalg af Svenskere, hyppigt afstedkommer, kunne vi meddele følgende Factum, der dog kun grunder sig paa en ved overdreven Nydelse af Brændeviin fremkaldt Bersærkergang hos et Par raa Individer, men ingenlunde tjener til Bedømmelsen af vore hæderlige Stamfællers Characteristik i Almindelighed.
Tre svenske Tjenestekarle, der alle tjente paa en større Gaard her i Nærheden (Spangerhede), bleve en Aften i forrige Uge af Politiet udviste fra Værtshuusholder Larsens Dandsebod, hvor de længe havde teet sig vilde og uregeerlige og fulgte ud af Byen med alvorlig Paamindelse om at forføie sig rolige hjem. De vare alle tre berusede, den ene dog tilsyneladende i værre Grad end de Andre. Da de vare komne et kort Stykke ud ad Frederikshavns-Veien, mødte de en Mand (en Borger her fra Hjørring), der tiltalte dem med "Godaften"; men istedetfor Svar kastede den ene Svensker ham en Muurbrokke paa c. ½ Steens Størrelse, med saadan Force i Ansigtet, at han styrtede bag over. Slaget havde rammet ham midt i Panden og bibragt ham et temmelig dybt Saar, hvorfra Blodet flød ham ned over Ansigtet. Heldigviis tabte han dog ikke Besindelsen, og da han reiste sig med det Udraab: "hvorfor gjorde De det?" havde Svenskerne allerede fortsat deres Vei. Denne gik om ad Fuglsig-Veien, hvor der strax efter kom dem to Mand - en Ridende og en Gaaende - imøde. Paa Tiltalen "Godaften" fik den Ridende - en Gaardmand fra Krustrup - ikke andet Svar end en Haandfuld smaaslaaede Stene lige i Hovedet, saa at han med flere Læsioner i Ansigtet styrtede med Hesten ved i Grøften, og Hesten, der formodentlig var bleven sky, bag efter. Han reiste sig imidlertid strax og trak sin Hest op; men i det samme løb den Mand, der havde staaet ham, med knyttet Haand ind imod den gaaende Person (en Huusmand fra Fuglsig Mark), der havde været i hans Følge. Denne bøiede sig dog for det tiltænkte Slag. der saaledes kun streifede hans Hoved, men imidlertid bevirkede, at de begge, baade Angriberen og dea Angrebne styrtede omkuld. Huusmanden fik dog atter Fodfæste, og nu gave de Overfaldne dem til at raabe om Hjælp. Dette var Signalet for en af de andre Svenskere til at begynde et Bombardement med smaaslaaede Steen, hvormed begge forfulgtes, dog uden at rammes. Kun Huusmandens Hue var bleven paa Valpladsen; den fandtes senere aldeles sønderslaaet. Da Forfølgelsen havde varet Noget toge de tre Voldsmænd Flugten ind over Markerne. Det var maaskee ogsaa paa Tide; thi de vedvarende Raab om Hjælp havde bragt den først Angrebne - hvis Pandesaar neppe vil efterlade nogen farlig Følge - til med Assistance at ile de nødraabende til Undsætning. Paa Melding til Politiet fulgte naturligvis Svenskernes Arrestation, og deres Straf, - navnlig Hovedmandens, der nok har bekjendt, - vil vel ikke udeblive.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. december 1858).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar